Om Søren Krarups Forfatterskab

Indledning                                                                        

FØRSTE DEL: GRUNDLAGET

Kristendommen og loven                                                 

Tidehverv, den nye reformation                                     

Danskhed: Historie, sprog, kultur og folk                      

ANDEN DEL: MODSTANDERNE                       

Oplysningstid og menneskerettigheder                          

Kolonialismen                                                                

Enevælde og folkestyre                                                  

Georg Brandes og kulturradikalismen                           

Samarbejdspolitik og modstandskamp                           

Ungdomsoprør 1968 og demokratismen                      

Den Europæiske Union                                                 

Kvindekamp og damesag                                             

Ægteskabet                                                                   

Familien                                                                        

Flygtninge, indvandring og integration                        

Islams lovreligion, de vantro jøder og den sande tro   

Dansk Folkeparti og systemskiftet                               

TREDJE DEL: EN KRITIK

Det trælbundne folk                                                      

Gud, Krarup & Co.                                                        

Anvendt litteratur                                                         

Søren Krarup udgav sin første bog som 23-årig i 1960, hvor han forsøgte at rehabilitere den nationalkonservative skribent Harald Nielsen. Niels blev i sin tid berygtet, fordi han under Tysklands besættelse af Danmark under anden verdenskrig fik sympati for nazismen og antisemitismen. Faktisk kom det så vidt, at Nielsen i 1948 påstod, at jøderne havde vundet anden verdenskrig, fordi de styrede stormagterne USA og Sovjet.

Siden har Krarup talt og skrevet flittigt og ihærdigt i fem årtier, og Danmark har næppe haft så vedholdende, så kompromisløs og så krigerisk en forfatter og debattør som ham. Og der har næppe heller været nogen i vor tid, som har mødt så hård modstand som ham, og dog har hans standpunkter efter årtiers kamp vundet tilslutning i den førte politik i Folketinget og i Danmark. Endda stor tilslutning. Om det var alle de mange, der blev overbevist af Krarup, eller om han var forud for sin tid og kæmpede for standpunkter, der alligevel ville være kommet frem, er svært at bedømme. I mange år var Krarup en ensom skikkelse i samfundsdebatten og blev af de fleste blot regnet for en vred mand, der slog ned her og der, hvor der var noget ømt, som gjorde ondt. Men i dag er det tydeligt, at hans standpunkter har vundet stor tilslutning, ikke mindst i forbindelse med Dansk Folkepartis vej til magten og den anti-islamisme, der har bredt sig Danmark og i den vestlige verden i det hele taget.

Når man ser på Krarups offentlige virke, så har han opnået tre store sejre i årenes løb. Den første kom i efteråret 1986, hvor Dansk Flygtningehjælp havde planlagt en stort iscenesat landsindsamling søndag den 5. oktober. Den 21. september sætter Krarup en annonce i Jyllandsposten med overskriften ’Nej, ikke en krone’, hvor han opfordrer danskerne til boykotte indsamlingen. Annoncen vækker en enorm opmærksomhed, og Krarup bliver voldsomt forhadt af medier, politikere, kulturpersonligheder og mange andre, men det lykkes ham i de næste dage at få indsamlingen til at fremstå som en afstemning for eller imod den liberale danske flygtningelov fra 1983. Samtidig er han med til at stifte Komiteen mod Flygtningeloven, som sidenhen udvikler sig til Den Danske Forening, der tiltrækker uheldige personer fra højrefløjen, blandt andet den erklærede nazist Jonni Hansen. Men dette belaster ikke Krarup det store, da han fra starten kun er menigt medlem af foreningen. Disse hændelser kan man kalde for Krarups folkelige gennembrud. Ikke at han blev elsket, slet ikke, men alle i Danmark vidste, hvem Søren Krarup var, og hvad han stod for efter landsindsamlingen, og derfor var der tale om en eller anden form for gennembrud. Og det viste sig også, at han havde en vis opbakning i befolkningen. Dansk Flygtningehjælp fik indsamlet 41 millioner kroner, hvoraf 7 millioner kom fra statskassen. Det var cirka 8 kroner per dansker. Imod dette fik Krarup indsamlet 600.000 kroner og omkring 46.000 underskrifter mod flygtningeloven 83. Ikke meget i forhold til Dansk Flygtningehjælp, men alligevel et pænt resultat for en mand, der havde hele det etablerede Danmark imod sig.

Den næste sejr, Krarup vinder, er stiftelsen af Dansk Folkeparti den 6. oktober 1995. Efter et kaotisk og farceagtigt landsmøde i Fremskridtpartiet går Pia Kjærsgaard og tre andre af partiets folketingsmedlemmer ud og stifter det nye parti. Ni år før i 1986 var hun blevet formand for Fremskridtspartiet, som langsomt, men sikkert var trillet ned af bakke til kun at have 6 pladser i Folketinget, siden det stormede ind med 28 mandater i 1973. Med hende som formand stiger opbakningen til Fremskridtspartiet, og efter nogle år som formand får hun udelukket partiets stifter, Mogens Glistrup, der starter sit eget nye parti, Trivselsparti, som dog hurtigt går i sig selv. I de næste år er der splid imellem Pia Kjærsgaard og partiets anden stærke kvinde, Kirsten Jacobsen. Dette eksploderer så ved landsmødet i 1995, hvorefter Dansk Folkeparti stiftes. Men hvad skal det nye parti stå for? Svaret bliver, at de smider Fremskridtspartiets ultraliberalisme ud og pludselig er varme tilhængere af velfærdsstaten, ligesom de erklærer, at de forener klassiske konservative og socialdemokratiske værdier, selvom de to partier historisk set har været hinandens modsætninger. I stedet for Mogens Glistrups svælgende racistiske udtalelser, tiltager Dansk Folkeparti sig en pænere danskhed. Danskheden, med alt hvad den indebærer, henter de hos Søren Krarup, der indtil da har stået temmelig alene, og af de fleste blot er blevet regnet for en outsider. I Fremskridtspartiet spår man, at Dansk Folkeparti snart dør hen, men det går lige omvendt. Det nye parti etablerer sig og vinder snart tilslutning, og ved det første årsmøde i 1997 er Krarup gæstetaler, og han erklærer sidenhen, at han ser Dansk Folkeparti ’som et barn af mig.’  Krarup har taget Dansk Folkeparti til sig, og de har taget hans standpunkter til sig, som nu får repræsentation i Folketinget i form af et nyt, dynamisk og fremadstormende parti. 

Den tredje sejr er det, Krarup kalder Systemskiftet. Efter at Dansk Folkeparti har taget hans politiske standpunkter og danskhed til sig, ender de med også at tage selve Krarup. De opfordrer ham til at stille op til folketingsvalget i november 2001 sammen med hans fætter og kampfælle, sognepræst Jesper Langballe. De accepterer opfordringen og bliver begge valgt ind i Folketinget. Og ikke nok med det. Den socialdemokratisk-radikale regering falder og Venstre og det Konservative Folkeparti danner en ny regering med Dansk Folkepartis støtte. Dette giver Dansk Folkeparti en stor indflydelse på den nye regerings politik, og de påvirker også Socialdemokraterne, ikke mindst i deres udlændinge- og retspolitik. Alt dette ser Krarup som et systemskifte. Det danske folk har gjort op med den politiske korrekthed, de har gjort oprør mod det overdanmark, der har påtvunget danskerne EU og en indvandring af folk fra fremmede lande, og derfor har de tidligere magthavere ifølge Krarup reelt forsøgt at opløse det danske folk og Danmark som selvstændig nation. Folket har rejst sig og er endelig befriet efter et århundrede med kulturradikalt og socialistisk tyranni. Danmarks fremtid ser lys ud i Krarups øjne.

Denne bog er ikke en biografi, hvor Krarups livsforløb eller privatliv vil blive beskrevet. Krarup var i mange år en afholdt præst i det lille Seem sogn i Sønderjylland, hvor han deltog i sine sognebørns hverdag, glæder og sorger, han er familiemenneske og har fire voksne døtre og elleve børnebørn, og har været gift med sin kone, siden de begge var i 20’erne. Men for Krarup er hans privatliv netop privat, så det vil blive forbigået. Krarup inddrager dog af og til sin egen livshistorie i sine bøger for at forklare sit verdensbillede. Især har hans forældres deltagelse i modstandskampen mod den tyske besættelse præget ham. Målet med denne bog er at beskrive Krarups standpunkter og verdensbillede så loyalt og så oprindeligt som muligt, og den er langt hen ad vejen en kommenteret citatsamling. Og så skal det siges, at Krarups skriftlige produktion er enorm. Han er forfatter til 29 bøger, medforfatter til 6, og har skrevet mange hundreder af indlæg og artikler til dagblade og tidsskrifter, og hele vejen igennem fem årtier har hans standpunkter og verdensbillede ikke ændret sig det mindste og er uforanderlige igennem alle årene.

Pia Kjærsgaard og Søren Krarup må anses for de to vigtigste personer på den politiske højrefløj i Danmark de sidste årtier. Pia Kjærsgaard er den folkelige leder for sit parti, der taler til danskernes følelser og kan sangene i højskolesangbogen, den tidligere hjemmehjælper, der står ved indgangen og giver hånd til alle, når Dansk Folkepartis holder sit årlige landsmøde. Søren Krarup er den belæste intellektuelle, der i årevis har siddet ved sin skrivemaskine, og samtidig er han også præsten, som med alvor taler til sine tilhørere om en fremtid et sted ude i horisonten, han allerede har kortlagt. Som sådan er Søren Krarup den danske højrefløjs chefarkitekt. Denne bog handler om hans forfatterskab.

Fra første sætning skal det slås fast, at kristendommen i sidste ende er grundlaget for alt, hvad Krarup har sagt og skrevet. Og det er vel og mærke den evangelisk-lutherske folkekirke i Danmark, hvor han tilhører en mindre gruppering, der kalder sig Tidehverv. Kristendommen er for Krarup vejen, sandheden og livet, mens alle øvrige religioner, som mennesker dyrker rundt omkring i verden, er afguderi. På samme måde er alle former for ideologi hedenskab, som Krarup mener, er menneskenes forsøg på at sætte Gud fra magten og gøre sig selv til guder. Og når menneskene tror, de er guder, så tror de, de er fuldkomne og ikke syndere, og denne manglende bevidsthed om egen syndighed får dem til at tyrannisere og terrorisere hinanden. Med ideologi menes ikke kun nazisme og kommunisme. Det kan også være menneskerettigheder, humanitære organisationer og FN’s virke rundt omkring i verden, kulturradikalisme og socialisme eller de mange grønne bevægelser, som kæmper for økologisk landbrug, imod atomkraft, regnskovens fældning og så videre.

At blive kristen er at tage et troens spring. Man kan ikke være mere eller mindre kristen, det er et enten-eller. Springet består i, at man indser, at Jesus er og var Guds søn, og at evangelierne i Ny Testamente er Vorherres ord til menneskene igennem Jesus Kristus.

”Jeg forkynder ikke Jesus som Guds søn, fordi en historisk eller bibelkritisk analyse gør det sandsynligt, at han var det. Men jeg forkynder evangeliet, fordi jeg på tværs af al sandsynlighed har hørt det som sandheden, og jeg ville forkynde evangeliet selv om en historisk kildekritik kunne dokumentere, at Jesus aldrig havde levet. For evangeliet er en prædiken om at vi har fået vore synders forladelse i dette bestemte menneske, og når prædikenen har lydt, er det ikke mennesket Jesus fra Nazareth som en historisk person, men som den forkyndte Guds søn, prædikenen holder sig til.” (Den danske dagligdag, side 130-131, 1973)

Jesus gjorde mange mirakler, helbredte de syge, vækkede de døde og bespiste en stor menneskemængde med nogle få fisk og brød, og dog skal menneskene ikke overbevises af hans ord eller gerninger.

”For afgørende er det ikke, hvad Jesus gjorde. Afgørende er det, hvem Jesus er (…) Ja, vi tror på personen Jesus af Nazareth som Kristus, Guds søn, og det er denne tro på, hvem Jesus er, der bærer hele kristendommen. Vi overbevises ikke af hans gerninger eller overvindes af hans ord.” (Den kristne tro, side 18, 1995)

Men selvom Jesus var Guds søn, Kristus, så var han også et jordisk menneske, altså Gud og menneske på en og samme tid, og som sådan også bare en som alle os andre.

”Troen på Kristus er det første og afgørende, men Kristus er samtidig Jesus, denne bestemte jøde i dette bestemte land til denne bestemte tid. Jesus Kristus – det historiske menneske, der er Guds søn. Sådan er forholdet. Sandt menneske og sand Gud. Men på samme tid – mens Jesus lever og snakker med sine disciple og går henad Palæstinas landeveje og helbreder de syge og trøster de sørgende og kun er en pjaltet, fattig jøde at se på, Marias søn fra Nazareth, hvis familie endda ikke vil vide af ham, men siger, at han er besat, sandt menneske, en person af kød og blod, men netop dette sande menneske er sand Gud, og det er samtidigt, Gud er ikke andre steder end i denne pjaltede, usle mand – og den kristne tro er derfor altid at springe ud i det utrolige og holde for sandt, hvad intet menneske af sig selv vil falde på at sige: at Jesus er Kristus, at Gud er blevet menneske i ham.” (Den kristne tro, side 18-19, 1995)

Troens spring er i bund og grund ikke noget, mennesket selv foretager eller selv vælger. Det er et krav om at bekende sig til sandheden eller nærmere at modtage sandheden fra Gud igennem sin tro og ikke sin forstand.

”Således stiller kristendommen ethvert menneske over for en fordring om at tro Kristus som sandheden, og således er sandhed ikke noget, som mennesket selv vælger. Men sandheden vælger mig. Det er ikke mig, der kommer til Gud, men Gud, der kommer til mig. Det er ikke mig, der er herre over livet, men det er livets herre, der kommer til mig som en broder.” (Den kristne tro, side 25, 1995)

Sandheden er ikke noget, man tænker sig til eller diskuterer. Sandheden er ikke en personlig overbevisning, der er forskellig fra menneske til menneske. Sandheden er absolut, den er større end menneskene, og det liv vi lever i denne verden.

”… kristendom er ikke deklamation og verdslig klogskab. Den er et forpligtende forhold til det ubetingede. Den kræver, at mennesket træder i karakter. Kristendommen er forkyndelsen af sandheden, men sandheden kan der ikke stemmes om. Den kan kun adlydes.” (Dansk kultur, side 77, 1993)

Men hvilken sandhed er det, mennesket skal adlyde? Det er evangeliets ord om, at man skal elske sin næste som dig selv. Og med næste menes ikke alle mennesker, men de som er en nærmest. 

”Jeg vil nemlig gå ud fra den forkyndelse, som siger, at et menneske er forpligtet på sin næste, ikke på menneskeheden. Jeg vil gå ud fra den forkyndelse, der binder et menneske til øjeblikket, ikke til udviklingen. Jeg vil tage mit udgangspunkt i den kristendom, der siger, at du er ikke et medlem af menneskeheden, der som sådan skal bidrage til at skabe en retfærdig verden, men du er Guds skabning, der som sådan skal være din skabte virkelighed og din konkrete næste tro, fordi Kristus er din retfærdighed.” (Kristendom og danskhed, side 20, 2001)

Nogle kristne mener, at man skal følge Jesus og leve som ham, fattigt og ydmygt i dyb tro. Dette afviser Krarup.

”… han er ikke et ideal, et forbillede, et eksempel til efterfølgelse, men han er Guds dømmende og tilgivende ord til os, og det er derfor, han kan forkyndes som sandheden.” (Den danske dagligdag, side 131, 1973)

Næstekærlighed er et af de vigtigste budskaber i kristendommen, og når man i kristendommen skal give en beskrivelse af, hvad næstekærlighed er, så går man næsten ofte Jesu lignelse om den barmhjertige samaritaner. Her følger lignelsen som beskrevet i Lukasevangeliet.

”Da rejste en lovkyndig sig og ville sætte Jesus på en prøve og spurgte ham: ’Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?’ Han sagde til ham: ’Hvad står der i loven? Hvad læser du dér?’ Manden svarede: ’Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv.’ Jesus sagde: ’Du har svaret rigtigt. Gør det, så skal du leve.’ Men han ville retfærdiggøre sig selv og spurgte Jesus: ’Hvem er så min næste?’ Jesus svarede og sagde: ’En mand var på vej fra Jerusalem ned til Jeriko og faldt i hænderne på røvere. De trak tøjet af ham og slog ham, så gik de og lod ham ligge halvdød. Tilfældigvis kom en præst den samme vej; han så manden, men gik forbi. Det samme gjorde en levit, der kom til stedet; også han så ham og gik forbi. Men en samaritaner, som var på rejse, kom hen til ham, og han fik medynk med ham, da han så ham. Han gik hen og hældte olie og vin i hans sår og forbandt dem, løftede ham op på sit ridedyr og bragte ham til et herberg og sørgede for ham. Næste dag tog han to denarer frem, gav værten dem og sagde: ’Sørg for ham, og hvad mere du lægger ud, vil jeg betale dig, når jeg kommer tilbage.’ Hvem af disse tre synes du var en næste for ham, der faldt i røvernes hænder?’ Den lovkyndige svarede: ’Han, som viste ham barmhjertig.’ Og Jesus sagde: ’Gå du hen og gør ligeså!’ (Lukasevangeliet, 10, 25-37)

For mange kristne betyder budskabet om næstekærlighed, at man skal hjælpe syge og fattige og andre, der lider under sorger eller nød. Næstekærligheden omfatter alle mennesker, og derfor har kristne af næsten alle slags set det som deres opgave at hjælpe andre mennesker, nær som fjern. For nogle omfatter næstekærligheden endda også naturen, dyre- og plantearter og hele planeten, som vi har pligt til at beskytte. Dette fejer Krarup af bordet som menneskers forsøg på at skabe det guddommelige i en jordisk og syndig verden, og derfor er han ofte blevet beskyldt for at ville afskaffe næstekærligheden. Dette er ikke rimeligt, for sagen er, at Krarup har sin egen definition af næstekærlighed. Han trækker et skel imellem ’næste’ og ’kærlighed.’ Den kærlighed, man skal vise overfor sin næste, begrænser han ikke. Til gengæld har han en begrænset definition af, hvem der er et menneskes næste. Det drejer sig om hans familie, land og folk, og så de mennesker han møder i den konkrete situation. Det vil sige ham eller hende, der banker på hans dør, de, der møder op i hans kirke søndag formiddag til gudstjeneste, og den han sidder overfor i toget.

”Forargeligt dermed for alle politikere, der vil gøre sig til af næstekærlighed, forargelig for dem, der via en ny verdensorden vil lovfæste godheden og stille sig i spidsen for næstekærligheden. ’Organiseret næstekærlighed’, sagde som bekendt EU-kommisær Poul Nielson om socialismen. Ukristelig, uhyrlig tale!” (Dansen om menneskerettighederne, side 37, 2000)

De elektroniske medier betyder, at vi i moderne tid ofte bliver konfronteret med nødlidende mennesker fjernt fra vores eget land og vores egen hverdag, men det ændre ikke Krarups syn på kristen næstekærlighed.

”… jeg kan se i tv, at der er oversvømmelse i Kina og borgerkrig på Sri Lanka, men hvad kommer det mig egentlig ved? Er alt dette ikke kun egnet til at fordærve min virkelighedssans dér, hvor min opgave ligger – i forhold til min familie, mit folk, mit sted, mit land? Det mener jeg. Det abstrakte bliver ikke mindre abstrakt af at komme på tv.” (Kære Søren, side 91, 2003)

Og så trækker Krarup i land. Vi kan godt hjælpe andre mennesker fjerne steder i verden, men det er en løgn at kalde det næstekærlighed. I stedet er det fint nok, hvis man kalder det humanitært eller socialt arbejde.  

”Hermed er ikke sagt noget om, at organisation i sig selv er af det onde. Der er naturligvis opgaver, som kræver et organiseret svar. Der er kun sagt eet: at dette er ikke næstekærlighed. At politisk, socialt og humanitært arbejde er aldrig et spørgsmål om næstekærlighed. At kærlighed til næsten kan ikke professionaliseres eller systematiseres, men at den altid er det enkelte menneskes handling i øjeblikket i forhold til den nærmeste, til ubetinget enhver, der er mig nærmest.” (Dansen om menneskerettighederne, side 36, 2000)

Næstekærlighed omfatter kun den, man sidder overfor i toget. Men når man er stået af ved en station, og toget er kørt videre, er vedkommende ikke ens næste længere.

En anden vigtig del af Krarups forståelse af kristendommen er læren om det delte regimente, kejserens og Guds, som Martin Luther beskrev det. Følgende passage i Ny Testamente omhandler det delte regimente, hvor nogle farisæer vil afsløre Jesus som en oprører mod romerne, der herskede over Palæstina på det tidspunkt.

”Da gik farisæerne hen og besluttede at fange Jesus i ord. De sendte deres disciple hen til ham sammen med herodianerne, og de sagde: ’Mester, vi ved, at du er sanddru og lærer sandt om Guds vej og ikke retter dig efter andre, for du gør ikke forskel på folk. Sig os, hvad du mener: Er det tilladt at give kejseren skat eller ej?’ Men Jesus gennemskuede deres ondskab og sagde: ’Hvorfor sætter I mig på prøve, I hyklere? Vis mig skattens mønt!’ De rakte ham en denar. Og han spurgte dem: ’Hvis billede og indskrift er det?’ ’Kejserens’, svarede de. Da sagde han til dem: ’Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!’” (Matthæusevangeliet, 22. 15-21)

Ligesom det guddommelige og det jordiske er adskilt, så er der også en skarp grænse imellem hvem, der regerer i denne verden og den, hvor Gud regerer.

”… Kristus sondrer mellem Guds og kejserens rige, idet han siger til dem, der vil finde frem til en hellig politik eller livsførelse her på jorden: Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er! Her er skellet mellem det sekulære og det hellige sat. Her er politik gjort til menneskets ansvar alene. Her er enhver interesse i at skabe højere retfærdighed eller et himmelsk samfund afvist.” (Systemskiftet, side 29, 2006)

For Krarup betyder dette, at man skal adlyde magthaverne, og fordi også de er ufuldkomne, skal de ikke tilbedes som guder, der kan skabe gudsriget på jord. Krarup omtaler de første kristne i Romerriget.

”Og det betyder videre, at der ikke findes hellige samfund og hellige magthavere, men at ethvert samfund og enhver jordisk magt er skrøbeligt, ufuldkomment menneskeværk, som ikke skal tilbedes og dyrkes, men adlydes og respekteres for den gavn, det skænker menneskene. Derfor vil de kristne ikke ofre til kejseren, selv om det koster dem livet at nægte det. Men derfor er de på den anden side til det yderste lydige mod landets lov, mod øvrigheden, hvor øvrigheden gør øvrighedens gerning, der gavner landet og menneskene.” (Dansen om menneskerettighederne, side 39, 2000)

Når det kommer til kejseren, som er øvrigheden, så har han givet en lov.

”… det betød, at rettigheder var noget, der fulgte af den lov, kongen gav, ikke af luftstrømme i himmelrummet eller fornemmelser i menneskets indre. Ret havde du, når loven havde givet dig den. Rettigheder havde du i henhold til, hvad loven sagde. I dig selv havde du ikke rettigheder, for du var ikke den guddommelige eller retfærdige (…) Men så skulle det holde sig til loven i landet og påberåbe sig den, hvis det følte sig gået for nær.” (Dansen om menneskerettighederne, side 45, 2000)

Kongen eller kejseren er også underlagt en streng pligt af Gud.

”Kongen kan derfor ikke være i tvivl om, at han er ikke den enevældige herre. Kongen er Guds tjener, der skal sørge for fred og retfærdighed i landet: beskytte de svage, værne de hjælpeløse, straffe de onde og voldelige.” (Dansen om menneskerettighederne, side 51, 2000)

Man skal adlyde kejseren. Jesus bekræfter dette i mødet med den øvrighed, der herskede på hans tid i Palæstina, og vel og mærke i det øjeblik han bliver dømt til døden.

”Pilatus gik ind i borgen igen; han kaldte Jesus for sig og sagde til ham: ’Er du jødernes konge?!’ Jesus svarede: ’Siger du det af dig selv, eller er det noget, andre har sagt dig om mig?’ Pilatus svarede: ’Er jeg måske jøde? Det er dit eget folk og ypperstepræsterne, som har udleveret dig til mig. Hvad har du gjort?’ Jesus svarede: ’Mit rige er ikke af denne verden. Var mit rige af denne verden, havde mine tjenere kæmpet for, at jeg ikke skulle udleveres til jøderne; men nu er mit rige ikke af denne verden.’ Pilatus sagde til ham: ’Så er du altså konge?’ Jesus svarede: ’Du siger, jeg er konge. Derfor er jeg født, og derfor er jeg kommet til verden, for at jeg skal vidne om sandheden. Enhver, som er af sandheden, hører min røst.” (Johannesevangeliet, 18, 33-37)

Dette er Jesus som menneske, men også som Kristus. Det er også en påmindelse til os, at vi mennesker aldrig vil kunne skabe et gudsrige her på jord.

”Jesus forkyndte ikke, at romerne var fjender af gudsriget. Han undsagde heller ikke de besiddende som evangeliets modstandere. Men han forkyndte, at i ham var gudsriget kommet nær til rige og fattige, onde og gode, fromme og ufromme, retfærdige og uretfærdige. Det var en sviende skuffelse for de forventningsfulde og kampivrige, og det betød en udfordring til alle retfærdige og gode, der ikke ville finde sig i at være stillet som dem, der ikke kunne frelse sig ved politisk og moralsk retfærdighed. Derfor dømte de forhen så jublende ham til døden som en svindler og gudsbespotter. Korsfæst! Korsfæst! lød det rasende brøl fra mængden, og de socialt og politisk bevidste kan sagtens have råbt højest.”  (Den danske dagligdag, side 130, 1973)

Jesus afviser direkte, at det er muligt for menneskene at gøre verden til et bedre sted.

”De fattige har I altid hos jer, siger Jesus – og deri ligger jo også en nøgternhed, en illusionsløshed, en sans for den jordiske virkelighed, som ved, at denne verden ligner altid sig selv. Vi mennesker kan ikke skabe paradiset. I den menneskelige verden vil der altid være sorg og nød, rig og fattig. Anderledes er menneskelivet og jorden ikke. Siger Gud. For Gud er ikke kommet til jorden for at forvandle verden og indrette et jordisk, politisk paradis, men han er kommet for at frelse os ud af syndens og dødens magt og skænke os Guds nåde midt i denne syndige, ufuldkomne verden (…) Jesus Kristus – er vejen, sandheden og livet.” (Kristendom og danskhed, side 35, 2001) 

Denne afvisning bliver helt klar, da en kvinde salver Jesus kort før hans korsfæstelse.

”For os, der kender fortsættelsen af Jesu vandring op til Jerusalem, er der en anden pointe. Kvinden salver også Jesus til døden, ved vi. Det er jo påsken med lidelse og kors og død, der venter ham. Og i Israel var det skik, at den døde blev salvet ved sin død. Kvinden i Betania salver da Jesus til døden – véd den, der kender vandringens fortsættelse. Hun gør en god gerning imod ham – ikke blot fordi hun salver hans tørre, sprukne hud, men også fordi hun indvier ham til døden. Under alle omstændigheder: hun gør en god gerning imod Jesus. Men som vi hører, så er der dem, der forarges over kvindens handling. De skælder hende ud, idet de siger: Hvad skal det til at ødsle sådan med salven! Den salve kunne jo være solgt for over tre hundrede denarer og være givet til de fattige. Og – står der – de overfusede hende. Hvad er deres begrundelse for overfusningen? Ja, det er netop omsorgen for velfærdssamfundet. Intet er for de forargede personer vigtigere end den sociale velfærd (…) Hvorfor forråder Judas Iskariot da Jesus? Fordi Judas tilhører de sociale gerningers parti, velfærdssamfundets parti, og er forarget over, at Jesus ikke giver ham ret, da skælder Judas kvinden ud.” (Kristendom og danskhed, side 32-33, 2001)

Judas Iskariot var socialdemokrat. I denne socialdemokratisme lå der en ideologi og en omsorg for velfærdssamfundet, og listen er lang over de, som har villet skabe paradis på jord, men det er hver gang endt i undertrykkelse og terror.

”Marxisme, fascisme, kommunisme, nazisme, demokratisme. De lød forskellige, men var ens, for de var alle at forstå som det humanistiske hedenskabs forsøg på at gøre mennesket til Gud og at gøre samfundet til det totale gudsrige. Og guillotinen blev derfor aldrig arbejdsløs. Der var altid nogle asociale eller kontrarevolutionære at eliminere. For samfundets skyld – det totale samfund – måtte man udrydde jøderne, de borgerlige, kulakkerne, de afvigende og de understimulerede. Og guillotinen skiftede navn og kom til at hedde KZ-lejre, krematorieovne, Gulag, psykiatriske hospitaler eller pædagogisk-psykologiske behandlingssteder…” (Fordringen, side 99-100,1982)

Vi er tilbage ved det todelte regimente. Nok kan kejseren eller kongen være en streng øvrighed, men alternativet er langt værre.

”Der gives med andre ord en absolut etik, som siger: der gives ingen absolut etik – eller med Luthers ord: synd tappert! Af evangeliet er mennesket dømt som synder og skal ikke bilde sig ind at kunne gøre sig fri af synden (…) Gå frimodigt ind i det ufuldkomne som ufuldkommen! Og som ufuldkomment skal mennesket adlyde den verdslige øvrighed, der er sat til at holde orden og skik på den ufuldkomne verden, hvorfor mennesket ikke må gøre oprør og sætte øvrigheden fra styret. For hvor øvrigheden kuldkastes, kommer for det første anarkiet og blodbadet. Og hvor øvrigheden søges kuldkastet, sker det for det andet altid ud fra et sværmeri for det fuldkomne. Af hensyn til de svage, hvem loven er en beskyttelse imod de stærke, og som værner af de ufuldkomne, hvem fuldkommenhedens galskab ellers vil høste iblandt med sin blodige le, skal øvrigheden ikke bære sværdet forgæves.” (Om at ofre sig for menneskeheden og ofre menneskene, side 23, 1969)

Øvrigheden skal herske med sværdet og holde orden, og forsøger nogen at sætte den fra magten, kan den kæmpe mod dem med sværdet.

Gud har som kejseren givet en lov, siger Krarup. Loven dømmer først og fremmest mennesket som en synder.

”Men hvad består loven så i? Er den de ti bud? Er den et bestemt sæt regler for menneskelig adfærd? Nej, loven er det ord eller den befaling, der med guddommelig myndighed drager mennesket til ansvar for dets handlinger og gør det skyldigt. Også således hænger lov og evangelium sammen: at det er Gud, der skærper befalingen, så den bliver til dom, og at det samtidig er Gud, der tilgiver den dømte. Simul justus et peccator. På samme tid retfærdig og synder.” (Den politiske syge, side 20, 1979)

Mennesket skal være synderen, for det gør Guds tilgivelse af mennesket til en gave, der modtages ufortjent.

”Kristendommen er et skal, du skal elske Herren din Gud og din næste som dig selv, eller (…) i stedet for dig selv. Hermed er det gjort klart, at kristendommen er fordringen om selvfornægtelse. Det er en fordring, der er uopfyldelig. Og netop derved afsløres mennesket som den synder, der ikke gør og ikke vil gøre, hvad det skal gøre. Hvis ikke mennesket er sat som synderen, er det klart, at enhver tilgivelse af synd er ligegyldig. Så er det tomme ord ud i luften, fordi de vedkommer ingen. Hvis ikke kristendommen forkynder loven som det første, så er forkyndelsen af evangeliet bare tomhed.” (Søren Krarup, side 86, 1988)

Synden adskiller mennesket sig fra dyrene, der blot følger deres instinkter og natur.

”Ja, dyret har ingen arv, for det er kun natur. Dyret har derfor en stamtavle, men ingen slægt. Dyret har en udvikling, men ingen historie. Ene blandt de levende har mennesket en arv fra slægt til slægt, for at have arv er at være ansvarlig for sin historie, og at være gjort ansvarlig er at være kaldt ud af naturens kredsløb eller udvikling for at skulle svare selv – dvs. at være stillet over for skaberens befaling.” (Dansk kultur, side 62, 1993)

I stedet for at adlyde sine instinkter, skal mennesket adlyde Gud. Ikke for at opnå nogen belønning, men fordi det skal.

”Fundamentalt og principielt er vi stillet som tjeneren i Lukas-evangeliet, hvem herren jo ikke takker, fordi han gør, hvad der er ham befalet. Hvad andet skal vel en tjener gøre? Hvad andet end at leve under Guds befaling skal vel et menneske gøre?” (Fordringen side 27, 1982)

Menneskene som værende syndere stod helt klart, da de korsfæstede Jesus Kristus, Guds søn.

”Men dybden eller radikaliteten i den korsfæstelse af Guds søn, der finder sted på Golgatha Langfredag, skal ikke skjules, for vi er alle med til at korsfæste Guds søn. Dette er, hvad der i virkeligheden ligger i trosbekendelsens ord om ’korsfæstet, død og begravet.’ Det handler ikke kun om jøderne. Det handler om os alle. Det er synderes gerning.” (Den kristne tro, side 29-30, 1995)

Ja, vi er alle med til at korsfæste Jesus.

”For vi er alle under anklage. Vi er alle skyldige. Det var den menneskelige selvretfærdighed, der korsfæstede Jesus, og dermed er Jesu korsfæstelse dommen over mig. Det er dette, Ny Testamente vil sige med fortællingen om disciplene, der alle uden undtagelse svigter Jesus i denne time. Også Peter, der havde svoret at stå ham bi. Også den frommeste, der mest fæster lid til sig selv og sin fromhed. Over for Gud er vi alle syndere, alle dem, der dyrker sig selv, ikke Guds enbårne søn, og derfor er Jesu død og begravelse en begravelse af alle vore bedste håb om at kunne frelse og forløse os selv (…)  Der er ingen retfærdige, ikke een.” (Den kristne tro, side 30, 1995)

Der er ingen retfærdige, ikke én, siger Krarup med det gamle slagord fra Tidehverv. Og Gud giver heller ingen regler for, hvordan menneskene skal blive retfærdige.

”… bjergprædikenen er ingen lov. Bjergprædikenen er ikke kristendommens anvisning på den rette, ædle adfærd. Der er tale om en misforståelse – en skæbnesvanger, katastrofal misforståelse. Bjergprædikenen holder Jesus af én eneste grund: for at afsløre for mennesket, at det er en synder, at vi alle er syndere, og at frelse i form af lovretfærdighed derfor er en umulighed.” (Dansen om menneskerettighederne, side 31, 2000) 

Når Jesus i bjergprædikenen siger, at mennesket allerede er synder, når det blot tænker på at synde, så er det for at overbevise menneskene om, at synden sidder i dem i marv og ben. Derfor er menneskene afhængige af Gud og kan ikke leve uden ham.

”Modsætningen i denne verden er ikke en modsætning mellem rene og urene, gode og onde, sorte og hvide. Der er ingen af os, der er rene, og der er ingen af os, der er urene. Vi er grå. Vi er både det ene og det andet. Vi hører alle hjemme i nuancernes og relativitetens sammenhæng, for der er kun én, der er den absolut rene, er den gode, og det er Vorherre Jesus Kristus (…) Hvad er det at være menneske? Hvilke muligheder har mennesket? Jesus svarer: Skilt fra mig kan I slet intet gøre. Nej, hvis man brækker grenen af træet, så visner den. Det er elementær erfaring – selv for den, der ikke er havemand. Skilt fra træet er grenens liv forbi. Den lever af den næring, der kommer til den gennem træstammen. ’Skilt fra mig kan I slet intet gøre’. Tydeligere kan det ikke siges, at mennesket er afhængigt af Gud, og at der derfor heller ikke er sand menneskelighed til, hvis Gud ikke skaber den. Gud er vingårdsmanden, og Guds søn er vintræet, og vi lever af dette forhold på samme måde, som grenene lever af træet. Denne grundlæggende forskel på Gud og menneske er evangeliets udgangspunkt. Således er vi mennesker – som Guds skabninger på Guds betingelse.” (Kristendom og danskhed, side 105, 2001)

Krarup trækker et skel imellem kristendommen og andre religioner.

”I alle andre religioner er der angivet en fremgangsmåde, ved hjælp af hvilken mennesket finder en himmelsk sikkerhed på jorden. Det sker især igennem en hellig, himmelsk lov, som mennesket skal overholde og hvorved mennesket bliver retfærdigt. Men kristendommen tager al retfærdighed fra mennesket ved at dømme mennesket, dig og mig, som den synder, der kun har Guds nåde at klynge sig til.” (Systemskiftet, side 29, 2006)

Mennesket har evnen og muligheden til at tænke frit, men det kristne menneske er bundet i sit forhold til Gud, og derfor er dets vilje ikke fri. Dette kaldte Luther for ’den trælbundne vilje.’

”Hvis mennesket har en fri vilje over for Gud, sagde Augustin, så er det mennesket og ikke Gud, der er hovedpersonen i spørgsmålet om frelse, og så er Jesu fødsel, død og genopstandelse en ligegyldighed og overflødighed, for så kan mennesket selv. Så har det ikke Guds søn og Guds barmhjertighed behov. Så har det sin fromme nidkærhed og gode vilje i stedet.” (Dansen om menneskerettighederne, side 43-44, 2000)

Mennesket er Guds og ingen andres træl.

”Med Luthers berømte sætning: ’Et kristent menneske er i alle ting en træl, skyldig at gøre tjeneste og enhver undergivet.’ Men ikke en træl i forhold til statsmagten, ikke træl i egenskab af mursten eller funktion i samfundet. Men en træl i forhold til lovens fordring om at tjene næsten, hvilken fordring til syvende og sidst udspringer af eller er identisk med Guds fordring til mennesket.” (Fordringen, side 93, 1982)

Mennesket har hverken en fri eller god vilje, men dog en vilje, som er bundet til dets personlighed. Mennesker er mangfoldige, men for Krarup findes der kun to slags personligheder. Enten er man synder for Gud, eller også er man en retfærdig, der tror, man kan frelse sig selv.

”Med andre ord: viljen er aldrig fri, for den er altid i tjeneste. Hvad vil du? – for noget vil du! Viljen er altid dette bestemte menneskes bestemte vilje. Den svæver ikke i luften, men er bundet til personen. Helt afgørende er det derfor, hvem personen er. Afgørende er det, om mennesket er synder for Gud eller en retfærdig i henhold til sin natur. Dette er spørgsmålet, og her er det, at Luther hævder ubetinget, at mennesket er synderen, hvis vilje er trælbundet i forholdet til Gud, for synderen kan ikke frelse sig selv (…) Martin Luther kender ingen fri vilje i forhold til sandheden og retfærdigheden, men kun en trælbundet.” (Dansen om menneskerettighederne, side 59-60, 2000)

Så i virkeligheden er der kun én slags menneske med én slags personlighed, synderen. Men der er to slags syndere, en mindre og en større synder. Den første har erkendt sin syndighed og er derfor en mindre synder, end den, der tror, han er retfærdig. Krarup understreger dette ved at beskrive Satans rolle for menneskene.

”Derfor er det sådan, at hvis Gud bor i os, bor Satan der ikke, og så er der i os kun viljen til godhed. Hvis Gud ikke er der, så er Satan der, og så er der i os kun viljen til ondskab.” (Dansen om menneskerettighederne, side 59, 2000)

Menneskets syndighed er meget gammel og er nedarvet lige fra de to første mennesker, Adam og Eva.

”… Adam og Eva syndede over for Gud og var ulydige imod Guds befaling, idet de spiste af kundskabens træ, og så drev Gud dem ud af paradiset og satte dem på den nøgne, stenede jord, hvor Adam skal æde sit brød i sit ansigts sved og Eva skal føde børn med smerte. Dette er nu vores menneskelige virkelighed. Vi er udenfor paradiset. Vi lever vort liv blandt torn og tidsel og skal ikke stille krav til vort liv, som om vi var i paradiset.” (Dansen om menneskerettighederne, side 29, 2000)

Hvis Gud ikke kræver gode gerninger af menneskene, så kræver han i stedet tro.

”Den består i troen. Lad os bare sige det ligeud. Den består i, at hvor troen på Gud hersker, dér er slægten modig og frimodig over for tilværelsens risici og farer. Men hvor slægten gør sig selv og sin egen videnskabelighed og fornuft til det guddommelige, dér bliver mennesker panikslagne og rædselsslagne, for så skal de jo selv frelse verden. Troen ved, at frelsen og fremtiden er i Guds hånd. Derfor siger den i dødsfare sit rolige: Hermed alverden god nat og min sjæl i Guds hånd. Men videnskabeligheden eller velfærdsdyrkelsen tror, at den selv skal frelse og forløse verden og sig selv, og så er den i evig frygt og altid i færd med at gå ud af sit gode skind ved udsigten til nye farer. Troen ved, at alt står i Guds faderhånd. Overtroen bilder sig ind at være sin egen Gud og er derfor bestandigt i bekymretheden (…) I må ikke være bekymrede for jeres liv, hvad I skal spise, eller hvad I skal drikke, heller ikke for jeres legeme, hvad I skal klæde jer med. Dette er befalingen. Jesu befaling. At vi må ikke bekymre os, fordi vi skal tro på Gud i himlen og lade vort liv være i hans hånd. Og derfor – her på jorden – arbejde og slide og stride med dette jordiske liv uden at frygte for resultatet eller udbyttet, fordi resultatet til syvende og sidst er i Guds hånd.” (Kristendom og danskhed, side 151, 2001)

Selvom Krarup tidligere har sagt, at sandheden er absolut og ikke noget, man diskuterer eller stemmer om, så er det alligevel et spørgsmål som det enkelte menneske må gøre op med sig selv.

”Og hvad der forkynder Kristus, afgøres af mig, der hører forkyndelsen. Kun på eget ansvar og risiko kan man have med kristendommen at gøre. Deraf følger, at hvad der i mine øren ikke forkynder Kristus i Ny Testamente, det må af mig afvises som løgnen i Ny Testamente (…) På egen regning og risiko vil jeg da bestemme og forkynde som kristendom det ord, der sætter mennesker i frihed fra at skulle frelse sig selv og dermed stiller dem i synderes solidaritet med næsten.” (Den danske dagligdag, side 133, 1973) 

Når Gud kræver tro, som er det enkelte menneskes personlige forhold til Jesus og Gud, sætter han mennesket i frihed. Men ikke kun kristne mennesker. Mennesker med en anden religion nyder samme frihed.

”… det særlige ved Gud, Jesu Kristi far, er, at han stiller os ind i friheden, idet han kræver tro. Deri ligger, at Gud vil ikke være en partistifter, en tyran, en pave. Gud vil tros, frit og på eget ansvar, Gud vil tros – og det er fordi Gud vil tros, at vi har religionsfrihed, ikke fordi alle guder kan være lige gode. Det skal siges. I et kristent land (…) Ja, fordi Kristus er udgangspunktet, derfor er der og skal der være frihed – og hvor kristendommen ikke er religionsfrihedens forudsætning, fordi man i stedet har fået lavet sig den fuldstændige åndelige tomhed, den totale pluralisme, dér kommer ikke frihed, men religiøs tvang, terror og tyranni. Kristendommen er religionsfrihedens forudsætning.” (Kristendom og danskhed, side 88-89, 2001)

Men kristendommen lever ikke kun i kraft af troen i menneskenes hjerter. Den er også noget helt håndgribeligt og jordisk. I Danmark kalder vi den folkekirken. Det er et trossamfund og en organisation med indtægter og udgifter, et årsregnskab, en ledelse, bygninger og kirker og arealer og kirkegårde, der skal passes og vedligeholdes og beslutninger, der skal træffes af biskopper og menighedsråd eller i kirkeministeriet. Folkekirken udfører forskellige ritualer for sine medlemmer, barnedåb, konfirmationer, bryllupper og begravelser og gudstjenester. Folkekirken er indskrevet i den danske grundlov, som jo fra først til sidst er menneskers værk. Hvorfor? Det er fordi, at danskerne i Danmark af Gud er sat i en konkret virkelighed, og en del af denne virkelighed er folkekirken.

”… paragraf fire siger, at der er ikke religionslighed, for vi er i Danmark, hvor det danske folk hører til den evangelisk-lutherske kirke. Derfor understøttes denne naturligvis af den danske stat. Paragraf fire taler om den danske virkelighed, som igen er skabt af den danske historie, for grundloven taler ikke ind i et lufttomt rum. Grundloven er netop ikke abstrakt og historieløs, men konkret og historisk. Den fastholder, at den er skrevet for det danske folk, hvis kirke er den evangelisk-lutherske.” (National værnepligt, side 140, 2009) 

Når folkekirken er skrevet ind i grundloven og understøttes af staten, betyder det, at den har økonomiske og juridiske privilegier, som andre religioner i Danmark ikke har. Der nok er religionsfrihed i Danmark, men ikke religionslighed.

”Der er religionsfrihed i Danmark, men der er ikke religionslighed, for det danske folk har igennem hele sin historie hørt til samme kirke, siden 1536 den evangelisk-lutherske, og som udtryk for denne folkelige virkelighed indtager folkekirken en særstilling i Danmark. Danskerne støtter deres kirke. I al enkelthed. Det skyldes, den er deres. På samme måde som danskerne støtter det danske kongehus og den danske folkeskole, ja Danmark (…) Men i forhold til en lighedsideologi er dette fatalt, for her skal alle være lige i den forstand, at alle skal være ens.” (Dansen om menneskerettighederne, side 15-16, 2000)

Lighed for loven er at slette alle forskelle imellem de forskellige religiøse samfund i Danmark. Kun en privilegeret folkekirke kan forhindre dette, og derved holde live i det danske land og folk.

”Den danske kirke har det danske folk som sin opgave, for kirkens opgave er at sætte mod og frimodighed i det folk, den er sat til at prædike for. Den skal ikke sige rigtigheder ud i luften. Den skal ikke fremkomme med teologiske definitioner hen i vind og vejr. Men kirken skal holde liv i det folk, den prædiker for.” (Den danske nødvendighed, side 7, 1994)

Folkekirken er også et fristed. I kirken er der plads til alle, og netop der er alle lige, fordi de er lige for Gud.

”I en situation, hvor de bedrevidende vil omvende de enfoldige og de stærke tvinge de svage ind under deres tyranniserende omsorg, er der ét sted, hvor det er et menneske muligt at være sig selv i ufuldkommenhed. Det er dér, hvor alle principielt er uvidende og svage og ingen stærke og fuldkomne. Det sted, som ikke kan kvalificere mennesker i god, bedre, bedst uden at diskvalificere sit eget grundlag, vil være et fristed for dem, der i en retfærdig tid jages af inkvisitorerne, fordi de ikke har retfærdiggjort sig ved retfærdige gerninger. Et sådan sted skal den evangelisk-lutherske kirke være, hvis eneste opgave er forkyndelsen af syndernes forladelse til synderne.” (Demokratisme, side 102, 1968)

Men på en almindelig søndag formiddag kommer der ikke altid så mange mennesker i kirken for at høre præstens prædike. Heldigvis er der nogen, som møder op. De holder ikke kun folkekirken i live. De holder i sidste ende også Danmark og det danske folk i live.

”For et stykke tid siden læste jeg en artikel om de gamle koner og kirken, og forfatteren sang i sin artikel en pris til de gamle koner. De er rigtignok foragtede, skrev han. Aviser og offentlighed meddeler, at til gudstjenester kommer der lutter gamle koner. Men i disse gamle koner overlever vores tradition og kultur og alt det, der holder os sammen som folk. Hvad var Danmark uden de gamle koner, der troligt og trofast kommer til det fælles og holder det i gang og i live og samtidig finder sig i at være de oversete og foragtede, fordi de ikke søger til de mondæne steder, men nøjes med dem, de kender fra barnsben? Denne trofasthed er ikke blot smuk, skrev han, men den er aldeles uundværlig, den er det fundament, på hvilket de andre bryster sig som påfugle og flyver rundt med lånte fjer og gør sig interessante. Uden fundament ingen bygning. Uden de gamle koner intet folk, ingen folkekirke, intet Danmark.” (Kristendom og danskhed, side 27, 2001)  

Krarups forklaring på, hvorfor ikke alle folkekirkens medlemmer kommer i kirken er, at jo mere folk bliver væk, jo mere troende er de.

”Den pågældende dag gik jeg i mine egne tanker på hovedgaden i Ribe, da en mand kom imod mig på fortovet og hilste venligt. Jeg hilste tilbage og kunne så se, hvem det var. Et af mine sognebørn ude fra Seem. En yngre mand, som jeg først havde giftet i Seem kirke og siden haft i kirken med børn, der skulle døbes. En flink og reel mand, som jeg har været på jagt med en enkelt gang og jo har besøgt i hjemmet i forbindelse med hans børns dåb. Men efter at jeg havde passeret ham på fortovet, kom jeg pludselig til at spørge mig selv: Hvornår har han egentlig sidst været i kirke? Jeg kunne ikke svare på spørgsmålet. Det er utvivlsomt meget længe siden. Jeg gad vidst, om han har været der siden sit yngste barns dåb. Han hører så vist ikke til dem, der kommer hver gang kirkeklokken kalder. På den anden side er jeg slet ikke i tvivl om hans loyalitet over for den kirke, han hører til. Blev der rettet anslag mod dens eksistens i sognet, ville han givet møde op til forsvar for den. Han er et kristent menneske (…) Et typisk eksempel på det, som udlændinge og journalister kalder danskernes ugudelighed, men som man lige så godt kan kalde for danskernes stilfærdige loyalitet mod deres fædres og deres egen kirke. Vi er jo et blufærdigt folk. Det er der ingen grund til at lægge skjul på. Det ligger ikke for danskeren at kramme ud med sine inderste følelser eller blot at tale højt på offentlige steder. Vi tier i stedet” (Kristendom og danskhed, side 80-81, 2001)

Det er vigtigt for Krarup at understrege, at præsten ikke er nærmere Gud end alle andre. At være præst er bare et arbejde som så mange andre.

”Men fordi vi ikke alle kan tale i munden på hinanden, har vi valgt én til at være præst og forkynde evangeliet, og dette skal han eller hun gøre til gudstjeneste, til kirkelige handlinger, overalt, hvor evangeliet skal høres. Sådan er det i den danske folkekirke som en evangelisk-luthersk kirke. Vi er alle Gud lige nær i kraft af vores dåb, der således sætter det almindelige præstedømme.” (National værnepligt, side 133-134, 2009)

Præsten har kun én opgave, og den har ikke ændret sig i århundreder.

”Bemærk: En præsts første pligt er at forkynde Guds ord rent og purt i overensstemmelse med symbolske Folkekirkens bøger. Den første pligt. Ikke at gøre sig populær. Ikke at snakke folk eller tidens afguder efter munden. Men at forkynde Guds ord rent og purt, som det findes i Folkekirkens bekendelsesskrifter.” (National værnepligt, side 122, 2009)

Krarup føler, at folkekirken med årene er blevet en virksomhed, hvor evangeliernes ord er trådt i baggrunden. Han kritiserer en gammel veninde.

”Det ene handler om formanden for Landsforeningen af Menighedsråd, min gamle veninde fra studietiden og Studenterkredsen i Vartov, Inge Lise Pedersen, som dengang var en gæv pige, der vidste god besked med evangelisk-luthersk kristendom, men som nu går forrest i forvandlingen af Folkekirken til en slags koncern, strømlinet, effektiv og optaget af formen på bekostning af indholdet eller sagen.” (National værnepligt, side 132, 2009)

Krarup mener også, at folkekirken er blevet fad og selvgod. Den har glemt sin pligt til at prædike, at menneskene er syndere, og derfor er Guds tilgivelse og nåde blevet ligegyldig.

”Overfor dette står en kristendomsforkyndelse under Grundtvigs og Løgstrups indflydelse, hvor alt er blevet det glade la, la – kun evangelium, pjank og pjat. Vorherre er så rar, så rar – og det vil sige ganske uvedkommende – fordi det enkelte menneske ikke bliver holdt fast på, at det har syndernes forladelses behov. Vorherre er blevet gjort til en maskine, der bare spytter tilgivelser ud af munden.” (Søren Krarup, side 86, 1988)

Men vi mennesker skal ikke for altid leve i denne verden. En dag kommer dommedag, tidernes ende, hvor vi alle genopstår fra graven og bliver dømt af Jesus Kristus.

”Der er et fint ord, der hedder eskatologi. Det er græsk og betyder de sidste eller yderste tider, og den kristne prædiken og trosbekendelse er altid eskatologisk tale for så vidt som den altid taler under den forudsætning, at Gud kommer til sidst og opretter sit rige endeligt. Derfor er et kristent menneske altid på vandring – ud mod fremtiden, i forventning rettet mod det, der kommer, delt imellem troskab mod nuet og håb til fremtiden. Her har vi ikke blivende sted, hedder det med en gammel vending, og det betyder dels, at vi skal dø, men dels og især betyder det, at vi i troen på Kristus er frigjort i forhold til denne verden og rettet imod Guds. Ind i vores nutid er kastet evighedens perspektiv. Derfor er vort liv mere end at æde og drikke og dø. Kristus er tidens ende, og når tiden er endt, kommer han at dømme levende og døde.” (Den kristne tro, side 33-34, 1995)

Frigjort i forhold til denne verdens lidelser. At slippe bort fra denne syndige jord er det kristne menneskes dybeste ønske og begær, og sådan må det vel bare være. Og Jesus, Guds søn, blev korsfæstet for vores skyld, og selv samme kors, der var et henrettelsesinstrument, ligesom guillotinen, galgen og den elektriske stol, blev kristendommens symbol. Desuden fortæller Biblen allerede i sit allerførste kapitel, at Gud skabte mennesket i sit eget billede, men Krarup forholder sig ingen steder til denne ganske betydningsfulde historie i Biblen. For når man ser på resultatet af Guds skaberværk, menneskene, som er skabt i netop hans eget billede, må man konstatere, at vi mennesker har alt for høje tanker om Gud, eller også er Guds skaberevner meget ringe i forhold til hans ambitioner. 

Kristendommen er som sagt grundlaget for alt, hvad Krarup har sagt og skrevet. Men det Ny Testamente er jo blevet og bliver stadig fortolket på mange måder, der kan være meget forskellige. Derfor er det nødvendigt at se på Krarups forståelse af kristendommen. Først og fremmest er Krarup evangelisk-lutheraner, men tilhører en gruppering indenfor den danske folkekirke, der kalder sig Tidehverv. Den bedste måde at give et billede af Tidehverv på er at beskrive, hvordan grupperingen opstod i 1920’erne, hvor en mindre gruppe teologer insisterede på, at alle mennesker er syndere, og at ingen gerning kan gøre mennesket retfærdigt. Det kan kun troen. Dermed rettede de en hård kritik mod KFUM og Kristeligt Studenterforbund, der mente, at man som kristen skulle leve efter visse regler og udøve gode gerninger, og på den måde blive et mindre syndigt menneske. Tidehverv har aldrig været en rigtig bevægelse eller organisation. De holder et årligt sommermøde og ellers fungerer deres tidsskrift, Tidehverv, som samlingspunkt. Krarup selv har skrevet flittigt til tidsskriftet og var over en årrække også Tidehvervs redaktør.

I 1920’erne brød gruppen af tidehvervsfolk med Kristeligt Studenterforbund og vendte sig i stedet mod Luthers og Kierkegaards skrifter for at finde tilbage til evangeliets ord og den rene og sande kristendom.

”… Tidehverv var et ungdomsoprør, men i modsætning til ungdomsoprøret af 1968 ikke et oprør for oprørets skyld. Et sagligt og personligt oprør, som udsprang af det samme som Martin Luthers oprør – af en oprigtig søgen efter en nådig Gud.”  (I min levetid, side 10-11, 1998)

Tidehvervs opgør var på linje med Luthers, hvilket Krarup uddyber.

”Tidehverv var et oprør mod den kristendomsforståelse, der herskede i den danske folkekirkes miljøer og teologi, og da oprøret virkelig var radikalt og stødte ind til kernen i kristendommen ligesom i sin tid Martin Luthers oprør mod den katolske kirke, forskrækkede det de kirkelige magthavere, som derfor stødte kritikerne ud i mørket og forargeligheden.” (I min levetid, side 10, 1998)

De første folk fra Tidehverv blev mødt med hård modstand, men de stod fast og fandt snart ud af, at de havde genopdaget den kristendom, som var blevet forfalsket.

”I takt med, at de fordybede sig i luthersk kristendom, kom det til at stå dem klart, hvor dybt deres brud med samtiden gik. De genopdagede kristendommen. De fandt på ny mening i ord som synd og nåde, tro og tilgivelse, der for både den kirkelige og ukirkelige samtid blot havde været udtryk for følelsesmæssige tilstande. De genfandt det evangelium, der mener menneskets herre og skaber, når det siger Gud, og mener synder og skabning, når det siger menneske.” (I min levetid, side 13, 1998)

Niels Iver Heje var den unge mand, der startede og gik forrest i det opgør, som siden blev til Tidehverv. For Krarup var det en ny reformation, som den Luther stod i spidsen for.

”Overhovedet er det slående, i hvilken grad hans opgør med KFUM-kristendommen og den herskende kirkelighed og almindelige humanisme i Danmark omkring 1920 minder om Martin Luthers opgør med Romerkirken og humanismen omkring 1520. Fængselspræst og reformator – det er overskriften over N. I. Hejes levnedsløb. Han ændrede kristendomsforkyndelsen i Danmark. Han genopdagede evangeliet. Og han gjorde det ikke, fordi dette var hans hensigt, men han gjorde det, fordi han personligt, ja privat var bundet af evangeliet og for livets, sit eget livs skyld måtte finde frem til sandheden og nåden. Og han måtte igen dette, fordi han var bundet til sit barndomshjem, i hvilket han havde hørt evangeliet af sin fars mund og i det hele taget havde lært personlig og intellektuel redelighed af kende.” (Dansk kultur, side 88-89, 1993)

Tidehvervs grundlag var ikke et ønske om at skabe sig en karriere, men et ønske om at nå frem til sandheden. Heje blev sidenhen fængselspræst og brugte sit liv på at forkynde syndernes forladelse blandt dem, der havde allermest brug for den. Men det var evangeliets sandhed Heje søgte.

”Og så begærede han især evangeliets sorte, nærende brød, som i samtidens Danmark var erstattet af kirkelighedens søde kage og af kulturradikalismens oppustede wienerbrød (…) Således vedgik han arv og gæld. Og således blev det understreget, hvor konkret og personligt hans anliggende havde været. Det var ikke tænkedrengen, der skulle vinde sig beundring i begavede teologers kreds, eller kirkepolitikeren, der ved taktik eller strategi skulle vinde sig magt og indflydelse i sin samtid. Men det var det private menneske, der for sin egen skyld, helt og aldeles for sin egen skyld måtte høre det ord fra Gud, der kunne give livsmod og føde for sjælen.” (Dansk kultur, side 89, 1993)

Krarup gør op med vor tids forståelse af kristendommens karakter i 1920’erne og 30’erne.

”Den almindelige version af begivenhederne i 20’erne og 30’erne plejer jo at udlægge det modsat. KFUM var lov og Tidehverv evangelium, siger den moderne kirkehistoriker. Nej tværtimod: Tidehverv var lov og derfor evangelium. KFUM var ikke lov og derfor heller ikke evangelium. Hvad N. I. Heje gjorde i det kristelige Studenterforbund i 20’ernes første halvdel, var at skærpe loven. Det førte til en sondring mellem lov og moral. Det førte igen til en lidenskabelig forkastelse af en moralisme, der var kvalmende og kvælende. Men det begyndte med loven, og det var en radikal lovforkyndelse, der førte til en genopdagelse af evangeliet.” (Fordringen, side 30, 1982)

Krarup beskriver det Kristelige Studentersamfund som farisæerne på Jesu tid, der udstillede deres tro og retfærdighed for alverden.

”Det var et krav fra det KFUM-prægede Studenterforbund om, at medlemskab af en kristelig studenterforening og stemmeret på generalforsamlingen måtte forudsætte underskrift på, at man ’bekendte Jesus Kristus som sin herre og frelser’. De mere lutherske og mindre angelsaksisk orienterede studenter sagde nej. Sin tro bærer man ikke i knaphullet for at kunne bruge den på generalforsamlinger.” (Dansk kultur, side 92, 1993)

Det Kristelige Studentersamfund søgte ikke sandheden, nej, det var nærmest en virksomhed, der ville vokse og have flere medlemmer.

”Det var selvsagt ungdommen, man især sigtede på. Den ville man inspirere og organisere. KFUM, FDF og det kristelige studenterarbejde. Under indflydelse af en aggressiv amerikansk vækkelseskampagne blandt akademisk ungdom, udmøntet i feltråbet ’verdens kristning i dette slægtled!’, blev studenterbevægelsen startet i 1892, og fra KFUM gled en fortsat strøm af unge ind i det, der kom til at hedde Danmarks kristelige Studenterforbund.” (Dansk kultur, side 94, 1993)

Tidehverv nåede ikke bare frem til den sande kristendom. De læste også Kierkegaards forfatterskab, der var blevet forvansket, og fandt frem til den verdensberømte filosofs oprindelige anliggende.

”Det er først med Tidehvervs opgør i 1920’erne, at Søren Kierkegaard bliver læst opbyggeligt og dermed forstået i henhold til forfatterskabets anliggende (…) Nu kommer enfoldighedens og dermed også kristendommens synsvinkel til syne. Nu bliver han forstået som en kristelig og samtidig folkelig forfatter, der ikke taler til skruede hoveder og forskruede filosofer, men til den menige mand og således til enhver. Og dermed dukker hans forfatterskab atter op i det danske landskab som en vedkommende tale med myndighed om, hvad det er at være menneske – under evangeliets fordring og således under sandhedens forpligtelse.” (Dansk kultur, side 85, 1993)

I det Kristelige Studenterforbund udstiller man sine synder og angrer med løfter om at blive et bedre menneske, hvilket blot er selvoptagethed og rent pjat. I Tidehverv og hos Kierkegaard er mennesket derimod gennemsyret af synden i hver en fiber, og man kan intet gøre for at undslippe den.

”Derfor betyder hans ord en radikalisering af kristendomsforståelsen, for uden radikalitet ingen kristendom. Småsynder er småpjat. Dyrkelsen af sine interessante fejltrin og den heraf følgende sårede samvittighed er selvdyrkelse. Men kristendommen taler om synd, og synden er hverken småpjat eller selvdyrkelse. Den går til marv og ben, for den sættes af lovens radikale fordring. Hvis fordringen ikke er radikal, er det ikke kristendommens fordring.” (Fordringen, side 59, 1982)

Den forfalskning af kristendommen, som foregik i Kristeligt Studenterforbund, har rødder tilbage til strømningerne omkring den franske revolution, der kom til Danmark med enevældens afskaffelse og grundloven fra 1848, som Kierkegaard kaldte en katastrofe.

”Men ’katastrofen i 48’ bliver for Kierkegaard en virkelig katastrofe for så vidt som den afslører den bestående kristelighed som et bedrag, en karakterløs deklameren, en nydelsessyg, verdsligklog positur. Over for den livsforståelse, der bryder frem med demokratiets magtovertagelse og som bygger på principperne fra den franske revolution, er den bestående kirke fej og tavs. Grundtvigianerne gør vendingen ubesværet med via deres dyrkelse af folkelighed og menneskelighed, men Kierkegaard foragter i forvejen grundtvigianerne.” (Fordringen, side 33, 1982)

Georg Brandes skrev i sin tid en bog om Kierkegaard, hvor han beskriver ham som en dygtig agitator i sin kirkekamp. Men for Krarup er Kierkegaard alt andet end en agitator, der søger magt og berømmelse. Kierkegaard havde derimod fundet den sande kristendom, som han kæmpede lidenskabeligt for.

”Men hvilken sag? Hvilken opgave? Hvad var det, den syge, kompromisløse Søren Kierkegaard ønskede at sætte sit liv ind på? Han har jo selv sagt det og han har egentlig ikke sagt andet: at genindføre kristendommen i kristenheden; at lade kristendommens fordring lyde for det enkelte menneske; at sætte forargelsens og dermed troens mulighed igennem forkyndelsen af Kristus.” (Fordringen, side 52, 1982)

Krarup blev i sin tid som teologistuderende om nogen en ivrig tidehvervsmand.

”Jeg husker overhovedet et væld af diskussioner over theen i dagligstuen, båret af et lidenskabeligt engagement og ud på de små timer næret af gode danske pilsnere. Skæg for sig og snot for sig! Selvom studenterdiskussioner undertiden kan have et endeløst og ørkesløst præg over sig, skal ingen – heller ikke på eftertankens afstand – tage fejl af, at der var mening bag ordene. Mange af os havde også forbindelse til udviklingen omkring Tidehverv, og Tidehvervs strenge saglighed undlod derfor ikke at virke tilbage på studenterkredsen.” (Den politiske syge, side 13-14, 1979)

Folk fra Tidehverv har altid været hårde i filten imod den øvrige folkekirke, og derfor havde Krarups far problemer med at finde et præsteembede, hvilket Krarup også selv fik.

”Det havde ikke været let for mig at få embede. Jeg var blevet kandidat i vinteren 1964-65 og gik på pastoralseminariet i foråret 1965 og søgte embede i den tid, og der var mangel på præster og få ansøgere, men når man var tidehvervsmand, var der visse vanskeligheder. Kirkelighedens gamle bagtalelse af Tidehverv var stadig væk levende i mange kredse.” (I min levetid, side 132. 1998)

Men til sidst blev Krarup altså sognepræst i Seem sogn i Sønderjylland, og han blev godt modtaget af sine sognebørn, som han prædikede for i fire årtier. Dette kapitel har beskrevet modsætningsforholdet mellem KFUM og Kristeligt Studenterforbund på den ene side og Tidehverv på den anden. Den sande kristendoms fjender har i Danmark i 1900-tallet nemlig ikke kun været kulturradikalisme, demokratisme, ungdomsoprør, ny-marxisme og islam. Også iblandt de, som kalder sig kristne, finder Krarup mange fjender, og det er ikke kun KFUM og Kristeligt Studenterforbund, men også Indre Mission, Kristeligt Folkeparti, diverse frikirker og frelsersekter som Jehovas Vidner og Evangelist, ja, selv Grundtvig, der ellers var så dansk som nogen, får flere gange kritik i Krarups forfatterskab. Desuden giver Krarup en kristen filosof som K. E. Løgstrup nogle hårde ord med på vejen, fordi han forsøgte at skabe en kristen etik. I Folketinget er der også falske kristne både borgerlige og socialister, der begrunder deres politiske ståsted ud fra deres tro. Så selv inden for den danske folkekirke har Krarup og Tidehverv altså mange modstandere i det forrige og det nye århundrede, og for dem alle gælder, at Tidehverv anser dem for at søge frelse igennem gerningsretfærdighed ligesom KFUM og Kristeligt Studenterforbund. Krarup har aldrig været i tvivl om, at han prædikede sandheden, og hvad sandheden var.

”Stillet over for dette direkte spørgsmål vil jeg svare lige så direkte: det evangelium, jeg hver søndag har til embede at forkynde i Seem kirke og med mellemrum i Ribe Domkirke, er såvel Jesu, Pauli som Tidehvervs evangelium, idet disse tre evangelier er identiske. Paulus er i først og fremmest Romerbrevet og Galaterbrevet den mest præcise tolker af det evangelium, Jesus af Nazareth havde forkyndt på Palæstinas veje og stræder og sluttelig var blevet korsfæstet for i Jerusalem, og Tidehverv er i den danske folkekirke den mest præcise viderebringer af det evangelium, Jesus og Paulus forkyndte. De tre er ét. Så enkelt er det.” (Den danske dagligdag, side 127-128, 1973)

Gud er herren, Jesus var profeten, og Paulus var budbringeren. Tidehverv og Søren Krarup følger lige efter som fjerdemand, og i stedet for at tale om evangelisk-luthersk kristendom, burde man måske hellere kalde det evangelisk-krarupsk kristendom.

Gud forpligter et kristent menneske til at elske sin næste som sig selv. Men det betyder ikke, man skal redde hele menneskeheden, for mennesket er af Gud sat et konkret sted i en konkret tid med konkrete næste. I første omgang betyder det ens familie og det menneske, der er ens nærmeste, men ens næste er også ens folk og fædreland, og med et fædreland og et folk følger en national historie, som man også er forpligtet overfor. Krarup beklager, at interessen for danskheden og Danmarks historie er døende og kalder til national vækkelse.

”Fortæl Danmarkshistorie! Fortæl om store og gode danskere i tidens strøm! Fortæl om dem, der hjalp deres fædreland, da det så sortest ud, og som efter befrielsen var med til at genrejse det. Således bliver dansk kultur levende og binder folket sammen.” (National værnepligt, side 71, 2009)

Danskheden er noget, man er født med ligesom forældre og søstre og brødre, så man skylder sit fædreland mindst ligeså meget som sin familie.

”Ordet national betyder egentlig det medfødte, og på den måde var den nationale eksistens, som kristendommen gør til den etiske opgave for et folk, et andet ord for troskab imod sine forældre og sit hjem. På dette grundlag blev den danske guldalder til, og det var også de indre, folkelige kræfter, som guldalderen forløste i danskerne, der hjalp os til at overvinde tyskernes oprør i 1848.” (Systemskiftet, side 14, 2006)

Netop i kampens stund, hvor undergangen truer, finder et folk sammenhold og kraften til at kæmpe for sin frihed.

”For højere til himlen og renere i luften er der, hvor et folk kæmper for sin eksistens og derfor står sammen i en fælles stræben og et fælles håb. Så trænges småligheden tilbage. Så bærer man byrder i fællesskab og bærer over med hinandens svagheder, fordi livet har væsentligere opgaver end kiv og sladder.”  (Synd tappert!, side 66, 1990)

Som et eksempel peger Krarup på den 8. brigades modangreb mod tyskerne under slaget ved Dybbøl Mølle i 1864, som danskerne havde tabt på forhånd efter en lang og bitter belejring.

”Men da de fåtallige danske soldater var drevet ud af skanserne ved det første stormløb, iværksatte den danske 8. brigade et modstød op ad landevejen mod Dybbøl Mølle og drev prøjserne tilbage for en stund, og en af de officerer, der førte de danske soldater frem mod den overmægtige fjende, og som selv faldt under angrebet, var kaptajn Harald Stockfleth, som kommanderede 2. kompagni. Da ordren til modangrebet kom, samlede han sit kompagni og sagde til dem: ’Lad os nu slutte os sammen i kærlighed, folk, og gå frem og tage lykken, som Vorherre vil give os den’. Jeg er lige ved at sige, at smukkere ord kender jeg ikke. Stilfærdigt, jævnt uden svulst og patos. Men i tro på Gud besluttet på at tage det liv, Gud nu vil give i denne situation. Sådan indledte 8. brigades 2. kompagni sit angreb op imod Dybbøl Mølle. Sådan blev deres opgave og embede sat. Har vi under vore særlige vilkår andet at gøre end som et dansk folk at sige til hinanden: Lad os nu slutte os sammen i kærlighed og gå frem og tage lykken, som Vorherre vil give os den.” (Kristendom og danskhed, side 48, 2001)

Tidligere sagde Krarup, at et menneske er ligeså forbundet med sit fædreland som med sin familie, men mennesket er nærmest mere forbundet med fædrelandet.

”Af denne moderlige kærlighed og dette hjemlige fællesskab lever et menneskebarn, og ingen skæbne er tungere end at være hjemløs og rodløs. Det ved den, der har prøvet det. Men det ved i grunden alle, og derfor hænger børnene ved deres hjem og folket ved dets fædreland. Uden for dette givne og hjemlige er verden kold og fremmed. Her kan intet hjerte slå rod og ingen sjæl finde føde. Og netop ordene hjerte og sjæl er grundord i folkeligheden, hvorved det understreges, at dét at høre til et folk eller at være dansk er et åndsanliggende.”(Hvad med Danmark?, side 152, 1987)

Mennesket har en personlighed, først og fremmest i form af sit fædreland, ikke i kraft af sin familie, uddannelse og arbejde, religion eller oplevelser og glæder og sorger her i livet.

”Hvis man ikke først er sig selv, er man ingenting. Hvis en dansker ikke vil være dansk, men bare vil være ’menneske’, så er han slet ingenting, for det er som dansker, han er menneske (…) Der er ingen af os, som er ’menneske’ i al abstraktion, men menneskelighed er noget konkret, hvad der vil sige, at vi er danske eller tyske eller franske eller tyrkiske, og kun som sådanne er vi mennesker.” (Dansk kultur, side 29-30, 1993)

Et menneskes nationalitet fungerer nærmest som instinkterne, der styrer et dyr.

”Det er bedst for danskerne at være danske, javist, men det er også bedst for tyskerne at være tyske og for iranerne at være iranske. Det er nemlig godt for et menneske at være sig selv, og sig selv er man kun i sammenhæng med sin folkelighed og sit historiske udgangspunkt. Jeg er født i Danmark, dansk er mit modersmål og danske er mine forfædre, og derfor er det umuligt for mig at være andet end dansker i en overtagelse af denne givne forudsætning, men det betyder ikke, at jeg regner mig for ’bedre’ end tyskere og iranere. Jeg konstaterer kun, at de er noget andet end jeg. Dette andet er bedst for dem. Deres mulighed for identitet og rodfæstethed ligger i et forhold til henholdsvis tysk og iransk folkelighed.” (Hvad med Danmark?, side 161, 1987)

En dansker er ikke bedre end mennesker fra alle mulige andre lande, bare fordi han er dansk. Den erkendelse kunne kalde til tolerance og en vilje til at forstå andre, men det gør den ikke for Krarup. Det har været sådan i historien, at den ene nation til tider forsøger at undertvinge den anden. Den slags er det ikke nødvendigt at ofre store ord på, men Krarup bruger dog i hvert fald mange ord, når han beskriver kærligheden til det danske fædreland. Store ord bruger kun nationalister, og nationalisme er en ideologi som så mange andre.

”Kærlighed til fædrelandet er da ikke en isme, en ideologi, en holdning. Det er noget grundlæggende, som man ikke taler om, endsige dyrker. Det er netop ligesom med ens forældre. Man snakker ikke ustandseligt om kærligheden til sin far og mor – i hvert fald ikke, hvis man er et ordentligt og redeligt menneske. Den slags gør kun frase- og fidusmagere. Hvad der virkeligt betyder noget for én, det tier man stille med. Det er forudsætningen for det hele, udgangspunktet for ens liv og én selv. Men man snakker ikke op om det. Ja, først når det er truet, bliver man sig det virkelig bevidst. Sådan er det med kærligheden til sine forældre, og sådan er det med kærligheden til sit land. Hvor ens hjem er truet af ruin, bliver man klar over, hvad det betyder for én. Hvor ens far eller mor bliver dødssyg, forstår man, at man er deres barn. Hvor ens land er truet af udslettelse, vækkes kærligheden til fædrelandet.” (Kristendom og danskhed, side 15-16, 2001)

Fædrelandskærlighed er ikke en ideologi. Det er derimod netop kærlighed, og derfor har Krarup ondt af, at man ofte forbinder nazismen med nationalfølelse.

”Derfor er intet mere misvisende end at kalde nazismen for en national ideologi, for ikke blot er det nationale altså helt og aldeles uforeneligt med noget ideologisk, men nazismen bygger jo også på racen, ikke på historien og sproget og landet. En Weltanschauung, ikke et eksistensvilkår. En ideologi, ikke et folks liv og ønske om at være sig selv.” (I min levetid, side 19, 1998)

Men i vore moderne tider med folkestyre og demokrati, bliver folket og kærligheden til fædrelandet underkendt og foragtet af de toneangivende politikere og magthavere, et modsætningsforhold, der går igen i Krarups forfatterskab. Han så gerne at politikerne lyttede til dette tavse flertal.

”Tænk, om der fandtes et offentligt liv, endsige en politisk indflydelse, som viste dette tavse flertal respekt og var solidarisk med det! Tænk, om der fandtes politikere, som forholdt sig til virkeligheden og ikke til ideologiske trompetfanfarer og som derfor var varsomme, tilbageholdende og i egentligste forstand konservative i forhold til den folkelige og menneskelige virkelighed i Danmark!” (Det tavse flertal, side 133, 1987)

Det danske sprog er en af søjlerne i danskheden, og politikerne har forsøgt at vælte denne ved at tilbyde modersmålsundervisning til flygtninge og indvandrere og ved at gøre engelsk til det sprog, der undervises på ved Danmarks højere uddannelsessteder.

”Vi er bange for, at dansk er ved at forsvinde. Vi er bange, for at dansk efterhånden synker ned til at være et almuesprog, som ikke kan benyttes af alle i landet i alle sammenhænge. Vi er slet og ret bange for, at en afgørende forudsætning for det danske folks fremtid er i færd med at forvitre og forgå.” (National værnepligt, side 157, 2009)

Krarup hylder det tavse flertal for at forsvare dansk sprog, kultur og folkeliv imod vekslende politiske strømninger, der blot følger moden og ikke kender til traditioner og historie.

”Det tavse flertal er pligtopfyldende, loyalt og sejt i sit forhold til ægtefælle, hjem, familie og fædreland, og derfor udgør det tavse flertal det folkelige rodnet, der holder sammen på Danmark – også i en ideologisk tidsalder, hvor opløste og utroværdige personer på offentlighedens tribune søger at ødelægge Danmark i frigjorthedens og selvrealiseringens navn.” (Det tavse flertal, side 133, 1987)

De menige danskeres konservative vilje til at bevare det Danmark, de har arvet fra tidligere generationer og århundreder, skal findes i deres kristne tro.

”Kultur uden den kristne forkyndelse, der sætter den absolutte instans og dermed den absolutte fordring og dermed igen eksistensens vægt og vægtfylde, er da ikke kultur – i hvert fald ikke dansk kultur.” (Dansk kultur, side 54-55, 1993)

Hvis danskerne ikke var herrer på slagmarken i 1864, så var og er vi det i ånden. Vi har en overlegen historie og kultur, og Krarup peger tilbage på nogle af de store personligheder, vi tidligere har haft i vores åndsliv.

”Vi kalder midten af 1800-tallet for guldalderen i dansk kulturliv, for på Københavns gader færdedes åndelige stormænd, Grundtvig, Kierkegaard, Oehlenschlæger, Thorvaldsen, Poul Martin Møller, H. C. Andersen og mange flere, som gjorde Danmark til en åndelig stormagt.” (Systemskiftet, side 13, 2006)

På den baggrund viser Krarup en vej for nutidens kulturelle liv.

”For der kan ikke laves kunst, hvor grundholdningen ikke er sympati og respekt. Der kan ikke skabes gode film, hvor grundholdningen er ideologiens og moralismens. Eller anderledes sagt: der kan først komme en ordentlig dansk filmproduktion, når manuskript og instruktør og skuespillere er loyale mod det danske folk og den danske virkelighed.” (Dansk kultur, side 29, 1993)

Hvis ikke kunsten er dansk, er det ikke kunst. Og kunst er ikke bare kunst, kunsten har et formål, og det er Danmark.

”Al god kunst er national – det er dette, der er sagen. Og national vil jo ikke sige en bestemt anskuelse eller et særligt program, men det vil sige solidaritet med den givne virkelighed. Vi må respektere os selv. Vi må respektere, at vi er dem, vi er, og vi må ud fra denne respekt for dansk folkelighed skildre mennesker i deres sammenhæng og særlighed. Så bliver det ægte. Så er det virkelige mennesker. Og så – det er det tankevækkende – bliver det en kunst, der har bud til alle mennesker og som for så vidt er international: netop fordi den er national og tager udgangspunkt i den foreliggende virkelighed og de virkelige, levende mennesker.” (Dansk kultur, side 29, 1993)

Krarup lægger en snæver ramme for hvad, der er dansk kunst og kultur, mange tidligere og nulevende danske kunstnere falder udenfor. Og det skyldes, at danskerne ikke interesserer sig for kunst, der ikke er dansk, og at de er optaget af deres traditioner og fordomme, og i fordommene ligger en dybere indsigt.

”… det virkelige, eksisterende folk, det tavse flertal, lever sit liv på en række erfaringer og fordomme, indhøstet gennem generationer, ja århundreder, og af dette folkelige grundlag udgår en virkelighed, der skal respekteres, fordi den indeholder en række seje, prøvede sandheder (…) At have fordomme er ensbetydende med at have ståsted og sammenhæng i sin tilværelse, for den, der er uden fordomme, befinder sig frit i luften svævende. I fordommene udtrykkes slægtens visdom. I sine fordomme værger folket sin eksistens og sig selv.” (Det tavse flertal, side 126, 1987)

Og alle de politiske og ideologiske kræfter, der vil kue det danske, tavse flertal, er slet ikke stærke nok.

”Men virkeligheden er Gud ske lov ikke så nem at afskaffe. Denne abstrakte ideologis huseren kan lukke munden på folk, men den kan dog ikke tvinge deres sind, og i længden er den derfor magtesløs. Når tiden er inde, vil virkeligheden i form af den enfoldige kærlighed til sit folk og fædreland skylle ideologien væk og give danskerne mulighed for atter at ånde frit og uanstrengt og holde af det Danmark og den danskhed, uden hvilken vi kun er halve mennesker.”  (Den danske nødvendighed, side 93-94, 1994)

Uden Danmark er vi danskere halve mennesker. Krarup giver et grumt eksempel på, hvor galt det kan gå, hvis kærligheden til fædrelandet bliver undertrykt af ideologiernes tyranni.

”Under denne ensrettende overtro lever vi, og det har for det første betydet, at i forbindelse med borgerkrigen i det tidligere Jugoslavien er forbrydelsen ikke blevet udpeget som den kommunisme, der tvang de forskellige nationer sammen i en overnational, diktatorisk union, men forbryderen er de nationaliteter, der jo var ofre for Titos forbryderiske regime. Når den ideologiske terror ikke kan fastholde grebet om sine ofre, vil ofrene naturligvis søge at slippe fri. Det fører til konflikt, hvis der ikke foreligger de nationale grænser, der er fredsstiftende. Dem har kommunismen i dette tilfælde jo søgt at udslette. Hvorefter den i FN’s ideologi formede opinion gør ofrene til forbrydere og stempler ’nationalismen’ som den store fare” (Den danske nødvendighed, side 92, 1994)

Kommunismens sammenbrud foregik dog generelt ganske fredeligt. I Sovjet var langt større og langt flere nationaliteter i end Jugoslavien, og de slap med nogle krige i Kaukasus. Jugoslavien var undtagelsen. Men man kan næppe lægge mere vægt på nationalitet, end Krarup gør, når man ser på, hvad der skaber et menneskes identitet. Du er dansker, og det går forud for alt andet.

Da reformationen og den luthersk-evangeliske kristendom kom til Danmark i 1536, var alt, som det skulle være, hvis man spørger Krarup. Ganske vist førte religionskrigene i Europa imellem protestanter og katolikker til et enormt blodbad, der først blev overgået af første verdenskrig, men i de danske kirker prædikede præsterne, at mennesket ikke kunne retfærdiggøre sig ved gode gerninger, men kun ved tro. Så gik der 200 år, og i 1700-tallet var der et opbrud på vej ude i Europa. Oplysningstiden var i gang, og filosofferne skrev lange værker om, hvordan man burde indrette samfundet, og nye ideer og ideologier opstod, og der blev sat spørgsmålstegn ved, om folket skulle regeres af konge, adel og gejstlige, og man diskuterede menneskets natur, og om det havde naturlige, universelle rettigheder. Mennesket kom i centrum. Det var ifølge Krarup her, at grunden til de totalitære ideologier blev lagt, der skulle plage menneskeheden op til vore dage. For Krarup er oplysningstiden og menneskerettighederne en form for syndefald og mere eller mindre en katastrofe for menneskeheden.

Krarup går lige på og hårdt og beskylder oplysningstidens tanker om menneskerettigheder og lighed imellem mennesker for i virkeligheden at være en direkte opløsning af det enkelte menneske og årsag til kaos.

”Menneskerettighedserklæringen er et meningsløst, forfalskende dokument, som kun bidrager til at skabe falskhed og dermed ustabilitet og anarki i verden. Alt, hvad et eksisterende menneske er bundet og betinget af, bliver her kendt ugyldigt. Mit sprog, min religion, min nationalitet, min fødsel og oprindelse – alle de faktorer, som slet og ret gør mig til mig, et konkret, levende væsen i en konkret sammenhæng: Det bliver alt sammen underkendt. Alle mine karakteristika, der jo udgør min identitet – det hele fejes af bordet af menneskerettighedserklæringen. Til fordel for en abstraktion, der kaldes for ’menneske’, men som jo mindst af alt er menneskeligt, dvs. en historisk skabning i den løbende tid, min histories og mine forældres barn, Guds skabning, som af Guds ord får bud på at være din skabte eksistens tro.” (National værnepligt, side 106-107, 2009)

At være menneske er at afskaffe alt menneskeligt. Det er resultatet af oplysningstiden og ikke mindst menneskerettighederne. Og som vi skal se, betragter Krarup menneskerettighederne for at være et særligt amerikansk fænomen, selvom der også blev skrevet menneskerettigheder under den franske revolution, i Stalins Sovjet, i FN og i mange andre sammenhænge. Men det blev i de tretten britiske kolonistater på Nordamerikas østkyst, at oplysningstidens ideer først skulle slå igennem. Det var her, at man for første gang nedskrev menneskerettigheder, og dette havde to årsager ifølge Krarup: Dels var staterne under stor påvirkning af oplysningstidens filosoffer, og dels var de grundlagt af calvinister eller puritanere, som stod for et kristendomsforståelse, der blev grundlagt af Jean Calvin i Schweiz. Calvinismen var en lovreligion, hvor man blev frelst ved at følge særlige love og regler, og Krarup beskriver den således.

”… men ikke sådan for Calvin. Her er kirken slet ikke i tvivl om sin egen hellighed og retfærdighed, og derfor holder den et yderst vågent øje med alle medlemmernes livsførelse. Calvin indførte en formelig gudsstat i Genève. Præsterne herskede ikke blot over sjælene, men også over kroppene, for statens opgave blev at tjene Guds majestæt – hvilket ville sige at adlyde præsterne.” (Dansen om menneskerettighederne, side 65, 2000)

I denne gudsstat var der regler for alt, og alt blev kontrolleret.

”… på alle livets områder bestemte Calvins religion forholdene og forordnede på Guds vegne, hvad en borger måtte og ikke måtte. Hvorledes man måtte klæde sig, hvor mange gæster man måtte indbyde, og hvor mange retter man måtte spise. Hvorledes man satte sit hår og hvorledes man indrettede sit hus. Den mest nøjeregnende rigorisme. Men i Guds navn. Og på Guds vegne. Og derfor den mest kvælende gerningsretfærdighed.” (Dansen om menneskerettighederne, side 65, 2000)

Den gerningsretfærdige puritanisme forandrer sig og tager en ny form, mens generationer kommer og går, og der kommer flere og flere til den nye verden i vest.

”… et par generationer efter Mayflowers ankomst begynder naturen at erstatte Gud, og denne dyrkelse af det naturlige som det guddommelige er ikke tilfældig, for det samme sker i Europa. Vi er på tærskelen til det, der kaldes Oplysningstiden, hvor den toneangivende tænkning eller filosofi bevidst frigør sig fra kristendommens forkyndelse – eller rettere sagt: manipulerer med de kristne ord og begreber, så de retter sig efter filosofien. Ordet fornuft. Ordet frihed. Og altså ordet natur.” (Dansen om menneskerettighederne, side 69, 2000)

Denne dyrkelse af naturen og naturlige rettigheder bliver grundlaget for den uafhængighedserklæring, der markerer de tretten amerikanske kolonistaters løsrivelse fra Storbritannien i 1776.

”At påberåbe sig naturen er at tiltage sig en absolut ret, for af en sådan naturens lov, der definerer sig som selve fornuften, følger selvsagt alverdens rettigheder, som ikke kan afvises, fordi de netop udspringer af det absolutte, af naturen, der er blevet Gud. Ikke tilfældigt begynder den amerikanske uafhængighedserklæring med at kalde sine ’sandheder’ for ’selvindlysende’.” (Dansen om menneskerettighederne, side 72, 2000)

Den amerikanske uafhængighedserklæring taler om lighed mellem mennesker, men kristendommen kender kun til lighed overfor Gud. I denne verden vil vi mennesker altid være ulige. At skabe lighed i denne verden er at sætte sig i Guds sted og dermed det modsatte af kristendommen.

”… selve påstanden om en foreliggende menneskelig lighed, der som bekendt er i klar modstrid med kristendommens forkyndelse af alle menneskers lighed i Kristus. Ja, i Kristus, ikke i naturen eller samfundet. I kraft af dåben, ikke som en politisk og ideologisk humanisme. Samme propagandistiske smidighed præger talen om alle menneskers iboende og umistelige rettigheder, anledning og indledning til menneskerettighederne.” (Dansen om menneskerettighederne, side 78, 2000)

Naturen er nok skabt af Gud, men er af den grund ikke hellig, ligesom vi mennesker ikke er hellige. Og denne dyrkelse af lighed imellem mennesker fører til spørgsmålet om hvilken Gud, der egentlig er tale om?

”’In God we trust’, hedder det officielle USA’s motto, ’vi tror på Gud’, og det er al ære værd, at et folk således forkynder sin tro, men vi andre fristes i den anledning til at spørge, hvad det egentlig er for en Gud, amerikanerne tror på. Det synes ikke at være den Kristus, som var i en uforligelig modsætning til datidens idealister, farisæerne. Det kan ikke være Jesu Kristi Fader, der sendte sin søn til verden for at forlade synder, ikke for at glorificere syndfri og retfærdige.” (Dansen om menneskerettighederne, side 21, 2000)

Så kommer den næste menneskerettighedserklæring. Den skrives under den franske revolution, der i høj grad var inspireret af den amerikanske uafhængighedskrig. Under uafhængighedskrigen mod briterne fik amerikanerne hjælp af franske tropper, og disse vendte tilbage til Frankrig med en ny indsigt. Kongers magt var ikke guddommelig. Selvom kongen var velsignet af kirken, som Guds repræsentant og magthaver på jorden, så kunne kongen trodses og overvindes. I 1789 er Frankrigs økonomi elendig, sult truer befolkningen, og der er stor splittelse imellem adelen, gejstligheden og tredjestand, og tredjestanden nægter at samarbejde, da kongen indkalder rigsstænderne til Versailles i april. Og så går det hurtigt, der er opstand og oprør i Frankrig, og en revolution går i gang. Efter nogle måneders revolution, sidst i august, vedtager nationalforsamlingen en erklæring om menneskerettigheder. Det den direkte vej til tyranni og terror.

”… med udgangspunkt i netop menneskets naturlige og umistelige rettigheder bliver den franske revolution meget snart til et orgie af blod og morderisk retfærdighed (…) Først halshugges kongen. Det kan alle enes om, for han har ikke været ’lige’. Så halshugges dronningen, for hun er heller ikke ’lige’. Så halshugges adelen, gejstligheden, borgerne, girondinerne, Desmoulins, Danton (…) Så halshugges Robespierre og jacobinerne. Og til sidst kommer tyrannen og bliver til kejser Napoleon, som i revolutionens navn fører krig imod hele verden. Længe leve ideen om menneskets naturlige rettigheder!” (Dansen om menneskerettighederne, side 84-85, 2000)

Tanken om menneskelige rettigheder er diabolsk.

”… menneskerettighederne er en form for dæmonisk besættelse, en abstraktionens forrykthed, som vil true ethvert hæderligt styre og angribe enhver borgerlig frihed – for ud fra sin abstrakte idé kan menneskerettighederne altid konstruere en ’menneskeret’, der er undertrykt og som kalder til oprør og vold.” (Dansen om menneskerettighederne, side 89-90, 2000)

Mange mener, at den franske revolution og dens menneskerettighedserklæring var begyndelsen på den proces, der i 1800- og 1900-tallet førte til, at man i Europa tog magten fra konger og kejsere og monarker, og siden fascistiske og kommunistiske regimer, og i stedet indførte folkestyre og demokrati i kontinentets lande. Men den franske revolution havde i virkeligheden den stik modsatte betydning, siger Krarup.

”Er menneskerettighederne forenelige med demokratiet? Nej, hvor helligheden har holdt sit indtog i politik, kan politikken ikke længere afgøres i fordragelighed via afstemninger og valg. Hvad er nemlig demokrati?Det er at dele og kontrollere magten for derved at sikre friheden, borgernes frihed. Men hvis magthaverne gør krav på at sidde inde med en højere retfærdighed, er der ikke noget at diskutere. Så er det umoralsk at dele magten (…) Der er derfor noget grotesk i, at den franske revolution anses for at være om ikke demokratiets vugge så i hvert en af demokratiets sengefjæle.” (Dansen om menneskerettighederne, side 90-91, 2000)

Da danskerne et halvt århundrede senere satte kong Frederik den 7. og dermed enevælden fra magten i 1848, foregik det dog ganske fredeligt og ublodigt. Dette medførte en grundlov, og en grundlov er væsensforskellig i forhold til menneskerettigheder. En grundlov er nemlig ikke universel, men national og historisk.

”Sådan afløstes enevælden af demokratiet. Sådan nåede bølgen fra 1776 og 1789 til de danske strande. Men gjorde den det? Er den danske grundlov en kopi af menneskerettighederne? Nej, det er den netop ikke, for i den danske grundlov er der ikke en abstrakt ideologi nedlagt (…) Den er et folks forsøg på at klare sine presserende problemer ved hjælp af en lovgivning, der gavner og beskytter folket. Den opstiller en række frihedsrettigheder til gavn for det folk, der ikke længere vil lade kongens vilje være landets lov.” (Dansen om menneskerettighederne, side 102, 2000)

13 år tidligere i bogen Det tavse flertal, har Krarup dog givet følgende beskrivelse af skiftet fra enevælde til folkestyre. Det var et resultat af ideologers pression, der byggede på den franske revolutions ideer.

”I 1848 havde vi en anden ideologisk bølge, som førte til et politisk gennembrud – Søren Kierkegaard kaldte det ’katastrofen i 48’ – for i de foregående tiår havde det liberale borgerskab i København stillet krav om en forfatning til afløsning af det enevældige kongedømme og havde søgt at mobilisere en offentlig mening mod de herskende tilstande. Udbyttet havde været begrænset. Der var tale om en række ideologiske høvdinger uden andre indianere end nogle borgermænd og studenter.” (Det tavse Flertal, side 122-123, 1987)

Men da Danmark trues af krig, lugter de liberale blod.

”Så kom nationalitetskampen i Sønderjylland. Slesvig-holstenerne gjorde oprør mod den danske konge og stat i marts 1848, og ideologerne, der med sans for udviklingen var begyndt at kalde sig nationalliberale, øjnene en mulighed for at ride med på ånden fra 48, som var rent national, og opnå et politisk systemskifte. Til den ende foranstaltede man et folketog til kongens slot, hvor 15.000 københavnere bad kongen om en ny regering og regeringsform.” (Det tavse flertal, side 123, 1987)

De nationalliberale bragte et bønskrift til kongen fuld af store ord, som i virkeligheden var en trussel om revolution.

”… Orla Lehmann, den ordrige ideolog, havde forfattet en henvendelse til kongen, der i manende ord opfordrede Hans Majestæt til at lytte til ’folkets’ røst, dvs. Orla Lehmann & Co., for ikke ’at drive nationen til fortvivlelsens selvhjælp’. Fup og fraser. En hul svada, som ikke udtrykte megen anden virkelighed end de nationalliberales ønske om at komme til fadet.” (Det tavse flertal, side 123, 1987)

Ude i Danmark havde folket intet ønske om at afskaffe enevælden og indføre folkestyre, hævder Krarup. Folk i det lille Seem sogn i Sønderjylland, hvor han skulle blive præst i årtier, sendte følgende skrivelse til kong Frederik den 7.

”Først må vi i al enfoldighed erkende, at vi helst ønsker at beholde Ds. Majestæt som vor enemægtige konge og herre, og at vi aldeles ikke kan bifalde de landsmænds ord, i skrift og tale, som påstår, at det danske folk ønsker en forandring i den forfatning, som er folkets frie gave til dets konge og nedarvet til Ds. Majestæt (…) Vi vover at påstå, at dersom Ds. Majestæt ville foretage en hyldningsrejse landet rundt for at prøve ånderne og høre de uhildede røster fra hjerternes grund, da skulle Ds. Majestæt erfare, at landets børn, efter det store flertal, ville samstemme med os, som har vovet at udtale vor overbevisning.” (Det tavse flertal, side 124, 1987)

Overfor det danske folks kærlighed til deres konge og fædreland er Orla Lehmann blot en modebevidst ideolog.

”Her står Orla Lehmann og galer på slotspladsen, den altid deklamerende ideolog, manden, der har samlet tidens politiske mode op i Paris og søger at påtvinge Danmark den, liberal og internationalistisk, når det er fordelagtigt, nationalliberal og yderst bevidstgjort dansk, når det betaler sig, og hævder at repræsentere folket, som kongen er ved at drive til ’fortvivlelsens selvhjælp.’ En kun slet skjult trussel om revolution.” (Det tavse flertal, side 124-125, 1987)

De nationalliberale har sans for skiftende moder indenfor ideologiske slagord, men kongen har regeret til folkets gavn, og det har intet ønske om selv at overtage magten ved at indføre folkestyre.

”Men folket selv, det virkelige folk, der bærer dagens byrde og hede og holder Danmark oppe ved sit arbejde og sin indsats, frabeder sig ideologisk formynderskab. Folket holder fast ved det enevældige kongedømme, for kongen har været dets ven og forbundsfælle mod en hovmodig adel og givet bønderne friheden og aldrig ladet enevælden udvikle sig til et vilkårligt og despotisk voldherredømme.” (Det tavse flertal, side 125, 1987)

Der er kun 13 år imellem Krarups to modsigende beskrivelser af overgangen fra enevælde til folkestyre. Så meget for det. Vi fortsætter i det oprindelige spor, hvor Krarup ser en afgrundsdyb forskel på oplysningstidens menneskerettigheder, og den grundlov kong Frederik den 7. gav danskerne lov til at skrive i 1848. En grundlov er nemlig ingen ide om eller krav om menneskelig lighed, men den er et produkt af et folks historie og dets fællesskab, sæd og skik, og den er i overensstemmelse med Luthers tale om adskillelsen det verdslige og det guddommelige regimente. Øvrigheden er ikke længere fyrsterne, kejseren eller kongen, nu er den de folkevalgte politikere.

”I grundloven tales der om den danske borger, som denne lov giver rettigheder, idet den lover at værne hans ytringsfrihed og forsamlingsfrihed og foreningsfrihed og erhvervsfrihed og religionsfrihed – alt sammen konsekvenser af, at staten ikke er en afgud, der skal frelse og derfor tyrannisere borgeren. Det er modsat en stat, der er sat på plads af kristendommen. Det er en dansk stat, der har hørt, at den skal give kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er.” (Dansen om menneskerettighederne, side 103, 2000)

Så går der hundrede år. Efter anden verdenskrig slog tanken om universelle menneskerettigheder igennem i det meste af verden. Sovjet havde lidt frygtelige ofre i krigen mod den tyske invasion, som kostede landet 27 millioner mennesker livet. Storbritannien havde brugt alle sine kræfter i krigen, og dets imperium smuldrede, og kolonierne løsrev sig og blev selvstændige nationer. USA var den eneste vinder af anden verdenskrig. Deres hjemland var uberørt af krigen, og deres industri havde fungeret som den store våbensmedje, der leverede både Storbritannien og Sovjet store mængder våben og forsyninger. Og så havde USA også opfundet og brugt et nyt frygteligt våben, atombomben. Men USA var også menneskerettighedernes vugge, og anden verdenskrig blev en vej til at indfører menneskerettighederne over hele verden. Det begyndte på et møde imellem USA’s præsident Franklin D. Roosevelt og Storbritanniens premiereminister Winston Churchill på New Foundland i begyndelsen af verdenskrigen. Roosevelt har på forhånd forslået, at der skal skrives et fælles program om, hvordan man vil indrette en demokratisk verden efter krigen. Roosevelt fik gennemført, at der skal skrives fire friheder ind i programmet, der sidenhen får navnet ’Atlanterhavs-erklæringen’. Det drejer sig om ytringsfrihed, religionsfrihed og frihed for nød og frygt. Denne Atlanterhavs-erklæring bliver grundlaget for De Forenede Nationer, FN, som stiftes i januar 1942 på amerikansk initiativ, og som senere skal skrive en erklæring om universelle menneskerettigheder. Krarup understreger, at Roosevelt stammer fra hollandske emigranter med calvinistisk baggrund, og at hans begejstring for menneskerettigheder skyldes, at han er præget af calvinismens gerningsretfærdighed. Desuden kalder Roosevelt USA’s deltagelse i krigen for ’korstoget i anden verdenskrig.’ USA fører altså krig i Guds navn. Men for Krarup kan man kun fører krig i kejserens navn. Og da krigen er slut, stikker USA’s tro på universelle menneskerettigheder hovedet frem igen. Amerikanerne vil have dømt de tyske topnazister for folkedrab mod Europas jøder, sigøjnere og andre folkeslag.

”… Tyskland brød sammen i foråret 1945, og derefter kom et nyt spørgsmål: afregningen med de besejrede. Winston Churchill, opdraget i historiens perspektiv og pulsslag, var indstillet på et kort og hurtigt opgør, hvorefter livet må gå videre. Men et korstog kan ikke afsluttes så nemt. De, der har ført korstog, må brænde kætterne på behørige kætterbål og især sørge for, at kætteriets gift bliver drevet ud af kroppen på de efterlevende. Thomas Jeffersons og Franklin D. Roosevelts USA ville have en krigsforbryderproces, som endegyldigt kunne belære verden om, hvad der er godt og ondt.” (Dansen om menneskerettighederne, side 127, 2000)

En domstol der endegyldigt afgør, hvad der er godt og ondt? Det er for Krarup det stik modsatte af en borgerlig, national og verdslig lov, som er lige for alle borgere, ikke for menneskeheden. Men det var altså, hvad USA ville have.

”Krigsforbryderproces – jamen man kan jo ikke føre proces efter en krig. Der er ingen lov og ingen tilsvarende domstol. Nej, men så konstruerede de allierede en krigsforbryderdomstol, der dømte på grundlag af en lov, som man selv lavede til lejligheden, og således opførtes den belærende og moraliserende proces i 1945-46, der kaldes for Nürnberg-processen.”  (Dansen om menneskerettighederne, side 127, 2000)

Nazisterne blev anklaget for følgende tre forbrydelser: Forbrydelser mod freden, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden. Krarup finder anklagerne absurde, for hvad eller hvem er menneskeheden? Al tale om en menneskehed er meningsløs for begavede mennesker.

”For en reflekterende iagttager kan det ellers tage sig underligt ud, at der er bestemte personer og interesser, som kan hævde at repræsentere menneskeheden. Jamen, er det ikke os alle sammen? Hvordan kan en del af menneskeheden præsentere anklager på menneskehedens vegne? Nej, det kan man naturligvis heller ikke gøre uden at tiltage sig en moralsk, ja religiøs patos, som afgør spørgsmålet ved at hugge det over – og denne religiøse patos var det, der lå bag Nürnberg-processen. Et lærestykke til befæstelse af menneskerettighedernes hellighed. En katekiserende proces, hvis formål var at indeksercere efterkrigstiden i den absolutte humanisme. Korstogets konsekvens. Idet humanity ikke blot betyder menneskehed, men også menneskelighed, således at krigsforbryderdomstolen med dommerens autoritet fastslog for hele verden, hvad der er menneskeligt og umenneskeligt, godt og ondt.” (Dansen om menneskerettighederne, side 128-129, 2000)

Intet folk kan hævde at repræsentere menneskeheden.

Menneskerettighederne kom til at herske på verdensplan efter anden verdenskrig, ikke mindst i kraft af FN, hvilket støbte kuglerne til de folkeslag, der i århundreder havde været koloniseret af Europa, men nu ønskede deres frihed.

”I april 1945 indkaldtes der derfor til en konference i San Francisco, hvor repræsentanter for alle de Forenede Nationer deltog, og hvor det var opgaven at fastlægge efterkrigstidens organisation. Her kom menneskerettighederne i centrum som et afpresningsmiddel for de lande, der endnu ikke havde opnået selvstændighed, men som kunne bruge deres deltagelse i krigen og menneskerettighedernes tale om lighed til at kræve den.” (Dansen om menneskerettighederne, side 129-130, 2000)

Både Storbritannien og Frankrig havde indkaldt hundredetusinder af soldater fra deres kolonier for at kæmpe deres koloniherrers krig, og efter krigen krævede disse kolonier deres frihed til gengæld for deres ofre. Dette gjorde de i menneskerettighedernes navn, hvilket for Krarup bare afslører tanken om menneskelig lighed som værende et redskab til pression. Meget mere om dette i det følgende kapitel om Krarups syn på kolonialismen. Men ideen om en retfærdig verden blev skabt under oplysningstiden, og den tyske nazisme var sådan set bare en af mange arvtagere fra denne historiske periode.

”Det er blevet almindeligt at betragte nazismen som den store undtagelse og det store brud i europæisk historie, men det er en mærkelig misforståelse. Bruddet kom med Oplysningstiden, der brød med kristendommens adskillelse af Gud og menneske, himmel og jord. Forskellen mellem dem, der er børn af dette brud, er mindre væsentlig. Om de kalder sig højre- eller venstreorienterede, rationalister eller romantikere, kommunister og nazister, er underordnet i forhold til deres grundlæggende enighed om, at menneskeheden sidder inde med retfærdighedens mulighed og kan og skal virkeliggøre den.” (Dansen om menneskerettighederne, side 117-118, 2000)

Nazismen er i anden halvdel af 1900-tallet blevet udråbt til det evigt onde, så derfor skal man hele tiden stå for det modsatte, hvad enten man er demokrat, kulturradikal, socialist, kommunist eller noget helt femte.

”Hvad nazismen var for, skulle efterkrigstiden være imod. Hvad nazismen var imod, skulle efterkrigstiden være for. Nazismen havde gjort racen til sit grundbegreb, og derfor har tiden siden 1945 tænkt og talt i racebegreber og gjort mennesket til et racevæsen og været bekendende anti-racistisk. Som om mennesket er et dyr! Som om mennesket ikke er skabt i Guds billede med skyld og ansvar!” (Dansen om menneskerettighederne, side 118, 2000)

De, som bekender sig som anti-racister, er altså lige så racistiske, som nazisterne var det.

”Men hvad er en race? Det er jo en biologisk bestemmelse. Det er en bestemmelse af dyr. Adolf Hitler var et barn af den darwinisme, der opfattede mennesket som et dyr, udviklet af aberne, og kristendommens menneskeforståelse, der gør mennesket til Guds skabning, eksisterende i skyld og ansvar, var ham ikke blot fremmed, men modsat.” (Dansen om menneskerettighederne, side 120, 2000)

Selv i dag hersker USA over verden i menneskerettighedernes navn. For Krarup var Natos bombninger af Serbien og Kosovoprovinsen i foråret og sommeren 1999 en forbrydelse, der har sit udgangspunkt i menneskerettighederne.

”Nej, alt hvad man anklagede Serbien for, kunne være fabrikeret i Wien eller Teheran. De såkaldte Rambouillet-forhandlinger var jo slet og ret en pistol rettet imod Serbiens suverænitet, krævende: overgiv jer totalt og lad os herske over jeres land! Etnisk udrensning, råbte man. Hvem siger, at det var sandt? Er sandheden ikke, at Serbiens brutalitet først begyndte, da NATO angreb landet – NATO, der skal være en forsvarsalliance og ikke et missionsselskab for menneskerettighederne? Og at NATO således godt kan siges at være den skyldige i brutaliteten?” (Kære Søren, side 57, 2003)

Det værste for Krarup er, at man krænkede en selvstændig stats suverænitet med henvisning til menneskerettighederne, ikke ødelæggelserne og de menneskelige lidelser.

”Men Serbien var en selvstændig stat og serberne henholdt sig til deres historiske ret til Kosovo. Også kosovo-albanerne gjorde krav på Kosovo. Men for serberne var hele deres eksistens som folk og stat bestemt af Kosovo og det, der skete på Solsortesletten i Kosovo i 1389, hvor serberne blev besejret af tyrkerne eller osmannerne, hvilket igen blev symbolet for det serbiske folk på en lang og lidelsesfuld kamp for at leve og overleve. Opgivelse af Kosovo var for serberne at opgive sig selv.” (Dansen om menneskerettighederne, side 16-17, 2000)

Historisk ret er hævet over nulevende folkeslags ønske om frihed, og Serbien kan gøre, hvad de vil indenfor deres lands grænser.

”Og så gik NATO i krig og begyndte at bombe et selvstændigt land sønder og sammen, mens de vestlige hovedstæder i triumf bekendtgjorde, at herefter var der intet, som hed indre anliggender. Menneskerettighederne var overordnet alt – national selvstændighed, statslig uafhængighed.” (Dansen om menneskerettighederne, side 18, 2000)

Herefter kan intet folk og ingen nation træffe deres egne beslutninger, uden at verden udenfor kommer med USA i spidsen og laver dem om i menneskerettighedernes navn. USA har sat deres hykleri i system i FN og Nato, men amerikanerne skal ikke tro, de er bedre end andre nationer.

”Nej, der er ingen, der er retfærdig, ikke én, men i denne uretfærdig og syndige verden må et menneske være tro imod sin givne virkelighed i en bøn til Gud om sine synders forladelse. Den endelige retfærdighed er ikke menneskers mulighed. Den endelige og absolutte retfærdighed er uden for menneskers rækkevidde, også uden for USA’s og NATO’s, for den er hos Gud og Ham alene, og så må et menneske gøre sin pligt og sin skyldighed, idet han siger: Forlad mig min skyld!” (Dansen om menneskerettighederne, side 24, 2000)

Det hele grunder i menneskerettighedernes og FN’s ønske om at hæve sig over Vorherre selv.

”Her skal verden tydeligvis nyskabes. Her yder hjælpsomme og gode mennesker Vorherre adskillige tjenester. Her skal en ny verdensorden blive til. Dette er ikke et sted, hvor menneskets arvesynd kendes, endsige erkendes, for det er et sted, hvor retfærdigheden har etableret sig for at skabe den nye himmel og den nye jord. Opgaven er venligst taget Vorherre ud af hænderne. Han er utvivlsomt velkommen til at yde et bidrag til FN, men menneskerettighedernes og den nye verdensordens organisation kan godt klare sig uden ham. ” (Dansen om menneskerettighederne, side 116-117, 2000)

Oplysningstidens menneskerettigheder er en ny guddom, og FN er den nye pave.

Den europæiske kolonialisme strakte sig over fire århundreder, hvor Europa underlagde sig det meste af verden i kortere eller længere perioder. I Nord- og Sydamerika blev to civilisationer knust og mange indianske folk mere eller mindre udryddet, og kontinenterne blev overtaget af europæiske kolonister, og de medbragte slaver, de havde taget i Afrika. På samme måde gik det med Australien og kontinentets oprindelige befolkning. Andre steder i verden var kolonialismen mindre brutal, men folkeslagene blev undertvunget og deres lande økonomisk udnyttet. Kun få dele af verden undgik den europæiske kolonialisme, derunder Japan og Tyrkiet, som selv var kolonimagter i perioden, de indre dele af Kina, Afghanistan og andre mindre landområder. Danmark deltog selv i slavehandelen fra Afrika til Amerika, men vi havde aldrig større kolonier, nærmest kun små handelsstationer, hvis man ser bort fra Grønland, som geografisk er meget stort. Grønland havde dog kun en meget lille befolkning, men man kunne hente værdigfulde varer som hvalolie og pelsværk derfra, og så blev de grønlandske folk omvendt til kristendommen. Alligevel ser Krarup kolonialismen som noget positivt, og der var intet forkert i den udbytning, undertrykkelse og udryddelse af andre folkeslag, der fandt sted. Det var blot de stærke europæere, der brugte deres magt over andre svagere folk og lande. I sit forsvar for kolonialismen starter Krarup med en frikendelse af forfatteren Rudyard Kipling, der regnes for at være det britiske imperiums store forfatter og modtog en nobelpris i litteratur. Kiplings forfatterskab var nemlig slet ikke imperialistisk, han skrev blot om menneskers liv.

”… Kipling var ikke imperialist. Han interesserer sig overhovedet ikke for ’sager’. Han skriver ikke for at dyrke en isme eller gøre propaganda for et parti. Men han skriver om mennesker, og han lovsynger en menneskelighed, der er i egentligste forstand velopdragen – ukrukket, selvbehersket og båret af viljen til at sætte sin egen bekvemmelighed og ret til side for at gøre sin pligt.” (Det tavse flertal, side 56, 1987)

Når Storbritannien var den største kolinimagt i verden på Kiplings tid, så er det ikke et problem for Krarup, og Kiplings forfatterskab skal ses som en form for oplæring af briterne og en opfordring til, at de skal være bevidste om det ansvar, der følger med magten.  

”De andre bøger fra perioden er skrevet til opdragelse af hans landsmænd, kan man sige, for med i billedet af Kiplings åndelige fysiognomi hører jo, at han er sig bevidst at være englænder, eftersom han ikke lever og tænker i en abstrakt, overjordisk idealisme, men er konkret og historisk og derfor national. Han holder af sit folk og fædreland på samme måde som han holder af sin far og mor (…) Men han forherliger ikke englænderne, fordi de er engelske. Han gør dét at være englænder synonymt med dét at være et anstændigt menneske, og hans forfatterskab skildrer englænderne i Indien og det engelske kejserriges andre dele som dem, der under tyngende og trykkende vilkår gør deres pligt og træller for primitive folkeslag, af hvem de mest høster utak og miskendelse, og han skildrer en sådan engelsk holdning for at opdrage englænderne i den. Det civiliserede menneske, den ansvarsbevidste, pligtopfyldende mand, den engelske gentleman – det er Kiplings budskab, og hvis det skal kaldes imperialisme, må man alvorligt beklage, at imperialismen er kommet i miskredit.” (Det tavse flertal, side 57, 1987)

Den britiske kolonialisme var altså velgørenhed overfor fjerne folk, selvom de på det kraftigste frabad sig alle gode gerninger. Storbritannien havde ganske vist ingen særlig ret til magten, men med enhver magt følger et ansvar, understreges det af Krarup

”England havde ganske vist ikke nogen højere ret til magten. Det var ikke i retfærdighedens eller sandhedens navn, det herskede. Men England havde tilkæmpet sig sin magt som den stærke over den svagere, og derfor var Englands magt en kendsgerning, som en englænder naturligvis ikke kunne beklage og en Kipling ikke ville gøre til et problem, men hvor problemet for Kipling var arten og formen for denne magts udøvelse. Det hedder den hvide mands byrde. Magt er stadig ikke ret. Men magt er – og at besidde magten er da ensbetydende med pligt og ansvar i forhold til dem, den hersker over.”(Det tavse flertal, side 68, 1987)

At eksisterende magtforhold kunne være anderledes, er ikke et spørgsmål, Krarup beskæftiger sig med. For ham handler det om at erkende virkeligheden og ikke at lave den om.

”Det er så ikke opgaven at korrekse virkeligheden, men at erkende den. Virkeligheden er virkelig! Og til den menneskelige virkelighed hører de magtforhold, der følger af, at mennesket er en selvisk, timelig skabning.” (Det tavse flertal, side 68, 1987) 

Mennesket er selvisk og timeligt, men de engelske gentlemen skal lære at bære pligt og ansvar, og forvalter de ikke deres magt ansvarligt, så kan de snart blive de svage, der bliver hersket over.

”England er ikke evigt. Men England er under fordringen om at øve ret og skel dér, hvor England har magten, og ifald englænderne forglemmer det, vil deres magt og imperium smuldre som Babylon, der blev vejet og fundet for let.” (Det tavse flertal, side 69, 1987)

Men de britiske gentlemen var velopdragne og gjorde meget godt, hvad enten de blev sendt til Afrika, Irland, Cypern, Indien, Caribien eller Fjernøsten.

Der er en lille, men meget berømt del af Kiplings forfatterskab, som Krarup gerne vil rense for anklager om imperialisme og kolonialisme, og det er digtet om ’den hvide mands byrde.’ Her beskrives de fremmede folkeslag som ’halvt djævle, halvt børn’, og den eneste tak, den hvide mand får for sine gode gerninger, er ifølge digtet had og vrede, selvom han ’slår al sygdom ned’ og ’fylder hungersnødens munde.’

”I denne forbindelse får jeg lyst til at sige et par ord om ’den hvide mands byrde’ – det digt eller det begreb, der i en afkoloniseret epoke har gjort ham suspekt. Man har gennem generationer lagt alt tænkeligt ubehageligt ind i det, overmenneskeholdning, apartheid, diskrimination, racisme, alle de redebonne slagord og skældsord, som en ideologisk ortodoksi er yderst leveringsdygtig i. Derfor blev han sat på den sorte liste. Derfor kunne han formelig ikke nævnes i pænt selskab. På grund af udtrykket om ’den hvide mands byrde’ blev Kipling lagt for had og gjort til noget upassende. ” (Det tavse flertal, side 66, 1987)

Krarup forsvarer den britiske kolonialisme i Indien.

”… i disse udtryk kommer den herskende magts formynderagtige og for så vidt overlegne holdning til det beherskede folk selvsagt også til udtryk, men dels er det på hundrede års afstand lovlig nemt at have ondt af en sådan overlegenhed hos dem, der har bragt veje, jernbaner, mad, medicin og ordnet fred til et kaotisk land, dels har udtrykkende mest til opgave at understrege den forpligtelse til at tjene, som englænderne på denne baggrund har.” (Det tavse flertal, side 68, 1987)

Sidenhen har de tidligere kolonier stillet krav om erstatninger fra deres tidligere koloniherrer. Krav som disse anser Krarup for at være ren pression. Nødhjælp, ulandshjælp, investeringer, gældafgivelse og lignende til de tidligere kolonier er rent aflad, der viser, i hvilken grad den vestlige verden har ladet sig underkue af deres egen dårlige samvittighed over tidligere tiders magt.

”De europæiske stater, der i en periode herskede over andre verdensdele og besad kolonier, fordi de slet og ret var de stærkeste, kan vanskeligt undgå at falde ind under denne forargelse, og da de – muligvis på grund af deres svækkelse – har antaget forargelsens ideologi og gjort magtudøvelse i sig selv til en forbrydelse, føler de sig nu evigt brødebetyngede over sig selv og deres fortid. I sæk og aske. Med bestandige undskyldninger. Altid ydmyge og krybende over for deres tidligere kolonilande fra den såkaldt tredie verden, som aldrig undlader at lade dem høre for deres ’undertrykkelse’ og onde gerninger.” (Synd tappert, side 50, 1990)

Efter anden verdenskrig var de sidste to store kolonimagter, Storbritannien og Frankrig, svækkede og deres imperier smuldrede, og koloni efter koloni rev sig løs og blev selvstændige stater. Siden da er de tidligere koloniherrer blevet mødt med mange krav fra tidligere kolonier. Som tidligere nævnt på baggrund af, at de havde bragt store ofre under den anden såvel som den første verdenskrig. Kravene kom gerne igennem FN med henvisning til menneskerettighederne. 

”Således havde anden verdenskrig og de løfter, man havde udstedt for at få forbundsfæller og hjælp til at sejre, startet en lavine, som nu begyndte at bevæge sig under navn af ’afkolonisering’, og intet var så velegnet som menneskerettighederne til at udøve pression imod de gamle kolonilande.” (Dansen om menneskerettighederne, side 130, 2000)

Og værst af alt: De tidligere kolonier forklædte menneskerettighederne i kristne fåreklæder og stillede krav om en global næstekærlighed. Men det er misbrug af evangeliernes ord om at elske sin næste som sig selv, som for eksempel i lignelsen om den barmhjertige samaritaner.

”Godheden elsker denne lignelse. Godheden begrunder sin godhed med lignelsen om den barmhjertige samaritaner. Men hvad er lignelsens tale? Det er jo en afvisning af netop alle farisæere, dem, der har gjort næstekærlighed til profession og bekendelse og drager verden rundt for at gøre gode gerninger mod menneskeheden (…) Det vil sige, at denne lignelse er fortalt for at umuliggøre enhver professionaliseret og organiseret næstekærlighed. For næstekærlighed er øjeblikkets og situationens gerning, så sandt som næsten er ham eller hende, jeg falder over på vejen.” (Dansen om menneskerettighederne, side 34-35, 2000)

Sand næstekærlighed eksisterer kun i den konkrete situation, og i virkeligheden er evangelierne en lang anklage mod menneskerettighederne. Dette finder Krarup belæg for i Jesu bjergprædiken, som han ser som et langt angreb mod menneskerettighederne.

”Alle FN-idealister og menneskerettighedsideologer bliver sat på plads som fattige og elendige syndere (…) Dette er bjergprædikenens mening. Derfor holder Jesus den. Og derfor er intet mere bagvendt og ødelæggende for menneskelivet end at bjergprædikenen af en global idealisme gøres til målestokken for ædel adfærd og human retfærdighed (…) Hele denne internationale retsorden og nye verdensorden, der misbruger kristendommen til at ensrette verden for at oprette godhedens tusindårsrige – et bedrag er det, en hæslige, afskyelig uorden.” (Dansen om menneskerettighederne, side 33, 2000)

FN og menneskerettighederne skaber nye skriftkloge og farisæer, og det er de tidligere kolonier med dertil hørende ret til at skelne imellem rent og urent, synder og retfærdig, godt og ondt, frelst og fortabt.

”Via menneskerettighederne blev den tredje verden i stand til at fremføre en egen, uanfægtelig retfærdighed og påføre den gamle verden en dårlig samvittighed, som gav magt, fordi det afskar den gamle verden fra en beslutsom selvhævdelse.” (Dansen om menneskerettighederne, side 136, 2000)

Gud vil det. Beslutsom selvhævdelse. Og det er på et århundredes afstand er det lovlig nemt at have ondt af den hvide mands overlegenhed.

I det foregående har Krarup taget mange spring. Først siger han, at Kipling som person ikke var imperialist, hvilket hans forfatterskab så heller ikke var. I sine bøger skrev han nemlig for at opdrage briterne til at være gentlemen, og derfor var det også, hvad de rent faktisk var. Koloniherrerne sad og læste Kipling hele dagen og følte derfor en pligt til at være gode, ansvarlige herskere. Og fordi den britiske kolonialisme var velgørende, så var hele den europæiske kolonialisme, der strakte sig over fire århundreder, det også. Den hvide mands verdensherredømme var lutter gode gerninger.