Krarup har som beskrevet udråbt kvindekampen til at være et overgreb på og et angreb mod kvinderne og familien, og familien og ægteskabet er en af Gud og kristendommen indstiftet forordning.

”Er der andet svar end Bibelens: det er ikke godt for mennesket at være ene. Ikke tilfældigt er det kristendommen, vi kommer tilbage til, når vi vil besinde os på familiens selvfølgelighed, for det er i den kristne forkyndelse, at mennesket bliver forstået som et timeligt, historisk og med sin næste forbundet væsen. At være menneske er simpelt hen at leve i bindinger. Menneskets lod og også lykke er at blive forbundet med næsten og at være ejet af andre end sig selv. Ja, vi mennesket lever for at blive bundet. Det kalder vi at leve i kærlighed (…) Kærlighedens væsen er bundethedens. Den ubundne er den kærlighedsløse. Men kærligheden vælger vi ikke selv. I så fald var den et andet ord for lune og egocentricitet. Men kærligheden vælger os, og ingen kærlighed vælger os så stærkt og bindende som den, vi fødes ind i – først og fremmest kærligheden mellem forældre og børn.” (I virkeligheden, side 85-86, 1986)

Frihed er kærlighedens modsætning, og derfor er det frie menneske ulykkeligt. Ungdomsoprørets mål var blandt andet retten til et frit sex- og kærlighedsliv. Begrebet ’åbent parforhold’ opstod, som betød, at en mand og en kvinde i et ægteskab kunne have seksuelle forhold med andre end deres ægtefælle. Krarup giver et eksempel på dette.

”I et tredje af landets mest tyndbenede ugeblade var der på samme tid en artikel vedrørende det delikate spørgsmål, om en kone med mandens viden kunne have seksuelt forhold til andre end sin mand. Det skete i form af en samtale med et fynsk ægtepar, og her herskede der den mest udstrakte tolerance. I begyndelsen havde manden rigtignok været bestyrtet over sin kones lyst til at søge seng med andre end ham, men så havde han sagt til sig selv, at det var jo kun så naturligt. Han ejede ikke sin kone, fordi han var gift med hende, og hvis begæret kom over hende i andre mænds selskab, var det småligt af ham, om han forbød hende at tilfredsstille det. Og hun forsikrede journalisten, at det for hende kun svarede til at spise middag på en restaurant, for jeg elsker min mand…” (Den danske dagligdag, side 68-69, 1973)

Det åbne parforhold er falsk og ulykkeligt, og det bærer straffen i sig selv at leve i et sådant. Krarup går langt i forsvaret af ægteskabet.

”På nogenlunde samme tid som disse tolerante bekendelser fra det ægteskabelige overdrev nåede til offentlighedens kundskab, faldt der dom i en mordsag. Det var en yngre mand i en jydsk provinsby, der havde myrdet sin kone, og motivet var jalousi. Hun havde nogen tid forinden fortalt ham, at hun var blevet forelsket i en anden, og nu ville hun forlade ham. Han havde forsøgt at få hende til at skifte sind og tryglet hende om at blive hos sig og deres mindreårige barn, men hun stod fast på sin hensigt – og så havde han en nat dræbt hende med en kniv og meldt sig til politiet. Af hans udtalelser under forhørene fremgik det, at han havde været så forelsket i sin kone, at han ikke kunne udholde tanken om, at hun ville flytte sammen med en anden. Han sagde for resten ikke meget, men virkede som en mand, der havde taget sin beslutning, og som var rede til at bære følgerne: han ønskede ikke at informere offentligheden om sine private anliggender. Men af den forklaring, han var nødt til at afgive, blev det klart, at han havde hellere villet dræbe den kone, han elskede, end at se hende i armene på en anden. Han fik vist nok ti års fængsel. Og han fortjente naturligvis straffen, for han havde myrdet et menneske. Men samtidig fortjener han respekt for det tiltrængte notabene, han satte ved nutidens mondæne og forløjede snak om ægteskabet. For ham var tingene ikke pjat. For ham havde de mening og form. Af omstændighederne blev han derfor drevet ind i tragedie, men langt hellere konflikt og konsekvens end den kvalmende snak om ’tolerance’, der anvendt på denne måde blot er et andet ord for menneskelig opløsthed og ligegladhed.” (Den danske dagligdag, side 69-70, 1973)

Hellere konflikt, konsekvens og hustrudrab end kvalmende tolerance. Selv små afvigelser fra det traditionelle, kristne ægteskab er Krarup imod, som for eksempel navneloven.

”Sådanne tankegange synes at have været fremherskende blandt dem, der har arbejdet med at lave en ny navnelov, og det resultat, der træder i kraft 1. april 1982, svarer til tankegangen. Her er det hele virkelig blevet ligemeget. Navnet er gjort til en privat opfindelse, som man skalter og valter med efter forgodtbefindende, og søskende kan da have hver sit efternavn, ægtefæller hedde noget helt forskelligt, far og søn, mor og datter: det er ligemeget. Smørblomst, dugdråbe eller Tarzan. Hvad er et menneskes navn andet end en tilfældig lyd i blæsten?” (I virkeligheden, side 87, 1986)

Slægtsnavnet er en gave, som mennesket skal forvalte på vegne af tidligere og kommende generationer.

”Det viser sig tydeligt derved, at begrebet slægtsnavn forsvinder og erstattes af begrebet efternavn. Et slægtsnavn taler nemlig om en historisk og dermed forpligtende sammenhæng. Via sit slægtsnavn er man et led af sin slægt, og således siger navnet én, at man ikke selv vælger sammenhæng og udgangspunkt og virkelighed. Jeg er! For i kraft af min fødsel af disse forældre er jeg noget bestemt, en historisk skabning, et væsen med forudsætninger og fortid, og denne elementære, givne menneskelighed holder slægtsnavnet mig fast på. Et efternavn derimod, det er kun et navn, der kommer efter. Fornavn, mellemnavn og efternavn. Det er den nye navnelovs betegnelser. Ligegyldige tal på en række. Ahistoriske og uforpligtende betegnelser for et på øjeblikkelige stemninger drivende væsen. Uden sammenhæng og vægt.” (I virkeligheden, side 88, 1986)

Navneloven, som giver mennesker ret til selv at vælge deres navn og vælge deres børns navne, er blot et udtryk for ligegyldighed.

”Familien kan i navnemæssig henseende være så spraglet som et kludetæppe. Ingen må hæmmes eller standses, for alle skal være lige. Og naturligvis bestemmer den nye navnelov også, at ægtefæller får forskelligt efternavn, medmindre de udtrykkeligt kræver at have et fælles navn…” (I virkeligheden, side 89, 1986)

Der skal blot en lille frihed til, før bånd imellem mennesker brydes. Forskellige efternavne er en opløsning af kærligheden imellem ægtefolk og deres børn.