I sin bog, ’En måned i efteråret’ fra 1987 med undertitlen ’Rapport fra en borgerkrig’, fortæller Krarup om forløbet omkring hans kampagne imod Dansk Flygtningehjælps indsamling året før, og sidst i bogen leger han med ideen om at starte et nyt parti. Politikerne vil frygte et sådant nyt parti, men Krarup mener, det er bedst at holde dem hen i frygt og uvidenhed. Men i midten af 90’erne opstår Dansk Folkeparti, som Krarup snart bakker op om. Han melder sig ikke ind som medlem, og nævner slet ikke muligheden for selv at deltage aktivt i partiet. Det er først i 2001, da Dansk Folkeparti tilbyder Krarup og hans fætter og kampfælle, Jesper Langballe, at stille op til folketingsvalget i november samme år, at de slår til. De bliver begge valgt ind, og pludselig er Krarup ikke den frie fugl og stridsmand, der helst kæmper alene, som han ellers altid har været. Han befinder sig i et parti, med alt hvad det betyder af partidisciplin og loyalitet mod partiets stærke kvinde, Pia Kjærsgaard, og hendes væbnere. Krarup ser Dansk Folkeparti som en forlængelse af den livslange kamp, han har ført imod alle ideologier. Han beskriver selv sin deltagelse i politik som ’national værnepligt’ og betegner skiftet fra en socialdemokratisk-radikal regering til en borgerlig regering støttet af Dansk Folkeparti som et ’systemskifte’. Krarup udtrykker med en vis tilfredshed, at han og Tidehverv mange år forinden havde forudset den indre og ydre trussel mod Danmark, som indvandrere og flygtninge, EU, kulturradikalismen, diverse ideologier og ikke mindst islam kom til at udgøre. Med i forudsigelserne hører også en ’folkelig modstandskamp’ mod magthaverne, et opgør Krarup ofte har talt for.

”Ét sted er der blevet talt klart og væsentligt om folkets og fædrelandets anliggender. Ét sted er kulturradikalismen eller den politiske korrekthed blevet taget ved vingebenet og udstillet i al sin ynkelighed, underlødighed og magtsyge. Vi har sagt sandheden, i al enkelthed. Vi har sagt sandheden om behandlersamfundet, om ideologiens hærgen, om humanismens menneskeforagt og om indvandringens og den multi-kulturelle ideologis ødelæggelse af et dansk menneskeliv. Dette har vi gjort (…) Og da vi netop sagde sandheden, og udviklingen derfor gav os ret, så er den situation nu indtrådt, hvor vi af gode grunde står stærkt i fædrelandet, og kulturradikalismen har svært ved at opretholde sin magt over sjælene. Vi havde ret. Det er forklaringen.” (Kære Søren, side 26-27, 2003)   

Krarup og hans allierede i Tidehverv sagde sandheden, og det gjorde de længe, og derfor er han i grunden både fader og fødselshjælper til Dansk Folkeparti.

”… hvad jeg mener med at kalde Dansk Folkeparti for en slags barn af mig er, at partiet voksede ud af den modstandskamp imod den politiske korrekthed, som Tidehverv måske nok var en slags centrum for (…) Jeg vil kalde Tidehverv et åndeligt kraftcenter, hvori et kristent og dansk menneskeliv er fastholdt og gjort levende, og jeg bekræftes deri ved at se de mange unge og velbegavede mennesker, som deltager i arbejdet. Vi har ikke ’vundet’, for vi deltager hverken i et væddeløb eller politik. Men vi har sagt den sandhed, som er ved at ændre Danmark.” (Kære Søren, side 28, 2003)

Men Krarup er også helt sin egen. Han ønsker ikke at modtage ordre som en tapper tinsoldat i rækkerne, og dette understreger han ved omvendt at underdrive sin egen rolle i dannelsen af Dansk Folkeparti og sin indflydelse i partiet.

”Jeg er nemlig ikke Dansk Folkeparti. Jeg har ingen adkomst til at tale på Dansk Folkepartis vegne. Var det Dansk Folkepartis mening, du ville kende, skulle du naturligvis skrive til Pia Kjærsgaard eller Kristian Thulesen Dahl eller Peter Skaarup, som alle ville kunne svare dig klart og fyldestgørende. Jeg er ganske vist blevet folketingsmedlem for Dansk Folkeparti og befinder mig fortræffeligt ved det, men grundlæggende er jeg mig selv – dvs. en evangelisk-luthersk sognepræst, der igennem mange år også har været forfatter, og som på det seneste har følt mit fædrelands skæbne så truet, at jeg har valgt at støtte det parti, der synes mig at kæmpe for det danske folks eksistens og fremtid.” (Kære Søren, side 8-9, 2003)

Krarup interesserer sig dog ikke for partipolitik og anser heller ikke sig selv som politiker.

”… Jesper og jeg er frie fugle i den forstand, at vi ikke er politikere og ikke har villet være det, men vi er i øjeblikket naturligvis loyale imod Dansk Folkeparti og det arbejde, der øves her. Igen vender jeg tilbage til besættelsestiden: vore forældre var gået ind i modstandsbevægelsen for at arbejde for Danmarks befrielse, og i den situation var de helt igennem loyale over for modstandskampens ledelse og fulgte parolen, i deres tilfælde fra Jens Toldstrup. På samme måde med os. Og ikke kun os, men med hele Dansk Folkepartis folketingsgruppe, for vi har alle sammen ét afgørende formål, som bestemmer os og skaber samarbejdsvilje og fællesskab.” (Kære Søren, side 52, 2003)

Krarup roser Pia Kjærsgaard, formand for Dansk Folkepartiet.

”Jeg vil ikke tage så meget som en millimeter af Pia Kjærsgaards danmarkshistoriske fortjeneste, som virkelig er meget, meget stor. Jeg plejer at kalde hende den danske Jeanne d’Arc, og jeg mener det. Hun kan ikke roses og fremhæves nok for sin ukuelige indsats til gavn for det danske folk. Historien vil give hende en ganske anden plads end den, et kulturradikalt medieliv vil unde hende.” (Kære Søren, side 27-28, 2003)

Krarup kaster også sin kærlighed over Anders Fogh Rasmussen fra Venstre, der var Danmarks statsminister i otte år i 2000-tallet, og som er en anden meget vigtig person i det, Krarup kalder systemskiftet.

”Jeg er rigtignok politisk amatør og ignorant og vil ikke give mig ud for at kende Anders Fogh Rasmussen, men gennem de senere år på Christiansborg har jeg jo lyttet til og fulgt hans færden, og det er min fornemmelse – min højst private fornemmelse – at han er rodfæstet i en dansk folkelighed, jeg er lige ved at sige en dansk folkekirkelighed (…) Tillige havde Venstres nye leder en fælle og støtte i Venstres partisekretær Claus Hjort Frederiksen, som på samme måde er rodfæstet i noget, der ikke er politik, men folkelighed.”  (Systemskiftet, side 54-55, 2006)

Krarup har ofte udtrykt sympati for politikere, der vil sænke skatten kraftigt og afskaffe velfærdsydelser, lige fra Mogens Glistrup til Ronald Reagan og Margaret Thatcher. Men efter han er trådt ind i Dansk Folkeparti og er blevet deres folketingsmedlem, er han blevet positiv overfor velfærdssamfundet.

”… det, jeg her definerer som velfærdsstaten i ordet ’behandlersamfundet’, det bekæmper jeg også helt og fuldt – og jeg kan forsikre dig, at det samme gør Dansk Folkeparti. Vi er et forsvar for borgerens frihed og ansvar. Vi er et forsvar for det enkelte menneskes samvittighed, for den private families ret til at opdrage sine børn uden ’eksperters’ tyranni, for danskerens ret til at leve sit liv uden at skulle uansvarliggøres af dem, der i godhedens og retfærdighedens navn overtager ansvaret. Det siger jeg ikke blot som min overbevisning, men også som min erfaring. Der er virkelig god og ægte vilje til at gøre, hvad der skal gøres. Men der er jo ikke ubegrænset magt og dermed mulighed. Dernæst vil jeg sige, at vi alle sammen har ét afgørende formål: Vi sidder i Folketinget for at kæmpe for Danmarks eksistens imod den nationale undergang, der ligger i indvandringen og EU. Dette er formålet. For at opnå noget her, kan det ske, at Dansk Folkeparti på andre områder ikke spiller så skarpt ud, som man ellers ville have gjort. Jeg accepterer det til fulde. Af hensyn til det altafgørende nationale formål kan vi blive nødt til at dæmpe os i andre sammenhænge. Sådan var det jo for resten også i modstandsbevægelsen.” (Kære Søren, side 61, 2003)

Krarup ser danske muslimer som en større trussel, end nazismen var. Selvom muslimerne er et religiøs mindretal, vil de snart blive flere end de kristne danskere.

”Jeg mener, at vi her står over for den alvorligste trussel i hele Danmarks tusindårige historie. Aldrig har danskerne hidtil måttet frygte at blive et mindretal i deres eget land, at blive fremmede og undertrykte i Danmark. Men det er perspektivet i den nuværende situation. Med denne indvandring af fremmede, der som muslimer ikke kan integreres i et kristent land, men som kun bliver stadigt mere fjendtlige af at skulle det, og hvor deres fødselsfrekvens i forhold til danskernes faldende peger på en fremtid, hvor de udgør flertallet i vores land – ja, dér står vi simpelt hen over for Danmarks undergang som danskernes land. Det forfærdeligste, jeg kan forestille mig. Det, som alle tidligere generationer i Danmarks historie har slidt og stridt for at undgå.” (Kære Søren, side 62, 2003)

Egentlig var der kun en grund for Krarup til at gå ind i politik.

”Dér er det dig og alt, hvad du er og holder af, der trues af undergang med en indvandrerpolitik, der i løbet af nogle generationer gør danskerne til et underkuet mindretal i deres eget land. Ingen sag kommer i alvor op på siden af indvandrerpolitikken. For mig. Intet spørgsmål udgør en tilsvarende trussel. For mig. Udelukkende på grund af denne trussel har jeg sagt ja til at blive politiker.” (Kære Søren, side 63, 2003)

Krarup har før beskrevet de borgerlige partiers valgsejr i 2001 som et systemskifte. Dermed mener han, at det var et folkeligt opgør med ideologiske politikere. De samme politikere som samarbejdede med den tyske besættelsesmagt under anden verdenskrig.

”I mine øjne var det nemlig ikke kun et nej til Nyrup og Co. Det var det også. Men det var herigennem et nej til det meste af et århundredes danske udvikling. Det var også et nej til samarbejdspolitikken under besættelsen. Det var et nej til Vilh. Buhl og hans kolleger, der i Danmarks dybeste nød allierede sig med besættelsesmagten og søgte at lokke befolkningen til at gøre det samme. Hvorefter Vilh. Buhl og hans kolleger efter befrielsen idømte dem strenge straffe, der havde lyttet til politikerne. Dér blev politikerleden grundlagt. Foragten for dem, der lyver skamløst for at bjerge sig selv. Leden ved dem, der bærer gyldne kæder for at hjælpe landet, men som kun hjælper sig selv.” (National værnepligt, side  28, 2009)

Krarup ser den samme modsætning imellem det danske folk og den tidligere socialdemokratisk-radikale regering, som der var i den kommunistiske østblok. Det danske folkestyre er lige så undertrykkende, som de kommunistiske regimer var.

”Man kunne under oprulningen af de østeuropæiske regimer, hvor det havde været magthaverne imod folket, en magtbevidst og magtfuldkommen klike imod den store, afmægtige befolkning, være kun alt for fristet til at trække paralleller til forholdene i folkestyret Danmark, hvor folket virkelig blev styret og i sig selv var hjælpeløst over for magtens ideologiske projekter, hvad enten disse drejede sig om kulturpolitik, familieliv eller indvandrerpolitik.” (I min levetid, side 269, 1998)

Men kommunismen er faldet, og i Danmark er de tidligere magthavere, blandt andet de store medier, nu trængt i defensiven.

”… det var de sidste dages hellige, der nu flokkedes i DR og Politiken, men selv i Politiken var de sidste dages hellige ved at føle sig ensomme og forladte. Systemet Politiken var ved at krakelere. Tøger Seidenfaden, chefredaktør på Politiken, søgte at samle sine tropper til et generalangreb på Anders Fogh og hans regering, men der viste sig også her at være mange høvdinge, men få indianere.” (Systemskiftet, side 63, 2006)

En ny modstandsbevægelse har sejret.

”Det korte af det lange er, at der i løbet af 1980’erne og -90’erne voksede en ny modstandsbevægelse op, og det glædelige er, at denne gang blev modstandsbevægelsen ikke henvist til magtesløsheden. Der skete noget i 2001.” (Systemskiftet, side 49, 2006)

Krarup skriver systemskifte med stort S.

”Du vil bemærke, at jeg her skrev systemskiftet med stort S, hvor jeg i første linie valgte det lille s. Et navn skriver man med stort og et navneord med lille, og det er min påstand, at systemskiftet i 2001 var Systemskiftet – en historisk begivenhed, der for så vidt indleder en ny epoke eller periode i historien. Jeg er lige ved at tro, at det er mig, der har lanceret ordet systemskifte om det, der skete i Danmark i forbindelse med folketingsvalget i november 2001.” (Systemskiftet, side 7-8, 2006)

Der har før været et systemskifte i dansk politik, og de, som vandt, havde magten i præcis hundrede år.

”Men i 1901 kom parlamentarismen til at herske, for hermed blev det afgjort, at det politiske flertal i Folketinget skulle danne regering – eller at ingen regering kunne blive siddende, som fik et flertal i Folketinget imod sig. Dette var Systemskiftet i 1901. Og vi skriver det med stort S, for dette skifte er blevet et navn, som udtrykker en historisk begivenhed.” (Systemskiftet, side 8-9, 2006)

Systemskiftet 2001 handler i bund og grund ikke om skat, jura, uddannelse eller andre politiske emner. Det er resultatet af det danske folks nationale opvågnen.

”Systemskiftet af 2001 var ikke så meget politisk som folkeligt – jeg er lige ved at sige åndeligt. Det var folket, tør jeg sige folkeånden, som da trådte i karakter og ændrede en linie, som bar en folkelig katastrofe i sit skød.” (Systemskiftet, side 9, 2006)

Men Krarup har efterhånden siddet i Folketinget nogle år, og med tiden er hans begejstring sunket, og han er blevet direkte skuffet over statsminister Anders Fogh Rasmussen, som han ellers holdt så meget af.

”… og så læste jeg en passus i statsministerens tale, som først fyldte mig med eftertænksomhed og siden med dyb skuffelse eller desillusionering. Jeg mener – jeg har rost Anders Fogh Rasmussen meget og offentligt. Jeg har sagt, at han efter mit skøn er den dygtigste statsminister i vores nyere historie, også fordi han forekom mig at være karakterfuld og forankret i en ægte dansk folkelighed, for ikke at sige folkekirkelighed. Jeg fandt rodfæstethed i Anders Fogh Rasmussens holdning (…) Det er en kosmopolit, der taler således. Det er en statsminister, der dyrker ’det globale’ og dermed ’udviklingen’ eller det ubegrænsede som den højeste og sidste sandhed. Her er ikke tale om at være sit sted og sit liv tro. Her er slet ikke tale om troskab og dermed om historie, om rodfæstethed.” (National værnepligt, side 74-75, 2009)

Desuden var Krarup også irriteret over, at Anders Fogh udtalte, at han ikke ser noget forkert i at homoseksuelle bliver gift i folkekirken.

”Jeg taler ikke om hans tåbelige og for mig helt uforståelige udsagn om den danske folkekirke i forbindelse med bøsse-vielser i folkekirken – som om en vielse kan gælde andre end den mand og kvinde, der indgår et ægteskab for at stifte en familie. Registreret partnerskab på rådhuset er fortræffeligt, for naturligvis skal homoseksuelle også kunne få deres økonomiske og arvemæssige forhold sikret. Men heller ikke på rådhuset er registreret partnerskab en vielse. Alle homoseksuelle er velkomne til at gå i kirke og modtage Guds velsignelse som alle andre kirkegængere. Men ’vielse’ – hvordan kan Anders Fogh Rasmussen dog sige noget så tåbeligt?” (Virkelighed og utopi, side 41, 2005)

Krarup anser nemlig homoseksuelle for at være handicappede, da de ikke kan få børn med hinanden, og han mener ikke, man skal gå og skilte med sit handicap og være stolt af det. Det blev ikke bedre, da Anders Fogh i foråret 2009 fravalgte statsministerposten til fordel for at blive generalsekretær i Nato. Ifølge Krarup skal en dansk statsminister tage vare på Danmarks interesser og ikke rejse verden rundt på vegne af en overnational organisation. I længden har det heller ikke været behageligt for Krarup at være underlagt partidisciplinen i Dansk Folkeparti, og samme år blev han irettesat af Pia Kjærsgaard for at sige, at en ørefigen eller endefuld kan være en naturlig del af en almindelig børneopdragelse. Det fik Krarup til at erklære, at det ikke var livets opfyldelse for ham at deltage i politik, men at han ville gøre arbejdet færdig og blive i Folketinget indtil det næste valg i loyalitet imod de vælgere, der havde stemt på ham. Så Søren Krarup er på vej ud af dansk politik, hvilket vel er ganske rimeligt, da han er over de 70, er Folketingets ældste medlem, og har kæmpet for sine standpunkter i 50 år. Og dog skal der nok komme en enkelt bog eller to mere, inden han for sidste gang lægger pennen fra sig.