Gud forpligter et kristent menneske til at elske sin næste som sig selv. Men det betyder ikke, man skal redde hele menneskeheden, for mennesket er af Gud sat et konkret sted i en konkret tid med konkrete næste. I første omgang betyder det ens familie og det menneske, der er ens nærmeste, men ens næste er også ens folk og fædreland, og med et fædreland og et folk følger en national historie, som man også er forpligtet overfor. Krarup beklager, at interessen for danskheden og Danmarks historie er døende og kalder til national vækkelse.

”Fortæl Danmarkshistorie! Fortæl om store og gode danskere i tidens strøm! Fortæl om dem, der hjalp deres fædreland, da det så sortest ud, og som efter befrielsen var med til at genrejse det. Således bliver dansk kultur levende og binder folket sammen.” (National værnepligt, side 71, 2009)

Danskheden er noget, man er født med ligesom forældre og søstre og brødre, så man skylder sit fædreland mindst ligeså meget som sin familie.

”Ordet national betyder egentlig det medfødte, og på den måde var den nationale eksistens, som kristendommen gør til den etiske opgave for et folk, et andet ord for troskab imod sine forældre og sit hjem. På dette grundlag blev den danske guldalder til, og det var også de indre, folkelige kræfter, som guldalderen forløste i danskerne, der hjalp os til at overvinde tyskernes oprør i 1848.” (Systemskiftet, side 14, 2006)

Netop i kampens stund, hvor undergangen truer, finder et folk sammenhold og kraften til at kæmpe for sin frihed.

”For højere til himlen og renere i luften er der, hvor et folk kæmper for sin eksistens og derfor står sammen i en fælles stræben og et fælles håb. Så trænges småligheden tilbage. Så bærer man byrder i fællesskab og bærer over med hinandens svagheder, fordi livet har væsentligere opgaver end kiv og sladder.”  (Synd tappert!, side 66, 1990)

Som et eksempel peger Krarup på den 8. brigades modangreb mod tyskerne under slaget ved Dybbøl Mølle i 1864, som danskerne havde tabt på forhånd efter en lang og bitter belejring.

”Men da de fåtallige danske soldater var drevet ud af skanserne ved det første stormløb, iværksatte den danske 8. brigade et modstød op ad landevejen mod Dybbøl Mølle og drev prøjserne tilbage for en stund, og en af de officerer, der førte de danske soldater frem mod den overmægtige fjende, og som selv faldt under angrebet, var kaptajn Harald Stockfleth, som kommanderede 2. kompagni. Da ordren til modangrebet kom, samlede han sit kompagni og sagde til dem: ’Lad os nu slutte os sammen i kærlighed, folk, og gå frem og tage lykken, som Vorherre vil give os den’. Jeg er lige ved at sige, at smukkere ord kender jeg ikke. Stilfærdigt, jævnt uden svulst og patos. Men i tro på Gud besluttet på at tage det liv, Gud nu vil give i denne situation. Sådan indledte 8. brigades 2. kompagni sit angreb op imod Dybbøl Mølle. Sådan blev deres opgave og embede sat. Har vi under vore særlige vilkår andet at gøre end som et dansk folk at sige til hinanden: Lad os nu slutte os sammen i kærlighed og gå frem og tage lykken, som Vorherre vil give os den.” (Kristendom og danskhed, side 48, 2001)

Tidligere sagde Krarup, at et menneske er ligeså forbundet med sit fædreland som med sin familie, men mennesket er nærmest mere forbundet med fædrelandet.

”Af denne moderlige kærlighed og dette hjemlige fællesskab lever et menneskebarn, og ingen skæbne er tungere end at være hjemløs og rodløs. Det ved den, der har prøvet det. Men det ved i grunden alle, og derfor hænger børnene ved deres hjem og folket ved dets fædreland. Uden for dette givne og hjemlige er verden kold og fremmed. Her kan intet hjerte slå rod og ingen sjæl finde føde. Og netop ordene hjerte og sjæl er grundord i folkeligheden, hvorved det understreges, at dét at høre til et folk eller at være dansk er et åndsanliggende.”(Hvad med Danmark?, side 152, 1987)

Mennesket har en personlighed, først og fremmest i form af sit fædreland, ikke i kraft af sin familie, uddannelse og arbejde, religion eller oplevelser og glæder og sorger her i livet.

”Hvis man ikke først er sig selv, er man ingenting. Hvis en dansker ikke vil være dansk, men bare vil være ’menneske’, så er han slet ingenting, for det er som dansker, han er menneske (…) Der er ingen af os, som er ’menneske’ i al abstraktion, men menneskelighed er noget konkret, hvad der vil sige, at vi er danske eller tyske eller franske eller tyrkiske, og kun som sådanne er vi mennesker.” (Dansk kultur, side 29-30, 1993)

Et menneskes nationalitet fungerer nærmest som instinkterne, der styrer et dyr.

”Det er bedst for danskerne at være danske, javist, men det er også bedst for tyskerne at være tyske og for iranerne at være iranske. Det er nemlig godt for et menneske at være sig selv, og sig selv er man kun i sammenhæng med sin folkelighed og sit historiske udgangspunkt. Jeg er født i Danmark, dansk er mit modersmål og danske er mine forfædre, og derfor er det umuligt for mig at være andet end dansker i en overtagelse af denne givne forudsætning, men det betyder ikke, at jeg regner mig for ’bedre’ end tyskere og iranere. Jeg konstaterer kun, at de er noget andet end jeg. Dette andet er bedst for dem. Deres mulighed for identitet og rodfæstethed ligger i et forhold til henholdsvis tysk og iransk folkelighed.” (Hvad med Danmark?, side 161, 1987)

En dansker er ikke bedre end mennesker fra alle mulige andre lande, bare fordi han er dansk. Den erkendelse kunne kalde til tolerance og en vilje til at forstå andre, men det gør den ikke for Krarup. Det har været sådan i historien, at den ene nation til tider forsøger at undertvinge den anden. Den slags er det ikke nødvendigt at ofre store ord på, men Krarup bruger dog i hvert fald mange ord, når han beskriver kærligheden til det danske fædreland. Store ord bruger kun nationalister, og nationalisme er en ideologi som så mange andre.

”Kærlighed til fædrelandet er da ikke en isme, en ideologi, en holdning. Det er noget grundlæggende, som man ikke taler om, endsige dyrker. Det er netop ligesom med ens forældre. Man snakker ikke ustandseligt om kærligheden til sin far og mor – i hvert fald ikke, hvis man er et ordentligt og redeligt menneske. Den slags gør kun frase- og fidusmagere. Hvad der virkeligt betyder noget for én, det tier man stille med. Det er forudsætningen for det hele, udgangspunktet for ens liv og én selv. Men man snakker ikke op om det. Ja, først når det er truet, bliver man sig det virkelig bevidst. Sådan er det med kærligheden til sine forældre, og sådan er det med kærligheden til sit land. Hvor ens hjem er truet af ruin, bliver man klar over, hvad det betyder for én. Hvor ens far eller mor bliver dødssyg, forstår man, at man er deres barn. Hvor ens land er truet af udslettelse, vækkes kærligheden til fædrelandet.” (Kristendom og danskhed, side 15-16, 2001)

Fædrelandskærlighed er ikke en ideologi. Det er derimod netop kærlighed, og derfor har Krarup ondt af, at man ofte forbinder nazismen med nationalfølelse.

”Derfor er intet mere misvisende end at kalde nazismen for en national ideologi, for ikke blot er det nationale altså helt og aldeles uforeneligt med noget ideologisk, men nazismen bygger jo også på racen, ikke på historien og sproget og landet. En Weltanschauung, ikke et eksistensvilkår. En ideologi, ikke et folks liv og ønske om at være sig selv.” (I min levetid, side 19, 1998)

Men i vore moderne tider med folkestyre og demokrati, bliver folket og kærligheden til fædrelandet underkendt og foragtet af de toneangivende politikere og magthavere, et modsætningsforhold, der går igen i Krarups forfatterskab. Han så gerne at politikerne lyttede til dette tavse flertal.

”Tænk, om der fandtes et offentligt liv, endsige en politisk indflydelse, som viste dette tavse flertal respekt og var solidarisk med det! Tænk, om der fandtes politikere, som forholdt sig til virkeligheden og ikke til ideologiske trompetfanfarer og som derfor var varsomme, tilbageholdende og i egentligste forstand konservative i forhold til den folkelige og menneskelige virkelighed i Danmark!” (Det tavse flertal, side 133, 1987)

Det danske sprog er en af søjlerne i danskheden, og politikerne har forsøgt at vælte denne ved at tilbyde modersmålsundervisning til flygtninge og indvandrere og ved at gøre engelsk til det sprog, der undervises på ved Danmarks højere uddannelsessteder.

”Vi er bange for, at dansk er ved at forsvinde. Vi er bange, for at dansk efterhånden synker ned til at være et almuesprog, som ikke kan benyttes af alle i landet i alle sammenhænge. Vi er slet og ret bange for, at en afgørende forudsætning for det danske folks fremtid er i færd med at forvitre og forgå.” (National værnepligt, side 157, 2009)

Krarup hylder det tavse flertal for at forsvare dansk sprog, kultur og folkeliv imod vekslende politiske strømninger, der blot følger moden og ikke kender til traditioner og historie.

”Det tavse flertal er pligtopfyldende, loyalt og sejt i sit forhold til ægtefælle, hjem, familie og fædreland, og derfor udgør det tavse flertal det folkelige rodnet, der holder sammen på Danmark – også i en ideologisk tidsalder, hvor opløste og utroværdige personer på offentlighedens tribune søger at ødelægge Danmark i frigjorthedens og selvrealiseringens navn.” (Det tavse flertal, side 133, 1987)

De menige danskeres konservative vilje til at bevare det Danmark, de har arvet fra tidligere generationer og århundreder, skal findes i deres kristne tro.

”Kultur uden den kristne forkyndelse, der sætter den absolutte instans og dermed den absolutte fordring og dermed igen eksistensens vægt og vægtfylde, er da ikke kultur – i hvert fald ikke dansk kultur.” (Dansk kultur, side 54-55, 1993)

Hvis danskerne ikke var herrer på slagmarken i 1864, så var og er vi det i ånden. Vi har en overlegen historie og kultur, og Krarup peger tilbage på nogle af de store personligheder, vi tidligere har haft i vores åndsliv.

”Vi kalder midten af 1800-tallet for guldalderen i dansk kulturliv, for på Københavns gader færdedes åndelige stormænd, Grundtvig, Kierkegaard, Oehlenschlæger, Thorvaldsen, Poul Martin Møller, H. C. Andersen og mange flere, som gjorde Danmark til en åndelig stormagt.” (Systemskiftet, side 13, 2006)

På den baggrund viser Krarup en vej for nutidens kulturelle liv.

”For der kan ikke laves kunst, hvor grundholdningen ikke er sympati og respekt. Der kan ikke skabes gode film, hvor grundholdningen er ideologiens og moralismens. Eller anderledes sagt: der kan først komme en ordentlig dansk filmproduktion, når manuskript og instruktør og skuespillere er loyale mod det danske folk og den danske virkelighed.” (Dansk kultur, side 29, 1993)

Hvis ikke kunsten er dansk, er det ikke kunst. Og kunst er ikke bare kunst, kunsten har et formål, og det er Danmark.

”Al god kunst er national – det er dette, der er sagen. Og national vil jo ikke sige en bestemt anskuelse eller et særligt program, men det vil sige solidaritet med den givne virkelighed. Vi må respektere os selv. Vi må respektere, at vi er dem, vi er, og vi må ud fra denne respekt for dansk folkelighed skildre mennesker i deres sammenhæng og særlighed. Så bliver det ægte. Så er det virkelige mennesker. Og så – det er det tankevækkende – bliver det en kunst, der har bud til alle mennesker og som for så vidt er international: netop fordi den er national og tager udgangspunkt i den foreliggende virkelighed og de virkelige, levende mennesker.” (Dansk kultur, side 29, 1993)

Krarup lægger en snæver ramme for hvad, der er dansk kunst og kultur, mange tidligere og nulevende danske kunstnere falder udenfor. Og det skyldes, at danskerne ikke interesserer sig for kunst, der ikke er dansk, og at de er optaget af deres traditioner og fordomme, og i fordommene ligger en dybere indsigt.

”… det virkelige, eksisterende folk, det tavse flertal, lever sit liv på en række erfaringer og fordomme, indhøstet gennem generationer, ja århundreder, og af dette folkelige grundlag udgår en virkelighed, der skal respekteres, fordi den indeholder en række seje, prøvede sandheder (…) At have fordomme er ensbetydende med at have ståsted og sammenhæng i sin tilværelse, for den, der er uden fordomme, befinder sig frit i luften svævende. I fordommene udtrykkes slægtens visdom. I sine fordomme værger folket sin eksistens og sig selv.” (Det tavse flertal, side 126, 1987)

Og alle de politiske og ideologiske kræfter, der vil kue det danske, tavse flertal, er slet ikke stærke nok.

”Men virkeligheden er Gud ske lov ikke så nem at afskaffe. Denne abstrakte ideologis huseren kan lukke munden på folk, men den kan dog ikke tvinge deres sind, og i længden er den derfor magtesløs. Når tiden er inde, vil virkeligheden i form af den enfoldige kærlighed til sit folk og fædreland skylle ideologien væk og give danskerne mulighed for atter at ånde frit og uanstrengt og holde af det Danmark og den danskhed, uden hvilken vi kun er halve mennesker.”  (Den danske nødvendighed, side 93-94, 1994)

Uden Danmark er vi danskere halve mennesker. Krarup giver et grumt eksempel på, hvor galt det kan gå, hvis kærligheden til fædrelandet bliver undertrykt af ideologiernes tyranni.

”Under denne ensrettende overtro lever vi, og det har for det første betydet, at i forbindelse med borgerkrigen i det tidligere Jugoslavien er forbrydelsen ikke blevet udpeget som den kommunisme, der tvang de forskellige nationer sammen i en overnational, diktatorisk union, men forbryderen er de nationaliteter, der jo var ofre for Titos forbryderiske regime. Når den ideologiske terror ikke kan fastholde grebet om sine ofre, vil ofrene naturligvis søge at slippe fri. Det fører til konflikt, hvis der ikke foreligger de nationale grænser, der er fredsstiftende. Dem har kommunismen i dette tilfælde jo søgt at udslette. Hvorefter den i FN’s ideologi formede opinion gør ofrene til forbrydere og stempler ’nationalismen’ som den store fare” (Den danske nødvendighed, side 92, 1994)

Kommunismens sammenbrud foregik dog generelt ganske fredeligt. I Sovjet var langt større og langt flere nationaliteter i end Jugoslavien, og de slap med nogle krige i Kaukasus. Jugoslavien var undtagelsen. Men man kan næppe lægge mere vægt på nationalitet, end Krarup gør, når man ser på, hvad der skaber et menneskes identitet. Du er dansker, og det går forud for alt andet.