Krarup er svoren modstander af EU, da Danmarks deltagelse betyder, at vi igennem bindende aftaler med de andre europæiske medlemslande begrænser vores nationale suverænitet og Folketingets ret til at til at skrive landets love. Danmark er en lille nation, og vores stemme har kun ringe betydning i EU, hvor det er de store lande, Frankrig, Storbritanien, Tyskland, Italien og Spanien, der sætter dagsordenen. Ifølge Krarup er Danmarks selvstændighed en illusion.

”Tilsyneladende er ingenting ændret. Landet ligger i havet som før, markerne grønnes og gror, traktorerne kravler over bakkerne, og skibe står ud fra de danske havne med Dannebrog i agterstavnen og sejler penge hjem til statskassen som hidtil. Billedet er intakt. Men dog findes der i mange en voksende fornemmelse af, at det hele er blevet en illusion, og at dette billede ved første stød kan løbe sammen i tusind småstykker og falde fra hinanden som en bilrude efter stenslag. Den sammenbindende kraft er ganske stille opløst. Rammen er faldet af, og derefter hænger billedet af Danmark og danskerne kun sammen på skrømt.” (Fædreland og folkestyre, side 9, 1974)

Krarup har dog forståelse for, hvorfor Vesteuropa fandt det påtrængende at skabe et samarbejde efter anden verdenskrig, der skulle binde nationerne sammen og forhindre krig i fremtiden.

”Da Europa lå i ruiner efter Anden Verdenskrig, var tanken opstået om et europæisk samarbejde, og tanken vandt almindelig tilslutning, for den var indlysende. Fra at have været verdens midtpunkt var Vesteuropa jo blevet reduceret til en svag og afhængig afkrog, klemt af nyopdukkede stormagter, hærget af kulde, sult og fattigdom; våbenraslen fra Øst skræmte yderligere de svækkede lande sammen, og ud fra en uundgåelig erkendelse af, at man var alle i samme båd, tog det europæiske samarbejde sin begyndelse i de første efterkrigsår.” (Fædreland og folkestyre, side 117-118, 1974)

Europa var blevet hærget af mange krige i det foregående århundrede, så gamle fjender skulle finde sammen. Alligevel lykkedes det at skabe et europæisk samarbejde.

”Heraf blev de europæiske samarbejdsbestræbelser til. De var så indlysende som noget kunne være i den forstemmende efterkrigstid. De kunne ikke møde modstand hos nogen i Europa, højst de kommunister, der parerede ordre fra Moskva og spekulerede i Europas splittelse og afmagt. Men afgørende for udviklingen blev det, hvilken form for samarbejde i Europa, der blev tale om.” (I min levetid, side 158, 1998)

Hvilket samarbejde? Et samarbejde mellem frie nationalstater, eller en sammensmeltning af Europas lande og folk? Krarup mener, det drejer sig om det sidste og endda langt mere end det.

”Tilsyneladende et politisk spørgsmål. Men jo i virkeligheden et folkeligt, kulturelt, ja teologisk spørgsmål, fordi baggrunden for Romtraktaten ubestrideligt var ideen om eet, forenet Europa, der ’uden ophør gøres stadigt snævrere’, som det hedder i Romtraktatens forord, og hvis realitet derfor var en tilbagevenden til Europa før reformationen, til det ene, hellige, katolske Europa, hvorfor det var sagligt rigtigt, når dette Europas grundlov hed Romtraktaten. Var Danmarks deltagelse i et sådant Europa ønskelig?” (Dansk kultur, side 64, 1993)

Krarup beskriver, hvordan det vil gå Europas nationalstater.

”Dette er formålet. Og så er der jo ikke noget at tage fejl af, for dette er ikke økonomi, ikke handel, ikke praktiske foranstaltninger, men det er forsøget på at skabe Europas forenede Stater, hvor de europæiske lande og folk kommes i en stor smeltegryde for således at omskabes til nye mennesker i en overnational statsdannelse.” (I min levetid, side 161, 1998)

Fra tilhængere af EU er det ofte blevet påpeget, at unionen udelukkende er politisk og økonomisk, og at dansk sprog og kultur kun vil forsvinde, hvis vi selv glemmer den.

”Vi er alle lige meget danske, når vi bor i Danmark, og skal den danske stat udslettes med beroligende henvisning til, at danskhed er et særpræg, de særprægede er i stand til at dyrke uden landegrænser, så er danskheden ved at blive en form for religiøsitet, der enten dyrkes i et nationalt tempel eller udstilles på et frilandsmuseum. Så bliver de bevidste til de omvendte, hvor omvendelsen er blevet et spørgsmål om en særlig bevidsthed, og så går det som omkring missionshusene: de omvendte afsondrer sig, og resten kan satan tage.” (I min levetid, side 163, 1998)

Men for Krarup er Danmark ikke bare en virksomhed, der skal give overskud. Danmark er mere end det.

”Men hidtil havde Danmark for danskerne ikke været en forretning, men deres fædreland. Derfor havde de døjet dårlige tider, store anstrengelser og endda krig for Danmarks skyld. I 1813 var landet gået fallit. Men folket havde ikke af den grund nedlagt det (…) At tilstanden var urentabel og upraktisk, var ikke nogen begrundelse for at lukke butikken. Det drejede sig om andet end indtjening. Viljen til at bære landet videre var stærkere end forretningssansen.” (Fædreland og folkestyre, side 127, 1974)

Nulevende danskere har fået Danmark som en gave, en arv, og det er vores pligt at bevare den og give den videre til kommende generationer. Men den 2. oktober 1972 stemte et lille flertal ja til, at Danmark skulle indtræde i EF.

”… Danmark er mere end os. Danmark er ikke bare os, men også vore forfædres og vore efterkommeres ejendom. Med 2. oktober har vi tiltaget os en egenmægtighed, der er foragt for såvel vore fædre som vore børn, og om ikke andet skal Danmarkshistorien være vores dårlige samvittighed og minde os om, hvad vi har gjort.” (Fædreland og folkestyre, side 30, 1974)

Krarup sætter et skel imellem det danske samfunds interesser og Danmarks og danskernes interesse.

”Målestokken var tydeligvis en henvisning til helhedens interesse. Men hvilken helhed? Der kunne være tale om to: landets eller samfundets. De to synes sammenfaldende, men behøver dog ikke at være det, for en samfundsmæssig interesse kan være overnational, hvor landets interesse ikke kan være andet end national. For den, hvem samfundsinteressen er sagen, vil landegrænsen kunne være en bagatel, der rettelig bør slettes til fordel for et større og mere effektivt samfund. Men for den, hvem landets interesse er sagen, er landegrænsen en nødvendig ramme og et forpligtende bånd.” (Selvbesindelse, side 131, 1976)

Hele det etablerede Danmark anbefalede at stemme ja i 1972, men der var mange menige danskere, der var imod dansk medlemskab af EF.

”Det var virkelig det officielle og magtfulde, for så vidt professionelle Danmark imod amatørerne, alle dem, der ikke havde tilknytning til et parti eller en organisation, men frygtede for Danmarks fremtid uden dansk selvbestemmelsesret. Folketingets partier minus SF var tilhængere, erhvervsliv og fagforeninger var tilhængere, næsten hele pressen var tilhænger. Overmagten var overvældende.” (I min levetid, side 166, 1998)

Med modstanden mod EF følger en folkelig opvågning, hvor danskerne blev bevidste om deres nationale identitet. Centrum for denne folkelige modstand blev Folkebevægelsen mod EF.

”… Folkebevægelsen selv var ikke i tvivl om, at den repræsenterede en spontan, folkelig rejsning. I lokalafdeling efter lokalafdeling arbejdede almindelige danske borgere sammen uden hensyntagen til stand eller partipolitisk opfattelse. Ungdommen var fremtrædende. Skoleelever gik med løbesedler og brochurer. Der var alle steder fordelingsgrupper med unge ben til trapper og opgange. Men der var også ældre kvinder til at skrive uden på konvolutter, og arbejdere og landmænd til at give en hånd med ved møder og organisation, og akademikere, handlende og studerende til at forfatte tekster, spytte i bøssen og gøre sig nyttig, hvor det skønnedes fornødent. Det var en folke-bevægelse. Og det viste sig mest derved, at de gamle symboler på det folkelige fællesskab fik mening igen. Man kunne bruge det danske flag uden at blive rød i hovedet. Ved Folkebevægelsens arrangementer sang man fædrelandssange, og situationen gav deres ord indhold og vægt. Meget, som var blevet kaldt for romantik eller regnet for historie, meldte sig med virkelighedens præg, fordi historien fik kød og blod under nutidens trussel.” (Fædreland og folkestyre, side 144-145, 1974)

Krarup sammenligner modstanden mod EF med modstandskampens nej til samarbejdet med den tyske besættelsesmagt.

”Besættelsestiden har altid været nærværende i min bevidsthed, og var dette ikke samarbejdspolitikerne om igen? Ligegyldighed med deres embede som danske politikere. Knæfaldet for ideologiske fraser på bekostning af national samvittighed og ansvarlighed. Det havde ofte vendt sig i mig, når jeg under striden måtte læse mig igennem EF-politikernes argumentation.” (I min levetid, side 171, 1998)

Politikerne løj under besættelsen, og det har de gjort siden.

”Politikernes fraser gled nu af befolkningen som vandet af en gås. Det var for så vidt ligesom i Østeuropa: folket havde fået nok. Hver gang var vi blevet fyldt med løgn. At EF kun var handel og økonomi. I 1972. At unionen var stendød. I 1986. Løgn havde det været, og nu ville danskerne ikke lade sig narre længere.” (I min levetid, side 274, 1998)

Til trods for modstanden mod EF eller EU stemte danskerne ja og ja og ja til alle aftaler om at udvide det europæiske samarbejde indtil 1992, hvor der for første gang blev stemt nej til Maastrichttraktaten, der skulle forvandle det Europæiske Fællesskab til den Europæiske Union. Danskerne sagde nej med et lille flertal. Derpå blev lavet et såkaldt nationalt kompromis, og fire danske undtagelser blev skrevet ind i traktaten. Dette sikrede et beskedent flertal ved afstemningen året efter den 18. maj 1993. Men det resulterede også i et voldsorgie på Nørrebro i København. Aktivister af forskellig venstreorienteret observans samledes på Sankt Hans Torv og tændte bål i de tilstødende gader og brød brosten op. Kampklædte betjente med hjelme, skjold, knipler og pistoler rykkede frem mod Sankt Hans Torv, men blev flere gange tvunget tilbage af den regn af brosten, som de voldelige aktivister sendte mod dem. Til sidst blev politibetjentenes situation så desperat, at de trak pistolerne og affyrede flere salver imod de stenkastende aktivister, og selv da de flygtede, blev der skudt mod dem. Seks blev alvorligt såret af skud. Krarup har sammenlignet modstanden mod EF eller EU med modstandskampen, men han har aldrig hyldet de stenkastende aktivister, de, som satte livet på spil for Danmark frihed.