Den menige mand. Det konkrete og forpligtede menneske. Det tavse flertal. Det kristne, danske folk. Krarups barn har mange navne. Men hvem er det danske folk, og hvad er det, der kendetegner landet og folket i forhold til andre nationer og folkeslag? Det må man som læser lede længe efter i Krarups bøger, og det forbliver en ubekendt faktor i det meste af hans forfatterskab, men der er et sted i en af hans bøger fra 70’erne, ’Selvbesindelse’, hvor han giver et klart svar. Her beskriver han, hvem det danske folk er, og hvordan de lever sammen i fællesskab omkring deres kristne tro, til hverdag, i sorg og til fest. Først om et større selskab på et husmandssted.

”Så beder husmanden, der er værten og faderen, gæsterne om at sætte sig til bords. Man skubber sig ind på bænken ved vinduerne. Det tager tid at komme på plads, men så sidder man der også og folder servietten ud. Der sænker sig en forventningsfuld tavshed i rummet. Men inden de dampende suppeterriner bæres ind fra køkkenet, siger værten, som er blevet stående ved sin bordende: ’Åge, vil du synge?’ Og naboen Åge, som har en god sangstemme, synger for på bordverset – ’regn os til dit vennelag’. Alle kender det og synger med. Så kommer suppen på bordet. Denne vært synger ikke bordvers til daglig. Han går ikke ofte i kirke. Han er ikke anderledes end sine naboer. Men når der er fest i hans hjem, synges der som den naturligste ting af verden et bordvers, i hvilket man taler til Gud, og – hvad der også virker ligetil: det samler selskabet og skaber fællesskab. Hermed er man i anden forstand end den bogstavelige sat sammen. Husmanden vil hverken demonstrere eller være sig noget ekstraordinært bevidst. Men når der er fest, skal en salmestrofe forsamle dem, der er kommet i hans hus. Så kan der festes i jævnhed og på lige fod.”  (Selvbesindelse, side 39-40, 1976)  

Dernæst om en søndagsprædiken efter konfirmationer i kirken.

”De er alle til alters. Fædrene og mødrene i det pæne tøj følger barnet op i koret og modtager brødet og vinen, som siges at være Jesu kød og blod. De er stille og opmærksomme. Grove, arbejdsvante hænder modtager den spinkle oblat og holder forsigtigt om vinbægeret. Det ene hold afløser tavs det andet ved alterskranken. Gårdejere, håndværkere, husmænd, arbejdsfolk, funktionærer. De lytter til ordene, som tilsiges dem. Mange har været der med ældre børn, men siden har de ikke været der. De er almindelige mennesker. Og som en given sag går de med deres nykonfirmerede barn til alters og bliver almindelige – til mennesker, der deler fælles kår og er på lige fod som næste med næste. Fællesskabet konstitueres. Så kører de hjem igen, og inden længe skal en del i arbejdstøjet for at røgte i stalden, og næste dag er det mandag, hvor resten skal på arbejde. Hverdagen går videre. Men man er i samme båd. På en eller anden måde er de sat sammen om det samme liv på de samme betingelser. De er venstrefolk, socialdemokrater, radikale. De har forskellige anskuelser og meninger. Men alligevel er de blevet solidariske med hinanden på en måde, de ikke nødvendigvis er sig bevidst, men som de fatter og accepterer. De er kirke. De er folkekirke.”  (Selvbesindelse, side 40, 1976)

Følgende beskriver Krarup, hvordan han blev modtaget i Seem sogn, da han sammen med sin kone kom som nyuddannet teolog fra København for at være den nye præst i sognets kirke.

”Vil man komme til at holde af sine landsmænd, skal man møde dem som præst i den danske folkekirke. Deres loyalitet, hensynsfuldhed og overbærenhed er uden grænser. De optager alt i bedste mening. De undskylder og bortforklarer ens fejl og dumheder. Deres taktfuldhed er lige så stor som deres solidaritet. En grøn sognepræsts forlegenhed bliver afhjulpet på en måde, der er lige så fin som den er selvfølgelig, hans hjælpeløshed bliver rådgivet så varsomt og kultiveret som var han faldet blandt adelsmænd. De trænger sig ikke på, men de er altid rede til at støtte ham. De stiller ingen krav, men der er altid et fællesskab, hvor han kommer hen. Præsten regnes ikke for noget særligt, men han regnes uden videre for een af deres egne, og så optager de ham iblandt sig med en godhed, der forhindrer ham i at føle sig alene.” (Selvbesindelse, side 41-42, 1976)

En del af en præsts gerning er at velsigne de døende for en sidste gang, og det er aldrig en let opgave, især ikke de første gange. Men selv i sådan en situation er Krarups sognebørn opmærksomme og omsorgsfulde overfor deres uprøvede præst. Krarup beskriver sig selv i anden person.

”Da en dødsmærket gammel mand var blevet taget til alters i den nærmeste families nærvær og præsten stod rådvild i sin præstekjole efter handlingen og ikke vidste, hvad han skulle sige, og hvordan datteren da, en gårdmandskone fra sognet, uden sentimentalitet og bedreviden, men med fordringsløs selvfølgelighed og en gammel kulturs finhed i sit væsen gik hen til sin faders seng og tog ham i hånden og sagde: ’Til lykke og velsignelse!’ – og hvorledes situationen dermed blev sat på plads i sin sammenhæng. Eller da han besøgte en gammel kone, som heller ikke ville komme til at rejse sig fra sin seng igen, og han famlede efter ordene og fremstammede intetsigende klicheer, og hvordan hun – der var helt klar over sin tilstand – rakte ham sin salmebog og med myndig naturlighed bad ham synge den salme for hende, hun gerne ville høre.” (Selvbesindelse, side 42, 1976)

I det daglige viser sognebørnene Krarup samme omsorg. Igen taler han i anden person.

”Eller da han havde spillet fodbold om formiddagen og hele holdet var i kirke om aftenen. Eller da han havde glemt parkeringsskiven på byens hovedgade, og en arbejdsmand fra sognet, der var ved at lægge rør ned og genkendte bilen, fremskaffede en parkeringsskive og satte den på plads i præstens fravær – for ’vores præst skal ikke ha’ en bøde!’ Eller da han havde glemt flaget om aftenen, og naboen, der stod op ved morgengry for at malke, fik øje på det og gik hen og hejsede det ned, for at ingen skulle få noget at grine ad. Eller den beskedenhed, hvormed de i begyndelsen undskyldte, at de var så vant til at sige du, at de ikke kunne huske at sige De, sådan som den unge københavner var vant til. Eller den selvfølgelighed, hvormed de inviterede ham med til deres familiefester. Eller den takt, med hvilken de accepterede hans særligheder og forsvarede ham over for fremmede. Eller da han begyndte at gå på jagt, og de inviterede ham med på deres jord og bortforklarede hans forbiere og oplærte ham i kunsten. Hensynsfuldt og overbærende. Åbne døre og forudgiven accept. Et fællesskab, der bare var.” (Selvbesindelse, side 42-43, 1976)

Og hvad er det, der gør, at danskerne er så gode og venlige, ikke bare mod deres unge, uerfarne præst, men naturligvis også imod hinanden? Det er den luthersk-evangeliske kristendom, som de finder i den folkekirke, hvor de mødes i fællesskab.

”Salmesang, skriftlæsning og prædiken ånder et indhold af menneskers fælles afmagt over for liv og død og fælles henvisthed til Guds nåde – og så går folk ud af kirken og ved af et fællesskab, som mennesker ikke kan løbe fra. Det præger disse folk. Det er med til at gøre dem til de retsindige og fordringsløse danske mennesker, de er. Det bidrager til husmandens stilfærdige lune, arbejdsmandens venlighed, gårdejerens oprigtige deltagelse i naboernes lyst og nød. Når der er begravelse i kirken, er den fuld af folk, som vil følge den døde til graven, og bagefter deltager de i mindesammenkomsten i forsamlingshuset for at vise de efterladte, at de er ikke alene. Der sladres meget lidt om andre. Der kan falde en bemærkning om deres mærkværdige levned, men den falder uden malice, konstaterende og undskyldende. Det underforstås, at vi andre er vel ikke bedre. Man omgås hinanden uden skelen til indtægt og social status og spiller kort med dem, man sad til bords med, og til de store fester danser man sammen af hjertens lyst, unge og gamle, stivbenede og springfyre. Der er plads til alle på gulvet. Der er plads til alle i sognets fællesskab, og der er skønsomhed inden for fællesskabet.” (Selvbesindelse, side 44, 1976)

Der er dog nogle, der ikke bryder sig om og ikke ønsker at deltage i danskernes fællesskab. Men de er få og vil heldigvis helst bare holde sig for sig selv.

”Der kommer nye folk til sognet. De har spædbørn og skal have navn til dem. De kommer til præsten, men børnene skal ikke døbes, for forældrene er udmeldt af folkekirken. De er ’politisk bevidstgjorte’ og færdige med spørgsmålet. De har selv fundet på kælenavne til deres børn og er vrede over, at der kan blive vanskeligheder med navnenes godkendelse (…) De forlanger henvendelse til kirkeministeriet med klage og krav om navne, der er ukendte og ubegribelige lyde. Efter en ventetid kommer tilladelsen. Det ugifte par drager hjem til deres børn med navne, som ingen nabo kan genkende eller identificere. Men de bryder sig ikke om naboer. De er højtuddannede og i stand til at ’gennemskue’ de sociale strukturer og afsløre ’det her samfund’. De kommer ikke sammen med nogen. De er ikke med, når der er nabogilde og fest i forsamlingshuset og fødselsdage i gaden. De hejser ikke flaget for nogen. De tager ikke del i sognets foreninger og fællesskab. De betragter det med overbærenhed. De anser bønderne og håndværkerne og arbejdsmændene for at være bevidstløse ofre for et senkapitalistisk samfunds manipulation. Og hver morgen lukker de deres dør og kører til undervisningscentret for at yde et bidrag til de bevidstløses bevidstgørelse og befrielse fra en falsk bevidsthed. De er ikke folkekirke.” (Selvbesindelse, side 41, 1976)

Men de, som ikke tilhører folkekirken, holder sig for sig selv og genere heldigvis ikke andre. Det, der kendetegner folkekirken, er, at folk, kirke og kristendom forenes i ét, hvor Gud rækker ud mod mennesket og ikke omvendt.

”Men er kirken præstens? Nej, kirken er folkets, og til folket hører præsten. Det er det, der udtrykkes i barnedåben. Den er i sig selv den allerklareste prædiken. For det lille barn kan højst bøvse eller tisse i bukserne. Forstå noget kan det ikke. Sige noget kan det heller ikke. Og sige ja til at blive døbt kan det slet ikke – hvorved det understreges, at dåben handler ikke om menneskers ja eller nej til Gud, men om Guds ja til mennesker.” (Selvbesindelse, side 51-52, 1976)

Mennesket er synderen. Men vi får nåde, tilgivelse og Guds kærlighed helt frit og uden betingelser.

”Dåben er altid ufortjent. Derfor har vi barnedåb. Det er i lige forlængelse af evangeliet. Frelsen modtages. Og således er vi alle børn for Vorherre – lige tomhændede og magtesløse. Og således er dåben et menneskes eneste kvalifikation, og til den har ingen kvalificeret sig.” (Selvbesindelse, side 52, 1976)

Gud kalder på mennesket igennem kirkens klokker, som derved siger, at vi har en plads i verden blandt vore næste, som vi skal være tro.

”Det kald til solidaritet ringes hver dag ud over Danmark af klokkerne i kirken, over flade enge og marker, over forstædernes nybyggede parcelhuse, over storbyens larm af biler og busser, ringes regelmæssigt og uden påtrængenhed ind i danskernes øren og sind. Kirkeklokken går ud fra et fællesskab, der er der i forvejen – syndernes fællesskab, der i dette land bliver til et folkeligt fællesskab, i hvilket alle har lod og del. Ordet om Gud sætter os sammen om det givne, landet, sproget og historien, og således bliver vi til mennesker, der deler skæbne med hinanden. Klokken minder os om det.” (Selvbesindelse, side 55, 1976)

Kirkens klokker tvinger ingen, men den lyder for alle mennesker og fortæller om et sted, hvor de er sat fri fra deres synder, folkekirken.

”Klokken er folkekirkens røst, for den lyder til unge og gamle, stærke og svage, gode og onde. Klokken kan høres af enhver. Men klokken tvinger ingen. Der er forskel på en kirkeklokke og en ringeklokke. Der er intet vækkeur, intet kontrolsignal, intet krav forbundet med kirkeklokken. Der er kun bestandighed og fællesskab i dens røst. Hvor den lyder, er der et fristed og et samlingssted.” (Selvbesindelse, side 55, 1976)

Men nogle vil ikke høre klokkerne kalde og ønsker ikke at være del af det fællesskab, deres ringen fortæller om.

”Det sker, at børn af forældre, man har lært at kende og sætte pris på, kommer og vil meldes ud af folkekirken. Der er jo ikke andet at gøre end at tage det til efterretning og føre det ind i kirkebogen. Vi veksler et par ligegyldige ord, for det er ikke min affære, og så siger vi farvel til hinanden. Vorherre klarer sig jo nok. Men tilbage i én sidder der en blanding af sorg og ærgrelse over, at forbundetheden med os andre agtes så ringe. Nå, så du gider ikke være i båd med dine forældre længere, tænker man. Du er blevet et udviklet menneske med et selvstændigt åndsliv, der umuligt kan dele folkets beskedne vilkår mere. Du har lært at sige fine ord og er nu for fin til at tage dit fattige fædreland og dets uanselige folkekirke alvorligt… Der er noget trist ved det. Et led af vort folkelige fællesskab er bristet. Men der er også noget harmeligt ved det, for dette fællesskab svigtes under påberåbelse af hovne attituder. De omtalte foragtere af folkekirken siger altid de og ikke vi. De er ikke medansvarlige. De stiller sig udenfor og ser – blaserte og ’politisk bevidste’ – ned på det jævne fællesskab, folkekirken repræsenterer, og i hvilket deres forældre, familie og søskende i al stilfærdighed har hjemme.” (Selvbesindelse, side 47-48, 1976)

Det er deres egen beslutning at fravælge folkekirken, og Krarup prøver ikke at omvende eller overbevise dem om noget andet. Men deres beslutning vækker en vis sorg og smerte hos ham.

”Det er det harmelige ved denne holdning. Derfor er det, at den får præg af et slags forræderi, og derfor bliver man ikke kun harm i hu, når man støder på udslag af den. Det er også en skam, at fællesskabet således svigtes. Folk er alt for hæderlige til at blive kasseret med en frase. På den måde kan man ikke være bekendt at sjofle sin familie. Herregud, hvisker det i én, når man lukker døren efter den retfærdigt udmeldte: du kan tidsnok få brug for det fællesskab, du nu kaster vrag på.” (Selvbesindelse, side 50-51, 1976)

Ja, der er altid nogle få, som er trodsige og ikke ønsker at være en del af fællesskabet, men det ændrer ikke på, at Seem sogn er et dejligt sted. Seem er ganske vist blot en lille by på landet med kirke, købmand og forsamlingshus som hundredvis af andre småbyer i Danmark. Her lever den gamle landbokultur stadig, selvom husmandssteder og gårde er forsvundet til fordel for landbrug med flere hundrede tønder land jord og store bedrifter af køer, svin eller høns, og hvor kun et fåtal er beskæftiget i landbruget. Men Seem sogn er et dejligt sted, selvom det ikke er anderledes end så mange andre små sogne spredt ud over Danmarkskortet. Og grunden til det skal nok findes i, at folk er hjælpsomme, venlige og gæstfri. Man taler måske nok om hinanden, det gør man sikkert meget, men man hverken sladrer eller bebrejder hinanden. Det er fællesskabet i folkekirken, deres kristne tro og deres præst, som har gjort dem til de hjertensgode mennesker, de er. Seem sogn er et lille, dansk, folkekirkeligt Utopia. Men udenfor Seem sogn, i det øvrige Danmark, fra Skagen til Gedser, fra Esbjerg til Christiansø, i by og i land, i Jylland og på Danmarks mange øer, dér sladrer man om hinanden. Dér ser man hinandens fejl, og luften er tyk af bagtalelse og onde ord. Dér er der kiv og nid imellem gamle venner, far og søn, mor og datter, mand og kone, nabo og nabo imellem. Dér er der ingen kærlige ord imellem præst og menighed, rig og fattig, folk og øvrighed, Gud og menneske. Dér lever man i kamp og strid med sin næste, jalousi og skadefryd trives, og hvert enkelt menneske må stå ansigt til ansigt med slid og slæb, sorg og smerte, sygdom og død, og en verden, hvor varme og lykke kun kommer i små dryp nu og da. Og imens kirkeklokkerne ringer fra tårnet i Krarups sognekirke og kalder ung og gammel, større og mindre syndere, tvivlere og troende, så lyder der en jamren fra det øvrige danske land og folk: ’Åh, Søren Krarup! Om jeg dog bare boede i Seem sogn!’