For Krarup er folkestyre eller demokrati ikke en bedre styreform end enevælden, som afskaffede sig selv og gav danskerne lov til at skrive en grundlov og lade folket vælge deres egne ledere i 1848. Demokratiet blev dog først fuldt indført i Danmark i 1915, da kvinder fik stemmeret på lige fod med mænd, men det første vigtige skridt blev taget i 1848. Faktisk er Krarup ganske kritisk overfor den måde folkestyret har udviklet sig i Danmark frem til vore dage, hvor landet styres af partier, som har hver sin samfundsgruppes interesser at pleje, mens han kun har rosende ord til overs for de enevældige konger, som han mener, har formået at regere til det samlede danske land og folks vel. Og folket er altid udgangspunktet for Krarup. Uden et samlet folk vil kaos herske.

”… folkestyre forudsætter een eneste ting: det forudsætter et folk. Hvis der skal være villighed og vilje til at tale sig til rette om de politiske problemer, må der findes et fællesskab forud for samtalen. De uenige må være enige om den afgørende sag. Der skal i alle parter være den tillid til modparten, at han til syvende og sidst trækker på samme hammel som én selv. I modsat fald kan magtforholdet ikke ordnes via en stemmeseddel. Så er den gensidige mistillid for dyb. Så dukker borgerkrigslignende tilstande frem som en sandsynlig mulighed. Og så bryder folkestyret sammen. Uden folk intet folkestyre. Og uden en national identitet intet folk. Det er loven for folkestyret (…) Og den rigtige politiske løsning er så den, der er til hele landets tarv.” (Selvbesindelse, side 142-143, 1976)

Danskerne lever i deres fædreland, nationalstaten Danmark, og derfor har vi et fælles mål. Krarup afviser tanken om, at der i Danmark er forskellige samfundsgrupper med forskellige interesser, som brydes i en vedvarende kamp. Og ønsket om magthavere, der tjente det danske folks fælles sag, gjorde, at danskerne gav kongen enevældig magt for over trehundrede år siden.

”Dengang enevælden blev indført i Danmark i 1660 i et samspil mellem konge og folk, var det ikke fordi folket var blevet forelsket i kongen. Det var for at finde beskyttelse mod adelen. I tiden forinden havde adelen siddet som en udbytterklasse eller en besættelsesmagt på nakken af folket, og da denne adel i enhver forstand havde spillet fallit under svenskekrigene og svigtet landet, benyttede folket lejligheden til at skaffe sig udbytterne fra halsen. Hertil kunne kongen hjælpe.” (Den danske nødvendighed, side 57-58, 1994)

I 1848 blev enevælden så afskaffet til fordel for folkestyret, og intentionerne var gode, men snart opstod der en ny adel, presse og partipolitikere, som tiltog sig magten på bekostning af folket.

”Da enevælden blev afskaffet i 1848 til fordel for folkestyre, betød folkestyre ikke folke-styring, men det modsatte: at folkets egen røst og vilje skulle styre landet – og hertil tjente frie og almindelige valg. Det var før partierne havde erobret valgene og bestemt, hvem der skulle vælges. Det var også før medierne havde bestemt debatten. Og den udvikling, der fra Forfatningskampen i forrige århundredes afslutning bevægede sig i retning af partiernes og mediernes enevælde, havde sine skarpe og vågne kritikere. Det er følgerigtigt, at disse kritikere blev udnævnt til reaktionære folkefjender af den nye adel, partipolitikerne og pressen.” (Den danske nødvendighed, side 58, 1994)

Fra da af frygtede politikerne det folk, de herskede over.

”… folkeafstemninger er den folkelige manifestations mulighed i et system, der altid vil tendere mod partivælde og partistandpunkter, og hvor folkestyre er blevet folke-styring eller ophævelse af folket, er der grund til at genoplive tanken om referendum. Et tydeligere bevis på folkeafstemningens nødvendighed end den panik, den skaber blandt politikerne, kan vanskeligt tænkes. De hader folkeafstemninger så inderligt, fordi de frygter dem så såre. Men netop dette er folkeafstemningens begrundelse. Sandheden er, at referendum udgør folkets forsvar mod politikerne. Vi har ingen konge at ty til som i 1660.” (Den danske nødvendighed, side 62, 1994)

Det danske folk har i vor tid ingen konge at vende sig imod og gøre enevældig i selvforsvar mod den nye adel, presse og politikere. Dog har vi danskere en dronning, som vi alle holder meget af, og som kan trøste os.

”Vi har i dette land alle sammen den største beundring for vores dronning. Vi ærer hende for hendes troskab mod Danmark og sit embede som dansk regent. Vi er hende taknemmelige, fordi hun helhjertet er fælles med sit folk og bærer de – ofte tunge – byrder, som hendes embede pålægger hende. Men det er et embede i frihed, hun beklæder, for ingen tvinger hende. Ikke andet end hendes egen samvittighed og pligttroskab. Hun er fri, og vi er frie. Så meget større er vores respekt og tak for hendes usvigelige loyalitet mod vores fælles forudsætning.” (National værnepligt, side 142-143, 2009)

Vi danskere er tro mod vores dronning og vores kongehus, og vores dronning er tro mod sit folk.

”En hjemlig illustration af forholdet fra den seneste tid: I forbindelse med dronning Ingrids død var der jo mange og lange udsendelser i dansk fjernsyn, og udvalgte journalister og eksperter udtalte sig om stort og småt. Men ét var de allerfleste enige om. De sagde, at kongedømmet i virkeligheden var ’anakronistisk’ – dvs. at kongedømmet var forældet, fortidigt, forbi, at kongedømmet var udtryk for en fuldstændig misforståelse i dag og hørte hjemme i, hvad marxismen kalder historiens skraldespand (…) Men samme fjernsyn viste i øvrigt igen og igen, at alle danskere sluttede op om kongedømmet og bragte blomster og lys til kongeslottene og udtalte deres store beundring for og kærlighed til den kloge, gamle dronning, der var død. Folket støtter kongehuset. Massivt. Ubetinget. Ikke en eneste erklærede sig som modstander af kongedømmet. Men den politiske korrekthed, der fører det officielle ord i danske medier, sagde, at kongedømmet er anakronistisk.” (Kristendom og danskhed, side 112-113, 2001)

Krarup opfordrer han ganske vist ikke os danskere til at vende os imod dronning Margrethe i denne nødens stund, hvor Danmark er regeret af partiinteresser og ideologier. Og dog kan kun en enevældig monark redde os, for i ham eller hende er Danmarks sag samlet.Danmarks samlede sag. Det er kongens og Krarups mål.

”Når politikerne glemmer helheden under det partipolitiske slagsmål, må nogen have myndighed til at fastholde dem på den. En sådan samlende myndighed udgjorde kongen (…) Man skal nemlig ikke være blind for, at kongens interesse i at bevare sit arvede rige gerne kan falde sammen med folkets interesse i at bevare sit fædreland. For folket er som folk afhængig af fædrelandets beståen. At være et folk vil sige at være en levende organisme, der er bundet til sit landområde, sin historie og sine deraf skabte grænser.” (Fædreland og folkestyre, side 14-15, 1974)

Kongen har fået sin magt på Guds nåde, og derfor er han synder og skyldig overfor Vorherre, og med Guds nåde følger et særligt ansvar.

”For egentlig er kongen jo konge af Guds nåde. Altså er kongen ikke guddommelig, men et skrøbeligt menneske, der af Gud har fået sit bestemte embede at forvalte.” (Den politiske syge, side 97, 1979)

Krarup er positiv overfor enevælden, fordi det i næsten to århundrede sikrede Danmark som en fri nationalstat med et frit folk. Enevælde, adel eller folkestyre og demokrati. Det er ligegyldigt, så længe Danmark består.

”… den enevældige konge (…) havde reddet landet efter katastrofen 1658-59, hvor Danmark var på afgrundens rand, og dermed er det egentlig ikke styreformen, der er af betydning. Det er, hvad der gavner landet. Styreformer er som moder, der kommer og går, men moden er jo kun til for at klæde personen.” (Dansk kultur, side 17-18, 1993)

Forskellen på enevælde og demokrati er ikke interessant.

”… i en sådan opfattelse forstås enevælden som middel. Den er ikke målet, for målet hedder Danmarks rige. Hvor adelens styre gavnede landet, var adelsstyret godt. Da adelen svigtede landet, måtte en anden magt overtage styret og tage vare på landet. Det blev den enevældige kongemagt som eneste foreliggende mulighed (…) Det lå imidlertid i sagens natur, at når styreformen er et middel, fordi Danmark er målet, kunne der komme den tid, hvor enevældens berettigelse var forbi, fordi dens muligheder var udtømt, og en anden magt eller styreform skulle da tage vare på Danmark.” (Dansk kultur, side 18, 1993)

Oplysningstidens tanker om trykkefrihed og ytringsfrihed kom for en kort periode til Danmark. Frederik den 5. havde en stor interesse for kunst, men han drak meget og døde tidligt, og hans søn, Christian den 7., blev konge i en alder af sytten år. Men den nye konge var stærkt sindslidende, og i 1769 fik han en tysk livlæge, Struensee. Struensee fik snart magten over den unge, sindsforvirrede konge og indførte sine moderne oplysningsideer i Danmark på vegne af kongen. Det danske embedsmandsværk var besat af tyskere, og embedssproget var tysk. Der kom dog snart et opgør, Struensee blev sat fra magten og henrettet, og hans reformer blev rullet tilbage. Opgøret havde et nationalt præg, embedsmænd skulle fremover være danskere og embedssproget dansk, men enevælden fik lov at bestå som hidtil.

”Der var på Guldbergs tid ikke noget folkeønske om at ændre styreformen, men tværtimod en stærk loyalitet i folket over for den enevældige kongemagt. Der var i Danmarks situation intet, som nødvendiggjorde en forandring. I forhold til hvad var Stuensees anskuelser af staten sandere end Guldbergs?” (Dansk kultur, side 19, 1993)

Det at være dansk betyder også, at man er forpligtet overfor historien, hvilket vil sige at bevare Danmark som en uafhængig og fri nation. Dette er målet. Målet er aldrig en bestemt ideologi eller styreform.

”Men forandringen var aldrig et ideologisk spørgsmål. Det var ikke af hensyn til ideologien om fremskridt, frihed, tolerance og menneskerettigheder, styreformen skulle ændres – sådan som de liberale og efterfølgende ideologer af varierende art og farve har hævdet. Det var udelukkende af hensyn til det konkrete land og den givne opgave. Og vil man i stedet for at knytte styreformen til den konkrete og historisk givne opgave, som hedder Danmarks eksistens og selvstændighed, knytte den til en ideologi, så dæmoniseres styreformen, for så bliver den til mål i stedet for middel, så får vi hellige samfund med hertil hørende inkvisition og kætterudryddelse. Så bliver f.eks. demokrati til demokratisme” (Dansk kultur, side 18, 1993)

I slutningen af 1800-tallet begyndte en forfatningskamp, der endte med at afskaffe det tokammersystem, hvor Landstinget stod over Folketinget, og til sidst gav Folketinget den fulde ret til at vedtage og skrive Danmarks love.

”For hundrede år siden begyndte den forfatningskamp, som kom til at bestemme det danske folkestyres karakter. Forud var gået en lykkelig tid, hvor Grundlovens vedtagelse i 1849, landets overvindelse af det slesvig-holstenske oprør i Treårskrigen og folkets fremdrift og frigørelse skabte folkelig opblomstring og samling. Dette tog en brat ende med 1864, og følgerne af nederlaget blev indbyrdes splittelse.” (Fædreland og folkestyre, side 12, 1974)

Det var først og fremmest dannelsen af politiske partier, der udvandede folkestyret, og Krarup peger på, at det enkelte folketingsmedlem ifølge grundloven kun er forpligtet overfor sin samvittighed. For ham burde Folketingets medlemmer ikke tilhører partier, men tage stilling fra sag til sag.

”I paragraf 56 i grundloven hedder det, at ’folketingsmedlemmerne er ene bundet ved deres overbevisning og ikke ved forskrift af deres vælgere’. Rettelig forudsætter denne paragraf da en overbevisning hos hvert medlem af folketinget, og rettelig er den videre en kritik af de partier, der via partidisciplinen søger at binde det enkelte folketingsmedlems overbevisning. Og nu ligger det nok i en overbevisnings natur, at den som et personligt anliggende vanskeligt kan bevises eller betvivles, og nu ligger det nok i politikkens natur, at den som et spil om magt må kræve disciplin for at nå resultater.” (Den danske dagligdag, side 33, 1973)

Efter den nye grundlov i 1864 fik kongen ret til at nedlægge veto og udvælge sine ministre imod Landstingets og Folketingets vilje. Partiet Højre, der repræsenterede godsejerstanden, og som ville forhindre at småbønder, håndværkere, landarbejdere, fiskere og industriarbejdere i at få politisk indflydelse, udnyttede dette og fik vedtaget deres love ved at henvende sig til kongen og få hans tilslutning. Det var ifølge Krarup ikke kun af egeninteresse, men også for Danmarks skyld.

”Når man søger efter motiver, vil man jo altid komme til at stå over for en dunkel blanding af mange tilskyndelser, og ingen – end ikke pågældende selv – vil med sikkerhed kunne sige, hvad der driver ham. Med i Højres modstand mod parlamentarismen har naturligvis også været godsejernes og de besiddendes protest imod at afgive magt. Men det i denne situation tankevækkende er, at der tillige ses at have været en principiel uvilje ved at overlade Danmark til en styreform, som man mente ville åbne sluserne for hæmningsløs demagogi og opportunisme (…) Var enhver mistillid til parlamentarismen meningsløs? Eller kan man ikke ane en eller anden sammenhæng, som muligvis må føre til revision af en vedtagen og fastslået opfattelse af vor politiske historie? (…) Men tillige – og hvem tør sige, at det ikke var den væsentligste grund? – havde Højre denne opfattelse af kongen, fordi man opfattede kongen som personifikationen af landet, og fordi kongens ret til at vælge sine ministre ville betyde sikkerhed for, at landets interesse ikke blev sat til side af et partipolitisk spil om den politiske magt. For så vidt var det hensynet til Danmarks eksistens, der drev Højre ind i Forfatningskampen.” (Fædreland og folkestyre, side 13-14, 1974) 

Det var bedre med en enevældig konge, der har det samlede danske folk som sin interesse end et folkestyre, hvor partierne repræsenterer forskellige samfundsgruppers interesser. Krarup citerer Kierkegaard.

”Af alle regeringsformer er den monarkiske den bedste, fremfor nogen anden begunstiger den og omfreder de privatiserendes stille indbildninger og uskyldige galskaber. Kun demokratiet, den mest tyranniske regeringsform, forpligter enhver til positiv deltagelse, hvilket allerede vor tids selskaber og generalforsamlinger ofte nok kan påminde en om. Er det tyranni, at en vil regere, og så lade os andre være fri? Nej, men det er tyranni, at alle vil regere, og oven i købet forpligte enhver til at deltage i regeringen, endog den der på det indstændigste frabeder sig at være med i regeringen.” (Den hellige hensigt, side 14-15, 1969)

Det er et gode ikke at have del i, hvordan landet regeres, og heldigvis har folk i Danmark deres fulde frihed til ikke at deltage eller følge med i politik. Krarup fortsætter.

”Og i denne sammenhæng forekommer det mig, at man må give Kierkegaard ubetinget ret: det er tyranni, at nogle hævder at vide besked med tilværelsens sandhed i modsætning til andre, mere uvidende, og det er tyranni, når disse uvidende af de bedrevidende skal frelses ind i sandhedens system. Det er kort sagt tyranni, at man ikke vil give mennesket lov til at gå fortabt. Og som det måske vil ses, er dette tyranni os ikke ganske ukendt i dagens Danmark.” (Den hellige hensigt, side 18, 1969)

Men Krarup selv holder sig ikke ude af politik. Længe inden Dansk Folkeparti opstod, gjorde han sig sine overvejelser og beskrev sin hensigt i at deltage i politik med et citat af Grundtvig.

”Thi jeg hører ikke og vil ikke høre til noget andet parti end hele det danske folk.” (Fædreland og folkestyre, side 41, 1974)

Hele det danske folk på én gang. Det gode spørgsmål er så, hvem der tilhører det danske folk, og hvad de ønsker?

”Det er hæderligt at sige: vi vil mele vores kage! Det er uhæderligt at sige: vi vil frelse menneskeheden! Det første er nemlig konkret tale, udgået fra bestemte mennesker og gældende alene dem, hvorfor det også er frihedens tale. Det sidste er abstrakt tale, udgået fra overjordiske intetkønsvæsener og gældende alle, hvorfor det er ufrihedens tale.” (Den danske dagligdag, side 24, 1973)

Det er hæderligt at sige, at man kæmper for sig og sine i et demokrati, hvilket Krarup før beskrev som folkestyrets svaghed. Men selvom Folketingets partier er ærlige omkring deres hensigter, gør det ikke folkestyret meget bedre.

”Forfatningskampens ulykke for Danmarks politiske udvikling har derfor bestået i, at den satte modsætning imellem folket og staten, imellem politikeren og statsmanden: det blev til en politisk dyd i Danmark at være opportunist og føre sognerådspolitik. Resultatet ser vi i dag. ’Jeg tager mit og du tager dit, så får det hele intet.’ På grund af Forfatningskampen kom det danske folkestyre til at udvikle sig i ufolkelig, småtskåren og demagogisk overbydende retning, under hvilken Danmarks opløsning begyndte at finde sted.” (Fædreland og folkestyre, side 30, 1974)

Folketingsmedlemmer, der tilhører et bestemt parti, har forudfattede mål, hvilket gør enhver samtale og debat til et indholdsløst ritual.

”Debattens endelige forum er Folketinget. Og ved debattens afslutning træffes afgørelsen ved en afstemning blandt de medlemmer, der har ladet argumentationen virke på sig og taget deres beslutning på basis af den. Er afgørelsen imidlertid truffet forinden, bliver debatten til spilfægteri, og så bliver det ikke på grund af argumenter, afgørelsen træffes. Så forvandles argumentationen til tomme ord, der ingenting betyder, fordi de ingenting behøver at betyde. Så bliver politik til fidusernes, underhåndsaftalernes og usaglighedens lumre jungle. (Fædreland og folkestyre, side 45, 1974)

Debatterne i Folketinget får sjældent partier og politikere til skifte standpunkter, men til gengæld påvirker de i høj grad vælgerne og deres tilslutning til det ene eller andet parti. Men for Krarup er det danske folkestyre et kaos, hvor alle kæmper imod hinanden. Al tale, fornuft og argumenter er meningsløse.

”Det gode argument! Men hvad er et argument? Det er et indlæg til fremme af en sag. Hvornår er et argument da et godt argument? Når det tjener til fremme af sagen. Og hvem vil kalde det et godt argument? Det vil den, hvis sag det er, og som ønsker sagen fremmet (…)Fornuften er ikke fornuftig ud over sin interesse i at være det, og den politiske scene er ikke befolket af overjordiske engle, men af selvhævdende og stridbare mennesker.” (Selvbesindelse, side 137-138, 1976)

Så slemt var det ikke under enevælden.

”Hvis smiger trivedes under enevælden, hvad den naturligvis gjorde, så er den i demokratiet blevet selve magtens grundlag, eftersom magten erhverves ved at sige, hvad de fleste gerne vil høre, og demokratiets kritikere kunne have grund til at spørge, hvordan det så skulle gå med staten. Kongen var forpligtet på at holde landet sammen. Dets frihed og selvstændighed var hans ansvar. Danmarks og kongens interesse var den samme. Men den, hvis magt bygger på en del af folket, ikke hele folket, og på et parti, ikke på landet – vil en sådan magthaver kunne hævde Danmarks interesse på samme måde som kongen? Vi har haft 150 års Danmarkshistorie til at besvare spørgsmålet.” (Dansk kultur, side 17, 1993)

Vi har haft 160 års Danmarkshistorie til at besvare spørgsmålet. Samfundsgrupper og politiske partier plejer deres egne interesser. Ævl og kævl, kamp og strid uden hensyn til det samlede danske folks interesser. I 1848, afgav Danmarks enevældige konge, Frederik den 7., magten til folkestyre og demokrati. Og disse 160 år med folkestyre giver Krarup kvalme. Han brækker sig og ønsker enevælden tilbage, hvor kongen tjente Danmark og det danske folk.