Ligesom ungdomsoprøret og kulturradikalismen ifølge Krarup har lagt husmødre for had og søgt at afskaffe og opløse ægteskabet, så skal selve familien også ødelægges. Først giver Krarup sin egen definition af, hvad en familie er.

”Hvad er en familie? Det er far og mor og børn. Det er een og to og tre generationer i samme båd. Det er fællesskabet på forhånd. I familien har man hjemme, for hjemmet er et andet ord for at være sat i samhørighed med sine nærmeste. Det er tryghed og tillid og fortrolighed. Det er overbærenhed og sammenhold som noget selvfølgeligt. Det er at være bundet af bånd, man ikke selv har knyttet, og at være forpligtet af en solidaritet, man ikke selv har valgt.” (Forsvar for familien, side 9, 1977)

Ud over solidariteten og samhørigheden vil Krarup ikke sige noget om, hvordan en familie skal være indrettet.

”Jeg kommer ikke med nogen opskrift på, hvordan den rette familie ser ud, for det er altid den enkelte families afgørelse.” (Søren Krarup, side 73, 1988)

Men familien er et fristed, hvor man kan lukke sig inde og være sig selv.

”Men der er en dør, bag hvilken de har hjemme, og når de har lukket døren bag sig, er de blandt deres egne og kan hvile ud og være sig selv uden forstillelse eller præstationer. Her bliver man slet og ret accepteret. Hvor uheldig man end måtte opføre sig og hvor stor fiasko man end fik – i sit hjem er man altid god nok, for hjemmet stiller ingen krav om sukces. Det er tilflugtsstedet for den forfulgte, varmen for den frysende.” (Forsvar for familie, side 13-14, 1977)

Iblandt ungdomsoprørerne var der folk, som mente, at familien måske ikke var det rette sted, børn skulle opdrages og vokse op. Nogle af dem ville have forældrene til at bestå en prøve, før de kunne få lov at få børn. Dette er Krarup meget imod.

”Disse hører rigtignok ikke sammen med deres børn af anden årsag end den ’tilfældige’, at de har født dem og værnet om dem og holdt af dem. Det er alt sammen relative og betingede omstændigheder. Men spørgsmålet er alternativet: findes der måske en absolut og ubetinget sandhed, der kan kende dette forhold mellem børn og forældre ugyldigt?” (Forsvar for familien, side 39, 1977)

Blodets bånd er ubrydelige, og ligesom mennesket overfor Gud intet kan kræve, så kan man ikke kræve noget af sin familie, for den kræver alt af dig.

”Ideologiens verden er kold, blasert og farisæisk. Den siger just: kræv din ret! Men der er en virkelighed, som svarer: kræv ingen ret, for du er udleveret til solidariteten og overbærenheden. Ideologien siger: kræv din ret i alle forhold! Men der er en virkelighed, som svarer: i forhold til dine nærmeste er du retsløs, for her er du skyldig at holde af og holde ud.” (Forsvar for familien, side 20-21, 1977)

Pædagoger og folkeskolelæreres deltagelse i børnenes opvækst og opdragelse er et udslag af en totalitær ideologi. Krarup sammenligner den blandt andet med nazismen.

”Her dukker det totalitære samfunds skygge frem, dyster og truende. På denne linie ligger det nazistiske Tysklands kontrol med familiens samtale omkring middagsbordet. På samme linie ligger de kommunistiske diktaturers kontrol med børnenes rette opdragelse. Et totalitært samfund vil altid betragte familielivet med mistænksomhed og pønse på at overtage det, for hvem ved, hvad forældrene kan finde på at fortælle deres børn?” (Forsvar for familien, side 24, 1977)

Det er ikke småting, samfundet gør, når det griber ind i den enkelte familie.

”Denne ubetingede og for omverden at se ofte ubegribelige samhørighed mellem børn og forældre er en families kendetegn, og deraf fortvivlelsen, når myndighederne af meget højtidelige og perfektionistiske årsager vil splitte et hjem ad. Det er en utrøstelig sorg, der taler ud af det barns skrig, som med knyttede næver hamrer løs på politibetjenten, der er ved at overmande dets far, for barnets virkelighed går under.”  (Forsvar for familien, 17, 1977)

Ungdomsoprøret medførte også, at der kom langt flere skilsmisser, og derfor blev der lavet en lov om fælles forældremyndighed, så de fraskilte forældre begge fik ret til at tage sig af deres børn. For Krarup er fælles forældremyndighed et forsøg fra samfundets side på at drive en kile ind imellem far og mor og børn for at splitte familien ad.

”Vedtagelsen af loven om fælles forældremyndighed er en katastrofe for det danske folks daglige tilværelse. Intet mindre. Det betyder, at fundamenterne smuldrer og går i opløsning. Ægteskabet smuldrer, fordi der indføres et alternativt ægteskab via fælles forældremyndighed, som naturligvis konkurrerer med det rigtige og bidrager til at gøre det overflødigt. Barnets tilknytning til forældremyndigheden smuldrer, fordi denne gøres flydende og upræcis via fælles forældremyndighed, hvorfor de administrative organer i statsamt og socialforvaltning kommer til at bestemme. Frit i luften svævende børn og voksne, som ikke ved, hvor de hører til, og hvem de er. Rodløshed. Opløsning. Tomhed.” (I virkeligheden, side 91, 1986)

Krarup angriber de pædagoger, skolelærere og psykologer, som på samfundets vegne vil gribe ind i familiernes liv og hverdag.

”De selvretfærdige nærer mistillid til forældrene. Forstår de mon barnet? Er de mon ikke for enfoldige og for uvidende? Kan samfundet overlade barnet til forældrene? Selv har de selvretfærdige sjældent tid til at tage sig af deres egne børn, for der er jo både fremskridtet og verdenshistorien og karrieren at passe, men så sender de deres børn på de offentlige vuggestuer og børnehaver, hvor samfundsbevidste pædagoger står parat – og bør egentlig ikke alle forældre tvinges til det samme? (…) Må eksperterne – de ideologiske og pædagogiske – ikke holde øje med forældrene? Kan samfundet forsvare at lade være?” (Forsvar for familien, side 27, 1977)

Det er en reel konspiration, der er på spil, som vil isolere og indoktrinere det enkelte barn.

”De politiske hververe får store muligheder. Et rodløst og isoleret menneske er et nemt offer for demagogi og slagord – og realiteten i en sådan lovgivnings opløsning af familien bliver derfor, at de politiske medicinmænd kan trænge ind på forældrenes plads og skaffe sig hjemløse, derfor perspektivløse og derfor ukritiske og fanatiske tilhængere. En total ejendomsret oprettes. Barnet kommer nu for alvor til at tilhøre nogen – en ideologi, en bevægelse, et parti, en stat.” (Forsvar for familien, side 41, 1977)

En anden af de love, som blev brugt til slå familierne i stykker, var loven om revselsesret.

”Det stod de fleste klart, at her var det familiens eksistens, man angreb. For revselsesretten var blot et skinproblem. Den gældende straffelov omfattede jo børnemishandling. Derfor var revselsesretten kun sat på dagsordenen for at fungere som indfaldsport for behandlernes indtrængen i familiernes indre liv, og konsekvensen af en eventuel lovændring ville blive en dybtgående forandring af familiens status, endeligt slettende skellet mellem familieliv og samfundsliv.” (Forsvar for familien, side 83-84, 1977)

Krarup har aldrig kunnet se noget galt i revselsesretten. For ham er det blot et pædagogisk virkemiddel, men med loven om revselsesret er den slags pludselig gjort til vold.

”Men at kalde forældres revselse af deres børn for ’vold’ – det kan jo kun et menneske finde på, der er døvstum på sjælen og derfor dum på livet. Er det vold, når forældre sætter grænser for deres børn? Er det vold, når forældre lærer deres børn at undgå at skade sig selv og andre? Nej, det er jo det modsatte, for det er en gerning, der er gjort i kærlighed og har kærligheden som sin forudsætning. ’Den, man elsker, tugter man’, siger det gamle ord (…) Den kærlige er nemlig ikke ligeglad. Kærligheden gør kærlighedens gerning, og det er en sådan kærlighedsgerning, når forældre bekymrer sig om deres børn og sætter grænser for dem og kræver grænsen respekteret. Den ukærlige, den korrekte – han er ligeglad.” (I virkeligheden, side 74, 1986)

Som reaktion på loven om revselsesret gik Krarup ud og stiftede en modstandsgruppe.

”Så dannede vi den modstandsgruppe, vi kaldte Forældrenes Børnekommision. Det skete i august 1977 (…) Vi satte os i forbindelse med bekendte og meningsfæller, og i løbet af kort tid var Forældrenes Børnekommision blevet til. Der blev udsendt en pressemeddelelse, og da der tydeligvis var tale om en privat modstandskamp imod en officiel, politiske bestræbelse, var der megen offentlig opmærksomhed omkring initiativet.” (I min levetid, side 196-197, 1998)

Og en modstandsgruppe var nødvendig, for fjenden var nazismen og sovjetkommunismen.

”Men om forældrene brugte fysisk magt for at drage en grænse for deres børn og udøve myndighed i opdragelsen, ville og skulle samfundet ikke blande sig i, sagde denne domspraksis – hvorved den satte bom for totalitære behandlersamfund som det sovjetiske, der opfordrede børnene til at angive politisk ukorrekte forældre til partiet, eller det nazistiske, der ville kontrollere samtalen ved middagsbordet.” (National værnepligt, side 161, 2009)

Målet er at sprænge ægteskabet, familierne og lægge husmødrene for had. Men alt dette er institutioner indstiftet af Gud, og derfor må menneskene ikke pille ved dem, og ikke mindst skal børnene adlyde og ære deres forældre. Krarup citerer Luther.

”Derfor skal man indprente ungdommen, at de skal agte deres forældre som dem, der er i Guds sted og tænke om dem, selv om de er ringe, fattige, skrøbelige og underlige, at de er dog far og mor og givet dem af Gud. For deres opførsels eller deres fejls skyld skal de dog ikke berøves deres ære. Derfor skal man ikke se på personerne, hvorledes de er, men se på Guds vilje, som skaber og ordner det således. I øvrigt er vi visselig i Guds øjne alle lige; men mellem os må en sådan ulighed og bestemt adskillelse være nødvendig, hvorfor Gud også har befalet at overholde den, så du skal være lydig imod din far, og at jeg skal have magten.”  (Forsvar for familien, 22, 1977)

Der er intet helligt i denne jordiske verden, og dog giver Luther forældrene Guds plads overfor deres børn. På samme måde har institutioner som husmoderen, ægteskabet og familien guddommelig status, og de må ikke besudles med den mindste urenhed, uden af ypperstepræsten Krarup udspyer forbandelser mod synderen.