Det, som gav Krarup sit gennembrud, og gjorde ham kendt af alle danskere, var hans modstand imod indvandring og Danmarks liberale flygtningelov fra 1983. Dansk Flygtningehjælp var den store modstander i denne kamp, og Krarup anser dem for arkitekten bag flygtningeloven fra 83. Sidenhen fulgte hans voldsomme angreb mod islam og danske muslimer, der skulle gøre ham toneangivende i den danske debat. Krarup så indvandringen i 90’erne som så voldsom og massiv, at han må gå tilbage til begyndelsen af middelalderen, for at finde noget at sammenligne med. Dengang blev Romerriget, som i begyndelsen af 300-tallet havde gjort kristendommen til statsreligion, invaderet af hunnerne og hedenske, germanske folkeslag fra Nordeuropa, fra blandt andet Danmark. Dette blev undergangen for det Vestromerske rige, mens det Østromerske rige, med Konstantinopel som hovedstad, eksisterede i mange århundreder efter, indtil det i midten af 1400-tallet blev knust af en tyrkisk-muslimsk invasion.

”I den tidlige middelalder oplevede Europa en anden folkevandring, hvor folkeslag øst fra trængte ind i Centraleuropa og skabte opbrud og forvirring. Den bestående orden brød sammen og nye stater og samfund opstod. Det gamle romerrige brød endeligt sammen. Kontinentet blev forandret. I øjeblikket lever vi i en ny folkevandringstid, hvor folkeslagene i den såkaldt tredje verden, dvs. Mellemøsten, Asien og Afrika, sætter kursen imod den vestlige verden. Kaos, nød, fattigdom og især overbefolkning driver dem, og de moderne samfærdselsmidler gør det jo nemt at transportere sig fra den ene halvdel af kloden til den anden. Og Europa – Europa er rigt og uden selvhævdelse.” (Systemskiftet, side 21, 2006)

De indvandrere, som knuste det Vestromerske rige, var en militær invasion, som udnyttede rigets politiske, økonomiske og militære ustabilitet. Den invasion Danmark har oplevet de seneste årtier er dog af en anden karakter og består af flygtninge og indvandrere, der søger en bedre og mere tryg tilværelse. Den nye nvasionen er dog ikke mindre farlig og ødelæggende.

”At indvandre er at vandre ind i. At skabe en indvandrepolitik er at forudsætte, at man befinder sig i et land, der – i større eller mindre målestok – kan vandres ind i. Men et land med en indvandrerpolitik har dermed gjort sig selv til en slags hotel for dem, der måtte ønske at indlogere sig her. Det er selvsagt muligt at forstå landet således. På den måde har bl.a. USA og Australien skabt en befolkning og opdyrket jorden og udviklet en civilisation. Hvis man vil, kan man ganske rigtigt vælge at gøre sig til et indvandrerland med en indvandrerpolitik. Men der er også en anden mulighed. Landet kan i stedet vælge at forstå sig selv som en nationalstat, der ikke er et frit område, fordi det er folkets fædreland, og så kan landet ikke gøre sig til et indvandrerland – i hvert fald ikke uden at undergrave sig selv som folkets fædreland.”  (I min levetid, side 231-232, 1998) 

I sin tid udvandrede mange danskere til USA, Argentina og Australien, men i Krarups øjne var de danske udvandrere anderledes end de flygtninge og indvandrere Danmark har modtaget de sidste årtier. Danskerne assimilerede sig nemlig i løbet af få generationer.

”Og til forklaring af forholdet talte vi om, hvordan de danske udvandrere i sin tid kom til USA og blev amerikanere. Første generation var naturligvis danske i hjertet og i vaner, for de var født og vokset op i Danmark. Anden generation var halvt danske, halvt amerikanske, for med danske forældre var de født og opvokset i USA. Men tredje generation var helt og fuldt amerikanere og skulle også være det, for kun således kunne USA være tjent med indvandringen.” (National værnepligt, side 100, 2009)

USA blev skabt af indvandrere fra en lang række lande, og danske indvandrere var med til at skabe denne nye nation, der stadig modtager indvandrere, og som stadig er under forandring. USA er som nationalstat multietnisk og har aldrig haft en oprindelig kultur.

Men Krarup peger på, at Danmark i sin historie aldrig har modtaget så store antal af flygtninge og indvandrere, som vi har gjort de sidste fire årtier. Man skal tilbage til den tidlige jernalder for at finde en større indvandring på dansk område.

”Lad os se på den danske fortid. Også her var der tale om indvandring. Vi fik hollænderne på Amager, kartoffeltyskerne på heden, de franske huguenotter i Randers og Fredericia, roepolakkerne på Lolland, jøderne i købstæderne, men de kom alle sammen i så begrænset et antal og med sådanne kulturelle forudsætninger, at de uden problemer blev en organisk del af det danske folk. At de med ét ord blev assimilerede i Danmark. Dette er betingelsen, der skal opfyldes, hvis en indvandring skal lykkes.” (National værnepligt, side 97, 2009)

Selvom Krarup ikke ønsker, at Danmark skal modtage indvandrere og flygtninge i større antal, så fremhæver han danskernes gæstfrihed og vilje til at hjælpe folk i nød.

”… danskernes støtte til en humanitær holdning er i overensstemmelse med noget af det bedste og smukkeste i folkets tradition og sindelag. Heri ligger den spontane hjælp til dem, der er i nød, den umiddelbare og hjertelige medlidenhed med ulykkelige og forfulgte, viljen til at være retsindig og øve ret og skel. Heri ligger bl.a. Valdemar den Stores nej til at røve foder til sine heste fra fattige bønder, sådan som den tyske kejser ifølge Sakso opfordrede ham til at gøre under hans besøg i Tyskland, her ligger gæstfriheden over for forfulgte huguenotter og jøder, Frederik den Sjettes holdning under jødefejden 1819, Grundtvigs protest mod tvangsdåb af baptisternes børn, danskernes sympati med det arme polske folk i 1800-tallet, befolkningens hjælp til jøderne under den tyske besættelse. I snæver forbindelse med den bærende kristne tradition lever denne offervillige medfølelse med nødstedte i det danske folks sind og indstilling.” (Hvad med Danmark?, side 57, 1987) 

Efter anden verdenskrig levede mange mennesker i Europa i flygtningelejre, og i Danmark blev der indsamlet store mængder tøj til dem.

”… og i 1952 lod disse private organisationer høre fra sig i større sammenhæng, idet de under Røde Kors’ ledelse foranstaltede en tøjindsamling til flygtningelejrene i Europa. Det var et godt og tiltrængt initiativ, som indbragte 1680 tons tøj og som dokumenterede den danske befolknings offervilje over for frysende og nødlidende mennesker.” (Hvad med Danmark?, side 39, 1987)

Danskerne var igen parat til at hjælpe, da der kom flygtninge fra Ungarn, som havde gjort oprør mod det kommunistiske og sovjetisk støttede regime.

”Da katastrofen fire år senere ramte Ungarn og Sovjetunionens brutale knægtelse af et frihedstørstende folk skabte et nyt stort flygtningeproblem i Europa, kom disse private hjælpeorganisationer atter i centrum, idet den danske regering bad dem organisere modtagelse og integration af 1400 ungarske flygtninge. Der skulle jo handles hurtigt. De private organisationer havde apparatet og erfaringen. I denne nødsituation kunne de hjælpe staten, og staten påtog sig til gengæld at finansiere integration af flygtningene over socialministeriet konto.” (Hvad med Danmark?, side 39-40, 1987)

Det var her, Dansk Flygtningehjælp blev grundlagt, og de skulle i de følgende årtier øve stor indflydelse på den danske udlændingepolitik.

”Men da nødsituationen var afhjulpet, blev Dansk Flygtningehjælp ved med at bestå og fik således permanent karakter – og denne beslutning kan undre. Den var jo ikke nogen nødvendighed. Mohren havde gjort sin pligt og kunne følgelig gå tilbage til sig selv og sin private sammenhæng. Men Mohren blev. Dansk Flygtningehjælp valgte bevidst at forblive som permanent organisation med fælles formålsparagraf og økonomisk sammenfiltring med staten, og således syntes hjælpsomheden at kunne udvikle sig til en form for afpresning eller pression, hvor ikke flygtningene, men Flygtningehjælpen blev det afgørende.” (Hvad med Danmark? Side 40, 1987)

Flygtninge blev gjort til indvandrere, og der er stor forskel på de to ting.

”… således blev paraply-organisationen Dansk Flygtningehjælp til. Den lagde vægt på at integrere flygtningene. Tankegangen er meningsløs, for en flygtning er jo et menneske, der er flygtet fra sit eget land på grund af livsfare og som derfor kun skal have asyl, indtil han eller hun kan vende hjem igen. En flygtning skal selvsagt ikke integreres. Så er vedkommende jo ikke flygtning mere, men bliver til indvandrer.” (I min levetid, side 235, 1998)

Krarup beskriver Dansk Flygtningehjælp som en stat i staten udenfor demokratisk kontrol.

”Når Dansk Flygtningehjælp blev en permanent organisation med fortsat adgang til statskassen betød det imidlertid, at Flygtningehjælpen infiltrerede og påvirkede det officielle Danmark med sin ’sag’, og på denne måde blev det efterhånden til Danmarks officielle sag. Der var tale om en forskydning i magtforholdene. Dansk Flygtningehjælp kunne i den humanitære idealismes navn spænde stat og kommune for sin egen idealistiske formålsparagraf uden at få denne formålsparagraf sat til afstemning, endsige uden at komme under offentlig og parlamentarisk kontrol.” (Hvad med Danmark?, side 41, 1987)

Dansk Flygtningehjælp havde brug for flygtninge for at have en eksistensberettigelse, og derfor satte de hårdt ind for at påvirke presse, offentlighed og politikere, for at Danmark skulle modtage flere flygtninge.

”Tillige er det jo sådan, at når Flygtningehjælpen og ikke flygtningene bliver det givne, så skal Flygtningehjælpen permanent bevise sin nødvendighed. Dette forudsætter flygtninge. Altså må Dansk Flygtningehjælp i ’sagens’ navn lægge et stadigt pres på samfundet og offentligheden for at få skaffet flygtninge til veje. Uden disse vil Flygtningehjælpen jo være overflødig. Men nu har Flygtningehjælpen vedtaget, at den er ikke overflødig. Følgen er, at det officielle Danmark bearbejdes og presses til at skaffe de flygtninge til landet, der er Dansk Flygtningehjælps begrundelse og legitimation.” (Hvad med Danmark?, side 41-42, 1987)

Og det lykkedes Dansk Flygtningehjælp at manipulere Danmark til at modtage flere flygtninge. Deres magt nåede et højdepunkt i 1983, hvor en ny flygtningelovgivning blev vedtaget af Folketinget.

”En foreløbig milepæl på magtudvidelsens vej er indførslen af den faste flygtningekvote fra og med finansloven af 1979, hvorved Dansk Flygtningehjælp dels autoriseredes endeligt som officielt organ (der dog er privat), dels sikrer sig 500 flygtninge om året, men slutstenen på Dansk Flygtningehjælps march mod magten over flygtningepolitikken vil selvsagt være en ny flygtningelov, der er skrevet på Flygtningehjælpens præmisser og udtrykker Flygtningehjælpens synspunkter – og denne lov kommer i 1983.” (Hvad med Danmark?, side 49-50, 1987)

Igen var det ideologierne, der var på spil. Næstekærlighed gjordes til en industri.

”Og i løbet af 60’erne og 70’erne begyndte et problem at spidse til. Godgørenhed blev nemlig i stigende grad til en industri. Det hang dels sammen med forholdene i den tredje verden, hvor overbefolkning, sult og nød sendte folk på vandring imod den vestlige verden. En faktisk folkevandring tog fart. Det hang dels sammen med menneskerettigheds-ideologien og FN-tankegangen, som via sin dyrkelse af en ideologisk lighed og abstrakte rettigheder gjorde sansen for det konkrete og det historisk-nationale svagere.”  (I min levetid, side 236, 1998)

Før flygtninge kan få indfødsret, skal de først godkendes af Folketinget. Dansk indfødsret kan kun tildeles ved lov.

”Forholdet er, at indfødsret tildeles ved lov. Sådan hedder det i grundloven, og meningen er jo, at dette for Danmarks fremtid helt afgørende forhold, den fornemste gave, Danmark kan tildele fremmede, skal gives af ingen andre end den folkevalgte forsamling, Folketinget.” (Systemskiftet, side 60, 2006)

Som medlem af Folketingets indfødsretsudvalg for Dansk Folkeparti har Krarup selv været med til at afgøre hvilke flygtninge og indvandrere, der skulle tildeles indfødsret. I sin tid sad Grundtvig i samme udvalg, og som ham er Krarup forsigtig med at uddele denne indfødsret.

”… den første formand for det første indfødsretsudvalg hed såmænd N. F. S. Grundtvig. For ham var dette en hjertesag (…) og på samme måde behandlede Grundtvig forholdet med den største varsomhed og alvor. Det var jo det danske folks eksistens, der i sidste instans blev bestemt.” (Systemskiftet, side 60, 2006)

Det første år som formand for dette udvalg gav Grundtvig kun indfødsret til ti personer, der enten var gift med danskere eller havde deltaget treårskrigen 1848-50 på dansk side. Krarup går tilbage til flygtningeloven 1983, som i hans øjne var en katastrofe for Danmark.

”… regeringen endte med at stemme for denne katastrofale lov, som lagde Danmark åben for den nye folkevandring. Med det samme steg indstrømningen fra den tredje verden. Rygter løber hurtigt, og snart vidste alle i Mellemøsten, Asien og Afrika, at porten til Danmark stod åben. Resultatet viste sig i antallet af dem, der søgte asyl og fik permanent opholdstilladelse og derefter familiesammenføring. Danmark var under forandring.” (Systemskiftet, side 42, 2006)

Flygtningene strømmede til Danmark, og dermed øgede Dansk Flygtningehjælp sin magt.

”I 1978 modtog Danmark 108 flygtninge – og i 1985 ankom ca. 9000 asylansøgere og 6545 fik asyl. I 1978 betalte staten 17 mill. kr. til Dansk Flygtningehjælps arbejde – 1985 448 mill. kr. Tallene taler for sig selv.” (Hvad med Danmark? , side 51, 1987)

Flere flygtninge fik asyl, hvilket var ødelæggende for Danmark.

”For da den nye udlændingelovs katastrofale indhold begyndte at vise sig under den folkevandring, som de totalitære kommunistiske og islamistiske regimer har forårsaget, og Danmarks grænse var blevet nedlagt og porten stod på vid gab for en hvilken som helst fremmed, der kunne sige ordet asyl, fik den ene del af Danmark efter den anden påtvunget store kontingenter af flygtninge eller indvandrere, som sprængte de lokale samfund i Øster Højst, Ho, Blokhus og andre steder i landet, og når befolkningen protesterede, fik de læst teksten af nådigherrerne bag skrivebordene i København.” (En måned i efteråret, side 10-11, 1987)

Der ulmede et oprør i den danske befolkning, som Krarup tydeligt mærkede, men det blev undertrykt af magthaverne.

”Danskerne blev skræmt over de skraldespande, de fik øst ud over sig, når de tillod sig at sige deres mening. De blev bange. Frygten bredte sig i offentligheden. Der var nu ’gode’ og der var ’onde’, og de gode var meget gode, alle journalisterne, forfatterne, også politikerne, som helst hyler med de ulve, de er iblandt, og jagten på menige danskere blev hidsig og hektisk.” (Systemskiftet, side 44, 2006)

Der var hård modstand imod de, som mente, at man skulle begrænse antallet af flygtninge, som fik ophold i Danmark. Den gamle kulturradikale avis, Politiken, var den mest ihærdige. 

”Systemet Politiken sidder tungt på magten i medieverdenen, i Danmarks Radio, i dagspressen, i forlagsverdenen, blandt journalister og spinatfugle, og en massiv forargelse over det uanstændige folk slår sammen over hovedet på de danskere, der aldrig har bedt om eller vedtaget, at Danmark fra at være en nation skal forvandles til et multikulturelt og multietnisk samfund.” (Systemskiftet, side 44, 2006)

Truslen om ubegrænset indvandring vakte det danske folk til kamp. Ligesom dengang under besættelsen.

”Ligesom under den tyske besættelse voksede en folkelig fornemmelse frem af, at dette var for galt. Det kunne vi ikke bare blive ved med at finde os i. Det var vore børns og børnebørns skæbne, det gjaldt, for hvordan ville deres situation ikke blive i et Danmark, hvor den ukontrollerede indvandring var fortsat og hvor de fremmede fik mange flere børn end danskerne? De stadigt hyppigere kriminelle begivenheder på gader og stræder fortalte til selv de mest tungnemme, at hverdagen var truet og byrdefuld.” (Systemskiftet, side 47-48, 2006)

Som under besættelsen var der censur.

”Problemet er folket (…) Folket går så vidt som til at være uenige med pressen og det officielle Danmark og at finde venner og fjender andetsteds end pressen. Det fremgår rigtignok ikke af aviserne. Her får kun de enige lov at komme til orde, hvilket naturligvis snart fører til konklusioner om, at dermed er det bevist, at jeg står alene og at evt. sympatisører af gode grunde er ude af stand til tænke og skrive forståeligt og velbegavet.” (En måned i efteråret, side 42, 1987)

Overfor det Krarup sidenhen kaldte ’godhedsindustrien’, krævede han, at Danmark sørger for eget folk først.

”… hvis danskerne ikke må diskriminere på national basis i Danmark, så er Danmark jo forvandlet til et allemandseje, til et offentligt herberg, hvor det naturligvis er og skal være danskernes land (…) Det er ikke alene indlysende, det er selve forudsætningen for, at der er noget, som hedder et dansk folk, der har førstefødselsret i Danmark.” (Systemskiftet, side 10, 2006)

Krarup fortsætter sine sammenligninger imellem den tyske besættelse og det øgede antal flygtninge, der fik asyl i Danmark.

”Også befolkningen påtvinges således en følelse af illegalitet. Svarer situationen i øjeblikket ikke til årene 42 og 43 under den tyske besættelse, hvor et folkeligt oprør tvang det officielle Danmark til at skifte kurs og sætte landets selvstændighed over hensynet til bekvemmelighed og politikernes vi-alene-vide? Også dengang havde politikerne skubbet kongen foran sig og misbrugt hans popularitet. Alligevel kom 29. august 1943. Vi kan godt øjne en parallel.” (En måned i efteråret, side 75-76, 1987)

Politikerne skulle passe på. Der var et folkeligt oprør på vej, og Krarup antyder arten dette oprør ved at nævne den 29. august 1943. Med flygtningeloven fra 83 havde vi inviteret millioner af flygtninge ind i landet.

”De danske myndigheder kunne ikke længere sige nej på grænsen. Og da deres muligheder for at bedømme asiatiske og afrikanske flygtninges forklaringer var mere end spinkle, eftersom disse fjerne og indviklede forhold selvsagt ikke kunne gennemskues fra Danmark, blev sagerne af uendeligt omfang og varighed, hvorfor der opstod vældige sagspukler. Men havde en flygtning først opholdt sig i Danmark i to år, kunne han ikke længere udvises. Således kunne der spekuleres i at komplicere en sag og trække den i langdrag (…) Resultatet var, at enhver fremmed i realiteten kunne komme ind i Danmark og blive ligestillet med danske borgere – ja, i mange sammenhænge opnå bedre vilkår end danskerne.” (I min levetid, side 239, 1998)

Flygtningene blev herre i det danske hus, og al tale om integration var rent selvbedrag fra folk, der nægter at se den alvorlige situation i øjnene.

”Både Flygtningehjælpen og politikerne talte om ’integration’, når tusinder af muhamedanere strømmede ind i landet – i 1985 godt 10.000 asylansøgere – men hvad er ordet integration andet end et trylleord i denne forbindelse? Vidste Thor A. Bak og politikerne overhovedet, hvad de talte om, når de således – let og ubesværet – talte om at integrere i titusindvis af muhamedanske iranere og libanesere i et kristent land? Kendte de til vægten og virkeligheden i religiøse og kulturelle forhold? Eller var de blot lige så overfladiske og lammefromme som så meget af det officielle Danmark, pressen ikke mindst, for hvilket alle problemer løses ved hjælp af fraser?” (En måned i efteråret, side 12, 1987)

De danske medier og pressen drev ikke blot censur. De førte direkte propaganda imod modstanderne af den nye flygtningelovgivning.

”Formiddagsbladene kunne lave rørende historier på disse nemme og omkostningsfrie fraser – og kunne især skræmme befolkningen til at tie stille. For det var jo realiteten i det hele. Den voksende protest blandt danskerne imod folkeligt uholdbare tilstande skulle enten lokkes eller trues til tavshed. Det vulgære skældsord ’racist’ blev sat på enhver, der tillod sig at ytre en selvstændig mening. Nogle københavnske bøller ved navn ’Grønjakker’ blev med omhu trukket ind i tv for således at karakterisere og dermed kompromittere modstanden mod flygtningepolitikken. Det officielle Danmarks taktik var klart terroriserende. Problemet var tabu. Det måtte ikke omtales.”  (En måned i efteråret, side 12-13, 1987)

Krarup selv kunne nok trænge igennem censuren og fraserne, men for almindelige danskere var det svært. Viljen til at angribe flygtningeloven 83 var ellers til stede.

”Læserbreve kunne i meget begrænset omfang komme igennem, når de blev omhyggeligt vejet op af læserbreve med modsat holdning, men redaktionelt var alle positive ytringer over for vores holdning til flygtningepolitikken bandlyst. Det fik jeg underhånden besked om af journalister, der hellere ville skrive helt anderledes om sagen. De fleste her i huset er på jeres side, sagde en journalist på Berlingske Tidende. Men vi må ikke.” (En måned i efteråret, side 75, 1987)

Og Krarup og hans ligesindede blev udsat for hårde angreb. Især var han vred over at få påsat mærkatet racist.

”Det til bevidsthedløshed anvendte og i alle medier benyttede ord ’racisme’ er beviset. Der findes tilsyneladende ikke anden forståelseshorisont end den nazistiske. At være et folk er i det officielle Danmark i dag det samme som at være en race. Så totalt har vulgariseringen erobret tankegangen og den offentlige debat i det meste af den vestlige verden, at mediernes og debattens knudepunkter er befolket med lutter abekatte, som naturligvis ikke kender anden forestillingsverden og udtryksform end den, der gælder i trætoppene…” (Hvad med Danmark?, side 158, 1987)

Men da Dansk Flygtningehjælp i efteråret 1986 planlagde en stort iscenesat indsamling til fordel for verdens flygtninge, satte Krarup et hårdt modangreb ind, der gav ham sit folkelige gennembrud, og sidenhen skulle gøre ham til en toneangivende politiker.

”… det begyndte med en annonce. Men det er naturligvis ikke sandt, for det begyndte meget tidligere. Det begyndte i starten af 1980’erne, da jeg protesterede mod talen om, at Danmark skulle have en ’indvandrerpolitik’. For Danmark er ikke noget indvandrerland. Man vandrer ind i et jomfrueligt nybyggerland som i sin tid USA eller Australien, men man vandrer ikke ind i en gammel nationalstat som Danmark. Her kan fremmede blive gæster og – hvis de opfylder visse betingelser i retning af at lære sproget og acceptere skikkene – få statsborgerskab. Her kan flygtninge i nød også finde tilflugt og – i begrænset omfang og ved opfyldelse af de nævnte betingelser – opnå fast ophold. Men hvis Danmark skal være et indvandrerland, er det ikke længere danskernes fædreland, i hvilket det danske folk har hjemme og har førstefødselsret.” (En måned i efteråret, side 7, 1987)

Krarup ville gøre landsindsamlingen til en folkeafstemning for eller imod Danmarks liberale flygtningelov, eller nærmere for eller imod Dansk Flygtningehjælp.

”I denne situation var det, jeg blev opmærksom på, at ’Flygtning 86’ var foranstaltet og arrangeret af Dansk Flygtningehjælp. Og det ville jo sige, at nu skulle nådigherren rejse sig fra sit skrivebord og ud at møde den befolkning, han havde set over hovedet og systematisk søgt at kue. Raslebøssen i stedet for ridepisken – det var det helt nye forhold, og kunne man i en sådan situation forsvare at være passiv? Hvorfor ikke benytte lejligheden til at få foretaget det opgør med Dansk Flygtningehjælp og den uansvarlige, ja selvmorderiske flygtningepolitik, som det hidtil havde været umuligt at vinde ørenlyd for?” (En måned i efteråret, side 13, 1987)

Krarup vil kæmpe en hård kamp for, at flygtninge ikke får asyl i Danmark. Men han er fuld af velvilje til at hjælpe flygtninge i nød, så længe de ikke møder op ved den danske grænse og søger et fristed i Danmark.

”… jeg ville jo ikke genere de sagesløse indsamlere på indsamlingsdagen, 5. oktober, og jeg ville frem for alt ikke nægte at yde støtte til de flygtninge, som – især i det ulykkelige Afghanistan – havde brug for al den hjælp, vi kunne give dem. Men så kunne jeg jo opfordre til venlig modtagelse af indsamlerne på selve dagen, og især kunne jeg anbefale at sende penge til Den danske Afghanistankomite.”  (En måned i efteråret, side 13, 1987)

Krarups angreb mod Dansk Flygtningehjælps landsindsamling bliver voldsomt forhadt i presse, medier og offentlighed, men i sin annonce i Jyllandsposten søndag 21. september 1986 havde han både bragt adresse og telefonnummer, og han mødt en overvældende opbakning fra danskere af alle slags. 

”Telefonen er blokeret af noteringen, fordi folk står i kø for at komme igennem til os. Jeg har sat mit telefonnummer i annoncen sammen med min adresse, og nu har stormen rejst sig. Vi kan ikke bestille andet end at sidde ved røret (…) Og det er lutter taknemmelige, ja formeligt befriede folk, vi taler med. Nogle græder ligefrem i telefonen. Vi er både overvældede og bevægede. Igen og igen er det de mest åbenhjertige og hjertelige taksigelser, vi møder, og et andet gennemgående tema er ordene: hold ud! bliv ved!(…) De venligste, hæderligste mennesker kommer ind i stuen via telefonledningen. Uden nag mod flygtningene, uden vilje eller had mod fremmede er de dybt bekymrede over landets fremtid og næsten trygler os om at fortsætte. Tanken på børn og børnebørn går igen hos de fleste. For deres skyld må tingene ændres, siger de. Vi tør ikke tænke på den fremtid, vi ellers skaber for dem.” (En måned i efteråret, side 18, 1987) 

Krarup havde nok en vis folkelig opbakning bag sit angreb på flygtningeloven 83, men pressen og magthaverne satte ind med endnu hårdere modangreb.

”’Nu går Krarup helt amok’, hedder det næste dag med store typer over interviewet. Jeg er blevet til ’den højreekstremistiske præst’. Det er begyndelsen til ’den sorte præst’. Hale og horn er ved at vokse frem. Elskværdighederne varieres på utallige måder og kombineres snart med en festlig blanding af skældsord og forbandelser samt den mest ædle, opofrende næstekærlighed, som selvsagt besjæler Ekstra Bladets redaktion og gør dens hjerte varmt og ejegodt.” (En måned i efteråret, side 25, 1987)

Selv da Krarup skulle holde søndagsprædiken i Seem kirke, var pressen over ham.

”Kl. 9.20 ringer telefonen. Det er en stakåndet Inga, vores kirketjener, som siger: Der er fyldt af pressefolk heroppe og de løber rundt på kirkegården og prøver på at trænge ind i kirken, hvad skal jeg gøre og hvornår skal jeg lukke kirken op? Luk kirken op, når I har ringet anden gang kl. halv ti, svarer jeg, men husk at sige til pressefotograferne, at der ikke må fotograferes i kirken. Nu skal jeg ringe til politiet og bede dem holde orden. Og frem for alt, Inga: lad os tage det roligt. De er jo kun interesserede i, at der skal blive ballade.” (En måned i efteråret, side 54, 1987)

Efter nogle dage samlede Krarup en gruppe ligemænd i kampen mod flygtningeloven 83, og han var især tilfreds med, at en gammel helt fra modstandskampen havde tilsluttet sig.

”Endelig Jens Toldstrup, den berømte og hæderkronede nedkastningschef i Jylland under besættelsen, ’Europas dygtigste nedkastningschef’ kaldet, i hvis hovedkvarter Jespers forældre arbejdede under krigen og hvem også mine forældre havde forbindelse med dengang.”(En måned i efteråret, side 23-24, 1987)

Ved deres første møde får den gode stemning et ekstra hak opad, da de ser sig forfulgt som modstandsfolkene blev i sin tid.

”Vi følte det snart som om ’frihedsrådet’ holdt møde. Den forfølgelse, vi var ude for fra det officielle Danmarks side, påtvang os en følelse af illegalitet, der ledte tanken hen på tilværelsen under besættelsen.” (En måned i efteråret, side 59, 1987)

De for Krarup meget hektiske dage før og efter Dansk Flygtningehjælps indsamling den 5. oktober 1986 skal ikke beskrives indgående her. Men Krarup fik sit gennembrud i offentlighed og presse, og han fik endelig gang i den folkelige modstandskamp mod magthaverne, som han så længe havde forudset. Og så var resultatet af Dansk Flygtningehjælps indsamling som beskrevet i indledningen en temmelig tvivlsom sejr. Flygtningehjælpen fik indsamlet 41 millioner kroner, otte kroner per dansker, mens Krarup indsamlede 600.000 kroner og 45.000 underskrifter mod flygtningeloven 1983. Hele forløbet omkring landsindsamlingen giver også efterskælv på Christiansborg, eftersom Krarup formåede at gå ind og sætte en ny dagsorden til trods for hård modstand fra samtlige Folketingets partier minus Fremskridtspartiet.

”Også fra Christiansborg tilgår der os oplysninger. Politikerne følger røret med opmærksomhed og ængstelse. Vil de danne parti? spørges der på Christiansborgs gange. Det aner os, at hvis vi ville, kunne vi komme i folketinget med adskillige mandater.” (En måned i efteråret, side 43, 1987)

Et halvt år efter gik Krarup som menigt medlem ind i den nystiftede forening, Den danske Forening, hvor han er i selskab med gode, lærde mænd.

”… jeg havde forståelse og sympati for dem, der i foråret 1987 dannede Den danske Forening. Ledende var her en række ældre akademikere, bl.a. professor, dr.med. Johs. Clemmesen, foreningens første formand, og dr.phil. Sune Dalgård, medlem af Komiteen mod Flygtningeloven, et fint og lødigt menneske, som med urokkeligt mod videreførte sin holdning fra modstandskampen under den tyske besættelse, hvor han blev arresteret og fængslet af Gestapo.” (I min levetid, side 255-256, 1998)

Men Den danske Forening blev aldrig den slagkraftige modstandsbevægelse, som Krarup nok havde håbet, og med årene lagde han afstand til foreningen, da den tiltrak uheldige personligheder fra højrefløjen. Men Krarups kamp stoppede ikke. I 1993 fik Danmark en ny regering bestående af Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Kristeligt Folkeparti og Centrumdemokraterne, og de havde ikke tænkt sig at begrænset antallet af flygtninge, som fik ophold i Danmark, og borgerkrigen i det tidligere Jugoslavien sendte mange nye flygtninge mod Danmarks grænser.

”Noget af det mest forstemmende var dengang at få en indfødsretslov i hånden. Der kom tre om året, og der var tale om en tyk bog med tusinder af især mellemøstlige navne, som nu fik dansk indfødsret. Regeringen – og det vil sige venstrefløjen – blæste på meningen med indfødsret. Den stillede ikke krav til de fremmede. Den så i ’integrationens’ hellige navn stort på folkets modersmål og arve-ret til sit fædreland. Den førte til en indfødsretspolitik, der på længere sigt gjorde danskerne fremmede i deres eget land.” (National værnepligt, side 84, 2009)

Og flygtninge af alle slags fik indfødsret i Danmark.

”… i 1990’erne havde Folketingets flertal øst indfødsret ud med begge hænder til titusinder af fremmede, som var helt uværdige til at modtage den. Fremmede, der havde begået grov kriminalitet, fremmede, der ikke kunne tale dansk, fremmede, der havde stor offentlig gæld – alle fik indfødsret af det socialdemokratiske og radikale flertal.” (Systemskiftet, side 60, 2006)

Krarup ville gerne have haft folketingsvalg om Danmarks udlændingepolitik, og vel og mærke et valg, hvor udlændingepolitikken var ophøjet til eneste tema. Men magthaverne, politikere, presse og toneangivende kulturradikale og socialister frygtede et sådant valg, så det kom aldrig. Magthaverne frygtede folket.

”Men hvordan kan et folketingsvalg dog blive uværdigt i det folkestyre, hvis øverste instans er det vælgende folk? Fordi politikerne ikke ville tillade folket at vælge frit. Der er emner, der ikke må stemmes om. Der er forhold, som ikke må sættes til fri debat. Et folketingsvalg, der omsider ville give folket mulighed for at debattere og stemme om det indvandrer- og flygtningespørgsmål, som optager befolkningen mere end noget andet, vil være uværdigt ifølge politikernes målestokke, og såa formynderisk forholder politikerne sig til folket, at de derfor udelukker et valg. Den frihed vil man ikke give befolkningen. Politikerne ved bedre. Politikerne er forargede over folket. Politikerne frygter folket. Og der er da politisk enighed om at undertrykke folket og fortrænge problemet og afskære folkestyret fra at fungere i henhold til dets egentlige mening.” (Den danske nødvendighed, side 56, 1994)

Dansk Folkeparti opstod i 1995, og partiet voksede hurtigt i magt og størrelse. Det vr Krarups anden store sejr. Hans standpunkter fik repræsentation i Folketinget. Efter folketingsvalget i 2001 overtog en borgerlig regering magten fra socialdemokrater og radikale med støtte fra Dansk Folkeparti. Dette er det, Krarup kalder ’systemskiftet’, og han blev samtidig selv valgt ind for Dansk Folkeparti og vandt sin tredje store sejr. Nu skulle det være slut med at give opholdstilladelse til tusindvis af flygtninge og indvandrere. Men den nye regering mødte hård kritik ude i Europa. De foregående års debat i Danmark blev anset for fremmedfjendsk og racistisk, og ikke mindst Sverige brugte skarpe vendinger. Krarup så dog den hårde tone som et bevis for en fri debat og drog igen paralleller til anden verdenskrig, men nu var rollerne imellem Danmark og Sverige byttet om.

”Under besættelsen var det danskerne, der fra et mørklagt land stirrede med længsel mod den oplyste svenske kyst. I dag er det omvendt. I dag ser et trælbundet folk fyldt af længsel mod et land, hvor sandheden bliver sagt og katastrofen søges afvendt.” (Systemskiftet, side 48, 2006))

Sveriges rolle som den anklagende part overfor Danmark skyldtes deres ringe kulturelle og åndelige stade.

”Jeg har tit spurgt mig selv, hvori forskellen på danskere og svenskere består, og jeg tror, det har at gøre med karakteren af dansk liv, åndsliv. Det skyldes Grundtvig og Kierkegaard. Det hænger sammen med, at det åbne opgør ikke har været ukendt i Danmark. Jeg tillader mig i den forbindelse at tage Tidehverv med i sammenhængen – det betydeligste og mest betydningsfulde opgør i dansk åndsliv i det 20. århundrede.” (Systemskiftet, side 48-49, 2006)

Tidehverv og ikke mindst Krarup er højdepunktet i dansk åndsliv. Intet svensk kan måle sig med den danske ånd. Så meget for Krarups foragt for alt det onde svenske og udanske i det hele taget, men det er dog stadigvæk en mærkværdig oplevelse at læse om Krarups syn på flygtninge som nogen, man helst ikke skal hjælpe. Krarup selv har været flygtning. Hans far og mor deltog i modstandskampen mod den tyske besættelse, men på et tidspunkt frygtede for at blive afsløret som modstandsfolk og gik under jorden i Ålborg, mens Krarup og hans søskende blev gemt af vejen hos venner og familie. Den samme offervilje finder man ikke hos Krarup. For ham, er de, som bliver forfulgt, værre end dem, der forfølger dem. Dengang Danmark var besat af Nazityskland, men nu er fædrelandet truet af flygtninge og indvandrere.