Der er næppe en person i Danmarks historie, som Krarup har angrebet så hårdt som Georg Brandes. Årsagen er, at Brandes bragte oplysningstidens ideer til Danmark, hvilket bliver kaldt ’det moderne gennembrud’. Krarup er også forarget over Brandes’ sex- og kærlighedsliv. Brandes ville det enkelte menneskes frihed og talte for fri sex og imod det kristne ægteskab og havde flere elskerinder igennem sit liv. I Krarups beskrivelser bliver Brandes en diabolsk og dæmonisk figur, der hader både kristendommen, danskheden og Danmark. Brandes, der var af jødisk afstamning, var ellers som ung en stor beundrer af dansk kunst og kultur og overvejede at konvertere til kristendommen. Men en lang europarejse blev afgørende for, at han vendte ryggen til kristendommen og den danske nationalisme, der herskede efter nederlaget i krigen 1864, og i stedet blev optaget af oplysningstidens ideer.

”Det var i de år, hvor Georg Brandes under påvirkning af især Julius Lange, en fætter til Jens Paludan-Müller, men også under påvirkning af denne stræbte at ligne de beundrede venner og blive kristen som de. Hans oprigtige betagelse af guldalderens kultur, der jo havde kristendommen som forudsætning, gjorde bestræbelsen så meget mere energisk. Men da Georg Brandes indfangedes af oplysningstidens humanisme og gennemlevede en skandalepræget kærlighedshistorie med en gift kvinde, som bragte ham i modsætning til samtidens København, kom han i stigende grad til at føle sig i modsætning til kristendommen, og med hans store udlandsrejse i 1870-71 fuldbyrdedes hans radikale brud med den hidtil beundrede danske kultur. Hvad han før havde regnet for stort, regnede han nu for småt og indskrænket.” (Dansk kultur, side 58-59, 1993)

Den begivenhed, der om nogen betød noget for Brandes’ tilslutning til oplysningstidens ideer, var Pariserkommunen 1871, der opstod efter Frankrigs nederlag i en krig mod Prøjsen.

”Det er 1871. Den parisiske Kommune er inde i sin dødskamp, og telegrafen melder om begivenheder, der forfærder verden (…) Omverdenen rystes på samme måde som den er blevet rystet over Frankrigs hurtige nederlag til Bismarcks Prøjsen og især over Kommunens oprettelse, der betyder en omvæltning af al orden: revolutionen er atter brudt ud og kaster sit flakkende ildskær over Europa, og med frygt og forfærdelse iagttager man revolutionens forsøg på at indrette det ideelle samfund.” (Det moderne sammenbrud, side 53, 1984)

Brandes er tilhænger af den socialistiske pariserkommune, og han bryder ud i gråd, da han hører, at den er blevet nedkæmpet af franske regeringstropper.

”Men de begivenheder i Paris, der fik Georg Brandes til at græde på cafeen i Napoli – var de ikke den politiske konsekvens af just denne trang til festlig indvielse af det hele sanselige liv, af at der intet forbud må være, ingen lov? Med en forunderlig mangel på sammenhæng i tanke og holdning er Georg Brandes ude af stand til at sætte tingene i forbindelse med hinanden. I politikken rædsel og gru. Men i æstetikken lovsangen af den frie, uhæmmede udfoldelse. Og så var rædslerne i Paris dog kun et udslag af denne ideologi om det suveræne menneskes ret til fri naturlighed og selvrealisation. Det forskrækker æstetikeren, når han møder det i politik, men i sin æstetik forkynder han just den lære, der forskrækker ham politisk.” (Det moderne sammenbrud, side 55-56, 1984)

Krarup er modstander af tanken om menneskets frihed. I hans øjne svigter det frie menneske sin pligt til at være sin næste tro, og derfor er frihed en modsætning til kristendom. Det er ikke kun frihed til oprør og til at lave samfundet om, Krarup angriber, det er også den personlige frihed til at leve sit liv, som man selv vil, uafhængigt af andre. Brandes’ tanker er derfor et oprør imod Gud.

”For hvor menneskets frie udfoldelse er bekendelsen, må også sympatien for Kommunens ideer følge. Det er kristendommen, der er den store fjende og anstødssten for Georg Brandes, den, der ved sin lov sætter grænse for mennesket, den, der ved sin tale om synd og død holder mennesket fast på dets timelighed, dets ansvarlighed – og Georg Brandes vil ikke høre tale om, at der er en slange i paradiset. Her skal i stedet den frie, spontane naturlighed herske, ungdom, livsnydelse, for mennesket er et ædelt, harmonisk væsen, hvis bestemmelse er at realisere sin sanselighed og frigøre sig fra alt, hvad der binder og begrænser det.” (Det moderne sammenbrud, side 56, 1984)

Brandes ligger heller ikke fingre imellem, når han beskriver sit forhold til kristendommen. Krarup citerer Brandes.

”Hvad man ikke gerne vedkender sig højt, det vedkender jeg mig her: det mest levende had til kristendommen; af mit ganske hjerte skal jeg altid istemme Voltaires ’Ecrasons l’infame’. Jeg hader kristendommen indtil marven i mine ben.” (Dansk kultur, side 59, 1993)  

Da Brandes vender hjem fra sin lange rejse i Europa, finder han, at Danmark er tilbagestående og uoplyst, og han ser det som sin opgave at gøre op med denne tilstand og bringe nye ideer til landet, men Krarup har ikke høje tanker om Brandes’ mission.

”Han kommer i sommeren 1871 hjem fra sin udenlandsrejse for at overtage det ideologiske bo, der ventede ham, sydende i sin vilje til magt og sin deraf følgende trang til at behandle offentligheden en canaille, dyrkende sin attitude af trods og ensomt sandhedsvidne, men dybest set, i forhold til såvel den europæiske som den danske udvikling, konform og banal.” (Det moderne sammenbrud, side 61, 1984)

Brandes er oprører af navn og ikke af gavn. Der er intet nyt i de tanker og ideer, han bringer til Danmark, og Krarup ser ham først og fremmest som en populist, der vil vinde magt og berømmelse.

”Og deraf fødes attituden som den trodsige, tapre forarger, sandhedsvidnet, der gennemskuer omgivelsernes hykleri og slynger dem sandheden lige i ansigtet, den ranke ridder, der ene kæmper mod en bigot samtid. Attituden fødes – den uundværlige, hans sidenhen faste rekvisit.” (Det moderne sammenbrud, side 59, 1984)

Brandes vil have status og position, og det bliver på bekostning af det forarmede og ydmygede Danmark, der er tynget af nederlaget i krigen mod Tyskland i 1864.

”Der er jo Hauchs professorat i æstetik, som han anser sig for selvskreven til og som snart vil dukke op, men han kan ikke vente. Han vil virke. Han er som en ladt pistol af lidenskab og brynde og må på den ene eller anden måde fyre sig selv af (…) Det blev hans livs afgørende indsats, det, der mere end noget andet virkede til at forme holdningen i vort offentlige liv eller den offentlige mening, og det skyldtes, at Georg Brandes var en fremragende agitator. Tidspunktet var ham også gunstigt. Danmark var et land, der lige havde tabt en krig og mistet en stor del af sit landområde (…) Danskerne var da forstemte og rådvilde. I denne situation kastede Georg Brandes sig selv og sin agitatoriske lidenskab ind i kampen over sindene.”  (Det moderne sammenbrud, side 61-62, 1984)

Og det lykkes. Brandes er en dygtig taler, men hans budskab er gammelt og slidt, og alligevel falder Københavns borgerskab for hans lidenskabelige ord.

”I kjole og hvidt, med vajende hår, skærende stemme, dristig holdning og med glød og patos rev Georg Brandes tilhørende med sig. Der var charme og udstråling fra ham. Han besnærede sit publikum af unge herrer og damer og frembragte – også på grund af de kommende års politiske og kulturelle forviklinger – en kulturrevolution, hvis virkninger bredte sig som ringe i vandet, længere og længere ud. Men hvad han sagde – det var ikke revolutionerende. Det var århundredets frigørelses-ideologi, som her fik en tand til, men som netop i kraft af sit slægtskab med de nationalliberales idealisme kunne trænge ind i disses afkom. Frihed! Frigørelse fra alle bånd og konventioner! Det havde man hørt før, og i denne blændende agitators mund tog man det til sig som en sandhed, kun dumhed eller indskrænkethed kunne stå imod.” (Det moderne sammenbrud, side 62-63, 1984)

Brandes hævder at tale på den frie tanke og videnskabens grundlag, men det var i bund og grund et slet skjult angreb mod kristendommen.

”Det er ikke mig, mine herrer, det er videnskaben! Og med ordet videnskab søger Georg Brandes hele tiden at knytte sig til naturvidenskaben, for denne oplever i århundredets midte en udvikling, som mægtigt øger dens anseelse. At være i strid med naturlovene er som bekendt ikke let. At give sit ideologiske standpunkt karakter af en naturlov er da taktisk fordelagtigt. Georg Brandes var uden naturvidenskabelig indsigt og forstand, men fornemmede tydeligt naturvidenskabens voksende prestige og anede tillige, at den kunne være ham en allieret i krigen mod kristendommen.” (Det moderne sammenbrud, side 73, 1984)

Den frie tanke, fremskridtet og videnskaben var Brandes udgangspunkt. Men Krarup kender hverken til frihed, fremskridt eller videnskab. Det er blot indholdsløse slagord, som Brandes bruger til at undertvinge Danmark og danskerne. Det er et middel til målet, en taktik.

”Det er taktikken. Man genfinder den overalt i forelæsningerne, som blot bruger forfatterne og deres værker som anledning til at forkynde en revolutionær humanisme, hvorefter Georg Brandes atter forsvinder ind i de litterære personer og giver rollen som køligt betragtende videnskabsmand, og man finder den derfor også i hans berømte omtale af familien eller hjemmet.” (Det moderne sammenbrud. Side 76-77, 1984)

Brandes kuer sine tilhørere med sin agitation, der forlader hans forelæsninger med den overbevisning, at de ikke er fulgt med fremskridtet.

”Og moderne er man ved at holde med fremskridtet. Og fremskridtet holder man med, når man hylder og hævder den frie tanke. Med denne vekseldrift har Georg Brandes fundet en agitatorisk damphammer, som gør det muligt for ham at bryde gennem al modstand og lægge fremtiden til rette for sig. Hans unge tilhørere er overvældede og betagne, idet de samtidig er flove over sig selv og deres fædrelands åndelige stade. Nu gjalder trompeten deroppe fra katedret, hvor moderniteten forkyndes, og man tumler begejstret ned ad universitetets trappe og ud på Frue Plads med klangen i ørerne.”  (Det moderne sammenbrud, side 67, 1984)

For Brandes har videnskaben ikke en større fjende end kristendommen.

”For det er videnskabens opgave! Den moderne videnskab vil bringe lys over landet og efterhånden overvinde kristendommens vrangforestillinger også i mindre oplyste nationer som f. eks. den danske. Georg Brandes er videnskabens ven og talsmand og ved sig sikker på, at evangeliets beklagelige rester af gamle fordomme vil smelte som sne under Darwins og Stuart Mills sol.” (Det moderne sammenbrud, side 82, 1984)

Ikke nok med, at Brandes fremstiller sin agitation som videnskab. Han hævder også at tale på vegne af verdenshistorien.

”Det er jo fremskridtstroen skåret ud i pap, overbevisningen om tilværelsens nødvendige og uafvendelige bevægelse fra det lavere til det højere, fra tesen over antitesen til syntesen, en metafysisk frelseslære lagt ind i verdenshistorien, hvor det derfor er menneskets opgave, ja pligt at holde sig ajour med ’udviklingen’ (…) Unægtelig en gunstig position for en agitator! Det er ikke ilde at have verdenshistorien i ryggen, når man vil gøre sig selv gældende, og det er ikke uden fordele at kunne slå på sin ’historiske’ ret, hvor man vil erobre sig magt og indflydelse og behandle modparten som kanaljer.” (Det moderne sammenbrud, side 65-66, 1984)

Men fordomme er mere sejlivede end videnskab. Derfor begynder Brandes position i Danmark med sit kristne, danske folk snart at smuldre. Som den dygtige taler og skribent Brandes er, fremstiller han sig selv som et offer for overtro og en kætter med nye tanker.

”Men snart begynder modsigelserne at melde sig, og selv om Georg Brandes langtfra står alene – som han siden yndede at fremstille det – står han udsat, og fra at føle sig som byens helt føler han sig i løbet af forårsmånederne 1872 som byens prygelknabe.” (Det moderne sammenbrud, side 68, 1984)

Brandes talte også for kvinders rettigheder og frigørelse, men det er for Krarup at dræbe den enkelte kvinde.

”Georg Brandes’ begreb om kvindens frihed er slet og ret en idealistisk konstruktion – udsprunget af den humanistiske idé om et guddommeligt jeg: mennesket som sin egen skaber. Under den forudsætning præker han frigørelse. Ak, men undervejs visner kvinden. Den jordbund eller de forpligtende bånd, han vil befri hende fra, er hendes næring og livsnerve, og ’befries’ hun herfra, så rives hun løs fra sig selv og sit liv, for hun er kun til i denne givne sammenhæng og dette konkrete fællesskab.” (Det tavse flertal, side 115, 1984)

Kvinders ønske om frihed er ideologi, et oprør mod Gud og deres største ulykke. Krarup går videre og beskylder Georg Brandes for at have forvansket Søren Kierkegaards forfatterskab.

”Georg Brandes’ bog om Søren Kierkegaard er forsøget på at vildlede den danske opinion vedrørende Kierkegaards forfatterskab, og det er således forsøget på at afparere angrebet, før det sætter ind. Kan det lykkes ham at kaste sand i øjnene på dem, der læser ham, vil disse have svært ved at finde ud af, hvad der står. Når Georg Brandes så at sige overtager Kierkegaard og fastsætter, hvordan han skal opfattes, er der endnu en forhindring at skulle over for dem, der måtte have forceret samtidens almindelige forargelse og udbredte misforståelser. En misforståelse til. Et skilt, der viser i den gale retning for at lede folk på vildspor. Det er tilfældet med denne bog fra 1877, og hundrede år efter kan man konstatere, at Georg Brandes jo i høj grad fik held med sit forehavende.” (Det moderne sammenbrud, side 84-85, 1984)

Krarup beskylder Brandes for at have overtaget Kierkegaard. Dette er et spørgsmål om, hvordan Kierkegaard skal fortolkes. Krarup ser Kierkegaards skrifter som en forlængelse af Luthers opgør med den katolske kirke og dens gerningsretfærdighed, mens Brandes så Kierkegaard som oprører mod den folkekirke, der blev skrevet ind i Danmarks grundlov.

”Mærkværdigvis får denne iagttagelse ikke Georg Brandes til at overveje, om Kierkegaards kamp mod den officielle kirke nu også var agitation. Når han taler så hensynsløst og betingelsesløst og i den grad sætter sig selv ind, kunne det jo være, at der var tale om noget andet. Det kunne være sandhedens forkyndelse, simpelthen.  Det kunne være et: Dette skal siges, så være det sagt! Det kunne være et menneske, der helt uden bagtanker og taktik ofrer sig for at få sandheden hørt.” (Det moderne sammenbrud, side 92, 1984)

Krarup nedgør Brandes forfatterskab til at være et ønske om berømmelse og succes, mens Kierkegaard søgte sandheden, og han finder den i modsætning til sine modstandere.

”Interessen i at få succes og dermed at forstå sig selv i forhold til det ydre, ikke det indre, er senere, som vi skal se, selv om den i dag er blevet toneangivende synsvinkel, og den er da bevidst anti-kristelig. Den siger samfund, hvor den oprindelige linie i dansk åndsliv siger sjæl. Den siger udvikling, hvor det oprindeligt hedder inderlighed. Den siger politik, hvor Søren Kierkegaard siger etik eller kærlighed til næsten. Den nyere, samfundsorienterede, udviklingsdyrkende, politiserende linie i dansk åndsliv er netop et forhold til begrebet succes, men dansk åndsliv er rettelig formet over forholdet til begrebet sandhed, og det er som et led af denne åndstradition i Danmark, at Søren Kierkegaard ikke er fremmed for, men hjemmehørende i dansk åndsliv.” (Dansk kultur, side 66-67, 1993)

Krarup ser Kierkegaard som Brandes’ modsætning, hvor den første skrev om kristendommens ord om mennesket som synder, mens den næste var svoren fjende af kristendommen og ikke ville høre om menneskets syndighed og skyld overfor Gud.

”Havde Kierkegaard oplevet det Moderne Gennembrud, havde han kunnet konstatere, at præsten nu havde fået en allieret i bestræbelsen på at afskaffe den enkeltes ansvar. Nu var det ikke kirken. Nu var det fremskridtet og udviklingen og videnskaben, der tog patent på ansvaret og dermed tog det fra mennesket. Men meningen er jo den samme, for i begge tilfælde betyder det menneskets ikke-ansvarlighed – dvs, menneskets udslettelse som menneske (…) Sandheden er, at Georg Brandes udgør Kierkegaards modpol i dansk åndsliv. Sandheden er, at Georg Brandes repræsenterer just den hegelske objektivering og den totalitære humanisme, som Kierkegaards forfatterskab er opgøret med fra først til sidst.” (Det moderne sammenbrud, side 91, 1984)

Et af Kierkegaards budskaber var, at vi er syndere med behov for Guds nåde.

”… og kristendommens anliggende udtrykkes i Søren Kierkegaards begreb. Hans solidaritet med den menige mand var ikke koketteri. Den er tværtimod et vidnesbyrd om hans ængstede, samvittighedsfulde forhold til den absolutte fordring. Ingen tjenestepige, ikke den fattigste gårdskarl måtte han gå hovmodigt forbi på gaden, for hvem var han, at han kunne tillade sig det? Hin enkelte – det var netop den menige mand, for i forhold til Gud er vi alle menige. At være hin enkelte betyder for Kierkegaard simpelt hen at være menneske under kristendommens fordring.” (Det moderne sammenbrud, side 89, 1984)

Brandes fik snart tilhængere, og Krarup skriver følgende om hans bror, Edvard Brandes og hans kampfælle Viggo Hørup, som Krarup udgav en bog om som 24-årig.

”Edvard Brandes, lillebroderen, der var stor taktiker, havde oprindeligt udgivet Morgenbladet sammen med Viggo Hørup og her fremstillet sig som en slags grundtvigsk folkelighedsapostel, der var pot og pande med venstrebønder og højskolefolk ude i landet, men illusionen revnede i 1883, da Chr. Berg satte dem ud af Morgenbladet, og så stiftede Hørup og han Politiken, som med aggressiv og talentfuld journalistik gjorde sig til herre over den offentlige mening.” (Systemskiftet, side 15, 2006)

Dagbladet Politiken blev en stor toneangivende avis, der sørgede for, at Georg Brandes’ moderne gennembrud bredte sig.

”Ildtilbedelsen. Den ideologiske fanatisme. Følelsen af at være en kæmpende kirke, en revolutionær renæssance-menighed, der skulle erobre landet og forme tankegangen. Og ti år senere, i 1891, nåede holdningen nye højder, idet Georg Brandes her fejrede sit 25 års jubilæum som skribent og blev hyldet med et fakkeltog.” (Det moderne gennembrud, side 100, 1984)

Således endte det med, at kulturradikalismens dæmoniske kræfter erobrede magten i Danmark.

”Således vandrede de ideale magters hær op igennem 1890’erne, anført af Lucifer, den gode ånd, og i 1901 erobrede de ideale magter omsider den politiske magt via Systemskiftet og gjorde Lucifer og hans ideer til det bestående.” (Det moderne gennembrud, side 101, 1984)

Kulturradikalismen og Georg Brandes havde dog også modstandere, og en af dem var den konservative skribent Harald Nielsen, som Krarup tegnede et portræt af i sin første bog, som han fik udgivet i 1960. Harald Nielsen skrev en lille bog, ’Systemet Politiken’ fra 1907, hvor han angriber kulturradikalismen.

”Her tegner Harald Nielsen jo billedet af et folk, der er fange i sit eget hjem, underkuet og terroriseret af en kulturel overklasse, der foragter alt det, folket lever på. Dets egen egentlige, gamle kultur er drevet på porten (…) Det etiske er forjaget af det æstetiske.” (Systemskiftet, side 18, 2006)

Harald Nielsen blev angrebet hårdt og endte med at sympatisere med antisemitismen, hvilket gjorde, at han blev fortrængt og forkastet fra offentligheden.

”Harald Nielsen, den højt begavede litteraturkritiker og eminente skribent, blev knækket af forfølgelsen, og derfor endte han med at trodse sig selv ind i positioner, som oprindeligt var ham fremmed. I sit modsætningsforhold til Georg Brandes gjorde han dennes jødiske baggrund til noget afgørende, hvad det utvivlsomt også var, men Harald Nielsen gjorde dette ånds- eller kulturforhold til et angrebspunkt, som betød, at han til sidst i sit liv med nogen ret kunne beskyldes for antisemitisme. Da det i tid faldt sammen med nazismens uhyggelige jødeforfølgelser, var dette fatalt. Med den allerbedste samvittighed afskar samtiden ham fra ordet og lukkede ham ude i den mest skærende isolation og fortielse.” (I min levetid, side 107, 1998)

Men hvad stod kulturradikalismen egentlig for? Først og fremmest frihed.

”Frihed – det er slagordet. Men altså en frihed fra syndefaldet, fra slangen i paradisets have, fra menneskets ansvarlighed under loven. Frihed til at udfolde sig ubegrænset, frihed til at realisere sig selv og sine behov, frihed til at være sin egen herre og skaber. Det er kernen i den livsforståelse, der med revolutionær glød og agitatorisk kraft sættes ind i dansk åndsliv. Eller frihed til at tænke frit – og vel at mærke til at lade tankens frihed være eksistensens frihed, eftersom eksistensen gøres lig med tanken. Og dermed frihed til at hæve sig over den givne, konkrete, eksisterende virkelighed og den virkelige næste: frihed til at hæve sig over næsten og dermed at foragte næsten, frihed til at hæve sig over historien og dermed at foragte historien, frihed til at hæve sig over sit land og dermed at foragte sit land. Frihed som den totale egocentricitet, selvoptagethed og hensynsløshed.” (Dansk kultur, side 60, 1993)

I denne afvisning af kristendommen og dyrkelsen af frihed ligger årsagen til den moderne tids ulykke.

”Vesteuropas forfald med vold og terror og menneskeforagt skyldes den afvisning af Kristus, der er en følge af forgudelsen af mennesket. Sådan vil det gå. Fra revolution til revolution vil Vesteuropa fornedre det konkrete menneske under sine stadige drømme om den fuldkomne og frigjorte menneskehed, brandene vil rase, ofrenes lig hobe sig op, for med Rousseau og den Franske Revolution har dette humanistiske vanvid manifesteret sig i politik og samfundsforhold, og så er der ingen grænse. Uden Kristus er alt jo tilladt. Uden Kristus er mennesket sin egen lov – og så er der ingen lov.” (Det moderne sammenbrud, side 57, 1984)

Havde Brandes’ samtid kunnet gennemskue, hvad han talte for, ville den have set, at konsekvensen af kulturradikalismen var den rene terror.

”… havde hans unge akademiske publikum haft historisk sans og ikke blot været betaget af hans form og attitude, kunne de i baggrunden have skimtet omridset af den guillotine, der jo var den rene tankes endelige sejr. På guillotinens skafot blev eksistensens hindringer for tankens sejrsgang virkelig afskaffet, under guillotinens skarpe kniv udryddedes forskellen på tænken og væren i sækken med de blodige afhuggede hoveder.” (Det moderne sammenbrud, side 64, 1984)

Georg Brandes, den danske kulturradikalismes fader, ville den frie, videnskabelige forskning, den frie tanke og det frie menneske. Men frihed er forræderi mod sine næste, som kristendommen befaler at elske som sig selv. Og med friheden følger guillotinen og terroren, hvis man spørger Krarup.