Krarup ser principielle ligheder alle vegne. I hvert fald når han har brug for det. For eksempel sætter han lighedstegn imellem den opdragelse kulturradikale og ungdomsoprører fra 1968 vil give danske børn i børnehave og folkeskole, og så den massive indoktrinering børn og unge blev udsat for i det nazistiske Tyskland. Når danske børn sidder og leger i sandkassen med skovl og spand, klipper figurer i pap, eller når pædagogerne i børnehaven belærer dem om, at man skal tale om problemer og uenigheder og ikke komme op at slås, så er opdragelsen ikke væsensforskellig fra den tyske børn fik i Hitler Jugend. Krarup ser en klar lighed imellem de to opdragelsesformer, men det kan være svært for os andre at se, og det skyldes nok, at den principielle lighed er dybt uinteressant, fordi de konkrete resultater er vidt forskellige. Der er ikke megen arisk kriger over de unge mennesker, som går ud af den danske folkeskole og fortsætter deres uddannelse. Det nævnte eksempel er blot et af mange. Krarup sætter også lighedstegn imellem det at slå sine børn og at holde af dem, racisme og antiracisme, imellem menneskerettigheder og lovløshed, tyranni og undertrykkelse, imellem enevælde og det enkelte menneskes frihed og lighed for loven, EU og den katolske kirke, og imellem demokrati og en elites magtfuldkommenhed overfor en hjælpeløs og ydmyget befolkning. Han raser mod den såkaldte ’godhedsindustri’ og dens forfalskning af det kristne bud om næstekærlighed, men er totalt uinteresseret i de resultater denne industri frembringer i verdens fattige lande. Krarup har også sammenlignet muslimske kvinders slør med totalitære symboler som nazismens hagekors og kommunismens hammer og segl. Men under besættelsen fra 1941-43 sad et lille, nazistisk parti i Folketinget, og det hed såmænd Dansk Folkeparti, ligesom Krarups eget Dansk Folkeparti. Så manden burde være mere forsigtig med sine sammenligninger og principielle ligheder. Interessant er det også, at han trækker et skel imellem muslimer og islam. Muslimer har han ikke noget imod, men anser islam for i vore dage at være en større trussel mod Danmark end nazismen var i sin tid. Men er det overhovedet muligt at trække dette skel? Hvor farlig kan islam være, hvis religionens tilhængere er søde og venlige mennesker, som Krarup roser dem for at være? Islam uden muslimer jo ikke andet end en dynge papir limet sammen i ryggen, en bog, altså Koranen. Andre gange forkaster Krarup alle principper og stirre sig blind på det konkrete resultat, og her går han gerne tilbage til oplysningstiden og tiden frem til vore dage. Oplysningstiden brød med enevælden og over en række krige og revolutioner indførte det ene europæiske land efter det andet moderne demokrati. Krarup forfærdes over de revolutioner og krige, som blev ført i ideologiens navn, og derfor var oplysningstiden en pest, mens antallet af faldne er ham ligegyldigt i andre krige, for krig er bare en del af denne verdens elendighed. Han skifter mellem at se på principperne bag, og det konkrete resultat alt efter behag. Her er det interessant at se på Krarups syn på anden verdenskrig og kolonialismen. Han ser besættelsen som den største katastrofe i Danmarks historie, fordi hele landet blev besat og det stort set ude modstand, og han er drivende patetisk i sin beskrivelse af denne nationale ydmygelse. Ved alle andre krige i vor tusindårige historie var der altid en større eller mindre del af landet, som kæmpede mod fjenden. Omvendt forsvarer han kolonialismen, hvor Europa underlagde sig det meste af verden i kortere eller længere perioder. Men hvad Nazityskland gjorde under anden verdenskrig imod Europa var, hvad den hvide mand havde gjort imod hele verden i over fire århundreder. Det eneste nye i Nazitysklands kolonialisme var, at det denne gang gik ud over hvide, kristne mennesker. Derfor er Krarup slået med rædsel. Men ser man som Krarup kolonialismen som en velsignelse for de lande og folk, der blev koloniseret, så var den tyske besættelse af Danmark simpelthen velgørenhed, ja, en generøs gave fra det tyske folk til det danske. Det er vilkårene, hvis man vil debattere med Krarup. Det foregår altid og udelukkende på hans præmisser, og det kan man blive nødt til at leve med, men det bliver vanskeligt at tale sammen, når han begynder at lave om på præmisserne, som det passer ham. Og det gør Krarup. Så enten må man forkaste alt, hvad han siger eller lade sig belære med alvorlige ord og en myndig hævet pegefinger. Krarup er hverken politiker, filosof eller videnskabsmand, men præst og teolog. Han ved ikke noget, og han tvivler ikke på noget, han tror i stedet og er stærk i troen. Men til tider mærker Krarup grunden synke under sig, og så tager han det tunge skyts i brug. Han har nemlig som den eneste adgang til et eksklusivt feriemål, kaldet ’virkeligheden.’ Ude i virkeligheden møder Krarup de virkelige danskere, som han taler med og lytter til, hvorpå han rejser tilbage igen og fortæller os andre, hvad det virkelige, danske folk har sagt. Og det er jo vanskeligt at sige en mand imod, som kender virkeligheden, mens man selv er blind og døv og ikke kan gå nogen steder uden en arm, der fører en på rette vej. Noget lignende kan man iagttage hos højrefløjens anden store personlighed, Pia Kjærsgaard. Hun er folkets stemme, hun er hele Danmarks hjemmehjælper, der gør rent og renser ud i danskernes fædreland. Dog er det længe siden, hun selv har haft tid til at bruge gulvskrubben. Det er travlt og kræver tid at sidde i Folketinget i 25 år, især når man samtidig er partiformand. Heldigvis kan hun trække sig tilbage til sin villa nord for København i rigmandskvarteret Gentofte. Om hun selv gør rent i den store villa, er ikke godt at vide, men hun har for længe siden kigget dybt i en spand med beskidt gulvvand og et renskuret toilet og deri fundet en kilde til visdom. Som præstinderne i oraklet ved Delphi kan hun høre noget dernede fra kummens klare vand, som ingen andre forstår. Det er folket, der taler til Pia Kjærsgaard. Det danske folk, som Krarup kender ude fra virkeligheden.

Der er ikke tal på de gange, Krarup har iscenesat sig selv som modstandsmand, og det er unægtelig også en gunstig position at være modstandsmand, for så er ens modstandere jo udpeget som den tyske, nazistiske besættelsesmagt. Men der er også en anden grund til, at Krarup gerne vil være modstandsmand. Han er nemlig kriger og elsker kampen for kampens skyld. Krig skaber sammenhold, den skaber dramatik og helte, der ofrer sig og dør for en ædel sag. Det er for Krarup et lykkeligere endeligt, end at leve i et fredeligt land og som en gammel mand og sove ind i døden i sin seng en sen nattetime. En sådan død er simpelthen for kedelig. Men var det ikke netop sådan et Danmark, modstandsfolkene kæmpede for? Et fredeligt Danmark, hvor alle lever frit og trygt, og hvor der ikke er grund til at gribe til våben, fordi politiske beslutninger vedtages ved folkeafstemninger, folketingsvalg og under endeløse diskussioner og debatter. Det er i sig selv en hån mod modstandsfolkene, at Krarup hylder deres kamp og død, uden at fortælle om alt det værdifulde de kæmpede for. Værre bliver det, når han kalder sig selv for modstandsmand. Mens modstandsfolk risikerede tortur og henrettelse, hvis de blev fanget af tyskerne, så har Krarup haft sin ytringsfrihed og krav på politiets og samfundets beskyttelse og de samme rettigheder som enhver anden borger i Danmark. Så når Krarup kalder sig modstandsmand, så brækker han sig i virkeligheden ud over dem, som kæmpede imod den tyske besættelse med livet som indsats i et spil, som mange tabte.

Kristendommen er to tusind år gammel og har været en meget dynamisk religion, der har forgrenet sig i et utal af retninger. Krarups egen retning, Tidehverv, er blandt andet kendetegnet ved, at den sætter skel imellem det verdslige og guddommelige regimente, og så kræver den tro og ikke gode gerninger. De, som tror, at gode gerninger er vejen til frelse, lever i tvivl og frygt for, hvorvidt de nu har været gode nok. Men den samme fortvivlelse rammer vel også de, som vil retfærdiggøre sig ved tro, for er de nu også stærke nok i troen, eller har de til tider tvivlet på Gud? Krarup selv har dog aldrig været ramt af sådanne sjælekvaler og ser sig selv som gårdvagt i Guds skolegård med ret til at uddele eftersidning og lussinger i opdragelsen af os alle sammen i den rette kristendom. Og ingen kan være i tvivl om, at Gud ville være ilde stedt, hvis ikke han havde en trofast håndlanger som Krarup. Uden ham ville saltet miste sin kraft, og vi mennesker ville leve et jordisk liv uden interesse for vor egen syndighed og behov for nåde og tilgivelse. Omvendt giver alliancen med Gud Krarup et godt kort på hånden, da han i snart sagt alle sammenhænge og mod en hvilken som helst modstander kan påkalde sig Vorherre som argument og medsammensvoren. Krarup anser jo enhver form for ideologi for menneskers selvforgudelse, så hvis han på en eller anden måde kan få sin modstander udstillet som bærer af ideologiske mål, så kan vedkommendes argumenter og holdninger afvises som antikrist og djævelskab. På den måde får Gud og kristendommen stor indflydelse på politik. Ja, Gud selv stiger fra himmelen ned til jorden, og uden at have været på stemmesedlen bliver han folketingsmedlem for Dansk Folkeparti, mens Jesus kravler ned fra sit kors og går hen og sætter sit kryds ved liste O i stemmeboksen på valgdagen, og derved bryder Krarups skillevæg imellem det guddommelige og verdslige regimente fuldstændigt sammen. Men det er nok også det sikreste at overdrage magten her i denne verden til Gud. Menneskene kunne finde på at gøre dumme ting med al den frihed, som for eksempel dengang et flertal stemte for, at en røver skulle sættes fri, mens Guds søn blev korsfæstet.   

Mennesket er forpligtet overfor sin familie og sine venner og næste. Ellers er de jo netop ikke familie, venner og næste. Krarup siger i denne sammenhæng, at et menneskes frihed og selvudfoldelse er det samme som selvdyrkelse, hvilket vil sige at svigte de bånd, man har til andre mennesker. Men mennesker gør nu engang forskellige ting, bare fordi det interesserer dem, og giver dem livsglæde, så de af og til i deres liv og dagligdag vender ryggen til deres nærmeste. Når mange unge mennesker i Danmark tager på en lang rejse til fjerne lande, eller når man passer sin have i fritiden, spiller musik eller er lystfisker, er det så selvdyrkelse og dermed at svigte sine næste? Hvor går grænsen imellem at have en uskyldig fornøjelse i at beskære frugttræer søndag formiddag og så at bryde alle bånd til sine nærmeste? Noget sådant ønsker de færreste, så det ville være godt, hvis Krarup gav et klart svar, men det gør han ikke. Grunden til dette er, at Krarup ikke har noget svar, for han bruger anklagen om selvdyrkelse, som det passer ham og retter den imod dem, som han af en eller anden grund ikke bryder sig om. På samme vilkårlige måde udpeger han, hvad der er abstrakt, og hvad der er konkret. Men friheden er menneskets mulighed, vi er født med fødder og ikke med rødder og kan påvirke eget liv og skæbne, men for Krarup er sådan en frihed det samme som forræderi. Han foretrækker at være begravet i jord til halsen.

Krarup er ofte blevet beskyldt for at være racist, hvilket er urimeligt. Men bare fordi Krarup ikke er racist, så er den racistiske tankegang ham ikke fremmed. Racismen bygger på et deterministisk menneskesyn, den bygger på gener og arv, mens Krarups ’racisme’ bygger på opdragelse, kultur, historie, religion og nationalitet. Danskeren er dansk, fordi han eller hun er født og opvokset i Danmark og bliver aldrig andet, og som sådan er danskhed og kristent sindelag nedlagt i danskeren som instinkterne i et dyr. Denne determinisme betyder også, at et barn er et ødelagt menneske for livet, hvis det falder i kløerne på alle de kulturradikale og socialistiske opdragere i børnehave og folkeskole. Og endnu værre er det selvfølgelig med de muslimer, der lever i Danmark. De er vore fjender og bliver aldrig andet, for de er muslimer. De venter bare på at blive mange nok til, at de kan omstyrte demokratiet og tvinge et religiøst regime ned over den øvrige befolkning. Dette har Krarup og hans ligesindede sagt i årevis. Men med en inkonsekvens, som er ganske usædvanlig for Krarup, har han aldrig vovet at sige konklusionen højt. Vi er nemlig tvunget til et af to, hvis Danmark skal reddes: Enten at spærre alle muslimerne behørigt inde i velbevogtede lejre eller sende dem ud af landet. Og de rejser ikke med det gode. De er jo vore fjender og er kommet for erobrer vort land og vil altid udgøre en indre fare. Derfor er al snak om integration meningsløs for Krarup. Han kræver i stedet assimilation, men i samme åndedræt Krarup udtaler dette krav, erklærer han, at en sådan assimilation aldrig vil kunne lade sig gøre. Er man først blevet muslim, vil man altid have en terrorist i brystet, der kæmper for at komme ud og myrde løs blandt hedningene. Fangelejre for hundredetusinder af mennesker eller etnisk udrensning er eneste og endelige løsning.

Krarup beskriver ideologier af alle slags som menneskehedens største forbandelse. Han har dog aldrig kritiseret kapitalismen, som må regnes for historiens største og vigtigste ideologi, mens han har været meget hård mod den næststørste, kommunismen eller socialismen, som han ikke giver et minuts fred. Folk der stemmer på Enhedslisten eller Socialistisk Folkeparti, ja, selv socialdemokrater bliver stillet til ansvar for kommunismens forbrydelser i Sovjet, Kina, Cambodja og så videre. Krarup selv er kristen, og listen over kristendommens forbrydelser er lang. Meget lang. Men kristendommens blodige spor får ikke Krarup til at tage sin tro op til revision. Det var alt sammen blot forfalskninger af kristendommen, en undskyldning eller bortforklaring han har lov at bruge, mens hans socialistiske modstandere ikke må anvende den. Krarup tilhører Tidehverv, og dette lille kapitel i kristendommens historie har hverken gjort godt eller skidt. De troende mødes hvert år til et sommermøde, hvor de sveder i varmen i deres pæne tøj, slips, skjorte og jakkesæt. Og imellem smørebrød, suppe, steg og is og kaffe og kage vifter Krarup en enkelt gang med sin gaffel, før han korsfæster endnu en halv kartoffel, og afviser derved, at der skulle være principielle eller konkrete ligheder imellem hans egen kristendom, Tidehverv, og alle de andre retninger rundt omkring i verden igennem historien. Den evangelisk-krarupske kristendom virker af uransagelige veje. 

I et interview med journalist Birgit Hagener fra 1988 anslår Krarup, at 90 % af den danske befolkning støtter ham i hans kamp mod flygtningeloven fra 1983. Her, snart tredive år efter, kan vi se, at der mildest talt var tale om en overdrivelse. Til gengæld siger udsagnet meget om Krarups syn på sig selv. De gode folk i Seem sogn kan trække vejret frit, men i resten af Danmark lever danskerne som en undertvungen, ydmyget og umælende almue. Kuet og pryglet af en hoven kulturradikal og socialistisk elite, der foragter folket, dets dagligdag og stille kristentro. Netop det umælende ved denne almue er vigtig for Krarup, for det betyder, at danskerne eller det såkaldte tavse flertal har brug for nogen til at tale på dets vegne. Og her træder Krarup til som folket stemme, en rolle han gerne påtager sig. Krarup ser sig selv som en dansk Moses, der befrier og fører sit folk ud af fangeskabet, han hugger Guds bud i stentavler og går og knuser guldkalve hele dagen. Og en dag vil Krarup føre danskerne tilbage til et tabt og forjættet Danmark, hvor vi alle i fællesskab skal genopbygge danskhedens tempel. Og selvom Krarup i en årrække stod alene, så har mange sluttet sig til ham, så der er opstået noget, som må anses for en strømning i dansk historie, der er islamfjendsk, kalder til national vækkelse og hævder at forsvare demokrati og ytringsfrihed i modsætning til alle andre. Den har fået et talerør i Jyllandsposten og Ekstra Bladet, og en lang række debattører, og mindre foreninger og organisationer har tilsluttet sig, og centralt står selvfølgelig Dansk Folkeparti. Men Krarup har været den store foregangsmand. Han har været isbryderen, der åbnede et frit bælte igennem det tilfrosne hav. Alle de andre er bare ællinger, som svømmer efter, og selvom de ikke er kønne at se på, skal vi ikke regne med, at de bliver til svaner. Socialdemokratiet og fagbevægelsen har over et århundrede forandret Danmark radikalt. Samme mål har Krarup. Også han vil omskabe Danmark, og modstanderne er de tre historiske strømninger, oplysningstiden, kulturradikalismen og ungdomsoprøret 1968, og Krarup ved godt, at han måske ikke lever længe nok til at opleve den endelige sejr. Spørgsmålet er bare, om det Danmark og den oprindelige danskhed, han vil føre os tilbage til, nogen sinde har eksisteret? Næppe andre steder end i Seem sogn. Og i så tilfælde er Krarup jo som de kulturradikale, der siger, at kultur er noget, mennesker skaber, og som mennesker derfor kan lave om. Og så er han jo bare en folkeopdrager og forfører som så mange andre. I det hele taget er det svært at sige flere sammenhængende sætninger om, hvad det vil sige at være dansker, uden at komme med en masse floskler eller remse alt det op, som i hvert fald ikke er dansk. Andre forsøger sig med at nævne nogle såkaldt danske værdier, og jo flere de udpeger, jo mere hult og meningsløst bliver projektet. Og hvem kan egentlig med fuld ret hævde, at sidde inde med sandheden om, hvad der er dansk, og hvad der ikke er? Kan du? Kan jeg? Kan Søren Krarup? Nej vel. Han har jo slet ikke noget tøj på…