Søren Krarup udgav sin første bog som 23-årig i 1960, hvor han forsøgte at rehabilitere den nationalkonservative skribent Harald Nielsen. Niels blev i sin tid berygtet, fordi han under Tysklands besættelse af Danmark under anden verdenskrig fik sympati for nazismen og antisemitismen. Faktisk kom det så vidt, at Nielsen i 1948 påstod, at jøderne havde vundet anden verdenskrig, fordi de styrede stormagterne USA og Sovjet.

Siden har Krarup talt og skrevet flittigt og ihærdigt i fem årtier, og Danmark har næppe haft så vedholdende, så kompromisløs og så krigerisk en forfatter og debattør som ham. Og der har næppe heller været nogen i vor tid, som har mødt så hård modstand som ham, og dog har hans standpunkter efter årtiers kamp vundet tilslutning i den førte politik i Folketinget og i Danmark. Endda stor tilslutning. Om det var alle de mange, der blev overbevist af Krarup, eller om han var forud for sin tid og kæmpede for standpunkter, der alligevel ville være kommet frem, er svært at bedømme. I mange år var Krarup en ensom skikkelse i samfundsdebatten og blev af de fleste blot regnet for en vred mand, der slog ned her og der, hvor der var noget ømt, som gjorde ondt. Men i dag er det tydeligt, at hans standpunkter har vundet stor tilslutning, ikke mindst i forbindelse med Dansk Folkepartis vej til magten og den anti-islamisme, der har bredt sig Danmark og i den vestlige verden i det hele taget.

Når man ser på Krarups offentlige virke, så har han opnået tre store sejre i årenes løb. Den første kom i efteråret 1986, hvor Dansk Flygtningehjælp havde planlagt en stort iscenesat landsindsamling søndag den 5. oktober. Den 21. september sætter Krarup en annonce i Jyllandsposten med overskriften ’Nej, ikke en krone’, hvor han opfordrer danskerne til boykotte indsamlingen. Annoncen vækker en enorm opmærksomhed, og Krarup bliver voldsomt forhadt af medier, politikere, kulturpersonligheder og mange andre, men det lykkes ham i de næste dage at få indsamlingen til at fremstå som en afstemning for eller imod den liberale danske flygtningelov fra 1983. Samtidig er han med til at stifte Komiteen mod Flygtningeloven, som sidenhen udvikler sig til Den Danske Forening, der tiltrækker uheldige personer fra højrefløjen, blandt andet den erklærede nazist Jonni Hansen. Men dette belaster ikke Krarup det store, da han fra starten kun er menigt medlem af foreningen. Disse hændelser kan man kalde for Krarups folkelige gennembrud. Ikke at han blev elsket, slet ikke, men alle i Danmark vidste, hvem Søren Krarup var, og hvad han stod for efter landsindsamlingen, og derfor var der tale om en eller anden form for gennembrud. Og det viste sig også, at han havde en vis opbakning i befolkningen. Dansk Flygtningehjælp fik indsamlet 41 millioner kroner, hvoraf 7 millioner kom fra statskassen. Det var cirka 8 kroner per dansker. Imod dette fik Krarup indsamlet 600.000 kroner og omkring 46.000 underskrifter mod flygtningeloven 83. Ikke meget i forhold til Dansk Flygtningehjælp, men alligevel et pænt resultat for en mand, der havde hele det etablerede Danmark imod sig.

Den næste sejr, Krarup vinder, er stiftelsen af Dansk Folkeparti den 6. oktober 1995. Efter et kaotisk og farceagtigt landsmøde i Fremskridtpartiet går Pia Kjærsgaard og tre andre af partiets folketingsmedlemmer ud og stifter det nye parti. Ni år før i 1986 var hun blevet formand for Fremskridtspartiet, som langsomt, men sikkert var trillet ned af bakke til kun at have 6 pladser i Folketinget, siden det stormede ind med 28 mandater i 1973. Med hende som formand stiger opbakningen til Fremskridtspartiet, og efter nogle år som formand får hun udelukket partiets stifter, Mogens Glistrup, der starter sit eget nye parti, Trivselsparti, som dog hurtigt går i sig selv. I de næste år er der splid imellem Pia Kjærsgaard og partiets anden stærke kvinde, Kirsten Jacobsen. Dette eksploderer så ved landsmødet i 1995, hvorefter Dansk Folkeparti stiftes. Men hvad skal det nye parti stå for? Svaret bliver, at de smider Fremskridtspartiets ultraliberalisme ud og pludselig er varme tilhængere af velfærdsstaten, ligesom de erklærer, at de forener klassiske konservative og socialdemokratiske værdier, selvom de to partier historisk set har været hinandens modsætninger. I stedet for Mogens Glistrups svælgende racistiske udtalelser, tiltager Dansk Folkeparti sig en pænere danskhed. Danskheden, med alt hvad den indebærer, henter de hos Søren Krarup, der indtil da har stået temmelig alene, og af de fleste blot er blevet regnet for en outsider. I Fremskridtspartiet spår man, at Dansk Folkeparti snart dør hen, men det går lige omvendt. Det nye parti etablerer sig og vinder snart tilslutning, og ved det første årsmøde i 1997 er Krarup gæstetaler, og han erklærer sidenhen, at han ser Dansk Folkeparti ’som et barn af mig.’  Krarup har taget Dansk Folkeparti til sig, og de har taget hans standpunkter til sig, som nu får repræsentation i Folketinget i form af et nyt, dynamisk og fremadstormende parti. 

Den tredje sejr er det, Krarup kalder Systemskiftet. Efter at Dansk Folkeparti har taget hans politiske standpunkter og danskhed til sig, ender de med også at tage selve Krarup. De opfordrer ham til at stille op til folketingsvalget i november 2001 sammen med hans fætter og kampfælle, sognepræst Jesper Langballe. De accepterer opfordringen og bliver begge valgt ind i Folketinget. Og ikke nok med det. Den socialdemokratisk-radikale regering falder og Venstre og det Konservative Folkeparti danner en ny regering med Dansk Folkepartis støtte. Dette giver Dansk Folkeparti en stor indflydelse på den nye regerings politik, og de påvirker også Socialdemokraterne, ikke mindst i deres udlændinge- og retspolitik. Alt dette ser Krarup som et systemskifte. Det danske folk har gjort op med den politiske korrekthed, de har gjort oprør mod det overdanmark, der har påtvunget danskerne EU og en indvandring af folk fra fremmede lande, og derfor har de tidligere magthavere ifølge Krarup reelt forsøgt at opløse det danske folk og Danmark som selvstændig nation. Folket har rejst sig og er endelig befriet efter et århundrede med kulturradikalt og socialistisk tyranni. Danmarks fremtid ser lys ud i Krarups øjne.

Denne bog er ikke en biografi, hvor Krarups livsforløb eller privatliv vil blive beskrevet. Krarup var i mange år en afholdt præst i det lille Seem sogn i Sønderjylland, hvor han deltog i sine sognebørns hverdag, glæder og sorger, han er familiemenneske og har fire voksne døtre og elleve børnebørn, og har været gift med sin kone, siden de begge var i 20’erne. Men for Krarup er hans privatliv netop privat, så det vil blive forbigået. Krarup inddrager dog af og til sin egen livshistorie i sine bøger for at forklare sit verdensbillede. Især har hans forældres deltagelse i modstandskampen mod den tyske besættelse præget ham. Målet med denne bog er at beskrive Krarups standpunkter og verdensbillede så loyalt og så oprindeligt som muligt, og den er langt hen ad vejen en kommenteret citatsamling. Og så skal det siges, at Krarups skriftlige produktion er enorm. Han er forfatter til 29 bøger, medforfatter til 6, og har skrevet mange hundreder af indlæg og artikler til dagblade og tidsskrifter, og hele vejen igennem fem årtier har hans standpunkter og verdensbillede ikke ændret sig det mindste og er uforanderlige igennem alle årene.

Pia Kjærsgaard og Søren Krarup må anses for de to vigtigste personer på den politiske højrefløj i Danmark de sidste årtier. Pia Kjærsgaard er den folkelige leder for sit parti, der taler til danskernes følelser og kan sangene i højskolesangbogen, den tidligere hjemmehjælper, der står ved indgangen og giver hånd til alle, når Dansk Folkepartis holder sit årlige landsmøde. Søren Krarup er den belæste intellektuelle, der i årevis har siddet ved sin skrivemaskine, og samtidig er han også præsten, som med alvor taler til sine tilhørere om en fremtid et sted ude i horisonten, han allerede har kortlagt. Som sådan er Søren Krarup den danske højrefløjs chefarkitekt. Denne bog handler om hans forfatterskab.