Jesus var en fattig, pjaltet mand, der levede af folks gæstfrihed på sin vandring i Palæstina, mens profeten Muhammed flere gange gik i krig. Det er for Krarup den store forskel på kristendom og islam, selvom han aldrig har haft noget imod krig, så længe krigen ikke føres i Guds navn. Og det er netop i Guds navn, at muslimer fører krig. Det betyder ikke, at Krarup er fordømmende overfor den katolske kirkes korstog. Korstogene var blot det kristne Europas selvforsvar imod den islamiske verdens aggression. Og krigen imellem islam og kristendommen er stadig i gang.

”I grunden er det ganske vist ikke nyt. Der ligger 1400 års verdenshistorie bag os, siden Muhammed døde i 632, og de islamiske hære, der fulgte hans lære, startede deres erobringstogt mod den kristne verden. I løbet af kort tid var de gamle kristne kernelande, Lilleasien, hvor Paulus havde grundlagt sine første menigheder, Nordafrika, hvor kirkefaderen Augustin havde været biskop, erobret af islam, og de islamiske hære gik over Gibraltar og erobrede Spanien og fortsatte erobringstoget ind i Frankrig, og kun fordi den frankiske statholder Karl Martell besejrede profetens hær i slaget ved Poitiers i 732, undgik Europa at blive islamiseret. Men lige siden har islams holdning til kristenheden været fjendskabets og erobringslystens. Araberne blev afløst af osmannerne, som truede Konstantinopel, der kun reddede livet i første omgang på grund af det vestlige selvforsvar, vi kalder korstogene, og som i et par hundrede år trængte osmannerne tilbage, men da kampkraften i kristenheden ebbede ud, erobrede islam Konstantinopel i 1453 og forvandlede den store, gamle kirke, Hagia Sofia, til en moske, og gik over Dardanellerne og erobrede Balkan og påtvang folkene på Balkan mange hundrede års elendighed, som Balkan stadig lider under. Men fra 1683, det år, hvor osmannerne belejrede Wien med en kæmpehær, men led nederlag, har Europa overtrumfet den islamiske verden og har kunnet leve i tryghed, mens islam sygnede hen.” (National værnepligt, side 146-147, 2009)

Andre steder i sit forfatterskab har Krarup mere eller mindre det modsatte syn på korstogene, der blev sat i værk sidst i 1000-tallet og århundrederne efter.

”… indvendes det i denne forbindelse, at det kristne Europa har med sine korstog i middelalderen ikke noget at lade islam høre, så er der rigtignok det at sige, at korstog er altid ukristelige, som Martin Luther sagde til den katolske kirke, der foranstaltede dem, men at de katolske korstog faktisk var en slags europæisk selvforsvar mod det islam, der havde erobret kristenhedens hellige steder i Palæstina. ’Gud vil det!’, udråbte pave Urban 2. i 1095, men Guds ord kan der ikke føres krig på, som om det er en politisk størrelse. På den anden side skal Europa naturligvis forsvare sin – kristne – frihed mod et erobringslysten, lovreligiøst tyranni, og derfor var Luther lige så loyal mod fyrstens kamp mod islam, som han var kritisk over for pavens kald til korstog.” (Systemskiftet, side 25, 2006)

Krarup anser islam for en lovreligion, og det er den hellige lov, der gør forskellen.

”Islam er en lovreligion, der som sådan gør en lov til det religiøse og hellige, og hvor loven er hellig, er friheden ophævet. Og ikke blot muslimens frihed. Men i sidste instans også alle andres frihed, for den hellige lov, i islam shariaen, udsprunget af koranen, vil ikke acceptere anden tro og anden lovgivning, og derfor fører islam til evig strid med anden tro og andre folkeslag, der af islam  stemples som ’vantro’, der som sådanne skal omvendes, undertrykkes og på anden måde elimineres.” (Systemskiftet, side 24, 2006)

Islam er ikke kun en lovreligion, den er også militant og erobringslysten. Men da de muslimske lande i vor tid er svage økonomisk og militært og har andre store problemer, vil de undertvinge Europa og Vesten igennem en massiv indvandring.

”Islam er og bliver en militant lovreligion. Islam kan og vil derfor ikke acceptere et Vesten, hvor loven er givet af kejseren eller demokratiet, for ifølge islam kan kun Allah være den sande lovgiver. Heraf hadet (og også misundelsen) imod Vesten. Det er de uhyggelige følger af dette historiske grundforhold, de vestlige lande oplever i øjeblikket, hvor en vanvittig indvandring fra de muslimske lande er en hastigt voksende urokilde, og hvor de evige henvisninger til ’integrationens’ betydning viser sig tomme og hjælpeløse, fordi de unge muslimer viser sig at blive stadigt mere fundamentalistiske og hadefulde i deres forhold til den vestlige og kristne verden, de er født i og skulle blive en del af.” (Kære Søren, side 89, 2003)

Muslimerne vil aldrig tilpasse sig forholdene i de lande, hvor de lever, men vil altid udbrede islam med enten det gode eller det onde. Og i Danmark er de allerede nået langt.

”I TV-avisen i går så vi, at muslimerne har afsluttet deres fastemåned, ramadanen, og at de nu fejre friheden til igen at kunne spise og drikke normalt. På TV-skærmen så vi hele Nørrebrohallen opfyldt af muslimer, der fejrede denne religiøse festdag. På Nørrebro! I København! For islam eller muhamedanismen – som den fra gammel tid hedder på dansk, og som den kaldes i den danske folkekirkes bekendelsesskrift – er blevet den næststørste religion i Danmark, og speakeren kunne oplyse, at der er 120.000 muhamedanere i Danmark. For 30 år siden var der måske 1000 (…) Det var dengang. Hvad er der ikke sket siden? Hvad ligger der på længere sigt ikke i denne eksplosive vækst i en religion, der betragter enhver anden tro som vantro – hvad kristendommen også gør – men hvor muhamedanismen med alle midler, også vold, også hellig krig, vil erobre verdensherredømmet? Hvilke dystre perspektiver tegner der sig ikke for et lille fredeligt, venligt, konfliktsky folk, der bare har ladet tingene ske, og som nu står med 120.000 muhamedanere i sit land – og vel og mærke 120.000, som i de kommende generationer vil blive mange, mange flere?” (Kristendom og danskhed, side 74-75, 2001)

Muslimernes mål er at indføre Koranens hellige lov, som er givet af Gud, Allah, og det begynder i det små.

”Når svinekød er blevet forbudt på mange danske skoler som skolemad, så er det på grund af islams hellige lov. Når drenge og piger ikke kan gøre gymnastik sammen i danske skoler mere, så er det på grund af islams hellige lov. Når gammel dansk skik og brug i det hele taget trues og fortrænges af en nidkær og selvretfærdig lovreligiøsitet, så er det fordi islam er en lovreligion, der vil skabe hellighed og renhed ved hjælp af sin lov og dens paragraffer.” (Systemskiftet, side 30, 2006)

Det begynder i det små. Drenge og piger skal dyrke gymnastik hver for sig. Når muslimerne har fået deres små krav gennemført, vil de stille større krav, hvorpå Krarup sætter skel imellem muslimer og islam.

”Det er islam, ikke muslimerne, der er problemet. De allerfleste muslimer er søde og venlige mennesker. Det ved danskere, der har været på rejse i de muslimske lande. Søde og venlige mennesker, sådan som de fleste mennesker heldigvis er venlige og imødekommende, når man møder dem dér, hvor de har hjemme og føler sig trygge.” (Systemskiftet, side 27, 2006)

Og islam er desuden årsagen til de værste forbrydelser og den værste terror de seneste årtier.

”… men det nye og i vores situation afgørende er, at islam med ayatollah Khomeini i Iran og Det Muslimske Broderskab i Ægypten og Taliban i Afghanistan og al-Qaeda med Osama bin Laden har indledt en ny epoke med en islamisk fundamentalisme, som meget bevidst og beslutsomt søger at ramme Vesten – dels med terror, sådan som vi har oplevet det i New York 11. september 2001 og siden i London og Madrid og mange andre steder, dels med en indvandring i Vesten, som fra denne fundamentalistiske islams side også foretages i demografisk hensigt, dvs. for at muslimerne skal blive de fleste.” (National værnepligt, side 147, 2009)

Islam er en ideologi ligesom kulturradikalismen, ny-marxismen, nazismen og andre utopier, og intet middel er for grusomt på vejen til målet. Og så er vi tilbage hos det kristne menneske, som er tro mod sit fædreland, sin familie, sin næste, tro imod sin konkrete virkelighed.

”Sådan er jo nemlig utopiens væsen, en sådan selvretfærdighed, hensynsløshed og menneskeforagt rummer utopien altid. Sagesløse mennesker ofres for det hellige formål, små børn skydes ned bagfra – som i Beslan – når helligheden skal virkeliggøres. Tilbage ligger en virkelighed, den skabte menneskeverden med min næste, mit sted, mit land, mit modersmål, som foragtes inderligt af selvhaderne og utopisterne.”  (Virkelighed og utopi, side 47-48, 2005)

Islam er ikke alene i Danmark, men får støtte fra alle ideologerne, der taler om integration og frihed til forskellighed, og som mener, at Vesten har en gammel gæld til de lande og folkeslag, som vi i sin tid koloniserede. Men de er naive, siger Krarup, og muslimerne forstår at drage fordele af deres velvilje.

”Hvad har vi gjort dem? Hvorfor hader de os så inderligt? Hvorfor myrder islamisterne uden skånsel små børn og civile passagerer? De svarer – det gør i hvert fald de fleste af dem, og de får her støtte af de vestlige selvhadere – at den vestlige verden har udnyttet og undertrykt den islamiske verden igennem kolonialisme og imperialisme, og den nuværende islamiske terror er kun en befrielseshandling eller en tak for sidst.”  (Virkelighed og utopi, side 50, 2005)

Diverse terrorhandlinger er blot en tak for sidst. Hvis vi vil have et bevis, skal vi blot kigge ud af vinduet.

”… landet brænder, fordi vore politikere i årevis nægtede at erkende virkeligheden og tage forholdsregler imod en mellemøstlig indvandring, der vil gøre danskerne fremmede i deres eget land, og nu står vi med en befolkningsgruppe, der synes at hade Danmark og danskerne, selv om mange af dem er født her i landet og skulle være solidariske med os andre. Men er de det? Når de stikker skoler, biler og hele gader i brand – er de så vore landsmænd, der vil være fælles med os om at tage vare på dette land? Den faktiske borgerkrig, vi oplever på gaderne i øjeblikket – fortæller den ikke om et had, som vi har grund til at se i øjnene?” (National værnepligt, side 79, 2009)

Korstogene var det kristne Vestens selvforsvar, men også i dag fører Vesten en kamp mod islam for at overleve.

”Anderledes med Irak-krigen. Her står Vesten virkelig over for en trussel, som kun fejhed og tåbelighed vil lukke øjnene for, og hvor Samuel Huntingtons tese om ’Civilisationernes sammenstød’ kun er alt for reel (…) De meget omtalte ’masseødelæggelsesvåben’ ser ud til at være svære at opspore. Det stiller i det meget korte perspektiv USA og England i en lidt pinlig situation. Men i det lange og derfor gyldige perspektiv er Irak-krigen efter min mening at forstå som Vestens, især USA’s svar på terrorhandlingen 11. september 2001, og i dette perspektiv er den sand og nødvendig. Det er også sådan, jeg hører Tony Blairs ord om, at historien vil tilgive USA og England (og Danmark), at der måske ikke findes de meget omtalte masseødelæggelsesvåben. Ikke fordi Saddam Hussein var en brutal tyran og massemorder. Dem findes der faktisk mange af i denne verden, og Vesten kan jo ikke være politibetjent i alle tilfælde. Men fordi Saddam Hussein helt åbenlyst plejede omgang med den islamiske terrorisme, der har Vestens ødelæggelse som sit formål. Selvfølgelig siger Bush og Blair det ikke så tydeligt, som i hvert fald jeg kunne ønske mig. De skal pakke modsætningsforholdet til det terroristiske islam ind i neutrale ord. Men naturligvis er der i sin kerne tale om modsætningsforholdet mellem kristenheden og islam, og det er her islam, der genoptager sin gamle aggressive taktik imod den kristne verden – den taktik, der gjorde de gamle kristne lande i Mellemøsten og Nordafrika til muslimske territorier, hvor kristne og jøder levede som andenklasses borgere.” (Kære Søren, side 88-89, 2003)

Krarup kalder invasionen af Irak for ’et svar på’ terrorangrebene mod USA i 2001, mens 11. september af andre beskrives som et ’tak for sidst’ for Vestens kolonialisme. Derfra går Krarup fra en teori om civilisationernes kamp om verdens ressourcer til kampen for den rette tro på Gud.

”Det er denne tale om nemhed, der er grund til at overveje, for hvad er nemmest: at være noget i Guds øjne, idet man møder frem med sine gode gerninger, eller at være intet for Gud, idet man er et lille barn? Hvad er nemmest: at være den, der kan prale behørigt af sin indsats, eller at være den, der får alting givet gratis, fordi man slet ikke har noget at prale med? Nej, vi skal gøre os klart, at det, der ligger i barnedåben og i Jesu ord om, at Guds rige er kun for det lille barn, det er, at Guds rige er virkelig svært. Det kræver virkelig selvfornægtelse. Det er virkelig tugt for sjælen og en torn i forfængeligheden. For det tager alting fra os ved kun at ville give gudsriget til dem, der intet har – fordi de er som de små børn. Grundigere kan man ikke reduceres, dybere kan man ikke ydmyges, strengere kan man ikke behandles end at få at vide: Der er intet af dit, der gælder! Der er intet af dit, der kan bruges som adgangstegn!” (Kristendom og danskhed, side 77-78, 2001)

Mennesket er intet værd i Guds øjne. Der ligger en særegen alvor og derfor frihed i dette.

”Ja, det er alvor. Kristendom er alvor, ikke pjank. Kristendommen forkynder menneskets betingelsesløse frelse ved Guds lige så betingelsesløse nåde, og hvor betingelsesløsheden ophæves, og Gud fortrænges af afguderne, kommer striden og krigen. Det er jo alvor.” (Kristendom og danskhed, side 95, 2001)

I kampen om den sande tro må alle vælge side.

”Nej, i spørgsmålet om sjælens frelse er der intet helle, ingen neutralitet, ingen ufarlig pluralisme, ingen bekvem ’integration’, men her er det dødens alvor, for det er enten sandhed eller løgn, og derfor skal øvrigheden ikke forholde sig neutralt, men hvor der er tale om et kristent land, skal øvrigheden beskytte de kristne ved at gøre kristendommen til vært og alle andre religiøse samfund til gæster, der må følge værtens husorden eller forlade landet. Det er Luthers ord. En formaning til den kristne øvrighed. Et godt og glædeligt budskab til hans kristne landsmænd.” (Kristendom og danskhed, side 93-94, 2001)

Kristendommen sørger for fred og frihed, hvorpå Krarup beskriver forholdene i den islamiske verden.

”Og derfor skal man ikke kaste barnet ud med badevandet og tro, at friheden er begyndelsen, hvorfor vi kan kvitte Kristus og gøre os selv til guder, men vi skal besinde os på sammenhængen og forstå, at uden Kristus ingen frihed. Hvordan var det nu, det var, da det danske krigsskib ’Olfert Fischer’ kom til de arabiske lande i forbindelse med Golfkrigen og fik forbud mod at flage med Dannebrog, fordi der var et kors i flaget? Hvordan er det, de borgerlige og religiøse forhold er dér, hvor islam hersker og en hellig lov tvinger alt i samfundet ind under Koranens regler? Nej, friheden er uløseligt knyttet til den kristendom, der forkynder troen på Kristus (…) I pluralismens navn skal vi nu ’anerkende’ islam, siger humanismen. Nej, vi skal ikke, for at anerkende islam er naturligvis at sige ja til et mod-evangelium eller til vantroen. Den religion, der reducerer Kristus til en tredje- eller fjerderangs profet, underordnet en vis Muhammed.” (Kristendom og danskhed, side 89-90, 2001)

Islam er kristendommens fjende, og derfor skal vi kalde islam ved rette navn, vantro.

”De muhamedanske menigheder i Danmark er omfattet af dansk lov og skal derfor være i fred – det er noget andet. Men de kan aldrig blive anerkendt af os, uden vi er hørt op med at være kristne, og derfor kan vi sige, at det er selve begrebet ’anerkendt trossamfund’, der er noget pjat. Vi vil ikke anerkende afguderne.” (Kristendom og danskhed, side 90, 2001)

Ikke kun islam, men også jødedommen er afguderi.

”Det er jo en kristen øvrighed. Som sådan skal den kende sin forpligtethed på beskyttelsen af Guds ord og derfor gribe ind over for dem, der krænker det. Hvis jøderne holder sig i ro, skal de have lov til at være i landet. Men hvor de fører sig offentligt frem med deres ’løgne’, dvs. med deres anklager mod kristendommen og angreb på kristne – dér skal øvrigheden sikre samvittighederne og freden ved at tage forholdsregler mod jøderne og drive dem ud af landet!” (Kristendom og danskhed, side 92-93, 2001)

Kristendommen er den sande tro, hvorefter Krarup henviser til Luther.

”… i denne forbindelse får jeg lyst til at fremdrage en bog, som kan bidrage til at åbne vore øjne. Det er Martin Luthers skrift Om jøderne og deres løgne fra 1543 – et skrift, som i dag, også af mange lutheranere, nævnes med gysen, fordi man har kaldt det antisemitisk og en forløber for Hitlers raceforfølgelser. Men dette er rent nonsens, et udslag af dum uvidenhed, for Luthers skrift handler om troen på Guds ord (…) Luther skrev bogen i efteråret 1542 og udgav den først på året 1543, og anledningen var nogle jødiske rabbineres skrifter, som missionerede blandt de kristne i Tyskland og bl.a. kaldte Jesus for en horeunge og en bedrager. Dette ophidsede Luther. At kristne i deres eget land skulle se deres tro forhånet. At almindelige kristne mennesker skulle gøres til omvendelsesobjekter i et kristent land. Han besluttede at tage til orde mod dette ved at gennemgå jødedommens eller farisæismens lære og først og fremmest ved at forkynde Kristus som det Guds ord, der kommer betingelsesløst til os og skænker os vor frelse og ikke – som hos jøderne – bygger på en rent kødelig afstamning, på omskæring, på moseloven og på det hellige land – alt sammen betingelser, som ophæver evangeliets retfærdiggørelse af tro.”  (Kristendom og danskhed, side 91-92, 2001).

Krarup beskriver ikke de angreb Martin Luther rettede mod jøderne, som kaldte dem for ’dette fordærvede, fordømte jødefolk’, som er ’giftige slanger og unge djævle.’ Og ligeledes skal kristne mennesker opbrænde jødernes synagoger med ild og tage alle deres religiøse skrifter fra dem, og man skal oveni også forbyde jøderne at bede, undervise eller bekende deres tro offentligt, og finder jøderne sig ikke i denne behandling, og vil de ikke omvendes til kristendommen, skal de fordrives fra landet.

Luther går så langt i sit angreb mod jøderne, at han erklærer, at det er bedre at være svin end jøde. Dette finder Krarup, er opbyggelig tale.

”Hen mod slutningen af sin bog skriver Martin Luther: ’Jeg vil til sidst for mit vedkommende sige: Hvis Gud ikke ville give mig anden Messias end ham, som jøderne begærer og håber på, så ville jeg langt, langt hellere være et svin end et menneske … Thi et svin ligger i sin bløde seng, på gaden eller møddingen, hviler trygt, snorker blidt, sover sødt, frygter hverken konge eller herre, hverken død eller helvede, hverken Djævelens eller Guds vrede. Lever således helt uden bekymringer, så at det heller ikke tænker på, hvor der er godt at rode i jorden. Og hvis den tyrkiske kejser kom dragende i al sin magt og vrede, ville det være nok så stolt, at det ikke ville rejse en eneste børste for hans skyld. Drev man på det, skulle det nok grynte og (hvis det kunne tale) sige: Se, hvor du er tåbelig, du nar, du har det ikke en tiendedel så godt som jeg og lever ikke nogen sinde så sikkert, fredeligt og stille som jeg hele tiden lever, var du så også ti gang så stor og rig. Summa: svinet tænker ikke på nogen død, men lever et fuldstændig sikkert og bekvemt liv … Hvad kunne nu jødernes Messias komme mig ved? Hvis han ikke kunne hjælpe mig arme menneske mod disse store, gruelige fejl og synder og ikke gøre mit liv en tiendedel så godt som svinets? Jeg ville sige: Kære Herre Gud, behold du din Messias eller giv ham til den, der vil have ham, men gør mig til et svin i stedet.” (Kristendom og danskhed, side 94, 2001)

Hellere svin end jøde. Hellere svin end muslim. I sin tid blev det påstået, at jøderne ville erobre verdensherredømmet, og den rolle har islam fået tildelt i vore dage, men det går ikke så godt for dem. De kæmper stadig en forgæves kamp for, at drenge og piger skal gøre gymnastik hver for sig. Måske er muslimerne bare kommet for sent, for i 50’erne, da Krarup gik i folkeskole, gik drenge og piger i hver deres klasser, og da han kom så langt i sin skolegang, at han kom i en klasse, hvor der også var piger, fandt han det upassende og generende.