Den europæiske kolonialisme strakte sig over fire århundreder, hvor Europa underlagde sig det meste af verden i kortere eller længere perioder. I Nord- og Sydamerika blev to civilisationer knust og mange indianske folk mere eller mindre udryddet, og kontinenterne blev overtaget af europæiske kolonister, og de medbragte slaver, de havde taget i Afrika. På samme måde gik det med Australien og kontinentets oprindelige befolkning. Andre steder i verden var kolonialismen mindre brutal, men folkeslagene blev undertvunget og deres lande økonomisk udnyttet. Kun få dele af verden undgik den europæiske kolonialisme, derunder Japan og Tyrkiet, som selv var kolonimagter i perioden, de indre dele af Kina, Afghanistan og andre mindre landområder. Danmark deltog selv i slavehandelen fra Afrika til Amerika, men vi havde aldrig større kolonier, nærmest kun små handelsstationer, hvis man ser bort fra Grønland, som geografisk er meget stort. Grønland havde dog kun en meget lille befolkning, men man kunne hente værdigfulde varer som hvalolie og pelsværk derfra, og så blev de grønlandske folk omvendt til kristendommen. Alligevel ser Krarup kolonialismen som noget positivt, og der var intet forkert i den udbytning, undertrykkelse og udryddelse af andre folkeslag, der fandt sted. Det var blot de stærke europæere, der brugte deres magt over andre svagere folk og lande. I sit forsvar for kolonialismen starter Krarup med en frikendelse af forfatteren Rudyard Kipling, der regnes for at være det britiske imperiums store forfatter og modtog en nobelpris i litteratur. Kiplings forfatterskab var nemlig slet ikke imperialistisk, han skrev blot om menneskers liv.

”… Kipling var ikke imperialist. Han interesserer sig overhovedet ikke for ’sager’. Han skriver ikke for at dyrke en isme eller gøre propaganda for et parti. Men han skriver om mennesker, og han lovsynger en menneskelighed, der er i egentligste forstand velopdragen – ukrukket, selvbehersket og båret af viljen til at sætte sin egen bekvemmelighed og ret til side for at gøre sin pligt.” (Det tavse flertal, side 56, 1987)

Når Storbritannien var den største kolinimagt i verden på Kiplings tid, så er det ikke et problem for Krarup, og Kiplings forfatterskab skal ses som en form for oplæring af briterne og en opfordring til, at de skal være bevidste om det ansvar, der følger med magten.  

”De andre bøger fra perioden er skrevet til opdragelse af hans landsmænd, kan man sige, for med i billedet af Kiplings åndelige fysiognomi hører jo, at han er sig bevidst at være englænder, eftersom han ikke lever og tænker i en abstrakt, overjordisk idealisme, men er konkret og historisk og derfor national. Han holder af sit folk og fædreland på samme måde som han holder af sin far og mor (…) Men han forherliger ikke englænderne, fordi de er engelske. Han gør dét at være englænder synonymt med dét at være et anstændigt menneske, og hans forfatterskab skildrer englænderne i Indien og det engelske kejserriges andre dele som dem, der under tyngende og trykkende vilkår gør deres pligt og træller for primitive folkeslag, af hvem de mest høster utak og miskendelse, og han skildrer en sådan engelsk holdning for at opdrage englænderne i den. Det civiliserede menneske, den ansvarsbevidste, pligtopfyldende mand, den engelske gentleman – det er Kiplings budskab, og hvis det skal kaldes imperialisme, må man alvorligt beklage, at imperialismen er kommet i miskredit.” (Det tavse flertal, side 57, 1987)

Den britiske kolonialisme var altså velgørenhed overfor fjerne folk, selvom de på det kraftigste frabad sig alle gode gerninger. Storbritannien havde ganske vist ingen særlig ret til magten, men med enhver magt følger et ansvar, understreges det af Krarup

”England havde ganske vist ikke nogen højere ret til magten. Det var ikke i retfærdighedens eller sandhedens navn, det herskede. Men England havde tilkæmpet sig sin magt som den stærke over den svagere, og derfor var Englands magt en kendsgerning, som en englænder naturligvis ikke kunne beklage og en Kipling ikke ville gøre til et problem, men hvor problemet for Kipling var arten og formen for denne magts udøvelse. Det hedder den hvide mands byrde. Magt er stadig ikke ret. Men magt er – og at besidde magten er da ensbetydende med pligt og ansvar i forhold til dem, den hersker over.”(Det tavse flertal, side 68, 1987)

At eksisterende magtforhold kunne være anderledes, er ikke et spørgsmål, Krarup beskæftiger sig med. For ham handler det om at erkende virkeligheden og ikke at lave den om.

”Det er så ikke opgaven at korrekse virkeligheden, men at erkende den. Virkeligheden er virkelig! Og til den menneskelige virkelighed hører de magtforhold, der følger af, at mennesket er en selvisk, timelig skabning.” (Det tavse flertal, side 68, 1987) 

Mennesket er selvisk og timeligt, men de engelske gentlemen skal lære at bære pligt og ansvar, og forvalter de ikke deres magt ansvarligt, så kan de snart blive de svage, der bliver hersket over.

”England er ikke evigt. Men England er under fordringen om at øve ret og skel dér, hvor England har magten, og ifald englænderne forglemmer det, vil deres magt og imperium smuldre som Babylon, der blev vejet og fundet for let.” (Det tavse flertal, side 69, 1987)

Men de britiske gentlemen var velopdragne og gjorde meget godt, hvad enten de blev sendt til Afrika, Irland, Cypern, Indien, Caribien eller Fjernøsten.

Der er en lille, men meget berømt del af Kiplings forfatterskab, som Krarup gerne vil rense for anklager om imperialisme og kolonialisme, og det er digtet om ’den hvide mands byrde.’ Her beskrives de fremmede folkeslag som ’halvt djævle, halvt børn’, og den eneste tak, den hvide mand får for sine gode gerninger, er ifølge digtet had og vrede, selvom han ’slår al sygdom ned’ og ’fylder hungersnødens munde.’

”I denne forbindelse får jeg lyst til at sige et par ord om ’den hvide mands byrde’ – det digt eller det begreb, der i en afkoloniseret epoke har gjort ham suspekt. Man har gennem generationer lagt alt tænkeligt ubehageligt ind i det, overmenneskeholdning, apartheid, diskrimination, racisme, alle de redebonne slagord og skældsord, som en ideologisk ortodoksi er yderst leveringsdygtig i. Derfor blev han sat på den sorte liste. Derfor kunne han formelig ikke nævnes i pænt selskab. På grund af udtrykket om ’den hvide mands byrde’ blev Kipling lagt for had og gjort til noget upassende. ” (Det tavse flertal, side 66, 1987)

Krarup forsvarer den britiske kolonialisme i Indien.

”… i disse udtryk kommer den herskende magts formynderagtige og for så vidt overlegne holdning til det beherskede folk selvsagt også til udtryk, men dels er det på hundrede års afstand lovlig nemt at have ondt af en sådan overlegenhed hos dem, der har bragt veje, jernbaner, mad, medicin og ordnet fred til et kaotisk land, dels har udtrykkende mest til opgave at understrege den forpligtelse til at tjene, som englænderne på denne baggrund har.” (Det tavse flertal, side 68, 1987)

Sidenhen har de tidligere kolonier stillet krav om erstatninger fra deres tidligere koloniherrer. Krav som disse anser Krarup for at være ren pression. Nødhjælp, ulandshjælp, investeringer, gældafgivelse og lignende til de tidligere kolonier er rent aflad, der viser, i hvilken grad den vestlige verden har ladet sig underkue af deres egen dårlige samvittighed over tidligere tiders magt.

”De europæiske stater, der i en periode herskede over andre verdensdele og besad kolonier, fordi de slet og ret var de stærkeste, kan vanskeligt undgå at falde ind under denne forargelse, og da de – muligvis på grund af deres svækkelse – har antaget forargelsens ideologi og gjort magtudøvelse i sig selv til en forbrydelse, føler de sig nu evigt brødebetyngede over sig selv og deres fortid. I sæk og aske. Med bestandige undskyldninger. Altid ydmyge og krybende over for deres tidligere kolonilande fra den såkaldt tredie verden, som aldrig undlader at lade dem høre for deres ’undertrykkelse’ og onde gerninger.” (Synd tappert, side 50, 1990)

Efter anden verdenskrig var de sidste to store kolonimagter, Storbritannien og Frankrig, svækkede og deres imperier smuldrede, og koloni efter koloni rev sig løs og blev selvstændige stater. Siden da er de tidligere koloniherrer blevet mødt med mange krav fra tidligere kolonier. Som tidligere nævnt på baggrund af, at de havde bragt store ofre under den anden såvel som den første verdenskrig. Kravene kom gerne igennem FN med henvisning til menneskerettighederne. 

”Således havde anden verdenskrig og de løfter, man havde udstedt for at få forbundsfæller og hjælp til at sejre, startet en lavine, som nu begyndte at bevæge sig under navn af ’afkolonisering’, og intet var så velegnet som menneskerettighederne til at udøve pression imod de gamle kolonilande.” (Dansen om menneskerettighederne, side 130, 2000)

Og værst af alt: De tidligere kolonier forklædte menneskerettighederne i kristne fåreklæder og stillede krav om en global næstekærlighed. Men det er misbrug af evangeliernes ord om at elske sin næste som sig selv, som for eksempel i lignelsen om den barmhjertige samaritaner.

”Godheden elsker denne lignelse. Godheden begrunder sin godhed med lignelsen om den barmhjertige samaritaner. Men hvad er lignelsens tale? Det er jo en afvisning af netop alle farisæere, dem, der har gjort næstekærlighed til profession og bekendelse og drager verden rundt for at gøre gode gerninger mod menneskeheden (…) Det vil sige, at denne lignelse er fortalt for at umuliggøre enhver professionaliseret og organiseret næstekærlighed. For næstekærlighed er øjeblikkets og situationens gerning, så sandt som næsten er ham eller hende, jeg falder over på vejen.” (Dansen om menneskerettighederne, side 34-35, 2000)

Sand næstekærlighed eksisterer kun i den konkrete situation, og i virkeligheden er evangelierne en lang anklage mod menneskerettighederne. Dette finder Krarup belæg for i Jesu bjergprædiken, som han ser som et langt angreb mod menneskerettighederne.

”Alle FN-idealister og menneskerettighedsideologer bliver sat på plads som fattige og elendige syndere (…) Dette er bjergprædikenens mening. Derfor holder Jesus den. Og derfor er intet mere bagvendt og ødelæggende for menneskelivet end at bjergprædikenen af en global idealisme gøres til målestokken for ædel adfærd og human retfærdighed (…) Hele denne internationale retsorden og nye verdensorden, der misbruger kristendommen til at ensrette verden for at oprette godhedens tusindårsrige – et bedrag er det, en hæslige, afskyelig uorden.” (Dansen om menneskerettighederne, side 33, 2000)

FN og menneskerettighederne skaber nye skriftkloge og farisæer, og det er de tidligere kolonier med dertil hørende ret til at skelne imellem rent og urent, synder og retfærdig, godt og ondt, frelst og fortabt.

”Via menneskerettighederne blev den tredje verden i stand til at fremføre en egen, uanfægtelig retfærdighed og påføre den gamle verden en dårlig samvittighed, som gav magt, fordi det afskar den gamle verden fra en beslutsom selvhævdelse.” (Dansen om menneskerettighederne, side 136, 2000)

Gud vil det. Beslutsom selvhævdelse. Og det er på et århundredes afstand er det lovlig nemt at have ondt af den hvide mands overlegenhed.

I det foregående har Krarup taget mange spring. Først siger han, at Kipling som person ikke var imperialist, hvilket hans forfatterskab så heller ikke var. I sine bøger skrev han nemlig for at opdrage briterne til at være gentlemen, og derfor var det også, hvad de rent faktisk var. Koloniherrerne sad og læste Kipling hele dagen og følte derfor en pligt til at være gode, ansvarlige herskere. Og fordi den britiske kolonialisme var velgørende, så var hele den europæiske kolonialisme, der strakte sig over fire århundreder, det også. Den hvide mands verdensherredømme var lutter gode gerninger.