Fra første sætning skal det slås fast, at kristendommen i sidste ende er grundlaget for alt, hvad Krarup har sagt og skrevet. Og det er vel og mærke den evangelisk-lutherske folkekirke i Danmark, hvor han tilhører en mindre gruppering, der kalder sig Tidehverv. Kristendommen er for Krarup vejen, sandheden og livet, mens alle øvrige religioner, som mennesker dyrker rundt omkring i verden, er afguderi. På samme måde er alle former for ideologi hedenskab, som Krarup mener, er menneskenes forsøg på at sætte Gud fra magten og gøre sig selv til guder. Og når menneskene tror, de er guder, så tror de, de er fuldkomne og ikke syndere, og denne manglende bevidsthed om egen syndighed får dem til at tyrannisere og terrorisere hinanden. Med ideologi menes ikke kun nazisme og kommunisme. Det kan også være menneskerettigheder, humanitære organisationer og FN’s virke rundt omkring i verden, kulturradikalisme og socialisme eller de mange grønne bevægelser, som kæmper for økologisk landbrug, imod atomkraft, regnskovens fældning og så videre.

At blive kristen er at tage et troens spring. Man kan ikke være mere eller mindre kristen, det er et enten-eller. Springet består i, at man indser, at Jesus er og var Guds søn, og at evangelierne i Ny Testamente er Vorherres ord til menneskene igennem Jesus Kristus.

”Jeg forkynder ikke Jesus som Guds søn, fordi en historisk eller bibelkritisk analyse gør det sandsynligt, at han var det. Men jeg forkynder evangeliet, fordi jeg på tværs af al sandsynlighed har hørt det som sandheden, og jeg ville forkynde evangeliet selv om en historisk kildekritik kunne dokumentere, at Jesus aldrig havde levet. For evangeliet er en prædiken om at vi har fået vore synders forladelse i dette bestemte menneske, og når prædikenen har lydt, er det ikke mennesket Jesus fra Nazareth som en historisk person, men som den forkyndte Guds søn, prædikenen holder sig til.” (Den danske dagligdag, side 130-131, 1973)

Jesus gjorde mange mirakler, helbredte de syge, vækkede de døde og bespiste en stor menneskemængde med nogle få fisk og brød, og dog skal menneskene ikke overbevises af hans ord eller gerninger.

”For afgørende er det ikke, hvad Jesus gjorde. Afgørende er det, hvem Jesus er (…) Ja, vi tror på personen Jesus af Nazareth som Kristus, Guds søn, og det er denne tro på, hvem Jesus er, der bærer hele kristendommen. Vi overbevises ikke af hans gerninger eller overvindes af hans ord.” (Den kristne tro, side 18, 1995)

Men selvom Jesus var Guds søn, Kristus, så var han også et jordisk menneske, altså Gud og menneske på en og samme tid, og som sådan også bare en som alle os andre.

”Troen på Kristus er det første og afgørende, men Kristus er samtidig Jesus, denne bestemte jøde i dette bestemte land til denne bestemte tid. Jesus Kristus – det historiske menneske, der er Guds søn. Sådan er forholdet. Sandt menneske og sand Gud. Men på samme tid – mens Jesus lever og snakker med sine disciple og går henad Palæstinas landeveje og helbreder de syge og trøster de sørgende og kun er en pjaltet, fattig jøde at se på, Marias søn fra Nazareth, hvis familie endda ikke vil vide af ham, men siger, at han er besat, sandt menneske, en person af kød og blod, men netop dette sande menneske er sand Gud, og det er samtidigt, Gud er ikke andre steder end i denne pjaltede, usle mand – og den kristne tro er derfor altid at springe ud i det utrolige og holde for sandt, hvad intet menneske af sig selv vil falde på at sige: at Jesus er Kristus, at Gud er blevet menneske i ham.” (Den kristne tro, side 18-19, 1995)

Troens spring er i bund og grund ikke noget, mennesket selv foretager eller selv vælger. Det er et krav om at bekende sig til sandheden eller nærmere at modtage sandheden fra Gud igennem sin tro og ikke sin forstand.

”Således stiller kristendommen ethvert menneske over for en fordring om at tro Kristus som sandheden, og således er sandhed ikke noget, som mennesket selv vælger. Men sandheden vælger mig. Det er ikke mig, der kommer til Gud, men Gud, der kommer til mig. Det er ikke mig, der er herre over livet, men det er livets herre, der kommer til mig som en broder.” (Den kristne tro, side 25, 1995)

Sandheden er ikke noget, man tænker sig til eller diskuterer. Sandheden er ikke en personlig overbevisning, der er forskellig fra menneske til menneske. Sandheden er absolut, den er større end menneskene, og det liv vi lever i denne verden.

”… kristendom er ikke deklamation og verdslig klogskab. Den er et forpligtende forhold til det ubetingede. Den kræver, at mennesket træder i karakter. Kristendommen er forkyndelsen af sandheden, men sandheden kan der ikke stemmes om. Den kan kun adlydes.” (Dansk kultur, side 77, 1993)

Men hvilken sandhed er det, mennesket skal adlyde? Det er evangeliets ord om, at man skal elske sin næste som dig selv. Og med næste menes ikke alle mennesker, men de som er en nærmest. 

”Jeg vil nemlig gå ud fra den forkyndelse, som siger, at et menneske er forpligtet på sin næste, ikke på menneskeheden. Jeg vil gå ud fra den forkyndelse, der binder et menneske til øjeblikket, ikke til udviklingen. Jeg vil tage mit udgangspunkt i den kristendom, der siger, at du er ikke et medlem af menneskeheden, der som sådan skal bidrage til at skabe en retfærdig verden, men du er Guds skabning, der som sådan skal være din skabte virkelighed og din konkrete næste tro, fordi Kristus er din retfærdighed.” (Kristendom og danskhed, side 20, 2001)

Nogle kristne mener, at man skal følge Jesus og leve som ham, fattigt og ydmygt i dyb tro. Dette afviser Krarup.

”… han er ikke et ideal, et forbillede, et eksempel til efterfølgelse, men han er Guds dømmende og tilgivende ord til os, og det er derfor, han kan forkyndes som sandheden.” (Den danske dagligdag, side 131, 1973)

Næstekærlighed er et af de vigtigste budskaber i kristendommen, og når man i kristendommen skal give en beskrivelse af, hvad næstekærlighed er, så går man næsten ofte Jesu lignelse om den barmhjertige samaritaner. Her følger lignelsen som beskrevet i Lukasevangeliet.

”Da rejste en lovkyndig sig og ville sætte Jesus på en prøve og spurgte ham: ’Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?’ Han sagde til ham: ’Hvad står der i loven? Hvad læser du dér?’ Manden svarede: ’Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv.’ Jesus sagde: ’Du har svaret rigtigt. Gør det, så skal du leve.’ Men han ville retfærdiggøre sig selv og spurgte Jesus: ’Hvem er så min næste?’ Jesus svarede og sagde: ’En mand var på vej fra Jerusalem ned til Jeriko og faldt i hænderne på røvere. De trak tøjet af ham og slog ham, så gik de og lod ham ligge halvdød. Tilfældigvis kom en præst den samme vej; han så manden, men gik forbi. Det samme gjorde en levit, der kom til stedet; også han så ham og gik forbi. Men en samaritaner, som var på rejse, kom hen til ham, og han fik medynk med ham, da han så ham. Han gik hen og hældte olie og vin i hans sår og forbandt dem, løftede ham op på sit ridedyr og bragte ham til et herberg og sørgede for ham. Næste dag tog han to denarer frem, gav værten dem og sagde: ’Sørg for ham, og hvad mere du lægger ud, vil jeg betale dig, når jeg kommer tilbage.’ Hvem af disse tre synes du var en næste for ham, der faldt i røvernes hænder?’ Den lovkyndige svarede: ’Han, som viste ham barmhjertig.’ Og Jesus sagde: ’Gå du hen og gør ligeså!’ (Lukasevangeliet, 10, 25-37)

For mange kristne betyder budskabet om næstekærlighed, at man skal hjælpe syge og fattige og andre, der lider under sorger eller nød. Næstekærligheden omfatter alle mennesker, og derfor har kristne af næsten alle slags set det som deres opgave at hjælpe andre mennesker, nær som fjern. For nogle omfatter næstekærligheden endda også naturen, dyre- og plantearter og hele planeten, som vi har pligt til at beskytte. Dette fejer Krarup af bordet som menneskers forsøg på at skabe det guddommelige i en jordisk og syndig verden, og derfor er han ofte blevet beskyldt for at ville afskaffe næstekærligheden. Dette er ikke rimeligt, for sagen er, at Krarup har sin egen definition af næstekærlighed. Han trækker et skel imellem ’næste’ og ’kærlighed.’ Den kærlighed, man skal vise overfor sin næste, begrænser han ikke. Til gengæld har han en begrænset definition af, hvem der er et menneskes næste. Det drejer sig om hans familie, land og folk, og så de mennesker han møder i den konkrete situation. Det vil sige ham eller hende, der banker på hans dør, de, der møder op i hans kirke søndag formiddag til gudstjeneste, og den han sidder overfor i toget.

”Forargeligt dermed for alle politikere, der vil gøre sig til af næstekærlighed, forargelig for dem, der via en ny verdensorden vil lovfæste godheden og stille sig i spidsen for næstekærligheden. ’Organiseret næstekærlighed’, sagde som bekendt EU-kommisær Poul Nielson om socialismen. Ukristelig, uhyrlig tale!” (Dansen om menneskerettighederne, side 37, 2000)

De elektroniske medier betyder, at vi i moderne tid ofte bliver konfronteret med nødlidende mennesker fjernt fra vores eget land og vores egen hverdag, men det ændre ikke Krarups syn på kristen næstekærlighed.

”… jeg kan se i tv, at der er oversvømmelse i Kina og borgerkrig på Sri Lanka, men hvad kommer det mig egentlig ved? Er alt dette ikke kun egnet til at fordærve min virkelighedssans dér, hvor min opgave ligger – i forhold til min familie, mit folk, mit sted, mit land? Det mener jeg. Det abstrakte bliver ikke mindre abstrakt af at komme på tv.” (Kære Søren, side 91, 2003)

Og så trækker Krarup i land. Vi kan godt hjælpe andre mennesker fjerne steder i verden, men det er en løgn at kalde det næstekærlighed. I stedet er det fint nok, hvis man kalder det humanitært eller socialt arbejde.  

”Hermed er ikke sagt noget om, at organisation i sig selv er af det onde. Der er naturligvis opgaver, som kræver et organiseret svar. Der er kun sagt eet: at dette er ikke næstekærlighed. At politisk, socialt og humanitært arbejde er aldrig et spørgsmål om næstekærlighed. At kærlighed til næsten kan ikke professionaliseres eller systematiseres, men at den altid er det enkelte menneskes handling i øjeblikket i forhold til den nærmeste, til ubetinget enhver, der er mig nærmest.” (Dansen om menneskerettighederne, side 36, 2000)

Næstekærlighed omfatter kun den, man sidder overfor i toget. Men når man er stået af ved en station, og toget er kørt videre, er vedkommende ikke ens næste længere.

En anden vigtig del af Krarups forståelse af kristendommen er læren om det delte regimente, kejserens og Guds, som Martin Luther beskrev det. Følgende passage i Ny Testamente omhandler det delte regimente, hvor nogle farisæer vil afsløre Jesus som en oprører mod romerne, der herskede over Palæstina på det tidspunkt.

”Da gik farisæerne hen og besluttede at fange Jesus i ord. De sendte deres disciple hen til ham sammen med herodianerne, og de sagde: ’Mester, vi ved, at du er sanddru og lærer sandt om Guds vej og ikke retter dig efter andre, for du gør ikke forskel på folk. Sig os, hvad du mener: Er det tilladt at give kejseren skat eller ej?’ Men Jesus gennemskuede deres ondskab og sagde: ’Hvorfor sætter I mig på prøve, I hyklere? Vis mig skattens mønt!’ De rakte ham en denar. Og han spurgte dem: ’Hvis billede og indskrift er det?’ ’Kejserens’, svarede de. Da sagde han til dem: ’Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!’” (Matthæusevangeliet, 22. 15-21)

Ligesom det guddommelige og det jordiske er adskilt, så er der også en skarp grænse imellem hvem, der regerer i denne verden og den, hvor Gud regerer.

”… Kristus sondrer mellem Guds og kejserens rige, idet han siger til dem, der vil finde frem til en hellig politik eller livsførelse her på jorden: Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er! Her er skellet mellem det sekulære og det hellige sat. Her er politik gjort til menneskets ansvar alene. Her er enhver interesse i at skabe højere retfærdighed eller et himmelsk samfund afvist.” (Systemskiftet, side 29, 2006)

For Krarup betyder dette, at man skal adlyde magthaverne, og fordi også de er ufuldkomne, skal de ikke tilbedes som guder, der kan skabe gudsriget på jord. Krarup omtaler de første kristne i Romerriget.

”Og det betyder videre, at der ikke findes hellige samfund og hellige magthavere, men at ethvert samfund og enhver jordisk magt er skrøbeligt, ufuldkomment menneskeværk, som ikke skal tilbedes og dyrkes, men adlydes og respekteres for den gavn, det skænker menneskene. Derfor vil de kristne ikke ofre til kejseren, selv om det koster dem livet at nægte det. Men derfor er de på den anden side til det yderste lydige mod landets lov, mod øvrigheden, hvor øvrigheden gør øvrighedens gerning, der gavner landet og menneskene.” (Dansen om menneskerettighederne, side 39, 2000)

Når det kommer til kejseren, som er øvrigheden, så har han givet en lov.

”… det betød, at rettigheder var noget, der fulgte af den lov, kongen gav, ikke af luftstrømme i himmelrummet eller fornemmelser i menneskets indre. Ret havde du, når loven havde givet dig den. Rettigheder havde du i henhold til, hvad loven sagde. I dig selv havde du ikke rettigheder, for du var ikke den guddommelige eller retfærdige (…) Men så skulle det holde sig til loven i landet og påberåbe sig den, hvis det følte sig gået for nær.” (Dansen om menneskerettighederne, side 45, 2000)

Kongen eller kejseren er også underlagt en streng pligt af Gud.

”Kongen kan derfor ikke være i tvivl om, at han er ikke den enevældige herre. Kongen er Guds tjener, der skal sørge for fred og retfærdighed i landet: beskytte de svage, værne de hjælpeløse, straffe de onde og voldelige.” (Dansen om menneskerettighederne, side 51, 2000)

Man skal adlyde kejseren. Jesus bekræfter dette i mødet med den øvrighed, der herskede på hans tid i Palæstina, og vel og mærke i det øjeblik han bliver dømt til døden.

”Pilatus gik ind i borgen igen; han kaldte Jesus for sig og sagde til ham: ’Er du jødernes konge?!’ Jesus svarede: ’Siger du det af dig selv, eller er det noget, andre har sagt dig om mig?’ Pilatus svarede: ’Er jeg måske jøde? Det er dit eget folk og ypperstepræsterne, som har udleveret dig til mig. Hvad har du gjort?’ Jesus svarede: ’Mit rige er ikke af denne verden. Var mit rige af denne verden, havde mine tjenere kæmpet for, at jeg ikke skulle udleveres til jøderne; men nu er mit rige ikke af denne verden.’ Pilatus sagde til ham: ’Så er du altså konge?’ Jesus svarede: ’Du siger, jeg er konge. Derfor er jeg født, og derfor er jeg kommet til verden, for at jeg skal vidne om sandheden. Enhver, som er af sandheden, hører min røst.” (Johannesevangeliet, 18, 33-37)

Dette er Jesus som menneske, men også som Kristus. Det er også en påmindelse til os, at vi mennesker aldrig vil kunne skabe et gudsrige her på jord.

”Jesus forkyndte ikke, at romerne var fjender af gudsriget. Han undsagde heller ikke de besiddende som evangeliets modstandere. Men han forkyndte, at i ham var gudsriget kommet nær til rige og fattige, onde og gode, fromme og ufromme, retfærdige og uretfærdige. Det var en sviende skuffelse for de forventningsfulde og kampivrige, og det betød en udfordring til alle retfærdige og gode, der ikke ville finde sig i at være stillet som dem, der ikke kunne frelse sig ved politisk og moralsk retfærdighed. Derfor dømte de forhen så jublende ham til døden som en svindler og gudsbespotter. Korsfæst! Korsfæst! lød det rasende brøl fra mængden, og de socialt og politisk bevidste kan sagtens have råbt højest.”  (Den danske dagligdag, side 130, 1973)

Jesus afviser direkte, at det er muligt for menneskene at gøre verden til et bedre sted.

”De fattige har I altid hos jer, siger Jesus – og deri ligger jo også en nøgternhed, en illusionsløshed, en sans for den jordiske virkelighed, som ved, at denne verden ligner altid sig selv. Vi mennesker kan ikke skabe paradiset. I den menneskelige verden vil der altid være sorg og nød, rig og fattig. Anderledes er menneskelivet og jorden ikke. Siger Gud. For Gud er ikke kommet til jorden for at forvandle verden og indrette et jordisk, politisk paradis, men han er kommet for at frelse os ud af syndens og dødens magt og skænke os Guds nåde midt i denne syndige, ufuldkomne verden (…) Jesus Kristus – er vejen, sandheden og livet.” (Kristendom og danskhed, side 35, 2001) 

Denne afvisning bliver helt klar, da en kvinde salver Jesus kort før hans korsfæstelse.

”For os, der kender fortsættelsen af Jesu vandring op til Jerusalem, er der en anden pointe. Kvinden salver også Jesus til døden, ved vi. Det er jo påsken med lidelse og kors og død, der venter ham. Og i Israel var det skik, at den døde blev salvet ved sin død. Kvinden i Betania salver da Jesus til døden – véd den, der kender vandringens fortsættelse. Hun gør en god gerning imod ham – ikke blot fordi hun salver hans tørre, sprukne hud, men også fordi hun indvier ham til døden. Under alle omstændigheder: hun gør en god gerning imod Jesus. Men som vi hører, så er der dem, der forarges over kvindens handling. De skælder hende ud, idet de siger: Hvad skal det til at ødsle sådan med salven! Den salve kunne jo være solgt for over tre hundrede denarer og være givet til de fattige. Og – står der – de overfusede hende. Hvad er deres begrundelse for overfusningen? Ja, det er netop omsorgen for velfærdssamfundet. Intet er for de forargede personer vigtigere end den sociale velfærd (…) Hvorfor forråder Judas Iskariot da Jesus? Fordi Judas tilhører de sociale gerningers parti, velfærdssamfundets parti, og er forarget over, at Jesus ikke giver ham ret, da skælder Judas kvinden ud.” (Kristendom og danskhed, side 32-33, 2001)

Judas Iskariot var socialdemokrat. I denne socialdemokratisme lå der en ideologi og en omsorg for velfærdssamfundet, og listen er lang over de, som har villet skabe paradis på jord, men det er hver gang endt i undertrykkelse og terror.

”Marxisme, fascisme, kommunisme, nazisme, demokratisme. De lød forskellige, men var ens, for de var alle at forstå som det humanistiske hedenskabs forsøg på at gøre mennesket til Gud og at gøre samfundet til det totale gudsrige. Og guillotinen blev derfor aldrig arbejdsløs. Der var altid nogle asociale eller kontrarevolutionære at eliminere. For samfundets skyld – det totale samfund – måtte man udrydde jøderne, de borgerlige, kulakkerne, de afvigende og de understimulerede. Og guillotinen skiftede navn og kom til at hedde KZ-lejre, krematorieovne, Gulag, psykiatriske hospitaler eller pædagogisk-psykologiske behandlingssteder…” (Fordringen, side 99-100,1982)

Vi er tilbage ved det todelte regimente. Nok kan kejseren eller kongen være en streng øvrighed, men alternativet er langt værre.

”Der gives med andre ord en absolut etik, som siger: der gives ingen absolut etik – eller med Luthers ord: synd tappert! Af evangeliet er mennesket dømt som synder og skal ikke bilde sig ind at kunne gøre sig fri af synden (…) Gå frimodigt ind i det ufuldkomne som ufuldkommen! Og som ufuldkomment skal mennesket adlyde den verdslige øvrighed, der er sat til at holde orden og skik på den ufuldkomne verden, hvorfor mennesket ikke må gøre oprør og sætte øvrigheden fra styret. For hvor øvrigheden kuldkastes, kommer for det første anarkiet og blodbadet. Og hvor øvrigheden søges kuldkastet, sker det for det andet altid ud fra et sværmeri for det fuldkomne. Af hensyn til de svage, hvem loven er en beskyttelse imod de stærke, og som værner af de ufuldkomne, hvem fuldkommenhedens galskab ellers vil høste iblandt med sin blodige le, skal øvrigheden ikke bære sværdet forgæves.” (Om at ofre sig for menneskeheden og ofre menneskene, side 23, 1969)

Øvrigheden skal herske med sværdet og holde orden, og forsøger nogen at sætte den fra magten, kan den kæmpe mod dem med sværdet.

Gud har som kejseren givet en lov, siger Krarup. Loven dømmer først og fremmest mennesket som en synder.

”Men hvad består loven så i? Er den de ti bud? Er den et bestemt sæt regler for menneskelig adfærd? Nej, loven er det ord eller den befaling, der med guddommelig myndighed drager mennesket til ansvar for dets handlinger og gør det skyldigt. Også således hænger lov og evangelium sammen: at det er Gud, der skærper befalingen, så den bliver til dom, og at det samtidig er Gud, der tilgiver den dømte. Simul justus et peccator. På samme tid retfærdig og synder.” (Den politiske syge, side 20, 1979)

Mennesket skal være synderen, for det gør Guds tilgivelse af mennesket til en gave, der modtages ufortjent.

”Kristendommen er et skal, du skal elske Herren din Gud og din næste som dig selv, eller (…) i stedet for dig selv. Hermed er det gjort klart, at kristendommen er fordringen om selvfornægtelse. Det er en fordring, der er uopfyldelig. Og netop derved afsløres mennesket som den synder, der ikke gør og ikke vil gøre, hvad det skal gøre. Hvis ikke mennesket er sat som synderen, er det klart, at enhver tilgivelse af synd er ligegyldig. Så er det tomme ord ud i luften, fordi de vedkommer ingen. Hvis ikke kristendommen forkynder loven som det første, så er forkyndelsen af evangeliet bare tomhed.” (Søren Krarup, side 86, 1988)

Synden adskiller mennesket sig fra dyrene, der blot følger deres instinkter og natur.

”Ja, dyret har ingen arv, for det er kun natur. Dyret har derfor en stamtavle, men ingen slægt. Dyret har en udvikling, men ingen historie. Ene blandt de levende har mennesket en arv fra slægt til slægt, for at have arv er at være ansvarlig for sin historie, og at være gjort ansvarlig er at være kaldt ud af naturens kredsløb eller udvikling for at skulle svare selv – dvs. at være stillet over for skaberens befaling.” (Dansk kultur, side 62, 1993)

I stedet for at adlyde sine instinkter, skal mennesket adlyde Gud. Ikke for at opnå nogen belønning, men fordi det skal.

”Fundamentalt og principielt er vi stillet som tjeneren i Lukas-evangeliet, hvem herren jo ikke takker, fordi han gør, hvad der er ham befalet. Hvad andet skal vel en tjener gøre? Hvad andet end at leve under Guds befaling skal vel et menneske gøre?” (Fordringen side 27, 1982)

Menneskene som værende syndere stod helt klart, da de korsfæstede Jesus Kristus, Guds søn.

”Men dybden eller radikaliteten i den korsfæstelse af Guds søn, der finder sted på Golgatha Langfredag, skal ikke skjules, for vi er alle med til at korsfæste Guds søn. Dette er, hvad der i virkeligheden ligger i trosbekendelsens ord om ’korsfæstet, død og begravet.’ Det handler ikke kun om jøderne. Det handler om os alle. Det er synderes gerning.” (Den kristne tro, side 29-30, 1995)

Ja, vi er alle med til at korsfæste Jesus.

”For vi er alle under anklage. Vi er alle skyldige. Det var den menneskelige selvretfærdighed, der korsfæstede Jesus, og dermed er Jesu korsfæstelse dommen over mig. Det er dette, Ny Testamente vil sige med fortællingen om disciplene, der alle uden undtagelse svigter Jesus i denne time. Også Peter, der havde svoret at stå ham bi. Også den frommeste, der mest fæster lid til sig selv og sin fromhed. Over for Gud er vi alle syndere, alle dem, der dyrker sig selv, ikke Guds enbårne søn, og derfor er Jesu død og begravelse en begravelse af alle vore bedste håb om at kunne frelse og forløse os selv (…)  Der er ingen retfærdige, ikke een.” (Den kristne tro, side 30, 1995)

Der er ingen retfærdige, ikke én, siger Krarup med det gamle slagord fra Tidehverv. Og Gud giver heller ingen regler for, hvordan menneskene skal blive retfærdige.

”… bjergprædikenen er ingen lov. Bjergprædikenen er ikke kristendommens anvisning på den rette, ædle adfærd. Der er tale om en misforståelse – en skæbnesvanger, katastrofal misforståelse. Bjergprædikenen holder Jesus af én eneste grund: for at afsløre for mennesket, at det er en synder, at vi alle er syndere, og at frelse i form af lovretfærdighed derfor er en umulighed.” (Dansen om menneskerettighederne, side 31, 2000) 

Når Jesus i bjergprædikenen siger, at mennesket allerede er synder, når det blot tænker på at synde, så er det for at overbevise menneskene om, at synden sidder i dem i marv og ben. Derfor er menneskene afhængige af Gud og kan ikke leve uden ham.

”Modsætningen i denne verden er ikke en modsætning mellem rene og urene, gode og onde, sorte og hvide. Der er ingen af os, der er rene, og der er ingen af os, der er urene. Vi er grå. Vi er både det ene og det andet. Vi hører alle hjemme i nuancernes og relativitetens sammenhæng, for der er kun én, der er den absolut rene, er den gode, og det er Vorherre Jesus Kristus (…) Hvad er det at være menneske? Hvilke muligheder har mennesket? Jesus svarer: Skilt fra mig kan I slet intet gøre. Nej, hvis man brækker grenen af træet, så visner den. Det er elementær erfaring – selv for den, der ikke er havemand. Skilt fra træet er grenens liv forbi. Den lever af den næring, der kommer til den gennem træstammen. ’Skilt fra mig kan I slet intet gøre’. Tydeligere kan det ikke siges, at mennesket er afhængigt af Gud, og at der derfor heller ikke er sand menneskelighed til, hvis Gud ikke skaber den. Gud er vingårdsmanden, og Guds søn er vintræet, og vi lever af dette forhold på samme måde, som grenene lever af træet. Denne grundlæggende forskel på Gud og menneske er evangeliets udgangspunkt. Således er vi mennesker – som Guds skabninger på Guds betingelse.” (Kristendom og danskhed, side 105, 2001)

Krarup trækker et skel imellem kristendommen og andre religioner.

”I alle andre religioner er der angivet en fremgangsmåde, ved hjælp af hvilken mennesket finder en himmelsk sikkerhed på jorden. Det sker især igennem en hellig, himmelsk lov, som mennesket skal overholde og hvorved mennesket bliver retfærdigt. Men kristendommen tager al retfærdighed fra mennesket ved at dømme mennesket, dig og mig, som den synder, der kun har Guds nåde at klynge sig til.” (Systemskiftet, side 29, 2006)

Mennesket har evnen og muligheden til at tænke frit, men det kristne menneske er bundet i sit forhold til Gud, og derfor er dets vilje ikke fri. Dette kaldte Luther for ’den trælbundne vilje.’

”Hvis mennesket har en fri vilje over for Gud, sagde Augustin, så er det mennesket og ikke Gud, der er hovedpersonen i spørgsmålet om frelse, og så er Jesu fødsel, død og genopstandelse en ligegyldighed og overflødighed, for så kan mennesket selv. Så har det ikke Guds søn og Guds barmhjertighed behov. Så har det sin fromme nidkærhed og gode vilje i stedet.” (Dansen om menneskerettighederne, side 43-44, 2000)

Mennesket er Guds og ingen andres træl.

”Med Luthers berømte sætning: ’Et kristent menneske er i alle ting en træl, skyldig at gøre tjeneste og enhver undergivet.’ Men ikke en træl i forhold til statsmagten, ikke træl i egenskab af mursten eller funktion i samfundet. Men en træl i forhold til lovens fordring om at tjene næsten, hvilken fordring til syvende og sidst udspringer af eller er identisk med Guds fordring til mennesket.” (Fordringen, side 93, 1982)

Mennesket har hverken en fri eller god vilje, men dog en vilje, som er bundet til dets personlighed. Mennesker er mangfoldige, men for Krarup findes der kun to slags personligheder. Enten er man synder for Gud, eller også er man en retfærdig, der tror, man kan frelse sig selv.

”Med andre ord: viljen er aldrig fri, for den er altid i tjeneste. Hvad vil du? – for noget vil du! Viljen er altid dette bestemte menneskes bestemte vilje. Den svæver ikke i luften, men er bundet til personen. Helt afgørende er det derfor, hvem personen er. Afgørende er det, om mennesket er synder for Gud eller en retfærdig i henhold til sin natur. Dette er spørgsmålet, og her er det, at Luther hævder ubetinget, at mennesket er synderen, hvis vilje er trælbundet i forholdet til Gud, for synderen kan ikke frelse sig selv (…) Martin Luther kender ingen fri vilje i forhold til sandheden og retfærdigheden, men kun en trælbundet.” (Dansen om menneskerettighederne, side 59-60, 2000)

Så i virkeligheden er der kun én slags menneske med én slags personlighed, synderen. Men der er to slags syndere, en mindre og en større synder. Den første har erkendt sin syndighed og er derfor en mindre synder, end den, der tror, han er retfærdig. Krarup understreger dette ved at beskrive Satans rolle for menneskene.

”Derfor er det sådan, at hvis Gud bor i os, bor Satan der ikke, og så er der i os kun viljen til godhed. Hvis Gud ikke er der, så er Satan der, og så er der i os kun viljen til ondskab.” (Dansen om menneskerettighederne, side 59, 2000)

Menneskets syndighed er meget gammel og er nedarvet lige fra de to første mennesker, Adam og Eva.

”… Adam og Eva syndede over for Gud og var ulydige imod Guds befaling, idet de spiste af kundskabens træ, og så drev Gud dem ud af paradiset og satte dem på den nøgne, stenede jord, hvor Adam skal æde sit brød i sit ansigts sved og Eva skal føde børn med smerte. Dette er nu vores menneskelige virkelighed. Vi er udenfor paradiset. Vi lever vort liv blandt torn og tidsel og skal ikke stille krav til vort liv, som om vi var i paradiset.” (Dansen om menneskerettighederne, side 29, 2000)

Hvis Gud ikke kræver gode gerninger af menneskene, så kræver han i stedet tro.

”Den består i troen. Lad os bare sige det ligeud. Den består i, at hvor troen på Gud hersker, dér er slægten modig og frimodig over for tilværelsens risici og farer. Men hvor slægten gør sig selv og sin egen videnskabelighed og fornuft til det guddommelige, dér bliver mennesker panikslagne og rædselsslagne, for så skal de jo selv frelse verden. Troen ved, at frelsen og fremtiden er i Guds hånd. Derfor siger den i dødsfare sit rolige: Hermed alverden god nat og min sjæl i Guds hånd. Men videnskabeligheden eller velfærdsdyrkelsen tror, at den selv skal frelse og forløse verden og sig selv, og så er den i evig frygt og altid i færd med at gå ud af sit gode skind ved udsigten til nye farer. Troen ved, at alt står i Guds faderhånd. Overtroen bilder sig ind at være sin egen Gud og er derfor bestandigt i bekymretheden (…) I må ikke være bekymrede for jeres liv, hvad I skal spise, eller hvad I skal drikke, heller ikke for jeres legeme, hvad I skal klæde jer med. Dette er befalingen. Jesu befaling. At vi må ikke bekymre os, fordi vi skal tro på Gud i himlen og lade vort liv være i hans hånd. Og derfor – her på jorden – arbejde og slide og stride med dette jordiske liv uden at frygte for resultatet eller udbyttet, fordi resultatet til syvende og sidst er i Guds hånd.” (Kristendom og danskhed, side 151, 2001)

Selvom Krarup tidligere har sagt, at sandheden er absolut og ikke noget, man diskuterer eller stemmer om, så er det alligevel et spørgsmål som det enkelte menneske må gøre op med sig selv.

”Og hvad der forkynder Kristus, afgøres af mig, der hører forkyndelsen. Kun på eget ansvar og risiko kan man have med kristendommen at gøre. Deraf følger, at hvad der i mine øren ikke forkynder Kristus i Ny Testamente, det må af mig afvises som løgnen i Ny Testamente (…) På egen regning og risiko vil jeg da bestemme og forkynde som kristendom det ord, der sætter mennesker i frihed fra at skulle frelse sig selv og dermed stiller dem i synderes solidaritet med næsten.” (Den danske dagligdag, side 133, 1973) 

Når Gud kræver tro, som er det enkelte menneskes personlige forhold til Jesus og Gud, sætter han mennesket i frihed. Men ikke kun kristne mennesker. Mennesker med en anden religion nyder samme frihed.

”… det særlige ved Gud, Jesu Kristi far, er, at han stiller os ind i friheden, idet han kræver tro. Deri ligger, at Gud vil ikke være en partistifter, en tyran, en pave. Gud vil tros, frit og på eget ansvar, Gud vil tros – og det er fordi Gud vil tros, at vi har religionsfrihed, ikke fordi alle guder kan være lige gode. Det skal siges. I et kristent land (…) Ja, fordi Kristus er udgangspunktet, derfor er der og skal der være frihed – og hvor kristendommen ikke er religionsfrihedens forudsætning, fordi man i stedet har fået lavet sig den fuldstændige åndelige tomhed, den totale pluralisme, dér kommer ikke frihed, men religiøs tvang, terror og tyranni. Kristendommen er religionsfrihedens forudsætning.” (Kristendom og danskhed, side 88-89, 2001)

Men kristendommen lever ikke kun i kraft af troen i menneskenes hjerter. Den er også noget helt håndgribeligt og jordisk. I Danmark kalder vi den folkekirken. Det er et trossamfund og en organisation med indtægter og udgifter, et årsregnskab, en ledelse, bygninger og kirker og arealer og kirkegårde, der skal passes og vedligeholdes og beslutninger, der skal træffes af biskopper og menighedsråd eller i kirkeministeriet. Folkekirken udfører forskellige ritualer for sine medlemmer, barnedåb, konfirmationer, bryllupper og begravelser og gudstjenester. Folkekirken er indskrevet i den danske grundlov, som jo fra først til sidst er menneskers værk. Hvorfor? Det er fordi, at danskerne i Danmark af Gud er sat i en konkret virkelighed, og en del af denne virkelighed er folkekirken.

”… paragraf fire siger, at der er ikke religionslighed, for vi er i Danmark, hvor det danske folk hører til den evangelisk-lutherske kirke. Derfor understøttes denne naturligvis af den danske stat. Paragraf fire taler om den danske virkelighed, som igen er skabt af den danske historie, for grundloven taler ikke ind i et lufttomt rum. Grundloven er netop ikke abstrakt og historieløs, men konkret og historisk. Den fastholder, at den er skrevet for det danske folk, hvis kirke er den evangelisk-lutherske.” (National værnepligt, side 140, 2009) 

Når folkekirken er skrevet ind i grundloven og understøttes af staten, betyder det, at den har økonomiske og juridiske privilegier, som andre religioner i Danmark ikke har. Der nok er religionsfrihed i Danmark, men ikke religionslighed.

”Der er religionsfrihed i Danmark, men der er ikke religionslighed, for det danske folk har igennem hele sin historie hørt til samme kirke, siden 1536 den evangelisk-lutherske, og som udtryk for denne folkelige virkelighed indtager folkekirken en særstilling i Danmark. Danskerne støtter deres kirke. I al enkelthed. Det skyldes, den er deres. På samme måde som danskerne støtter det danske kongehus og den danske folkeskole, ja Danmark (…) Men i forhold til en lighedsideologi er dette fatalt, for her skal alle være lige i den forstand, at alle skal være ens.” (Dansen om menneskerettighederne, side 15-16, 2000)

Lighed for loven er at slette alle forskelle imellem de forskellige religiøse samfund i Danmark. Kun en privilegeret folkekirke kan forhindre dette, og derved holde live i det danske land og folk.

”Den danske kirke har det danske folk som sin opgave, for kirkens opgave er at sætte mod og frimodighed i det folk, den er sat til at prædike for. Den skal ikke sige rigtigheder ud i luften. Den skal ikke fremkomme med teologiske definitioner hen i vind og vejr. Men kirken skal holde liv i det folk, den prædiker for.” (Den danske nødvendighed, side 7, 1994)

Folkekirken er også et fristed. I kirken er der plads til alle, og netop der er alle lige, fordi de er lige for Gud.

”I en situation, hvor de bedrevidende vil omvende de enfoldige og de stærke tvinge de svage ind under deres tyranniserende omsorg, er der ét sted, hvor det er et menneske muligt at være sig selv i ufuldkommenhed. Det er dér, hvor alle principielt er uvidende og svage og ingen stærke og fuldkomne. Det sted, som ikke kan kvalificere mennesker i god, bedre, bedst uden at diskvalificere sit eget grundlag, vil være et fristed for dem, der i en retfærdig tid jages af inkvisitorerne, fordi de ikke har retfærdiggjort sig ved retfærdige gerninger. Et sådan sted skal den evangelisk-lutherske kirke være, hvis eneste opgave er forkyndelsen af syndernes forladelse til synderne.” (Demokratisme, side 102, 1968)

Men på en almindelig søndag formiddag kommer der ikke altid så mange mennesker i kirken for at høre præstens prædike. Heldigvis er der nogen, som møder op. De holder ikke kun folkekirken i live. De holder i sidste ende også Danmark og det danske folk i live.

”For et stykke tid siden læste jeg en artikel om de gamle koner og kirken, og forfatteren sang i sin artikel en pris til de gamle koner. De er rigtignok foragtede, skrev han. Aviser og offentlighed meddeler, at til gudstjenester kommer der lutter gamle koner. Men i disse gamle koner overlever vores tradition og kultur og alt det, der holder os sammen som folk. Hvad var Danmark uden de gamle koner, der troligt og trofast kommer til det fælles og holder det i gang og i live og samtidig finder sig i at være de oversete og foragtede, fordi de ikke søger til de mondæne steder, men nøjes med dem, de kender fra barnsben? Denne trofasthed er ikke blot smuk, skrev han, men den er aldeles uundværlig, den er det fundament, på hvilket de andre bryster sig som påfugle og flyver rundt med lånte fjer og gør sig interessante. Uden fundament ingen bygning. Uden de gamle koner intet folk, ingen folkekirke, intet Danmark.” (Kristendom og danskhed, side 27, 2001)  

Krarups forklaring på, hvorfor ikke alle folkekirkens medlemmer kommer i kirken er, at jo mere folk bliver væk, jo mere troende er de.

”Den pågældende dag gik jeg i mine egne tanker på hovedgaden i Ribe, da en mand kom imod mig på fortovet og hilste venligt. Jeg hilste tilbage og kunne så se, hvem det var. Et af mine sognebørn ude fra Seem. En yngre mand, som jeg først havde giftet i Seem kirke og siden haft i kirken med børn, der skulle døbes. En flink og reel mand, som jeg har været på jagt med en enkelt gang og jo har besøgt i hjemmet i forbindelse med hans børns dåb. Men efter at jeg havde passeret ham på fortovet, kom jeg pludselig til at spørge mig selv: Hvornår har han egentlig sidst været i kirke? Jeg kunne ikke svare på spørgsmålet. Det er utvivlsomt meget længe siden. Jeg gad vidst, om han har været der siden sit yngste barns dåb. Han hører så vist ikke til dem, der kommer hver gang kirkeklokken kalder. På den anden side er jeg slet ikke i tvivl om hans loyalitet over for den kirke, han hører til. Blev der rettet anslag mod dens eksistens i sognet, ville han givet møde op til forsvar for den. Han er et kristent menneske (…) Et typisk eksempel på det, som udlændinge og journalister kalder danskernes ugudelighed, men som man lige så godt kan kalde for danskernes stilfærdige loyalitet mod deres fædres og deres egen kirke. Vi er jo et blufærdigt folk. Det er der ingen grund til at lægge skjul på. Det ligger ikke for danskeren at kramme ud med sine inderste følelser eller blot at tale højt på offentlige steder. Vi tier i stedet” (Kristendom og danskhed, side 80-81, 2001)

Det er vigtigt for Krarup at understrege, at præsten ikke er nærmere Gud end alle andre. At være præst er bare et arbejde som så mange andre.

”Men fordi vi ikke alle kan tale i munden på hinanden, har vi valgt én til at være præst og forkynde evangeliet, og dette skal han eller hun gøre til gudstjeneste, til kirkelige handlinger, overalt, hvor evangeliet skal høres. Sådan er det i den danske folkekirke som en evangelisk-luthersk kirke. Vi er alle Gud lige nær i kraft af vores dåb, der således sætter det almindelige præstedømme.” (National værnepligt, side 133-134, 2009)

Præsten har kun én opgave, og den har ikke ændret sig i århundreder.

”Bemærk: En præsts første pligt er at forkynde Guds ord rent og purt i overensstemmelse med symbolske Folkekirkens bøger. Den første pligt. Ikke at gøre sig populær. Ikke at snakke folk eller tidens afguder efter munden. Men at forkynde Guds ord rent og purt, som det findes i Folkekirkens bekendelsesskrifter.” (National værnepligt, side 122, 2009)

Krarup føler, at folkekirken med årene er blevet en virksomhed, hvor evangeliernes ord er trådt i baggrunden. Han kritiserer en gammel veninde.

”Det ene handler om formanden for Landsforeningen af Menighedsråd, min gamle veninde fra studietiden og Studenterkredsen i Vartov, Inge Lise Pedersen, som dengang var en gæv pige, der vidste god besked med evangelisk-luthersk kristendom, men som nu går forrest i forvandlingen af Folkekirken til en slags koncern, strømlinet, effektiv og optaget af formen på bekostning af indholdet eller sagen.” (National værnepligt, side 132, 2009)

Krarup mener også, at folkekirken er blevet fad og selvgod. Den har glemt sin pligt til at prædike, at menneskene er syndere, og derfor er Guds tilgivelse og nåde blevet ligegyldig.

”Overfor dette står en kristendomsforkyndelse under Grundtvigs og Løgstrups indflydelse, hvor alt er blevet det glade la, la – kun evangelium, pjank og pjat. Vorherre er så rar, så rar – og det vil sige ganske uvedkommende – fordi det enkelte menneske ikke bliver holdt fast på, at det har syndernes forladelses behov. Vorherre er blevet gjort til en maskine, der bare spytter tilgivelser ud af munden.” (Søren Krarup, side 86, 1988)

Men vi mennesker skal ikke for altid leve i denne verden. En dag kommer dommedag, tidernes ende, hvor vi alle genopstår fra graven og bliver dømt af Jesus Kristus.

”Der er et fint ord, der hedder eskatologi. Det er græsk og betyder de sidste eller yderste tider, og den kristne prædiken og trosbekendelse er altid eskatologisk tale for så vidt som den altid taler under den forudsætning, at Gud kommer til sidst og opretter sit rige endeligt. Derfor er et kristent menneske altid på vandring – ud mod fremtiden, i forventning rettet mod det, der kommer, delt imellem troskab mod nuet og håb til fremtiden. Her har vi ikke blivende sted, hedder det med en gammel vending, og det betyder dels, at vi skal dø, men dels og især betyder det, at vi i troen på Kristus er frigjort i forhold til denne verden og rettet imod Guds. Ind i vores nutid er kastet evighedens perspektiv. Derfor er vort liv mere end at æde og drikke og dø. Kristus er tidens ende, og når tiden er endt, kommer han at dømme levende og døde.” (Den kristne tro, side 33-34, 1995)

Frigjort i forhold til denne verdens lidelser. At slippe bort fra denne syndige jord er det kristne menneskes dybeste ønske og begær, og sådan må det vel bare være. Og Jesus, Guds søn, blev korsfæstet for vores skyld, og selv samme kors, der var et henrettelsesinstrument, ligesom guillotinen, galgen og den elektriske stol, blev kristendommens symbol. Desuden fortæller Biblen allerede i sit allerførste kapitel, at Gud skabte mennesket i sit eget billede, men Krarup forholder sig ingen steder til denne ganske betydningsfulde historie i Biblen. For når man ser på resultatet af Guds skaberværk, menneskene, som er skabt i netop hans eget billede, må man konstatere, at vi mennesker har alt for høje tanker om Gud, eller også er Guds skaberevner meget ringe i forhold til hans ambitioner.