Danske kvinder har i over et århundrede kæmpet for at få samme rettigheder som mænd. Denne kamp har haft mange navne, feminisme, ligestilling, blå- og rødstrømpebevægelse og kvindekamp.

Undervejs har ideen om, hvad det vil sige at være kvinde, og hvad der gør kvinder, til hvad de er, rykket sig mange gange. Krarup har som udgangspunkt ikke nogen fast ide om, hvad det vil sige at være kvinde.

”Jeg kender ingen kvindelig natur og skal derfor afholde mig fra at dømme om, hvem der står for det sandt kvindelige.” (Den danske dagligdag, side 62, 1973)

Samtidig har Krarup heller ikke nogen indvendinger imod ligestilling, så længe kvindekampen ikke udvikler sig i ideologisk retning.

”I sig selv er dette jo et anstændigt formål. Hvis en kvinde keder sig ved at arbejde i hjemmet, er det i sin orden, at hun kan tage arbejde uden for hjemmet på lige fod med manden. Der er efter min mening ingen principiel indvending mod en kvindesags kamp for økonomisk og social ligeret. Men afgørende er det rigtignok, at man lader den enkelte kvinde om at bestemme, hvordan hun vil være lige, og at man således undlader at binde talen om lighed til en lighedsideologi, alle kvinder har underordnet sig. Men denne udogmatiske og frie opfattelse af lighed har damesagen jo aldrig haft.” (Den danske dagligdag, side 66, 1973)

Vi er tilbage ved ungdomsoprøret, hvor veluddannede kvinder gik forrest i for lige rettigheder og friheder for mænd og kvinder. Men til trods for kvindekampen foretrak nogle kvinder rollen som husmor, og i denne kamp blev kvinder, som levede som traditionelle husmødre, angrebet.

”… det hang altså nøje sammen med, at den såkaldte kvindesag – jeg foretrækker at kalde den damesagen, fordi den ubestrideligt var næret og startet af overklassedamer, der skulle hævde sig – ikke havde haft held til at terrorisere kvinderne og give dem mindreværdsfølelse ved at være hjemmegående og drive dem ud af hjemmet og efterlade dette tomt og i stadig gennemtræk, udleveret til institutioner og pædagoger. Damesagen har altid været moderens og hjemmets argeste fjende. Damesagen har virkelig hadet den kvinde, der tog sig af sine nærmeste og gav sig hen for dem og derved gav de udearbejdende og selvrealiserende dårlig samvittighed. Denne dårlige samvittighed har skullet hævnes. Deraf den veritable ondskab i damesagens omtale af de hjemmegående. Deraf den stadige forfølgelse og udryddelseskrig imod dem.” (I min levetid, side 79, 1998)

Danske kvinders kamp for ligestilling blev gjort ideologisk. Krarup har ofte beskrevet ideologiens natur. 

”Damesagen er et manipulationsforetagende i den forstand, at den bygger på et metafysisk begreb om menneskelig lighed og værdighed, hvorefter de eksisterende kvinder og forhold altid vil have at rette sig. Den er et ægtefødt barn af en totalitær humanisme, udtryk for trangen til at beherske tilværelsen og medmennesket med ideen.” (Den danske dagligdag, side 64, 1973)

Damesagen er metafysik og religion, hvor de troende sidder inde med sandheden.

”Dens tale om, at kvindesag er menneskesag, er i så henseende karakteristisk. For mere selvretfærdigt kan jo ingen stille sig an end at gøre krav på at repræsentere både mennesket og menneskeligheden. Så er man lige ved at vokse ind i himlen. Og at indlade sig i debat med mulige modstandere er på denne baggrund en umulighed, for hvorledes kan man diskutere, hvad der er urørligt?” (Den danske dagligdag, side 64, 1973)

PH mente, at mennesket skulle uddannes til at være lykkeligt menneske. På samme måde blev hjemmegående husmødre også mistænkt, fordi de ikke havde uddannelse i at være koner og mødre.

”Hjemmearbejdende mødre har længe været en genstand for behandlernes foragt. Ingen anden befolkningsgruppe jagtes så ubønhørligt og nedvurderes så nådesløst. Den offentlige terror slår ind over hjemmet i form af den offentlige menings terrorisering af dem, der sætter pris på at være hjemme (…) Mødrene holdes frem som dem, der hverken har psykologisk, pædagogisk eller ideologisk kompetence, intet diplom, ingen uddannelse, intet andet end kærlighed til fællesskabet med deres familie.” (Forsvar for familien, side 62, 1977)

Krarup kender ingen kvindelig natur, men han mener dog, at mænd og kvinder lever under forskellige betingelser. Og det er et overgreb, hvis kvinder skal leve efter mændenes betingelser.

”At denne holdning udsprang af et mindreværdskompleks over for mændene og førte til en konkurrence på mændenes betingelser, havde damerne ikke blik for. At den samtidig måtte føre til et tyranni over for de kvinder, der ikke ønskede at konkurrere med mændene på mændenes betingelser, så man bort fra. Damesagen ønskede jo kvindernes frigørelse. Men at mange kvinder ikke ønskede frigørelse på damesagens vilkår, kunne og kan ikke akcepteres. De med damesagen uoverensstemmende kvinder kaldes forrædere mod deres eget køn, skønt jo dog forholdet lige så godt kan være det omvendte, at damesagen er et overgreb mod kvindekønnet.” (Den danske dagligdag, side 62, 1973)

Og hvis mænd tager del i husligt arbejde og opdragelse og omsorg for deres børn, udspringer det af et mindreværdskompleks overfor kvinderne, der får mændene ud i en ulige konkurrence på kvindernes betingelser. Desuden er det lykkedes med kvindekampen at få ophøjet ideologi til lovgivning.

”Den ny-marxistiske bølge fik alt, hvad den pegede på, strækkende sig fra bistandslov, skolelov, navnelov til lov om fælles forældremyndighed og ændring af myndighedsloven. Alt var til fals. Intet af det bestående syntes værd at forsvare. Det blev det i hvert fald ikke. Enhver erfaring, tradition og pietet blev kørt på lossepladsen. Tilbage sad et dansk folk, som måtte se sit hidtidige grundlag infamt kasseret og hver aften bivåne, hvordan TV hånede og spottede, hvad det levede på.” (Det tavse flertal, side 122, 1987)

Disse love gik i retning af afskaffelsen af familien.

”Hvornår kommer der en lov, som forbyder husmoderen at gå hjemme og tage sig af mand og børn? Hvornår bliver det lov, at børnene skal opdrages på institution for at blive tilstrækkeligt rodløse og egnede til manipulation og offentlig ensretning? Hvornår påbyder folketinget, at enhver skal skifte ægtefælle og familie hver syvende år? Det vil kun være en logisk forlængelse af den linie, man for længst er slået ind på. Hvornår bliver det tavse flertals anstændige og forpligtede menneskeliv simpelthen forbudt af de politiske magthavere, hvis totalitære tankegang møder så forstemmende ringe modstand?”(Det tavse flertal, side 133-134, 1987)

Kvindekampen har ikke blot gjort danskerne fattigere som mennesker, familier og som folk. Den har også gjort os økonomisk fattigere i kroner og ører.

”… til gengæld havde kvinderne mulighed for at vælge sig selv som kvinde og mor og hjemmets midtpunkt, og ikke blot manden og børnene nød uendelig godt af det, men også landet. Hvad har det nemlig ikke sparet Danmark for? Hvilke enorme udgifter kunne samfundet ikke slippe for, når kvinden ville være sin børns mor og sikre dem et hjem og et varmt og trygt voksested?” (I min levetid, side 78, 1998)   

Krarup kender ikke til nogen kvindelig natur, men kvinder står dog overfor valget om at vælge sig selv kvinder eller lade være. Men det, at vi fødes forskellige, betyder, at vi skal leve som ulige. Kvindekampens mål om økonomisk, juridisk, politisk og social ligestilling er derfor ideologi. Og der findes jo ingen så giftig slange som ideologien, der som slangen i paradisets have forførte Eva til at spise frugter fra kundskabens træ. Til sidst synger Krarup en lille hyldest til husmoderen.

”Hvilken lykke at have sin mor hjemme! Hvilken lykke at have et hjem, der satte én i stand til at gå med godt mod ud i verden!” (I min levetid, side 79, 1998)