Da reformationen og den luthersk-evangeliske kristendom kom til Danmark i 1536, var alt, som det skulle være, hvis man spørger Krarup. Ganske vist førte religionskrigene i Europa imellem protestanter og katolikker til et enormt blodbad, der først blev overgået af første verdenskrig, men i de danske kirker prædikede præsterne, at mennesket ikke kunne retfærdiggøre sig ved gode gerninger, men kun ved tro. Så gik der 200 år, og i 1700-tallet var der et opbrud på vej ude i Europa. Oplysningstiden var i gang, og filosofferne skrev lange værker om, hvordan man burde indrette samfundet, og nye ideer og ideologier opstod, og der blev sat spørgsmålstegn ved, om folket skulle regeres af konge, adel og gejstlige, og man diskuterede menneskets natur, og om det havde naturlige, universelle rettigheder. Mennesket kom i centrum. Det var ifølge Krarup her, at grunden til de totalitære ideologier blev lagt, der skulle plage menneskeheden op til vore dage. For Krarup er oplysningstiden og menneskerettighederne en form for syndefald og mere eller mindre en katastrofe for menneskeheden.

Krarup går lige på og hårdt og beskylder oplysningstidens tanker om menneskerettigheder og lighed imellem mennesker for i virkeligheden at være en direkte opløsning af det enkelte menneske og årsag til kaos.

”Menneskerettighedserklæringen er et meningsløst, forfalskende dokument, som kun bidrager til at skabe falskhed og dermed ustabilitet og anarki i verden. Alt, hvad et eksisterende menneske er bundet og betinget af, bliver her kendt ugyldigt. Mit sprog, min religion, min nationalitet, min fødsel og oprindelse – alle de faktorer, som slet og ret gør mig til mig, et konkret, levende væsen i en konkret sammenhæng: Det bliver alt sammen underkendt. Alle mine karakteristika, der jo udgør min identitet – det hele fejes af bordet af menneskerettighedserklæringen. Til fordel for en abstraktion, der kaldes for ’menneske’, men som jo mindst af alt er menneskeligt, dvs. en historisk skabning i den løbende tid, min histories og mine forældres barn, Guds skabning, som af Guds ord får bud på at være din skabte eksistens tro.” (National værnepligt, side 106-107, 2009)

At være menneske er at afskaffe alt menneskeligt. Det er resultatet af oplysningstiden og ikke mindst menneskerettighederne. Og som vi skal se, betragter Krarup menneskerettighederne for at være et særligt amerikansk fænomen, selvom der også blev skrevet menneskerettigheder under den franske revolution, i Stalins Sovjet, i FN og i mange andre sammenhænge. Men det blev i de tretten britiske kolonistater på Nordamerikas østkyst, at oplysningstidens ideer først skulle slå igennem. Det var her, at man for første gang nedskrev menneskerettigheder, og dette havde to årsager ifølge Krarup: Dels var staterne under stor påvirkning af oplysningstidens filosoffer, og dels var de grundlagt af calvinister eller puritanere, som stod for et kristendomsforståelse, der blev grundlagt af Jean Calvin i Schweiz. Calvinismen var en lovreligion, hvor man blev frelst ved at følge særlige love og regler, og Krarup beskriver den således.

”… men ikke sådan for Calvin. Her er kirken slet ikke i tvivl om sin egen hellighed og retfærdighed, og derfor holder den et yderst vågent øje med alle medlemmernes livsførelse. Calvin indførte en formelig gudsstat i Genève. Præsterne herskede ikke blot over sjælene, men også over kroppene, for statens opgave blev at tjene Guds majestæt – hvilket ville sige at adlyde præsterne.” (Dansen om menneskerettighederne, side 65, 2000)

I denne gudsstat var der regler for alt, og alt blev kontrolleret.

”… på alle livets områder bestemte Calvins religion forholdene og forordnede på Guds vegne, hvad en borger måtte og ikke måtte. Hvorledes man måtte klæde sig, hvor mange gæster man måtte indbyde, og hvor mange retter man måtte spise. Hvorledes man satte sit hår og hvorledes man indrettede sit hus. Den mest nøjeregnende rigorisme. Men i Guds navn. Og på Guds vegne. Og derfor den mest kvælende gerningsretfærdighed.” (Dansen om menneskerettighederne, side 65, 2000)

Den gerningsretfærdige puritanisme forandrer sig og tager en ny form, mens generationer kommer og går, og der kommer flere og flere til den nye verden i vest.

”… et par generationer efter Mayflowers ankomst begynder naturen at erstatte Gud, og denne dyrkelse af det naturlige som det guddommelige er ikke tilfældig, for det samme sker i Europa. Vi er på tærskelen til det, der kaldes Oplysningstiden, hvor den toneangivende tænkning eller filosofi bevidst frigør sig fra kristendommens forkyndelse – eller rettere sagt: manipulerer med de kristne ord og begreber, så de retter sig efter filosofien. Ordet fornuft. Ordet frihed. Og altså ordet natur.” (Dansen om menneskerettighederne, side 69, 2000)

Denne dyrkelse af naturen og naturlige rettigheder bliver grundlaget for den uafhængighedserklæring, der markerer de tretten amerikanske kolonistaters løsrivelse fra Storbritannien i 1776.

”At påberåbe sig naturen er at tiltage sig en absolut ret, for af en sådan naturens lov, der definerer sig som selve fornuften, følger selvsagt alverdens rettigheder, som ikke kan afvises, fordi de netop udspringer af det absolutte, af naturen, der er blevet Gud. Ikke tilfældigt begynder den amerikanske uafhængighedserklæring med at kalde sine ’sandheder’ for ’selvindlysende’.” (Dansen om menneskerettighederne, side 72, 2000)

Den amerikanske uafhængighedserklæring taler om lighed mellem mennesker, men kristendommen kender kun til lighed overfor Gud. I denne verden vil vi mennesker altid være ulige. At skabe lighed i denne verden er at sætte sig i Guds sted og dermed det modsatte af kristendommen.

”… selve påstanden om en foreliggende menneskelig lighed, der som bekendt er i klar modstrid med kristendommens forkyndelse af alle menneskers lighed i Kristus. Ja, i Kristus, ikke i naturen eller samfundet. I kraft af dåben, ikke som en politisk og ideologisk humanisme. Samme propagandistiske smidighed præger talen om alle menneskers iboende og umistelige rettigheder, anledning og indledning til menneskerettighederne.” (Dansen om menneskerettighederne, side 78, 2000)

Naturen er nok skabt af Gud, men er af den grund ikke hellig, ligesom vi mennesker ikke er hellige. Og denne dyrkelse af lighed imellem mennesker fører til spørgsmålet om hvilken Gud, der egentlig er tale om?

”’In God we trust’, hedder det officielle USA’s motto, ’vi tror på Gud’, og det er al ære værd, at et folk således forkynder sin tro, men vi andre fristes i den anledning til at spørge, hvad det egentlig er for en Gud, amerikanerne tror på. Det synes ikke at være den Kristus, som var i en uforligelig modsætning til datidens idealister, farisæerne. Det kan ikke være Jesu Kristi Fader, der sendte sin søn til verden for at forlade synder, ikke for at glorificere syndfri og retfærdige.” (Dansen om menneskerettighederne, side 21, 2000)

Så kommer den næste menneskerettighedserklæring. Den skrives under den franske revolution, der i høj grad var inspireret af den amerikanske uafhængighedskrig. Under uafhængighedskrigen mod briterne fik amerikanerne hjælp af franske tropper, og disse vendte tilbage til Frankrig med en ny indsigt. Kongers magt var ikke guddommelig. Selvom kongen var velsignet af kirken, som Guds repræsentant og magthaver på jorden, så kunne kongen trodses og overvindes. I 1789 er Frankrigs økonomi elendig, sult truer befolkningen, og der er stor splittelse imellem adelen, gejstligheden og tredjestand, og tredjestanden nægter at samarbejde, da kongen indkalder rigsstænderne til Versailles i april. Og så går det hurtigt, der er opstand og oprør i Frankrig, og en revolution går i gang. Efter nogle måneders revolution, sidst i august, vedtager nationalforsamlingen en erklæring om menneskerettigheder. Det den direkte vej til tyranni og terror.

”… med udgangspunkt i netop menneskets naturlige og umistelige rettigheder bliver den franske revolution meget snart til et orgie af blod og morderisk retfærdighed (…) Først halshugges kongen. Det kan alle enes om, for han har ikke været ’lige’. Så halshugges dronningen, for hun er heller ikke ’lige’. Så halshugges adelen, gejstligheden, borgerne, girondinerne, Desmoulins, Danton (…) Så halshugges Robespierre og jacobinerne. Og til sidst kommer tyrannen og bliver til kejser Napoleon, som i revolutionens navn fører krig imod hele verden. Længe leve ideen om menneskets naturlige rettigheder!” (Dansen om menneskerettighederne, side 84-85, 2000)

Tanken om menneskelige rettigheder er diabolsk.

”… menneskerettighederne er en form for dæmonisk besættelse, en abstraktionens forrykthed, som vil true ethvert hæderligt styre og angribe enhver borgerlig frihed – for ud fra sin abstrakte idé kan menneskerettighederne altid konstruere en ’menneskeret’, der er undertrykt og som kalder til oprør og vold.” (Dansen om menneskerettighederne, side 89-90, 2000)

Mange mener, at den franske revolution og dens menneskerettighedserklæring var begyndelsen på den proces, der i 1800- og 1900-tallet førte til, at man i Europa tog magten fra konger og kejsere og monarker, og siden fascistiske og kommunistiske regimer, og i stedet indførte folkestyre og demokrati i kontinentets lande. Men den franske revolution havde i virkeligheden den stik modsatte betydning, siger Krarup.

”Er menneskerettighederne forenelige med demokratiet? Nej, hvor helligheden har holdt sit indtog i politik, kan politikken ikke længere afgøres i fordragelighed via afstemninger og valg. Hvad er nemlig demokrati?Det er at dele og kontrollere magten for derved at sikre friheden, borgernes frihed. Men hvis magthaverne gør krav på at sidde inde med en højere retfærdighed, er der ikke noget at diskutere. Så er det umoralsk at dele magten (…) Der er derfor noget grotesk i, at den franske revolution anses for at være om ikke demokratiets vugge så i hvert en af demokratiets sengefjæle.” (Dansen om menneskerettighederne, side 90-91, 2000)

Da danskerne et halvt århundrede senere satte kong Frederik den 7. og dermed enevælden fra magten i 1848, foregik det dog ganske fredeligt og ublodigt. Dette medførte en grundlov, og en grundlov er væsensforskellig i forhold til menneskerettigheder. En grundlov er nemlig ikke universel, men national og historisk.

”Sådan afløstes enevælden af demokratiet. Sådan nåede bølgen fra 1776 og 1789 til de danske strande. Men gjorde den det? Er den danske grundlov en kopi af menneskerettighederne? Nej, det er den netop ikke, for i den danske grundlov er der ikke en abstrakt ideologi nedlagt (…) Den er et folks forsøg på at klare sine presserende problemer ved hjælp af en lovgivning, der gavner og beskytter folket. Den opstiller en række frihedsrettigheder til gavn for det folk, der ikke længere vil lade kongens vilje være landets lov.” (Dansen om menneskerettighederne, side 102, 2000)

13 år tidligere i bogen Det tavse flertal, har Krarup dog givet følgende beskrivelse af skiftet fra enevælde til folkestyre. Det var et resultat af ideologers pression, der byggede på den franske revolutions ideer.

”I 1848 havde vi en anden ideologisk bølge, som førte til et politisk gennembrud – Søren Kierkegaard kaldte det ’katastrofen i 48’ – for i de foregående tiår havde det liberale borgerskab i København stillet krav om en forfatning til afløsning af det enevældige kongedømme og havde søgt at mobilisere en offentlig mening mod de herskende tilstande. Udbyttet havde været begrænset. Der var tale om en række ideologiske høvdinger uden andre indianere end nogle borgermænd og studenter.” (Det tavse Flertal, side 122-123, 1987)

Men da Danmark trues af krig, lugter de liberale blod.

”Så kom nationalitetskampen i Sønderjylland. Slesvig-holstenerne gjorde oprør mod den danske konge og stat i marts 1848, og ideologerne, der med sans for udviklingen var begyndt at kalde sig nationalliberale, øjnene en mulighed for at ride med på ånden fra 48, som var rent national, og opnå et politisk systemskifte. Til den ende foranstaltede man et folketog til kongens slot, hvor 15.000 københavnere bad kongen om en ny regering og regeringsform.” (Det tavse flertal, side 123, 1987)

De nationalliberale bragte et bønskrift til kongen fuld af store ord, som i virkeligheden var en trussel om revolution.

”… Orla Lehmann, den ordrige ideolog, havde forfattet en henvendelse til kongen, der i manende ord opfordrede Hans Majestæt til at lytte til ’folkets’ røst, dvs. Orla Lehmann & Co., for ikke ’at drive nationen til fortvivlelsens selvhjælp’. Fup og fraser. En hul svada, som ikke udtrykte megen anden virkelighed end de nationalliberales ønske om at komme til fadet.” (Det tavse flertal, side 123, 1987)

Ude i Danmark havde folket intet ønske om at afskaffe enevælden og indføre folkestyre, hævder Krarup. Folk i det lille Seem sogn i Sønderjylland, hvor han skulle blive præst i årtier, sendte følgende skrivelse til kong Frederik den 7.

”Først må vi i al enfoldighed erkende, at vi helst ønsker at beholde Ds. Majestæt som vor enemægtige konge og herre, og at vi aldeles ikke kan bifalde de landsmænds ord, i skrift og tale, som påstår, at det danske folk ønsker en forandring i den forfatning, som er folkets frie gave til dets konge og nedarvet til Ds. Majestæt (…) Vi vover at påstå, at dersom Ds. Majestæt ville foretage en hyldningsrejse landet rundt for at prøve ånderne og høre de uhildede røster fra hjerternes grund, da skulle Ds. Majestæt erfare, at landets børn, efter det store flertal, ville samstemme med os, som har vovet at udtale vor overbevisning.” (Det tavse flertal, side 124, 1987)

Overfor det danske folks kærlighed til deres konge og fædreland er Orla Lehmann blot en modebevidst ideolog.

”Her står Orla Lehmann og galer på slotspladsen, den altid deklamerende ideolog, manden, der har samlet tidens politiske mode op i Paris og søger at påtvinge Danmark den, liberal og internationalistisk, når det er fordelagtigt, nationalliberal og yderst bevidstgjort dansk, når det betaler sig, og hævder at repræsentere folket, som kongen er ved at drive til ’fortvivlelsens selvhjælp.’ En kun slet skjult trussel om revolution.” (Det tavse flertal, side 124-125, 1987)

De nationalliberale har sans for skiftende moder indenfor ideologiske slagord, men kongen har regeret til folkets gavn, og det har intet ønske om selv at overtage magten ved at indføre folkestyre.

”Men folket selv, det virkelige folk, der bærer dagens byrde og hede og holder Danmark oppe ved sit arbejde og sin indsats, frabeder sig ideologisk formynderskab. Folket holder fast ved det enevældige kongedømme, for kongen har været dets ven og forbundsfælle mod en hovmodig adel og givet bønderne friheden og aldrig ladet enevælden udvikle sig til et vilkårligt og despotisk voldherredømme.” (Det tavse flertal, side 125, 1987)

Der er kun 13 år imellem Krarups to modsigende beskrivelser af overgangen fra enevælde til folkestyre. Så meget for det. Vi fortsætter i det oprindelige spor, hvor Krarup ser en afgrundsdyb forskel på oplysningstidens menneskerettigheder, og den grundlov kong Frederik den 7. gav danskerne lov til at skrive i 1848. En grundlov er nemlig ingen ide om eller krav om menneskelig lighed, men den er et produkt af et folks historie og dets fællesskab, sæd og skik, og den er i overensstemmelse med Luthers tale om adskillelsen det verdslige og det guddommelige regimente. Øvrigheden er ikke længere fyrsterne, kejseren eller kongen, nu er den de folkevalgte politikere.

”I grundloven tales der om den danske borger, som denne lov giver rettigheder, idet den lover at værne hans ytringsfrihed og forsamlingsfrihed og foreningsfrihed og erhvervsfrihed og religionsfrihed – alt sammen konsekvenser af, at staten ikke er en afgud, der skal frelse og derfor tyrannisere borgeren. Det er modsat en stat, der er sat på plads af kristendommen. Det er en dansk stat, der har hørt, at den skal give kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er.” (Dansen om menneskerettighederne, side 103, 2000)

Så går der hundrede år. Efter anden verdenskrig slog tanken om universelle menneskerettigheder igennem i det meste af verden. Sovjet havde lidt frygtelige ofre i krigen mod den tyske invasion, som kostede landet 27 millioner mennesker livet. Storbritannien havde brugt alle sine kræfter i krigen, og dets imperium smuldrede, og kolonierne løsrev sig og blev selvstændige nationer. USA var den eneste vinder af anden verdenskrig. Deres hjemland var uberørt af krigen, og deres industri havde fungeret som den store våbensmedje, der leverede både Storbritannien og Sovjet store mængder våben og forsyninger. Og så havde USA også opfundet og brugt et nyt frygteligt våben, atombomben. Men USA var også menneskerettighedernes vugge, og anden verdenskrig blev en vej til at indfører menneskerettighederne over hele verden. Det begyndte på et møde imellem USA’s præsident Franklin D. Roosevelt og Storbritanniens premiereminister Winston Churchill på New Foundland i begyndelsen af verdenskrigen. Roosevelt har på forhånd forslået, at der skal skrives et fælles program om, hvordan man vil indrette en demokratisk verden efter krigen. Roosevelt fik gennemført, at der skal skrives fire friheder ind i programmet, der sidenhen får navnet ’Atlanterhavs-erklæringen’. Det drejer sig om ytringsfrihed, religionsfrihed og frihed for nød og frygt. Denne Atlanterhavs-erklæring bliver grundlaget for De Forenede Nationer, FN, som stiftes i januar 1942 på amerikansk initiativ, og som senere skal skrive en erklæring om universelle menneskerettigheder. Krarup understreger, at Roosevelt stammer fra hollandske emigranter med calvinistisk baggrund, og at hans begejstring for menneskerettigheder skyldes, at han er præget af calvinismens gerningsretfærdighed. Desuden kalder Roosevelt USA’s deltagelse i krigen for ’korstoget i anden verdenskrig.’ USA fører altså krig i Guds navn. Men for Krarup kan man kun fører krig i kejserens navn. Og da krigen er slut, stikker USA’s tro på universelle menneskerettigheder hovedet frem igen. Amerikanerne vil have dømt de tyske topnazister for folkedrab mod Europas jøder, sigøjnere og andre folkeslag.

”… Tyskland brød sammen i foråret 1945, og derefter kom et nyt spørgsmål: afregningen med de besejrede. Winston Churchill, opdraget i historiens perspektiv og pulsslag, var indstillet på et kort og hurtigt opgør, hvorefter livet må gå videre. Men et korstog kan ikke afsluttes så nemt. De, der har ført korstog, må brænde kætterne på behørige kætterbål og især sørge for, at kætteriets gift bliver drevet ud af kroppen på de efterlevende. Thomas Jeffersons og Franklin D. Roosevelts USA ville have en krigsforbryderproces, som endegyldigt kunne belære verden om, hvad der er godt og ondt.” (Dansen om menneskerettighederne, side 127, 2000)

En domstol der endegyldigt afgør, hvad der er godt og ondt? Det er for Krarup det stik modsatte af en borgerlig, national og verdslig lov, som er lige for alle borgere, ikke for menneskeheden. Men det var altså, hvad USA ville have.

”Krigsforbryderproces – jamen man kan jo ikke føre proces efter en krig. Der er ingen lov og ingen tilsvarende domstol. Nej, men så konstruerede de allierede en krigsforbryderdomstol, der dømte på grundlag af en lov, som man selv lavede til lejligheden, og således opførtes den belærende og moraliserende proces i 1945-46, der kaldes for Nürnberg-processen.”  (Dansen om menneskerettighederne, side 127, 2000)

Nazisterne blev anklaget for følgende tre forbrydelser: Forbrydelser mod freden, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden. Krarup finder anklagerne absurde, for hvad eller hvem er menneskeheden? Al tale om en menneskehed er meningsløs for begavede mennesker.

”For en reflekterende iagttager kan det ellers tage sig underligt ud, at der er bestemte personer og interesser, som kan hævde at repræsentere menneskeheden. Jamen, er det ikke os alle sammen? Hvordan kan en del af menneskeheden præsentere anklager på menneskehedens vegne? Nej, det kan man naturligvis heller ikke gøre uden at tiltage sig en moralsk, ja religiøs patos, som afgør spørgsmålet ved at hugge det over – og denne religiøse patos var det, der lå bag Nürnberg-processen. Et lærestykke til befæstelse af menneskerettighedernes hellighed. En katekiserende proces, hvis formål var at indeksercere efterkrigstiden i den absolutte humanisme. Korstogets konsekvens. Idet humanity ikke blot betyder menneskehed, men også menneskelighed, således at krigsforbryderdomstolen med dommerens autoritet fastslog for hele verden, hvad der er menneskeligt og umenneskeligt, godt og ondt.” (Dansen om menneskerettighederne, side 128-129, 2000)

Intet folk kan hævde at repræsentere menneskeheden.

Menneskerettighederne kom til at herske på verdensplan efter anden verdenskrig, ikke mindst i kraft af FN, hvilket støbte kuglerne til de folkeslag, der i århundreder havde været koloniseret af Europa, men nu ønskede deres frihed.

”I april 1945 indkaldtes der derfor til en konference i San Francisco, hvor repræsentanter for alle de Forenede Nationer deltog, og hvor det var opgaven at fastlægge efterkrigstidens organisation. Her kom menneskerettighederne i centrum som et afpresningsmiddel for de lande, der endnu ikke havde opnået selvstændighed, men som kunne bruge deres deltagelse i krigen og menneskerettighedernes tale om lighed til at kræve den.” (Dansen om menneskerettighederne, side 129-130, 2000)

Både Storbritannien og Frankrig havde indkaldt hundredetusinder af soldater fra deres kolonier for at kæmpe deres koloniherrers krig, og efter krigen krævede disse kolonier deres frihed til gengæld for deres ofre. Dette gjorde de i menneskerettighedernes navn, hvilket for Krarup bare afslører tanken om menneskelig lighed som værende et redskab til pression. Meget mere om dette i det følgende kapitel om Krarups syn på kolonialismen. Men ideen om en retfærdig verden blev skabt under oplysningstiden, og den tyske nazisme var sådan set bare en af mange arvtagere fra denne historiske periode.

”Det er blevet almindeligt at betragte nazismen som den store undtagelse og det store brud i europæisk historie, men det er en mærkelig misforståelse. Bruddet kom med Oplysningstiden, der brød med kristendommens adskillelse af Gud og menneske, himmel og jord. Forskellen mellem dem, der er børn af dette brud, er mindre væsentlig. Om de kalder sig højre- eller venstreorienterede, rationalister eller romantikere, kommunister og nazister, er underordnet i forhold til deres grundlæggende enighed om, at menneskeheden sidder inde med retfærdighedens mulighed og kan og skal virkeliggøre den.” (Dansen om menneskerettighederne, side 117-118, 2000)

Nazismen er i anden halvdel af 1900-tallet blevet udråbt til det evigt onde, så derfor skal man hele tiden stå for det modsatte, hvad enten man er demokrat, kulturradikal, socialist, kommunist eller noget helt femte.

”Hvad nazismen var for, skulle efterkrigstiden være imod. Hvad nazismen var imod, skulle efterkrigstiden være for. Nazismen havde gjort racen til sit grundbegreb, og derfor har tiden siden 1945 tænkt og talt i racebegreber og gjort mennesket til et racevæsen og været bekendende anti-racistisk. Som om mennesket er et dyr! Som om mennesket ikke er skabt i Guds billede med skyld og ansvar!” (Dansen om menneskerettighederne, side 118, 2000)

De, som bekender sig som anti-racister, er altså lige så racistiske, som nazisterne var det.

”Men hvad er en race? Det er jo en biologisk bestemmelse. Det er en bestemmelse af dyr. Adolf Hitler var et barn af den darwinisme, der opfattede mennesket som et dyr, udviklet af aberne, og kristendommens menneskeforståelse, der gør mennesket til Guds skabning, eksisterende i skyld og ansvar, var ham ikke blot fremmed, men modsat.” (Dansen om menneskerettighederne, side 120, 2000)

Selv i dag hersker USA over verden i menneskerettighedernes navn. For Krarup var Natos bombninger af Serbien og Kosovoprovinsen i foråret og sommeren 1999 en forbrydelse, der har sit udgangspunkt i menneskerettighederne.

”Nej, alt hvad man anklagede Serbien for, kunne være fabrikeret i Wien eller Teheran. De såkaldte Rambouillet-forhandlinger var jo slet og ret en pistol rettet imod Serbiens suverænitet, krævende: overgiv jer totalt og lad os herske over jeres land! Etnisk udrensning, råbte man. Hvem siger, at det var sandt? Er sandheden ikke, at Serbiens brutalitet først begyndte, da NATO angreb landet – NATO, der skal være en forsvarsalliance og ikke et missionsselskab for menneskerettighederne? Og at NATO således godt kan siges at være den skyldige i brutaliteten?” (Kære Søren, side 57, 2003)

Det værste for Krarup er, at man krænkede en selvstændig stats suverænitet med henvisning til menneskerettighederne, ikke ødelæggelserne og de menneskelige lidelser.

”Men Serbien var en selvstændig stat og serberne henholdt sig til deres historiske ret til Kosovo. Også kosovo-albanerne gjorde krav på Kosovo. Men for serberne var hele deres eksistens som folk og stat bestemt af Kosovo og det, der skete på Solsortesletten i Kosovo i 1389, hvor serberne blev besejret af tyrkerne eller osmannerne, hvilket igen blev symbolet for det serbiske folk på en lang og lidelsesfuld kamp for at leve og overleve. Opgivelse af Kosovo var for serberne at opgive sig selv.” (Dansen om menneskerettighederne, side 16-17, 2000)

Historisk ret er hævet over nulevende folkeslags ønske om frihed, og Serbien kan gøre, hvad de vil indenfor deres lands grænser.

”Og så gik NATO i krig og begyndte at bombe et selvstændigt land sønder og sammen, mens de vestlige hovedstæder i triumf bekendtgjorde, at herefter var der intet, som hed indre anliggender. Menneskerettighederne var overordnet alt – national selvstændighed, statslig uafhængighed.” (Dansen om menneskerettighederne, side 18, 2000)

Herefter kan intet folk og ingen nation træffe deres egne beslutninger, uden at verden udenfor kommer med USA i spidsen og laver dem om i menneskerettighedernes navn. USA har sat deres hykleri i system i FN og Nato, men amerikanerne skal ikke tro, de er bedre end andre nationer.

”Nej, der er ingen, der er retfærdig, ikke én, men i denne uretfærdig og syndige verden må et menneske være tro imod sin givne virkelighed i en bøn til Gud om sine synders forladelse. Den endelige retfærdighed er ikke menneskers mulighed. Den endelige og absolutte retfærdighed er uden for menneskers rækkevidde, også uden for USA’s og NATO’s, for den er hos Gud og Ham alene, og så må et menneske gøre sin pligt og sin skyldighed, idet han siger: Forlad mig min skyld!” (Dansen om menneskerettighederne, side 24, 2000)

Det hele grunder i menneskerettighedernes og FN’s ønske om at hæve sig over Vorherre selv.

”Her skal verden tydeligvis nyskabes. Her yder hjælpsomme og gode mennesker Vorherre adskillige tjenester. Her skal en ny verdensorden blive til. Dette er ikke et sted, hvor menneskets arvesynd kendes, endsige erkendes, for det er et sted, hvor retfærdigheden har etableret sig for at skabe den nye himmel og den nye jord. Opgaven er venligst taget Vorherre ud af hænderne. Han er utvivlsomt velkommen til at yde et bidrag til FN, men menneskerettighedernes og den nye verdensordens organisation kan godt klare sig uden ham. ” (Dansen om menneskerettighederne, side 116-117, 2000)

Oplysningstidens menneskerettigheder er en ny guddom, og FN er den nye pave.