Dagbladet Politiken var kulturradikalismens højborg, og Edvard Brandes kaldte det ’organet for den højeste oplysning.’ Den anden store figur i Politikens første mange leveår var Viggo Hørup, som kæmpede imod militær oprustning af Danmark og tanken om, at vi efter nederlaget i 1864 skulle vinde Sønderjylland tilbage ved en ny krig mod Tyskland. Det kom til at betyde, at Danmark erklærede sig neutralt under første verdenskrig, og at vi undlod at opbygge vores hær, luftvåben og flåde. Dette blev ifølge Krarup senere fatalt, fordi vi stod uden et effektivt forsvar, da Nazityskland den 9. april 1940 besatte Danmark stort set uden modstand.

”Intet var for kulturradikalismen latterligere end en dansk forsvarsvilje. Siden Viggo Hørup i dagbladet Politiken i 1880’erne havde dansk forsvarsvilje heddet ’militarisme’, og op igennem 1900-tallet havde militarisme været kulturradikalismens svorne modpart. Derfor lå Danmark åbent for Hitler-Tyskland. Derfor samarbejdede det kulturradikale Danmark ubesværet med den tyske besættelsesmagt.” (National værnepligt, side 11, 2009)

Krarup gør sig ingen forestillinger om, at Danmark kunne have modstået Nazitysklands invasion i mere end nogle få dage. Alligevel mener Krarup, at Danmarks overgivelse var forkert, og at vi skulle have kæmpet.

”… den militære modstand skulle føres ikke så meget for udlandets som for folkets skyld, der derved ville forstå situationens karakter og landets faktiske status som erobret område. En kamp skabte klarhed. Dens forløb markerede afstanden mellem angriber og forsvarer.” (Fædreland og folkestyre, side 62, 1974)

Ikke nok med at Danmark overgav sig til tyskerne. Den danske regering gik ind på at samarbejde med besættelsesmagten, hvilket for Krarup gør besættelsen til de mest ydmygende fem år i Danmarks tusindårige historie.

”Man havde jo sagt ja til tyskerne, da man ikke gjorde modstand den 9. april, og dette ja gjorde ethvert nej umuligt. I regeringens øjne. Udlevering af dansk militær til den tyske krig, brud på landets grundlov igennem en grundlovsstridig arrestation af danske kommunister, oprettelse af et dansk frikorps til at kæmpe tyskernes krig, tvangsudskrivning af danske arbejdere til Tyskland – intet var samarbejdspolitikerne for usselt. Man sagde ja og ja.” (Systemskiftet, side 35, 2006)

Den regering, der samarbejdede med tyskerne, var en ren marionetregering, som blot adlød, når besættelsesmagten stillede krav. Dog havde den magten til at sige nej og nedlægge sig selv som Danmarks regering, men end ikke en sådan lille symbolsk modstand kunne den præstere.

”Men hvad havde tyskerne magt til? De havde magt til at bryde dansk lov. Men de havde ikke magt til at få en dansk regering til at gøre det. Den magt havde kun regeringen. Men den magt, regeringen havde, turde den ikke bruge af angst for tyskernes magt.” (Fædreland og folkestyre, side 87, 1974)

I det danske folk var der dog en vilje til modstand, selvom det tog tid at opbygge en folkelig forsvarsvilje efter årtier med kulturradikal antimilitarisme.

”Men naturligvis måtte den forberedes, både praktisk og psykologisk. At en fredelig befolkning med ét skulle kunne finde på at bevæbne sig og kaste med bomber og springe jernbaneskinner og fabrikker i luften, er utænkeligt. De første år efter 9. april var netop en forberedelsestid til modstandskamp, hvor først og fremmest sindet måtte hærdes, og hertil tjente meget – alsangen, også Dansk Ungdomssamvirke på trods af Hal Kochs forsøg på at politisere det nationale, kongebegejstringen, den kolde skulder til tyskerne.” (I min levetid, side 41, 1998)

Efter flere år under tysk besættelse fandt danskerne sammen i en modstandskamp på trods af alle forskelle. Dette ser Krarup som en folkelig renæssance.

”Mennesker fra alle samfundslag mødtes i modstandsbevægelsen og var kammerater og talte samme sprog. Der blev givet med begge hænder og uden bihensigter. Det fælles mål satte politiske og sociale skel i skygge. Ved natlige våbenmodtagelser og daglige aktioner stolede man på sidemanden uden at forske i hans motiver, og således voksede en fælles ansvarlighed frem af kampen. Der var noget, man var forpligtet på og stod sammen om. De kunne være forblevet i ubemærkethed. Ingen havde tvunget dem. Men frivilligt og gerne kom de af sig selv, for det var deres virkelighed, som stod på spil.” (Fædreland og folkestyre, side 102, 1974)

Krarups egne forældre blev kontaktet af modstandsbevægelsen, og de trådte straks ind i kampen.

”For mine forældres vedkommende blev det Frode Jakobsens organisation ’Ringen’, det begyndte med. Frode Jakobsen, som min far kendte fra studietiden, kom på hverve-besøg i Hammelev præstegård, og mine forældre var med det samme villige. Min far organiserede modstandsarbejdet på Djursland og arrangerede våbenmodtagelser, flugtrute til Sverige med fiskerbåd over Fornæs, i den forbindelse hemmelig indkvartering i præstegården af flygtninge, bl.a. nedskudte engelske flyvere, der skulle transporteres over Kattegat, og opbevaring af våben og materiel. Samtidig var der tyske soldater indkvarteret i præstegården, så det gjaldt for mine forældre om at holde tungen lige i munden og de forskellige kategorier adskilt.” (I min levetid, side 43, 1998)

På et tidspunkt frygtede Krarups forældre, at de var blevet afsløret som modstandsfolk, og de måtte gå under jorden, og familien måtte skjule sig.

”Det var begyndelsen af december 1944. Mine forældre gik under jorden i Aalborg, hvor min far blev ’Ringen’s regionleder og havde nærmere forbindelse med den dag og nat jagede Toldstrup, mens vi søskende var gemt af vejen hos familie.” (I min levetid, side 44, 1998)

Modstandskampen var ikke forgæves. Den fik politikerne til at opgive deres samarbejde med tyskerne, da de så danskernes vilje til modstand. For Krarup var modstandskampen først og fremmest er et opgør med de danske samarbejdspolitikere og mindre et opgør med den tyske besættelse og nazismen.

”Og nu så de det. Nu havde politikerne set, at folkets oprør imod dem var lykkedes, og at politikernes autoritet i forhold til befolkningen var lig nul. Modstandskampen havde jo i virkeligheden i første række været en kamp imod samarbejdspolitikken – imod den nationale selvopgivelse, imod defaitisme og politikernes redebonhed til at sælge alt, selv det mest umistelige, for at slippe nemt om ved tilværelsen. Folkets oprør havde tvunget samarbejdspolitikerne til at træde tilbage 29. august 1943, og folkets nyvakte styrke og selvbevidsthed havde ikke villet vide af de samme politikeres frygt og opportunisme under folkestrejken.” (I min levetid, side 47, 1998)

Det modsætningsforhold, Krarup ser imellem folk og politikere, træder tydeligt frem under modstandskampen.

”For nu var modstandskampen i fuld gang, og ukendte, almindelige danskere viste en offervilje og et vovemod, som gør besættelsestiden til noget af det folkeligt mest frugtbare og opbyggelige i dette århundredes Danmarkshistorie. Folket var ikke så ringe som politikerne. Folket var ikke så ringe, som politikerne ville gøre det til. De byrder, som politikerne havde villet skåne danskerne for, ønskede disse tværtimod at bære, for de var uadskillelige fra at være et frit folk i deres eget land. Genstanden for verdens, i det mindste for vor egen foragt, havde min far sagt i sin prædiken søndagen efter 9. april, men det var denne foragt, modstandsfolkene ville vaske af sig selv og deres land. I forhold til andre besatte lande slap vi stadigvæk billigt. Men betingelsen for, at der overhovedet kunne blive en dansk fremtid var, at vi ikke slap, og at vi ikke ville slippe.” (I min levetid, side 44, 1998)

Der er mange heroiske fortællinger omkring den danske modstandskamp. Ingen har som Krarup bygget videre på disse historier, men han kan dog i øjeblikke tvivle. Gik det samlede danske folk i kamp, eller var det bare en lille del af befolkningen?

”Men jeg fristes unægtelig til at spørge: havde man nu også det? Havde modstandsbevægelsen været andet end en meget lille del af folket, som i kraft af krigens udvikling og Tysklands nederlag fik flertallet med sig? Det er sikkert rigtigt, at samarbejdspolitikken i virkeligheden havde haft befolkningens opbakning, indtil tyskerne åbenlyst for alle havde tabt krigen.” (National værnepligt, side 59, 2009)

Det var kun en lille del af danskerne, der deltog aktivt i modstandskampen, og de havde vidt forskellige motiver. Kommunisterne var nazismens ideologiske fjende, og var de mest ihærdige i modstandskampen, og i Sverige frygtede Frihedsrådet og mange andre en kommunistisk magtovertagelse efter Tysklands nederlag. Krarup peger på en svensk historiker, Ulf Torell, der i 1973 skrev om den danske brigade, som blev oprettet i Sverige for at holde ro og orden i Danmark efter den tyske overgivelse og afværge at kommunisterne greb magten.

”Han gennemgår her historien om oprettelsen af den danske militære enhed i Sverige under krigen, den danske brigade, og dokumenterer, at den blev oprettet på de danske politikeres foranledning – ikke for at yde en indsats i kampen for Danmarks befrielse, men for at bekæmpe et kommunistisk kupforsøg efter befrielsen.” (Fædreland og folkestyre, side 98, 1974)

I Østeuropa havde tyskerne myrdet og sultet millioner af mennesker ihjel, og mod anden verdenskrigs slutning blev selve Tyskland invaderet af britiske, amerikanske, franske og sovjetiske styrker, og nazisternes udryddelseslejre blev afsløret, hvor millioner af jøder, sigøjnere og andre var blevet industrielt udslettet.

”Ikke blot kom det nu for dagen, hvorledes tyskerne havde opført sig i de besatte lande, i særlig grad i Østeuropa, men med forfærdelse fik omverden også kendskab til udryddelseslejrene med deres millioner af myrdede mennesker. Aldrig før havde man kendt til sådanne rædsler, som ideologien havde forårsaget. Hvad nazismen havde gjort ved dem, den stemplede som Undermenschen, fyldte sindene med gru, og der var enighed om, at en afregning var nødvendig. Men også her var spørgsmålet: hvordan? For kan man foretage et retsopgør, når der ikke foreligger en lov? Kunne man føre retssag mod de tyske nazister, når der ikke var en fælles retsorden at føre retssag under?” (I min levetid, side 61-62, 1998)

Efter anden verdenskrig var der ingen lov, man kunne dømme Tyskland og deres nazistiske ledere efter, men den blev skrevet til lejligheden, og dommene blev kendt som Nurnbergprocessen. I Danmark skrev man på lignende vis nye love med bag ud virkende kraft. Første juni 1945 vedtoges et straffelovstilllæg, hvor det blev gjort muligt at straffe dem, der havde samarbejdet med tyskerne. Men de virkelige ansvarlige for samarbejdspolitikken var også dem, der skrev loven. Og de vaskede deres hænder rene for blod, mener Krarup.

”Her var det som bekendt princippet, at man hængte de små tyve og lod de store løbe. Her kastede politikerne dem for ulvene, som de selv havde drevet ud i samarbejdet med tyskerne – embedsmænd, værnemagere, frikorpsfolk, tysklandsarbejdere. De blev alle dømt med største strenghed. Men politikerne, der havde været årsag til disse handlinger, fordi de havde befalet embedsmændene at samarbejde med besættelsesmagten og havde anbefalet officererne at melde sig til frikorpset og havde opfordret erhvervslivet til at udføre arbejder for værnemagten og havde taget understøttelsen fra arbejderne, hvis de ikke ville arbejde i Tyskland – politikerne gik fri for enhver anklage. De hyttede sig selv. De løb fra deres ansvar. De løj om deres ord.” (Den danske nødvendighed, side 53-54, 1994)

Krarup har altid set et modsætningsforhold imellem danske politikere og det danske folk, og modsætningen var aldrig mere tydelig end efter besættelsen, hvor samarbejdspolitikerne tog modstandsbevægelsen til sig for at dække over deres eget svigt.

”Men der kom ikke noget opgør. Politikerne skyede det som pesten. Politikerne frygtede mere end noget andet dette saglige, principielle opgør, der ville fastholde dem på deres ord og gerninger under besættelsen, og derfor kvalte politikerne modstandsbevægelsen i omfavnelse og velvilje. Ikke huske! Ikke nævne! Ikke omtale! – det var politikernes omkvæd i denne befrielsessommer, for nu, hed det med vanlige politiker-fraser, skal vi se fremad og være positive og ikke begrave os i fortidens stridigheder. De gamle politikere overøste modstandsfolkene med ros og roser og smiger. Den, der hørte efter, kunne godt høre den bitre tone bag de søde ord. Men for politikernes overlevelse og tilbagevenden til magten var det nødvendigt at hykle enighed med modstandsbevægelsen og give det udseende af, at man i virkeligheden havde været på modstandens linie hele tiden.” (I min levetid, side 53, 1998)

Derfor inviterede samarbejdspolitikerne modstandsbevægelsen ind i en samlingsregering, men den blev hurtigt afskaffet ved et folketingsvalg. Opgøret med de politikere, der havde overgivet Danmark til tyskerne uden kamp og siden samarbejdet med besættelsesmagten, udeblev.

”Hertil hjalp samlingsregeringen dem, den, som den hæderligste del af modstandsbevægelsen havde protesteret imod. Og i oktober 1945 kunne politikerne så lade samlingsregeringen falde i forbindelse med det første folketingsvalg efter befrielsen, og såkaldte normale parlamentariske forhold kunne atter sænke sig over landet, hvor parolen blev, at nu måtte man glemme fortiden og være positiv og se fremad og stå sammen om at genopbygge Danmark. Opgøret blev kendt ganske unødvendigt. Det var kun kværulanter, der hængte sig i det forbigangne.” (Den danske nødvendighed, side 54-55, 1994)

Politikerne havde svigtet det danske folk under besættelsen, og nu svigtede de også de dansksindede i Slesvig, som siden 1864 havde levet i eksil i Tyskland.

”Folket var dansk og havde en identitet, som ikke kunne forrådes af politikerne uden at folket følte skam og fortvivlelse. Hvis jeg skal sige det fint, så levede folket i en etisk bundethed, som var i direkte modsætning til politikernes ligegyldiggørelse af det etiske eller nationale.” (Systemskiftet, side 36, 2006)

Politikerne var politikere og som sådan kun interesserede i magt. Enhver nationalfølelse eller fædrelandskærlighed var dem fremmed, og derfor forfaldt danskerne i Sydslesvig fra at være en del af det danske folk til at være en etnisk minoritet i Tyskland.

”Og under denne danske svigten er sydslesvigerne selv blevet forandrede og har i deres udstødthed lært at elske tremmerne og gøre deres påtvungne afskårethed fra deres folk til en særlig fin mindretals-tilværelse, den, der har ’mangfoldighedens’ udsyn og åbenhed og tolerance…” (National værnepligt, side 37, 2009)

Endnu et svigt af det danske folk fra politikerne. Men ikke nok med det. Selve grundlaget for folkestyret, hvor folket vælger sine egne ledere, havde lidt skade.

”Besættelsen havde skabt et problem af afgørende betydning for folkets og folkestyrets fremtid, fordi problemet bestod i en dyb mistillid mellem folkets ledere og folket selv. Politikerne var bange for folket. Politikerne havde været samarbejdspolitikkens mænd, men folket havde jo gjort oprør mod samarbejdspolitikken, og folket havde sejret. Det stod samarbejdspolitikerne kun alt for klart. Deraf deres frygt for folket. Og folket havde forkastet politikerne under besættelsen og været led ved deres løgne og følt sig forarget over deres falskhed, og mange i folket ønskede derfor andre politikere.” (I min levetid, side 50, 1998)

Dette modsætningsforhold imellem folk og politiker under og efter besættelsen indtager mytologisk karakter i Krarups forfatterskab. Det demonstrerer, hvorfor han ofte er meget kritisk overfor politikere og folkestyret.