Kristendommen er som sagt grundlaget for alt, hvad Krarup har sagt og skrevet. Men det Ny Testamente er jo blevet og bliver stadig fortolket på mange måder, der kan være meget forskellige. Derfor er det nødvendigt at se på Krarups forståelse af kristendommen. Først og fremmest er Krarup evangelisk-lutheraner, men tilhører en gruppering indenfor den danske folkekirke, der kalder sig Tidehverv. Den bedste måde at give et billede af Tidehverv på er at beskrive, hvordan grupperingen opstod i 1920’erne, hvor en mindre gruppe teologer insisterede på, at alle mennesker er syndere, og at ingen gerning kan gøre mennesket retfærdigt. Det kan kun troen. Dermed rettede de en hård kritik mod KFUM og Kristeligt Studenterforbund, der mente, at man som kristen skulle leve efter visse regler og udøve gode gerninger, og på den måde blive et mindre syndigt menneske. Tidehverv har aldrig været en rigtig bevægelse eller organisation. De holder et årligt sommermøde og ellers fungerer deres tidsskrift, Tidehverv, som samlingspunkt. Krarup selv har skrevet flittigt til tidsskriftet og var over en årrække også Tidehvervs redaktør.

I 1920’erne brød gruppen af tidehvervsfolk med Kristeligt Studenterforbund og vendte sig i stedet mod Luthers og Kierkegaards skrifter for at finde tilbage til evangeliets ord og den rene og sande kristendom.

”… Tidehverv var et ungdomsoprør, men i modsætning til ungdomsoprøret af 1968 ikke et oprør for oprørets skyld. Et sagligt og personligt oprør, som udsprang af det samme som Martin Luthers oprør – af en oprigtig søgen efter en nådig Gud.”  (I min levetid, side 10-11, 1998)

Tidehvervs opgør var på linje med Luthers, hvilket Krarup uddyber.

”Tidehverv var et oprør mod den kristendomsforståelse, der herskede i den danske folkekirkes miljøer og teologi, og da oprøret virkelig var radikalt og stødte ind til kernen i kristendommen ligesom i sin tid Martin Luthers oprør mod den katolske kirke, forskrækkede det de kirkelige magthavere, som derfor stødte kritikerne ud i mørket og forargeligheden.” (I min levetid, side 10, 1998)

De første folk fra Tidehverv blev mødt med hård modstand, men de stod fast og fandt snart ud af, at de havde genopdaget den kristendom, som var blevet forfalsket.

”I takt med, at de fordybede sig i luthersk kristendom, kom det til at stå dem klart, hvor dybt deres brud med samtiden gik. De genopdagede kristendommen. De fandt på ny mening i ord som synd og nåde, tro og tilgivelse, der for både den kirkelige og ukirkelige samtid blot havde været udtryk for følelsesmæssige tilstande. De genfandt det evangelium, der mener menneskets herre og skaber, når det siger Gud, og mener synder og skabning, når det siger menneske.” (I min levetid, side 13, 1998)

Niels Iver Heje var den unge mand, der startede og gik forrest i det opgør, som siden blev til Tidehverv. For Krarup var det en ny reformation, som den Luther stod i spidsen for.

”Overhovedet er det slående, i hvilken grad hans opgør med KFUM-kristendommen og den herskende kirkelighed og almindelige humanisme i Danmark omkring 1920 minder om Martin Luthers opgør med Romerkirken og humanismen omkring 1520. Fængselspræst og reformator – det er overskriften over N. I. Hejes levnedsløb. Han ændrede kristendomsforkyndelsen i Danmark. Han genopdagede evangeliet. Og han gjorde det ikke, fordi dette var hans hensigt, men han gjorde det, fordi han personligt, ja privat var bundet af evangeliet og for livets, sit eget livs skyld måtte finde frem til sandheden og nåden. Og han måtte igen dette, fordi han var bundet til sit barndomshjem, i hvilket han havde hørt evangeliet af sin fars mund og i det hele taget havde lært personlig og intellektuel redelighed af kende.” (Dansk kultur, side 88-89, 1993)

Tidehvervs grundlag var ikke et ønske om at skabe sig en karriere, men et ønske om at nå frem til sandheden. Heje blev sidenhen fængselspræst og brugte sit liv på at forkynde syndernes forladelse blandt dem, der havde allermest brug for den. Men det var evangeliets sandhed Heje søgte.

”Og så begærede han især evangeliets sorte, nærende brød, som i samtidens Danmark var erstattet af kirkelighedens søde kage og af kulturradikalismens oppustede wienerbrød (…) Således vedgik han arv og gæld. Og således blev det understreget, hvor konkret og personligt hans anliggende havde været. Det var ikke tænkedrengen, der skulle vinde sig beundring i begavede teologers kreds, eller kirkepolitikeren, der ved taktik eller strategi skulle vinde sig magt og indflydelse i sin samtid. Men det var det private menneske, der for sin egen skyld, helt og aldeles for sin egen skyld måtte høre det ord fra Gud, der kunne give livsmod og føde for sjælen.” (Dansk kultur, side 89, 1993)

Krarup gør op med vor tids forståelse af kristendommens karakter i 1920’erne og 30’erne.

”Den almindelige version af begivenhederne i 20’erne og 30’erne plejer jo at udlægge det modsat. KFUM var lov og Tidehverv evangelium, siger den moderne kirkehistoriker. Nej tværtimod: Tidehverv var lov og derfor evangelium. KFUM var ikke lov og derfor heller ikke evangelium. Hvad N. I. Heje gjorde i det kristelige Studenterforbund i 20’ernes første halvdel, var at skærpe loven. Det førte til en sondring mellem lov og moral. Det førte igen til en lidenskabelig forkastelse af en moralisme, der var kvalmende og kvælende. Men det begyndte med loven, og det var en radikal lovforkyndelse, der førte til en genopdagelse af evangeliet.” (Fordringen, side 30, 1982)

Krarup beskriver det Kristelige Studentersamfund som farisæerne på Jesu tid, der udstillede deres tro og retfærdighed for alverden.

”Det var et krav fra det KFUM-prægede Studenterforbund om, at medlemskab af en kristelig studenterforening og stemmeret på generalforsamlingen måtte forudsætte underskrift på, at man ’bekendte Jesus Kristus som sin herre og frelser’. De mere lutherske og mindre angelsaksisk orienterede studenter sagde nej. Sin tro bærer man ikke i knaphullet for at kunne bruge den på generalforsamlinger.” (Dansk kultur, side 92, 1993)

Det Kristelige Studentersamfund søgte ikke sandheden, nej, det var nærmest en virksomhed, der ville vokse og have flere medlemmer.

”Det var selvsagt ungdommen, man især sigtede på. Den ville man inspirere og organisere. KFUM, FDF og det kristelige studenterarbejde. Under indflydelse af en aggressiv amerikansk vækkelseskampagne blandt akademisk ungdom, udmøntet i feltråbet ’verdens kristning i dette slægtled!’, blev studenterbevægelsen startet i 1892, og fra KFUM gled en fortsat strøm af unge ind i det, der kom til at hedde Danmarks kristelige Studenterforbund.” (Dansk kultur, side 94, 1993)

Tidehverv nåede ikke bare frem til den sande kristendom. De læste også Kierkegaards forfatterskab, der var blevet forvansket, og fandt frem til den verdensberømte filosofs oprindelige anliggende.

”Det er først med Tidehvervs opgør i 1920’erne, at Søren Kierkegaard bliver læst opbyggeligt og dermed forstået i henhold til forfatterskabets anliggende (…) Nu kommer enfoldighedens og dermed også kristendommens synsvinkel til syne. Nu bliver han forstået som en kristelig og samtidig folkelig forfatter, der ikke taler til skruede hoveder og forskruede filosofer, men til den menige mand og således til enhver. Og dermed dukker hans forfatterskab atter op i det danske landskab som en vedkommende tale med myndighed om, hvad det er at være menneske – under evangeliets fordring og således under sandhedens forpligtelse.” (Dansk kultur, side 85, 1993)

I det Kristelige Studenterforbund udstiller man sine synder og angrer med løfter om at blive et bedre menneske, hvilket blot er selvoptagethed og rent pjat. I Tidehverv og hos Kierkegaard er mennesket derimod gennemsyret af synden i hver en fiber, og man kan intet gøre for at undslippe den.

”Derfor betyder hans ord en radikalisering af kristendomsforståelsen, for uden radikalitet ingen kristendom. Småsynder er småpjat. Dyrkelsen af sine interessante fejltrin og den heraf følgende sårede samvittighed er selvdyrkelse. Men kristendommen taler om synd, og synden er hverken småpjat eller selvdyrkelse. Den går til marv og ben, for den sættes af lovens radikale fordring. Hvis fordringen ikke er radikal, er det ikke kristendommens fordring.” (Fordringen, side 59, 1982)

Den forfalskning af kristendommen, som foregik i Kristeligt Studenterforbund, har rødder tilbage til strømningerne omkring den franske revolution, der kom til Danmark med enevældens afskaffelse og grundloven fra 1848, som Kierkegaard kaldte en katastrofe.

”Men ’katastrofen i 48’ bliver for Kierkegaard en virkelig katastrofe for så vidt som den afslører den bestående kristelighed som et bedrag, en karakterløs deklameren, en nydelsessyg, verdsligklog positur. Over for den livsforståelse, der bryder frem med demokratiets magtovertagelse og som bygger på principperne fra den franske revolution, er den bestående kirke fej og tavs. Grundtvigianerne gør vendingen ubesværet med via deres dyrkelse af folkelighed og menneskelighed, men Kierkegaard foragter i forvejen grundtvigianerne.” (Fordringen, side 33, 1982)

Georg Brandes skrev i sin tid en bog om Kierkegaard, hvor han beskriver ham som en dygtig agitator i sin kirkekamp. Men for Krarup er Kierkegaard alt andet end en agitator, der søger magt og berømmelse. Kierkegaard havde derimod fundet den sande kristendom, som han kæmpede lidenskabeligt for.

”Men hvilken sag? Hvilken opgave? Hvad var det, den syge, kompromisløse Søren Kierkegaard ønskede at sætte sit liv ind på? Han har jo selv sagt det og han har egentlig ikke sagt andet: at genindføre kristendommen i kristenheden; at lade kristendommens fordring lyde for det enkelte menneske; at sætte forargelsens og dermed troens mulighed igennem forkyndelsen af Kristus.” (Fordringen, side 52, 1982)

Krarup blev i sin tid som teologistuderende om nogen en ivrig tidehvervsmand.

”Jeg husker overhovedet et væld af diskussioner over theen i dagligstuen, båret af et lidenskabeligt engagement og ud på de små timer næret af gode danske pilsnere. Skæg for sig og snot for sig! Selvom studenterdiskussioner undertiden kan have et endeløst og ørkesløst præg over sig, skal ingen – heller ikke på eftertankens afstand – tage fejl af, at der var mening bag ordene. Mange af os havde også forbindelse til udviklingen omkring Tidehverv, og Tidehvervs strenge saglighed undlod derfor ikke at virke tilbage på studenterkredsen.” (Den politiske syge, side 13-14, 1979)

Folk fra Tidehverv har altid været hårde i filten imod den øvrige folkekirke, og derfor havde Krarups far problemer med at finde et præsteembede, hvilket Krarup også selv fik.

”Det havde ikke været let for mig at få embede. Jeg var blevet kandidat i vinteren 1964-65 og gik på pastoralseminariet i foråret 1965 og søgte embede i den tid, og der var mangel på præster og få ansøgere, men når man var tidehvervsmand, var der visse vanskeligheder. Kirkelighedens gamle bagtalelse af Tidehverv var stadig væk levende i mange kredse.” (I min levetid, side 132. 1998)

Men til sidst blev Krarup altså sognepræst i Seem sogn i Sønderjylland, og han blev godt modtaget af sine sognebørn, som han prædikede for i fire årtier. Dette kapitel har beskrevet modsætningsforholdet mellem KFUM og Kristeligt Studenterforbund på den ene side og Tidehverv på den anden. Den sande kristendoms fjender har i Danmark i 1900-tallet nemlig ikke kun været kulturradikalisme, demokratisme, ungdomsoprør, ny-marxisme og islam. Også iblandt de, som kalder sig kristne, finder Krarup mange fjender, og det er ikke kun KFUM og Kristeligt Studenterforbund, men også Indre Mission, Kristeligt Folkeparti, diverse frikirker og frelsersekter som Jehovas Vidner og Evangelist, ja, selv Grundtvig, der ellers var så dansk som nogen, får flere gange kritik i Krarups forfatterskab. Desuden giver Krarup en kristen filosof som K. E. Løgstrup nogle hårde ord med på vejen, fordi han forsøgte at skabe en kristen etik. I Folketinget er der også falske kristne både borgerlige og socialister, der begrunder deres politiske ståsted ud fra deres tro. Så selv inden for den danske folkekirke har Krarup og Tidehverv altså mange modstandere i det forrige og det nye århundrede, og for dem alle gælder, at Tidehverv anser dem for at søge frelse igennem gerningsretfærdighed ligesom KFUM og Kristeligt Studenterforbund. Krarup har aldrig været i tvivl om, at han prædikede sandheden, og hvad sandheden var.

”Stillet over for dette direkte spørgsmål vil jeg svare lige så direkte: det evangelium, jeg hver søndag har til embede at forkynde i Seem kirke og med mellemrum i Ribe Domkirke, er såvel Jesu, Pauli som Tidehvervs evangelium, idet disse tre evangelier er identiske. Paulus er i først og fremmest Romerbrevet og Galaterbrevet den mest præcise tolker af det evangelium, Jesus af Nazareth havde forkyndt på Palæstinas veje og stræder og sluttelig var blevet korsfæstet for i Jerusalem, og Tidehverv er i den danske folkekirke den mest præcise viderebringer af det evangelium, Jesus og Paulus forkyndte. De tre er ét. Så enkelt er det.” (Den danske dagligdag, side 127-128, 1973)

Gud er herren, Jesus var profeten, og Paulus var budbringeren. Tidehverv og Søren Krarup følger lige efter som fjerdemand, og i stedet for at tale om evangelisk-luthersk kristendom, burde man måske hellere kalde det evangelisk-krarupsk kristendom.