Ungdomsoprøret 1968 var ifølge Krarup en indre ødelæggende kraft, som bredte sig i Danmark.

”Det er i grunden mærkeligt, at Danmark hænger sammen endnu. Bevar mig vel, hvor der er blevet revet og flået i det gennem mange år. 60’erne og 70’erne kan jo beskrives som den periode, hvor man søgte at ødelægge landet – alt, hvad fædrene havde kæmpet, alt, hvad mødrene havde grædt, alt, hvad slægten gennem århundreder havde haft deres styrke og tryghed og glæde ved. I først og fremmest 1968 blev det hele kasseret.” (Det tavse flertal, side 121, 1987)

Georg Brandes er den vigtigste figur i den danske kulturradikalisme, mens multikunstneren Poul Henningsen, kaldet PH, regnes for at være nummer to. Ganske vist var han en ældre mand, da ungdomsoprøret kom, men for Krarup er han en forgænger for alt det, der brød ud sidst i 60’erne. Ligesom Brandes var PH også en skribent, der talte for det enkelte menneskes frihed, eller det han kaldte ’det demokratiske menneske.’

”Hans uhøjtidelige cigaret og åbenstående skjorte ledte ikke tanken hen på en inkvisitor, men ved overbevisningens retfærdighed og forkyndelsens nidkærhed var han en indviet: han ville kun ét. Og hvad dette ene angik, var han kompromisløs. At skabe ’det demokratiske menneske’ var hans lidenskab, og med lidenskabelig stædighed propaganderede han for det i ord og viser og fremtræden.” (Demokratisme, side 13-14, 1968)

Som så mange andre sagde PH, at han ville andre mennesker deres eget bedste, men netop deri lå det demagogiske.

”Han ville os alle det bedste. Men fordi han ville det for vores skyld og på grund af os, blev det bedste til det værste og det bedrevidende formynderskab resultatet.” (Demokratismen, side 37, 1968)

Det, som Krarup kalder ’demokratisme’, er nemlig en ideologi som så mange andre.

”Demokratismens frihed er friheden til at være i overensstemmelse med den demokratiske livsanskuelse, og for den, der ikke er det, står den demokratiske terapi parat til at praktisere ’frigørelse’.” (Demokratisme, side 27, 1968)

Krarup mener, at det enkelte menneske fratages sit ansvaret for eget liv ved at blive opdraget.

”For som Poul Henningsen skrev: ’Vi anerkender fuldt ud, at en god jord- og betonarbejder eller ingeniør kræver faglig uddannelse, men kunsten at leve tror vi mennesket kan klare uden ringeste skoling.’ Og det kan mennesket jo ikke. Det udsætter sig selv for sorger og skuffelser og mismod. Der var i høj grad behov for pædagoger og psykologer og kunstnere, som kunne hjælpe mennesket med dets problemer. (Demokratisme, side 28, 1968)

Enhver selvstændighed bliver derved frataget det enkelte menneske igennem den demokratiske opdragelse.

”Men hvor selvstændig er mon det menneske, der af andre opdrages til at passe ind i andres ideer om selvstændighed? Når menneskets personlighed skal formes i de af psykologerne opstillede udviklingsbaner og ikke være menneskets eget problem, er der mon så tale om selvstændighed eller om – noget helt andet?” (Demokratisme, side 14, 1968)

Al modstand mod PH’s demokratiske opdragelse bliver betragtet som reaktionært og forkastet.

”Spørgsmålet ville møde forundring hos Poul Henningsen, for som alle demokratiske pædagoger var det jo hans hensigt at opdrage barnet til at blive sig selv, og hvordan kunne man da forgribe sig på det? Ja, men ville den demokratiske opdragelse da ikke være i stand til at udklække en befolkning af reaktionære? Nej, det ville den ikke kunne, for den reaktionære er jo ikke sig selv. Hvor man ved det fra? Jo, den reaktionære er jo reaktionær, fordi han ikke psykologisk er frigjort.” (Demokratisme, side 24-25, 1968)

Alt handlede for PH om demokrati.

”For i Poul Henningsen forestillingsverden var demokratiet både det første og det sidste. Han begyndte med demokratiet, når han vågnede, og sluttede med demokratiet, når han gik i seng, det var med krav om en demokratisk kulturpolitik, han trådte frem i århundredets begyndelse, og det var med samme krav, han døde et par årtier over dets midte.” (Demokratisme, side 13, 1968)

PH var også indædt modstander af nazismen, men også det var et udslag af demagogi.

”Poul Henningsen, det københavnske frisinds profet og symbol, er i så henseende typisk. Han kom op igennem 30’erne til at angive den holdning, den intellektuelle venstrefløj anlagde, og Poul Henningsen var fascineret af Hitler. Han talte ustandseligt om ham. Han gjorde hans betydning overvældende. For han var negativt bestemt af Hitler og søsatte således i virkeligheden en nazisme med modsat fortegn.” (I min levetid, side 21-22, 1998)

Hitler fik nu også stor betydning. I virkeligheden var der dog ingen væsensforskel imellem demokratisme og nazisme.

”Ved at antage den nazistiske problemstilling og give den modsat fortegn mente han at konstituere demokratiet, men demokratismens dyrkelse af harmoni og tolerance er ikke væsensforskellig fra nazismens dyrkelse af autoritet og disciplin. Det er to forskellige former for idealisme. Men enhver idealisme er udtryk for foragt for mennesket.” (Demokratisme, side 20, 1968)

Når demokrati bliver til demokratisme, bliver det en verdensanskuelse og en ideologi og ikke en styreform med bestemte måder at træffe politiske beslutninger på.

”Det er her en given forudsætning, at demokratiet er en verdensanskuelse og politik en kamp mellem verdensanskuelser. Men måske det var denne forudsætning, der var det nazistiske ved nazismen? Historisk vil tankegangen kunne føres tilbage til bl.a. den franske revolution med dens dyrkelse af principperne om frihed, lighed og broderskab, men nazismen er jo også en logisk konsekvens af den idealistiske humanisme. Spørgsmålet er da, om man med idealismen som udgangspunkt kan undgå at ende i nazisme.”  (Demokratisme, side 22-23, 1968)

PH’s opdragelse skulle først og fremmest foregå igennem en aktiv kulturpolitik fra samfundets side, og i sin lille bog fra 30’erne, Hvad med kulturen?, skriver han om, at folket skal lære frihed, frisind, tolerance, retfærdighedssans, klasseudligning, ærlig seksualmoral, internationalisme og irreligiøsitet. Men Krarup mener slet ikke, man skal have nogen kulturpolitik i et demokratisk samfund.

”Det strejfede ham ikke, at modsætningen til nazismen kunne bestå deri, at den demokratiske stat slet ingen kulturpolitik skal føre. Hans selvfølgelige forudsætning var, at samfundet havde til opgave at forme mennesket i sin ideologis billede, og det var demokratiets ideologi, han ville trække op.” (Demokratisme, side 18, 1968)

PH sigtede især efter at påvirke Socialdemokratiet, der i 30’erne og årtierne fremefter var Danmarks største og mest magtfulde parti.

”Som det største parti og med et både socialt og demokratisk sigte blev socialdemokratiet tidligt angrebet af nidkære kritikere, der fremstillede det som partiets pligt at iværksætte et kulturelt demokratiseringsarbejde. Befolkningen skulle omskoles, dens mentalitet lægges om, dens viftpalmer og plydsmøbler ryddes ud. For demokratiet var en verdensanskuelse og en demokratisk kulturpolitik derfor det eneste fornødne.” (Demokratisme, side 12-13, 1968)

Et af de ting, der adskiller demokrati og demokratisme, er, at demokratisme er en livsstil, en livsform og en livsanskuelse, der er til stede alle vegne i det demokratiske menneskes dagligdag. Demokrati er ikke kun en styreform.

”Det konsoliderede danske socialdemokrati var genstand for hans ihærdigste pædagogik, for dets smag var småborgerlig; og da kultur i Poul Henningsens definition er sammenhæng, var det demokratisk uforsvarligt at lade befolkningens smag forblive som den var, eftersom småborgerlighed og demokrati er modsætninger. En demokrat skal bo demokratisk, tale demokratisk, gå demokratisk klædt, skrive med demokratiske små bogstaver og lytte til demokratisk jazzmusik – for ellers er han ikke demokrat.” (Demokratisme, side 16, 1968)

Som i andre ideologier er der i demokratismen noget udelt godt og noget udelt ondt, som kæmper mod hinanden.

”Således er da det kunstneriske menneske det fuldkomne menneske og den demokratiske terapis ædleste frugt. Men kunstens modsætning er poppen, og pop er en skæbnesvanger hindring for demokratisk frigjorthed, for pop er ensbetydende med disharmoni og bagstræb. Ligesom kunsten har også poppen mytologisk betydning. Demokratismen har sit eget frelserdrama, hvor pop i skikkelse af fascisme og teknokrati truer mennesket med død og fordærv, men hvor kunstnere og pædagoger kæmper en uforfærdet kamp mod det frådende uhyre og frelser sjælen ud af dets giftige gab og fører mennesket ind i barndommens tabte paradis, hvor ethvert traume og enhver diskrimination er ophævet og alle er harmoniske, lykkelige og gode mennesker – som det hedder i folkeskolens formålsparagraf.” (Demokratisme, side 34, 1968)

PH så noget forløsende i jazzmusik.

”Negerens jazz betragtede han med andre ord så som et magisk middel til generobring af oprindeligheden og negeren som følge heraf som et naturligere og derfor mere værdifuldt menneske end hvide: som naturlighedsdyrker havde Poul Henningsen altid vanskeligt ved at fastholde sin traditionelle respekt for fornuften.” (Demokratisme, side 31-32, 1968)

Den kulturradikale PH var for Krarup en forgænger for det ungdomsoprør, som kom i 60’erne. Det begyndte i USA.

”Det var begyndt på Berkeley universitet i Californien. Det begyndte her i 1964 med studenterbesættelser og – for at hænge de overkomplette studenters protest op på en sag – med politiske protester mod Vietnamkrig og manglende borgerrettigheder for sorte. Tillige var det marxistiske begreb ’fremmedgørelse’ et fremragende instrument for utilfredsheden, for hvem kan ikke føle sig fremmed for andre og sig selv i denne syndige verden?” (I min levetid, side 140, 1998) 

Snart kom ungdomsoprøret også til Danmark, hvor nymarxister så den vestlige verdens stærkeste nation, USA, som den store fjende.

”Også i Danmark. Stemningen fra de amerikanske universiteter og gader bredte sig snart hertil, og det blev en modesag at engagere sig i Vietnamkrigen. Den foregik ganske vist på den anden side af jorden. Det drejede sig ganske vist om den forbundsfælle, i ly af hvis våben vi i tyve år havde kunnet leve i tryghed. Men i det kosmopolitiske perspektiv, der var på vej til at fortrænge holdningen fra modstandskampen, var det tværtimod særlig påskønnelsesværdigt at tage del i noget, der ikke angik én personligt, at engagere sig abstrakt-idealistisk, og for ny-marxismen og SF-bølgen var USA såvist ikke en allieret, man ville vise hensyn. Det var jo kapitalismens land. Det var den ideologiske fjende, man ønskede at bekæmpe.” (I min levetid, side 142, 1998)

Krarup var en aktiv debattør allerede i 60’erne, og som sådan mærkede han, hvordan den nye tankegang og ideologi bredte sig iblandt unge mennesker i Danmark.

”Jeg havde ikke bidt mærke i det dengang, men efterhånden som min skribentvirksomhed førte til, at jeg kom rundt på uddannelsesstederne og diskuterede med studenter, seminarieelever og gymnasiaster, begyndte dens sandhed at gå op for mig. Der kunne godt være noget beklemmende ved det. For den, der var knyttet til dem i daglig omgang, måtte disse unges monotone ensrettethed virke noget nær fortvivlende. Samme holdning, samme argumenter med samme ord, samme sikkerhed i troen på at have gennemskuet det hele – livet, mennesket, samfundet. Det var ejendommeligt at opleve. Vi var her i landet ofre for en ideologisk bacille, der hos en hel generation slog ud i den politiske syge.” (Den politiske syge, side 76, 1979)

Den kulturradikalisme, som PH havde stået i spidsen for i 30’erne, blev taget frem igen, og samtidig bredte der sig en frygt for krige og katastrofer.

”Den før så kompromitterede salonkommunisme eller kultur-radikalisme kom ud af sin isolation og kom på mode i takt med SF’s fremgang, og netop den marxistiske socialisttype, H. C. Hansen havde advaret imod, tegnede billedet. Dermed ændrede også vort offentlige liv karakter. Vi fik nu de katastrofe-kampagner, som altid opstår dér, hvor man skal frelse verden og derfor skimter verdens undergang inden påske. Panik og hysteri. Først atomvåben, så neutronbomben, så verdensfreden, så forureningen, så miljøet. Katastrofevisionerne begyndte at ride befolkningen. Alle skulle være ansvarlige for alt, og således blev netop ingen ansvarlige. Politik blev til et spørgsmål om at piske sig selv og især andre med skorpioner. Og det offentlige Danmark lod sig dreje i den nye politiske korrektheds apokalyptiske retning.” (I min levetid, side 103, 1998)

Med ungdomsoprøret var det idealismen og ideologien, som var vendt tilbage og undertrykte de menige danskere.

”Sådan var 1970’erne, tiden efter 1968, denne forfærdelige periode af omkostningsfri idealisme og store ord, hvor alting skulle frigøres og bevidstgøres og ændres radikalt, og hvor man dermed slog et godt land og en hæderlig befolkning i stykker. Det var utopien, der terroriserede virkeligheden. Tilbage sad de virkelige, levende danskere og så alt, hvad de kendte og havde kært, løbe ud mellem fingrene på sig. Arme danskere!” (Virkelighed og utopi, side 21, 2005)

En stor del af ungdomsoprøret var marxistisk, og der er et modsætningsforhold imellem marxisme og danskhed, som jo for Krarup er et andet ord for kristendommen.

”Nu kom der en generation, som med udgangspunkt i en ny-marxistisk ideologi ville lave alting om og skabe et nyt menneske på en ny jord, og der blev rettet det ene slag efter det andet mod danskernes dagligdag og fortidens erfaringer. Hvad der var gammelt, var derfor dårligt. Hvad der var nyt, var i sig selv godt.” (Det tavse flertal, side 121, 1987)

Marxismen ser historien som en kamp imellem klasser. Dette understreger modsætningen mellem marxisme og danskhed.

”Dette er marxismens sted. Ingen tvivl om den ting. Al erfaring bekræfter det. Alene opfattelsen af historien som en uafbrudt klassekamp beviser rigtigheden deraf, for hvor folket deles op i hinanden bekæmpende klasser, kan der naturligvis intet folk og derfor heller ingen folkelighed være. Der bliver i stedet undertrykkere og undertrykte, kapitalist og proletar. De har intet fælles. Det er marxismens fremstilling som sort djævel contra hvid engel. Det er således dæmoniseringen af menneskelivet.” (Den politiske syge, side 69, 1979)

Den sidste sejrherre, som afslutter historiens klassekampe, er arbejderklasen, som derfor bliver et ideal for marxismen.

”Oh, at være en ’arbejder’, en rigtig én på en rigtig fabrik og med rigtigt arbejdstøj på! Det blev lykken for de mange akademikere, der gjorde sig gældende i Informations spalter og ’holdt med’ arbejderklassen, og af deres påklædning kunne man se, hvor de mente det alvorligt. Laser og pjalter og forvasket cowboy-tøj blev sidste mode blandt velbjærgede. Nu gjaldt det ’klassebevidstheden’. Oh, at være en arbejder – eller i hvert fald at ligne én…” (Den politiske syge, side 82, 1979)

For marxister er menneskets identitet skabt af dets plads i samfundsproduktionen og dermed dets rolle i klassekampen, men for Krarup er der intet identitetsskabende ved arbejde. Det er blot et spørgsmål om at producere de livsfornødenheder, som mennesker har brug for.

”… men det eneste, man tilsyneladende ikke interesserede sig for under denne idelige beskæftigelse med arbejdets problematik, det er at få arbejdet gjort. Og hvorfor skal man også arbejde, når arbejdet gøres for selvets og ikke for udbyttets skyld? Den, der definerer arbejdet som en selvskabende proces, han er naturligvis så optaget af at skabe sig, at han ikke også kan nå at arbejde. Og hvis han alligevel taler om arbejde, så mener han med arbejde en form for skaberi. Den af Karl Marx skitserede opfattelse af arbejdet er ensbetydende med en ophævelse af det daglige arbejde under forsøget på at realisere menneskets identitet igennem det.” (Om at ofre sig for menneskeheden og ofre menneskene, side 81, 1969)

Kapitalismen er arbejderklassen og dermed marxismens fjende, og intet er mere forhadt end pengenes symbolske og reelle magt i et kapitalistisk samfund.

”Herregud, et middel – papir og nikkel og tin. Hvordan skulle disse metaller kunne ophæve nogen menneskelighed, endda den oprindelige? Svaret er jo, at marxismen først gør mennesket til et produkt af samfundsforholdene og dernæst gør samfundet til et produkt af økonomien. Således bliver private penge til en fordærvsmagt. Og således bliver den private ejendomsret til fordærvelsens midtpunkt. Det er moderne djævletro.” (Den politiske syge, side 89, 1979)

Den danske kulturradikalisme var fredelig og ukrigerisk, men det var deres marxistiske arvtagere fra 68 ikke. De slap kaos og terror løs i ideologiens navn.

”For ny-marxismen er i nær forbindelse med kulturradikalismen, kun en mere militant og hensynsløs udgave af den abstrakte ideologi, hvor det klasseløse samfund er livets mål og mening, og som bl.a. blekingegadebandens historie viser, kan dette klasseløse samfund antage global karakter og handle om at ødelægge en dansk virkelighed med ideen om den tredje verden og dens undertrykte masser. Blekingegadebanden førte som bekendt krig mod det, man kaldte den vestlige verdens imperialisme, og hvor ingen forbrydelse var for grov, når det gjaldt denne krig, drab og mishandling af enhver art, og Blekingegadebanden delte ideologi med Tvind og det meste af kulturrevolutionen, som nu hjernevaskede en hel generation.” (National værnepligt, side 20, 2009)

Men ungdomsoprøret havde også en anden retning. Det var blomsterbørnene, som søgte fri livsudfoldelse i god tråd med Brandes’ fornægtelse af kristendommens ord om menneskets syndighed og forpligtigelse overfor sin næste.

”Den anden del af kulturrevolutionen var den, der havde tilknytning til ’blomsterbørnene’ og havde et kraftigt islæt af hash og stoffer og fri, hæmningsløs udfoldelse – hvilket dog ikke forhindrede, at dens meninger altid forstod at være i overensstemmelse med den politiske, marxistiske korrekthed.” (I min levetid, 148, 1998)

Selvom man søger selvudfoldelse i fællesskab, er det blot ren selvoptagethed.

”Troen på oplevelsen er gældende og sakrosant. At vende ryggen til samfundet og koncentrere sig om sine indre fornemmelser er blevet det herskende løsen. Oplevelse – det er overhovedet sagen. Det er fordi man føler sine oplevelsesmuligheder reduceret af det moderne samfund, man vil gøre oprør imod det; det er for at opleve livet mere intenst, man suspenderer de gældende normer; det er for oplevelsens skyld, man siger et afgjort nej til fortiden og fædrene. Og for at udvide sit oplevelsesfelt hengiver man sig til narkotika og euforiserende stoffer, og for at støde frem til ukendte oplevelser går man i grupper og dyrker gruppeaktivitet som storfamilie og gruppesex. Oplevelse er blevet salt og sandhed. På oplevelsens vinger vil man hæve sig til den syvende himmel.” (Den danske dagligdag, side 82, 1973) 

Blomsterbørnene svævede af sted på deres vinger.

”I al utopi ligger der en virkelighedsflugt, en længsel efter det abstrakte, det ikke-eksisterende og ikke-forpligtende, som kan fortrænge eksistensens og pligtens virkelighed. For virkeligheden er jo belastende. Virkeligheden stiller krav og drager grænser og holder mennesket fast på at være denne bestemte person med denne bestemte næste i denne bestemte historie, og det er jo meget nemmere og meget rarere at kunne sværme frit og uhindret over tid og sted og næste dyrkende sin grænseløse idé og drømmende om en tilværelse, hvor alt er muligt. Utopia – stedet, som ikke er. Men at være menneske er netop at have et sted.” (Virkelighed og utopi, side 27, 2005)

Livet er pligter pålagt af Gud og ikke til for menneskets egen fornøjelse.

”Livet handler ikke om, hvad jeg har lyst til og hvor mange ’oplevelser’, jeg kan opnå. Livet handler om, hvad jeg skal – i tro på Gud at være dette givne liv på dette sted tro.” (Systemskiftet, side 20, 2006)

Mennesket er nemlig ikke frit.

”… man kan tænke alt, men man kan ikke derfor gøre alt. Tanken er fri i den forstand, at der er ingen grænser for tankens vandring, men hvis man derfor mener, at der ikke er grænser for den tænkendes liv og virksomhed, så er man i løgnen og virkelighedsforfalskningen.” (National værnepligt, side 15, 2009)

Et af de ting, som fulgte med ungdomsoprøret, var nye former for pædagogik, der blev indført i skoler og børnehaver og universiteter, og Krarup ser folkeskolen gå i forfald med indførslen af den nye pædagogik. Denne demokratiske pædagogik blev beskrevet i den såkaldt ’Blå betænkning’ fra undervisningsministeriet i 70’erne, hvor blev udpeget nogle værdibegreber.

”Hvad der i forfatningskampen var et krav om borgerlig myndighed og politisk medbestemmelsesret, er i de sidste menneskealdre blevet et spørgsmål om en kvalificeret menneskelig holdning. At være demokratisk er i dag at være på en bestemt måde. Demokratiet har forbundet sig med en række værdibegreber, af hvilke de vigtigste hedder harmoni, tolerance, åbenhed, fordomsfrihed, menneskelighed, og konsekvensen er, at demokrati i sig selv er blevet værdibegrebet. Det skal praktiseres i skolen, på arbejdspladsen i familielivet.” (Demokratisme, side 11, 1968)

Det er ideologien, der trænger ind i uddannelsessystemet, og som fortrænger den kristne, danske folkeskole.

”For her blev skolens opgave gjort klart ideologisk i modsætning til tidligere, hvor opgaven var kundskabstilegnelse, og hvor kristendommen som skolens udgangspunkt viste ideologierne på porten ved at vise skolen hen til at være sit folk og sit sted tro.” (I min levetid, side 104-105, 1998)

Ideologiernes mål er at opdrage børnene i en bestemt tankegang og holdning, mens forholdet imellem skole, lære og elev førhen handlede om, at eleverne skulle kunne deres lektier.

”Jamen en lærer har vel også noget forud for sine elever? Ja, han har sin større faglige viden. Det er derfor, undervisningssituationen skal dreje sig om det eksakte stof. Hvor stoffet er sagen imellem lærer og elev, er der mulighed for en renfærdig skole. Også i en sådan skole vil gensidig påvirkning naturligvis finde sted, men påvirkningen er ikke autoriseret. Den følger af, at mennesker lever med hinanden. Den er ikke meningen med skolen. Den opstår i situationen. Den er ikke sat i system som de ’sande’ menneskers op-dragelse af de ’urealiserede’. Som gældende pædagogisk princip er der grund til at knæsætte, hvad den sorte skole sagde til sine elever: at de skulle kunne deres lektie.”  (Den hellige hensigt, side 34, 1969)  

Krarups mindes sin skolegang som en god tid, selvom eleverne i drengeklasserne blev korporligt afstraffet.

”… vi trivedes fortræffeligt med denne inddeling. Der var en god, kontant og kammeratlig ånd i en sådan drengeklasse, også selv om vi var mere end 30 drenge i klassen. Hvis det var robust, så var det en renfærdig, ukrukket robusthed, og hvis der var tale om for megen robusthed over for de svagere, greb disciplinens opretholder, klasselærer og gårdvagt, lige så kontant ind. Dengang havde man jo ikke frataget skolens udøvende myndighed disciplinarmidlerne. Det betød, at magten lå hos lærerne, ikke hos de stærkeste elever. Således fandt også de svage beskyttelse. Vi 32 drenge i C-klassen savnede ikke piger. Vi trivedes sammen i fælles optagethed af fodbold og svømning – i sommerhalvåret badede vi i gymnastiktimerne på Amager Helgoland – og gemytlige slagsmål og drillerier. Kontant afregning og gode venner bagefter.” (I min levetid, side 81, 1998)

Desuden fandt Krarup adskillelsen af drenge og piger helt naturlig.

”Jeg husker, at da jeg i 1950 kom i første mellem på Christianshavns gymnasium, hvor drenge og piger gik sammen, følte jeg mig somme tider generet af den mere kokette, bevidste atmosfære, som da herskede. Skæg for sig og snot for sig. Fodbold for sig og tøjmode for sig. Hvem andre end ligheds-ideologerne har haft ondt af opdelingen i drenge- og pigeklasser?” (I min levetid, side 81, 1998)

Ulykken i den nye pædagogik ligger især i, at autoriteterne blev afskaffet, og det betød, at en hel generation af unge mennesker fik frie tøjler, uden de ældre turde gribe ind.

”Opdragergenerationen var derfor blevet usikker. Turde den være autoritær? Turde den gøre sig til autoritet – hvad enhver opdrager naturligvis skal – og sige, hvad der er rigtigt og forkert? Og turde den stå fast på det? Så var det nemmere at kaste ansvaret og myndigheden fra sig og sige, klagende og måske hovedrystende: Sådan vil de unge jo ha’ det! Og så lod man de unge bestemme (…) Ungdommen, der har ret, fordi den er ung. Ungdomsdyrkelse. Selvdyrkelse. Ungdom som et argument i sig selv” (I min levetid, side 119, 1998)

Krarup har med sin kristne bevidsthed om mennesket som synder ikke meget tilovers for den nye pædagogiks målsætning om at forme børnene som frie, harmoniske og sociale væsner.

”Forudsætningen for systematisk terapi er imidlertid en absolut værdinorm, ud fra hvilken terapien kan drives, og en sådan er derfor også demokratismen i besiddelse af: det er troen på mennesket som et i sig selv godt, harmonisk og socialt væsen.” (Demokratisme, side 11, 1968)

Bag de smukke hensigter ligger et system, der ensretter børn og unge. Og de, som står for ensretningen, har ikke indset, hvad de selv gør.

”At hjælpen ganske vist kommer til at bestå i en censurerende og regulerende behandling, anfægter ikke de hjælpsomme. De er i stand til at bedrage også sig selv og tro, at magten som sådan ikke interesserer dem. At den vil bringe deres medmennesker i totalt afhængighedsforhold til dem og gøre dem selv til menneskegartnere, der egenmægtigt poder én plante og beskærer en anden (…) Der er en atmosfære af kynisk menneskeforagt over denne menneskebehandling, som den bekymrede overflade ikke helt er i stand til at dække.” (Demokratisme, side 56, 1968)

Hvor forældrene giver op, tager pædagoger og psykologer over.

”Og da de færreste forældre kan honorere denne forældrepligt fuldt ud, må psykologerne træde hjælpende til og give dem råd og bistand med opdragelsen. De ved jo bedre. Det er unægtelig et tungt ansvar for et par forældre, om de ved en forkert opdragelse skulle gøre deres barn til et neurotisk og ulykkeligt væsen i stedet for til et frit og harmonisk menneske, og ansigt til ansigt med en sådan risiko er det ikke uforståeligt, at de går til sagkundskaben. (Demokratisme, side 55, 1968)

Den nye pædagogik havde som sit formål at skabe frie mennesker, men hvad den i praksis gjorde, var det stik modsatte.

”Men faktisk er det friheden til at tage ansvaret for sine egne handlinger, der fratages dem, som udsættes for de bedrevidendes behandling, og måske var denne frihed værd at forsvare. Måske er det på sin plads at understrege, at det ikke er samfundets sag at frelse os, fordi samfundet ikke har anden sag end at få samfundsmaskineriet til at fungere. Måske var det på sin plads at fastholde retten til at gå fortabt.” (Den hellige hensigt, side 14, 1969)

Mennesket fratages sit ansvar og gøres til et dyr.

”Hvor skylden på denne måde bliver taget fra et menneske i den sociale hjælpsomheds navn, dér forsvinder øjeblikkeligt også friheden og selvstændigheden, og tilbage sidder et væsen, der i grunden mest ligner et dyr: det kan ikke gøre for noget, men trasker passivt og umyndiggjort ind i stalden og op i den bås, som de sociale hjælpere har bygget til det. Så er problemerne måske afskaffet. Så er angsten måske også fjernet. En tremmekalv har jo en problemfri tilværelse. Men menneskeligheden er også væk, for forskellen på et dyr og et menneske er just skylden, er ansvarligheden, er menneskets bevidsthed om, at det kan selv gøre for det.” (Fordringen, side 13, 1982)

Værst af alt kalder pædagoger og psykologer deres opdragelse og ensretning for videnskab.

”Ingen videnskab vil nemlig være i stand til at udtale sig længere end til dens undersøgelsers forskellige resultater; forsøger videnskabsmanden fra disse enkeltudsagn at bevæge sig til en syntese, har han forladt den videnskabelige grund og bevæget sig ind på den metafysiske – hvilken bevægelse demokratiet har foretaget i sin opfattelse af mennesket. Demokratismen er derfor et religiøst fænomen. Den bygger på en trosakt.” (Demokratisme, side 11-12, 1968)

Her afviser Krarup de humanistiske og sociologiske videnskaber. I virkeligheden var talen om videnskab blot et skalkeskjul til at kue sine modstandere, som opdragerne udnyttede.

”Og dens terapi er følgelig af samme art som middelalderens kætterjagt, hvor kirken brændte de ugudelige for de ugudeliges egen skyld (…) Det er ret beset en barmhjertighedsgerning. Og at de behandlede protesterer, når flammerne slikker deres fødder og terapeuterne driver deres behandling, skyldes naturligvis kun, at de endnu ikke har nået deres bestemmelse, hvorfor protesterne gør bålet og behandlingen endnu mere påkrævet.” (Demokratisme, side 12, 1968)

PH og ungdomsoprørets ny-marxister, var i virkeligheden en fortaler for ensretning og diktatur ligesom nazismen. Det var to ideologier, der begge ønskede den totale magt, og som sådanne er den ene ideologi ligeså skidt som den anden.

”Og vi sagde til os selv, at vi var ved at begribe, hvordan nazismen havde kunnet erobre Tyskland og tyskerne. Vi måtte videre spørge os selv, om den mon ville have manglet tilhængere i Danmark, hvis Hitler havde vundet krigen. Kunne alle disse bevidstgjorte ikke lige så godt have antaget den nazistiske som den marxistiske ideologi?” (Den politiske syge, side 76, 1979)

Ungdomsoprøret i 1968 medførte også en voldsom modstand mod USA’s krig mod Nordvietnam. Men for Krarup var USA’s deltagelse i krigen blot hjælp til en allieret, Sydvietnam, imod den kommunistiske blok.

”Få år efter var freden brudt, for Ho Chi Minh ville erobre hele landet, og den nordvietnamesiske hær samt en kommunistisk guerilla i Sydvietnam ved navn Vietcong søgte at løbe Sydvietnam over ende. Ikke andre end USA kunne hjælpe det betrængte land. Og USA gjorde det med samme redebonhed som den, hvormed man tidligere havde hjulpet Europa mod Hitler og Sydkorea mod Nordkorea. Men det er vanskeligt at vinde sejr i en guerillakrig. Det er særlig vanskeligt, når krigen udkæmpes i jungler og sumpe, hvor enhver bonde på et sekund kan forvandle sig til en soldat. USA begyndte at pumpe ikke blot penge og våben, men også amerikanske soldater ind i Sydvietnam, og i løbet af nogle få år befandt en stor amerikansk hær sig i dette dampende, uoverskuelige område.” (I min levetid, side 141, 1998)

USA’s bidrog til Sydvietnams krig, mens det venstreorienterede ungdomsoprør blev det kommunismens allierede.

”Vi blev overfodret i fjernsyn, radio og aviser med unge herrer og damer fra studenteroprøret, hvis interessante udfoldelser på universitetet og foran den amerikanske ambassade vi ustandseligt skulle have påtvunget, og hvem vi atter og atter så stille sig frem for at præsentere deres retfærdige krav. En trættende overfodring af en kvalmende selvoptagethed.” (I min levetid, side 154, 1998) 

Presse og medier blev forført af Nordvietnamesisk propaganda.

”I større format (…) har vi set pressens uansvarlighed i dens behandling af Vietnamkrigen. Her var sensationshungeren og skandaliseringstrangen enerådende – ikke mindst i USA. Intet hensyn til sandheden, endsige demokratiets beståen, holdt pressen tilbage. Som glubske ulve kastede den sig over alt, hvad der kunne pirre sindet og ophidse instinkterne, og resultatet var, at den i virkeligheden stillede sig til rådighed for Nordvietnams totalitære propaganda, som da også vidste at spille behændigt på den vestlige presse. Løgn blev gjort til sandhed, og sandhed til løgn. Diktaturet blev kaldt for frihed, mens USAs krig for Sydvietnams frihed fra Hanois diktatur blev kaldt krigsforbrydelse og imperialisme. På denne måde forførte pressen offentligheden. Vietnam-demonstrationerne var en konsekvens af pressens hetz mod de demokratiske lande. Befolkningerne blev bragt i oprør. Så måtte USA trække sig ud af Sydvietnam. Og så gled vietnameserne hjælpeløst ind i den totalitære koncentrationslejr, hvor de har siddet siden.” (I virkeligheden, side 66-67, 1986)   

Med modstanden mod vietnamkrigen blev der skabt en fredsbevægelse i den vestlige verden, som var en ren pest.

”I disse år spredtes fredsbevægelsernes propaganda som en virus, der angreb det svækkede immunforsvar, og svækkelsen hang sammen med skrækvisionerne vedrørende atomvåben. Det var jo ikke vanskeligt at udmale en atomkrigs rædsler. Det var heller ikke vanskeligt at påvirke svage sjæle med disse rædsler og få dem til at gå i panik, hvor de slap alt for at løbe skrigende bort.”  (I min levetid, side 217, 1998)

Mens fredsbevægelserne så oprustningen med atomvåben imellem USA og Sovjet som en trussel, mener Krarup, at truslen om atomkrig sikrede freden.

”Hvem husker ikke, hvordan atomtruslen i 1980’erne blev brugt til at skræmme danskerne i et musehul, og hvor den, der søgte ørenlyd for omtanke og nøgternhed, blev stemplet som ufølsom og umenneskelig af skingre fredsmænd og -kvinder, der sang ’mange, lange, bange sange’. På trods af, at det jo viste sig, at netop atomtruslen var den fredsskabende faktor, der til sidst endda førte til den totalitære kommunismes sammenbrud.” (Kristendom og danskhed, side 150, 2001)

I 80’erne førte Danmark den såkaldte ’fodnotepolitik,’ der blandt andet betød, at vi ikke ville have atomvåben på dansk territorium.

”Deraf begrebet ’danmarkisering.’ Det er betegnelsen for et folk, der er blevet æreløst, og som derfor lever på nas og ikke gider ofre noget for at bevare sin frihed, men lader fem være lige i håbet om, at andre vil klare den sag for os. Den nuværende danske forsvarspolitik synes mig et monument over denne folkelige ligegyldighed. Man besmykker den naturligvis med fagre ord om fred og om afsky for krigens såkaldte ’tåbelighed’, men realiteten er, at man finder sin egen selvstændighed ligegyldig, fordi man lever et liv, i hvilket alt er blevet ligegyldigt. Og ikke en gang udlandets foragt kan få os til at krympe os.” (Fordringen, side 10-11, 1982)

I al elendigheden, der fulgte ungdomsoprøret 68, ser Krarup dog et håb. Det er Mogens Glistrup og hans parti, Fremskridtsparti, der stormede ind i Folketinget i 1973 med løftet om afskaffelse af indkomstskatten. Men det var ikke det vigtige for Krarup. For ham var Glistrups sejr en sejr for den menige dansker, der blev undertrykt af ungdomsoprøret. Glistrups kamp var en forlængelse af modstandskampen.

”Jeg kan ikke lade være med at hæfte mig ved Glistrups sprogbrug i de 114 sekunder i TV. Han paralleliserer sin kamp mod indkomstskatten med modstandsbevægelsen. Og han kalder det ’et fædrelandsnyttigt job’ at lade være med at betale skat og forsyne politikerne med midler til landets ødelæggelse. Er sproget mon tilfældigt? I en intens situation, hvor munden løber over med, hvad hjertet er fuldt af? Jeg forstår Glistrup som båret af moralsk indignation, og jeg opfatter indignationen som udsprunget af den nationale ansvarlighed, besættelsestiden havde opdraget også ham i.” (I min levetid, side 175, 1998)

Mogens Glistrup var en hård modstander af ungdomsoprørerne, men hans mål var at indføre et fuldstændig frit marked og give det enkelte menneske ret til fri selvudfoldelse. Der var ingen kristen forpligtigelse overfor sin næste i Glistrups og Fremskridtspartiets politik. Men for Krarup var Glistrup og Fremskridtspartiet en modrevolution mod ungdomsoprøret.

”Nye, festlige ord fødtes på hans læber i tale efter tale. Han udstrålede et humør, som danskerne elsker. Det sure har aldrig været dansk stil. Mogens Glistrup var en offentlig personlighed, som danskerne kunne lide, men hans forbløffende gennemslagskraft hang først og fremmest sammen med, at han udtrykte den folkelige danskheds protest imod 60’ernes ideologiske hovmod og herremandsmentalitet (…) Alle ville de ham til livs. Han var forhadt fra de konservative til venstresocialisterne. Men han var den danske befolknings talsmand, og derfor var han ikke blot i stand til at stable et politisk parti på benene med forbløffende hast, men frembragte også et politisk jordskælv ved folketingsvalget 4. december 1973, hvor det nystiftede Fremskridtsparti blev landets næststørste.” (I min levetid, side 175-176, 1998)

Efter anden verdenskrig, i 1956, blev grusomhederne under Stalins diktatur afsløret, men ungdomsoprørerne vendte sig mod andre kommunistiske lande for at finde nye idealer. Maos kulturrevolution i Kina blev hyldet. Det samme blev de røde khmerers regime i Cambodja, der endte i det værste folkedrab nogensinde, og den socialistiske revolutionshelt på Cuba, Che Guevara, blev et ikon for en hel generation. Ungdomsoprørerne havde intet lært.

”Revolutionære ideer om en ny menneskeslægt i en helt ny verden. Men hver gang har det vist sig at være løgn og djævelskab, og hver gang har der været et følgeskab af intellektuelle, som begejstrede sagde god for det hele og som står flade og flove tilbage og fremstammer: Jamen, vi vidste ikke… Nej, men så kunne I have holdt mund!”  (Den danske nødvendighed, side 107, 1994)

At ville give mennesket frihed, er for Krarup et forræderi. Ligeledes med ønsket om at ville forandre verden. Det er alt sammen blot afveje til helvede.