Om Søren Krarups Forfatterskab

For Krarup er folkestyre eller demokrati ikke en bedre styreform end enevælden, som afskaffede sig selv og gav danskerne lov til at skrive en grundlov og lade folket vælge deres egne ledere i 1848. Demokratiet blev dog først fuldt indført i Danmark i 1915, da kvinder fik stemmeret på lige fod med mænd, men det første vigtige skridt blev taget i 1848. Faktisk er Krarup ganske kritisk overfor den måde folkestyret har udviklet sig i Danmark frem til vore dage, hvor landet styres af partier, som har hver sin samfundsgruppes interesser at pleje, mens han kun har rosende ord til overs for de enevældige konger, som han mener, har formået at regere til det samlede danske land og folks vel. Og folket er altid udgangspunktet for Krarup. Uden et samlet folk vil kaos herske.

”… folkestyre forudsætter een eneste ting: det forudsætter et folk. Hvis der skal være villighed og vilje til at tale sig til rette om de politiske problemer, må der findes et fællesskab forud for samtalen. De uenige må være enige om den afgørende sag. Der skal i alle parter være den tillid til modparten, at han til syvende og sidst trækker på samme hammel som én selv. I modsat fald kan magtforholdet ikke ordnes via en stemmeseddel. Så er den gensidige mistillid for dyb. Så dukker borgerkrigslignende tilstande frem som en sandsynlig mulighed. Og så bryder folkestyret sammen. Uden folk intet folkestyre. Og uden en national identitet intet folk. Det er loven for folkestyret (…) Og den rigtige politiske løsning er så den, der er til hele landets tarv.” (Selvbesindelse, side 142-143, 1976)

Danskerne lever i deres fædreland, nationalstaten Danmark, og derfor har vi et fælles mål. Krarup afviser tanken om, at der i Danmark er forskellige samfundsgrupper med forskellige interesser, som brydes i en vedvarende kamp. Og ønsket om magthavere, der tjente det danske folks fælles sag, gjorde, at danskerne gav kongen enevældig magt for over trehundrede år siden.

”Dengang enevælden blev indført i Danmark i 1660 i et samspil mellem konge og folk, var det ikke fordi folket var blevet forelsket i kongen. Det var for at finde beskyttelse mod adelen. I tiden forinden havde adelen siddet som en udbytterklasse eller en besættelsesmagt på nakken af folket, og da denne adel i enhver forstand havde spillet fallit under svenskekrigene og svigtet landet, benyttede folket lejligheden til at skaffe sig udbytterne fra halsen. Hertil kunne kongen hjælpe.” (Den danske nødvendighed, side 57-58, 1994)

I 1848 blev enevælden så afskaffet til fordel for folkestyret, og intentionerne var gode, men snart opstod der en ny adel, presse og partipolitikere, som tiltog sig magten på bekostning af folket.

”Da enevælden blev afskaffet i 1848 til fordel for folkestyre, betød folkestyre ikke folke-styring, men det modsatte: at folkets egen røst og vilje skulle styre landet – og hertil tjente frie og almindelige valg. Det var før partierne havde erobret valgene og bestemt, hvem der skulle vælges. Det var også før medierne havde bestemt debatten. Og den udvikling, der fra Forfatningskampen i forrige århundredes afslutning bevægede sig i retning af partiernes og mediernes enevælde, havde sine skarpe og vågne kritikere. Det er følgerigtigt, at disse kritikere blev udnævnt til reaktionære folkefjender af den nye adel, partipolitikerne og pressen.” (Den danske nødvendighed, side 58, 1994)

Fra da af frygtede politikerne det folk, de herskede over.

”… folkeafstemninger er den folkelige manifestations mulighed i et system, der altid vil tendere mod partivælde og partistandpunkter, og hvor folkestyre er blevet folke-styring eller ophævelse af folket, er der grund til at genoplive tanken om referendum. Et tydeligere bevis på folkeafstemningens nødvendighed end den panik, den skaber blandt politikerne, kan vanskeligt tænkes. De hader folkeafstemninger så inderligt, fordi de frygter dem så såre. Men netop dette er folkeafstemningens begrundelse. Sandheden er, at referendum udgør folkets forsvar mod politikerne. Vi har ingen konge at ty til som i 1660.” (Den danske nødvendighed, side 62, 1994)

Det danske folk har i vor tid ingen konge at vende sig imod og gøre enevældig i selvforsvar mod den nye adel, presse og politikere. Dog har vi danskere en dronning, som vi alle holder meget af, og som kan trøste os.

”Vi har i dette land alle sammen den største beundring for vores dronning. Vi ærer hende for hendes troskab mod Danmark og sit embede som dansk regent. Vi er hende taknemmelige, fordi hun helhjertet er fælles med sit folk og bærer de – ofte tunge – byrder, som hendes embede pålægger hende. Men det er et embede i frihed, hun beklæder, for ingen tvinger hende. Ikke andet end hendes egen samvittighed og pligttroskab. Hun er fri, og vi er frie. Så meget større er vores respekt og tak for hendes usvigelige loyalitet mod vores fælles forudsætning.” (National værnepligt, side 142-143, 2009)

Vi danskere er tro mod vores dronning og vores kongehus, og vores dronning er tro mod sit folk.

”En hjemlig illustration af forholdet fra den seneste tid: I forbindelse med dronning Ingrids død var der jo mange og lange udsendelser i dansk fjernsyn, og udvalgte journalister og eksperter udtalte sig om stort og småt. Men ét var de allerfleste enige om. De sagde, at kongedømmet i virkeligheden var ’anakronistisk’ – dvs. at kongedømmet var forældet, fortidigt, forbi, at kongedømmet var udtryk for en fuldstændig misforståelse i dag og hørte hjemme i, hvad marxismen kalder historiens skraldespand (…) Men samme fjernsyn viste i øvrigt igen og igen, at alle danskere sluttede op om kongedømmet og bragte blomster og lys til kongeslottene og udtalte deres store beundring for og kærlighed til den kloge, gamle dronning, der var død. Folket støtter kongehuset. Massivt. Ubetinget. Ikke en eneste erklærede sig som modstander af kongedømmet. Men den politiske korrekthed, der fører det officielle ord i danske medier, sagde, at kongedømmet er anakronistisk.” (Kristendom og danskhed, side 112-113, 2001)

Krarup opfordrer han ganske vist ikke os danskere til at vende os imod dronning Margrethe i denne nødens stund, hvor Danmark er regeret af partiinteresser og ideologier. Og dog kan kun en enevældig monark redde os, for i ham eller hende er Danmarks sag samlet.Danmarks samlede sag. Det er kongens og Krarups mål.

”Når politikerne glemmer helheden under det partipolitiske slagsmål, må nogen have myndighed til at fastholde dem på den. En sådan samlende myndighed udgjorde kongen (…) Man skal nemlig ikke være blind for, at kongens interesse i at bevare sit arvede rige gerne kan falde sammen med folkets interesse i at bevare sit fædreland. For folket er som folk afhængig af fædrelandets beståen. At være et folk vil sige at være en levende organisme, der er bundet til sit landområde, sin historie og sine deraf skabte grænser.” (Fædreland og folkestyre, side 14-15, 1974)

Kongen har fået sin magt på Guds nåde, og derfor er han synder og skyldig overfor Vorherre, og med Guds nåde følger et særligt ansvar.

”For egentlig er kongen jo konge af Guds nåde. Altså er kongen ikke guddommelig, men et skrøbeligt menneske, der af Gud har fået sit bestemte embede at forvalte.” (Den politiske syge, side 97, 1979)

Krarup er positiv overfor enevælden, fordi det i næsten to århundrede sikrede Danmark som en fri nationalstat med et frit folk. Enevælde, adel eller folkestyre og demokrati. Det er ligegyldigt, så længe Danmark består.

”… den enevældige konge (…) havde reddet landet efter katastrofen 1658-59, hvor Danmark var på afgrundens rand, og dermed er det egentlig ikke styreformen, der er af betydning. Det er, hvad der gavner landet. Styreformer er som moder, der kommer og går, men moden er jo kun til for at klæde personen.” (Dansk kultur, side 17-18, 1993)

Forskellen på enevælde og demokrati er ikke interessant.

”… i en sådan opfattelse forstås enevælden som middel. Den er ikke målet, for målet hedder Danmarks rige. Hvor adelens styre gavnede landet, var adelsstyret godt. Da adelen svigtede landet, måtte en anden magt overtage styret og tage vare på landet. Det blev den enevældige kongemagt som eneste foreliggende mulighed (…) Det lå imidlertid i sagens natur, at når styreformen er et middel, fordi Danmark er målet, kunne der komme den tid, hvor enevældens berettigelse var forbi, fordi dens muligheder var udtømt, og en anden magt eller styreform skulle da tage vare på Danmark.” (Dansk kultur, side 18, 1993)

Oplysningstidens tanker om trykkefrihed og ytringsfrihed kom for en kort periode til Danmark. Frederik den 5. havde en stor interesse for kunst, men han drak meget og døde tidligt, og hans søn, Christian den 7., blev konge i en alder af sytten år. Men den nye konge var stærkt sindslidende, og i 1769 fik han en tysk livlæge, Struensee. Struensee fik snart magten over den unge, sindsforvirrede konge og indførte sine moderne oplysningsideer i Danmark på vegne af kongen. Det danske embedsmandsværk var besat af tyskere, og embedssproget var tysk. Der kom dog snart et opgør, Struensee blev sat fra magten og henrettet, og hans reformer blev rullet tilbage. Opgøret havde et nationalt præg, embedsmænd skulle fremover være danskere og embedssproget dansk, men enevælden fik lov at bestå som hidtil.

”Der var på Guldbergs tid ikke noget folkeønske om at ændre styreformen, men tværtimod en stærk loyalitet i folket over for den enevældige kongemagt. Der var i Danmarks situation intet, som nødvendiggjorde en forandring. I forhold til hvad var Stuensees anskuelser af staten sandere end Guldbergs?” (Dansk kultur, side 19, 1993)

Det at være dansk betyder også, at man er forpligtet overfor historien, hvilket vil sige at bevare Danmark som en uafhængig og fri nation. Dette er målet. Målet er aldrig en bestemt ideologi eller styreform.

”Men forandringen var aldrig et ideologisk spørgsmål. Det var ikke af hensyn til ideologien om fremskridt, frihed, tolerance og menneskerettigheder, styreformen skulle ændres – sådan som de liberale og efterfølgende ideologer af varierende art og farve har hævdet. Det var udelukkende af hensyn til det konkrete land og den givne opgave. Og vil man i stedet for at knytte styreformen til den konkrete og historisk givne opgave, som hedder Danmarks eksistens og selvstændighed, knytte den til en ideologi, så dæmoniseres styreformen, for så bliver den til mål i stedet for middel, så får vi hellige samfund med hertil hørende inkvisition og kætterudryddelse. Så bliver f.eks. demokrati til demokratisme” (Dansk kultur, side 18, 1993)

I slutningen af 1800-tallet begyndte en forfatningskamp, der endte med at afskaffe det tokammersystem, hvor Landstinget stod over Folketinget, og til sidst gav Folketinget den fulde ret til at vedtage og skrive Danmarks love.

”For hundrede år siden begyndte den forfatningskamp, som kom til at bestemme det danske folkestyres karakter. Forud var gået en lykkelig tid, hvor Grundlovens vedtagelse i 1849, landets overvindelse af det slesvig-holstenske oprør i Treårskrigen og folkets fremdrift og frigørelse skabte folkelig opblomstring og samling. Dette tog en brat ende med 1864, og følgerne af nederlaget blev indbyrdes splittelse.” (Fædreland og folkestyre, side 12, 1974)

Det var først og fremmest dannelsen af politiske partier, der udvandede folkestyret, og Krarup peger på, at det enkelte folketingsmedlem ifølge grundloven kun er forpligtet overfor sin samvittighed. For ham burde Folketingets medlemmer ikke tilhører partier, men tage stilling fra sag til sag.

”I paragraf 56 i grundloven hedder det, at ’folketingsmedlemmerne er ene bundet ved deres overbevisning og ikke ved forskrift af deres vælgere’. Rettelig forudsætter denne paragraf da en overbevisning hos hvert medlem af folketinget, og rettelig er den videre en kritik af de partier, der via partidisciplinen søger at binde det enkelte folketingsmedlems overbevisning. Og nu ligger det nok i en overbevisnings natur, at den som et personligt anliggende vanskeligt kan bevises eller betvivles, og nu ligger det nok i politikkens natur, at den som et spil om magt må kræve disciplin for at nå resultater.” (Den danske dagligdag, side 33, 1973)

Efter den nye grundlov i 1864 fik kongen ret til at nedlægge veto og udvælge sine ministre imod Landstingets og Folketingets vilje. Partiet Højre, der repræsenterede godsejerstanden, og som ville forhindre at småbønder, håndværkere, landarbejdere, fiskere og industriarbejdere i at få politisk indflydelse, udnyttede dette og fik vedtaget deres love ved at henvende sig til kongen og få hans tilslutning. Det var ifølge Krarup ikke kun af egeninteresse, men også for Danmarks skyld.

”Når man søger efter motiver, vil man jo altid komme til at stå over for en dunkel blanding af mange tilskyndelser, og ingen – end ikke pågældende selv – vil med sikkerhed kunne sige, hvad der driver ham. Med i Højres modstand mod parlamentarismen har naturligvis også været godsejernes og de besiddendes protest imod at afgive magt. Men det i denne situation tankevækkende er, at der tillige ses at have været en principiel uvilje ved at overlade Danmark til en styreform, som man mente ville åbne sluserne for hæmningsløs demagogi og opportunisme (…) Var enhver mistillid til parlamentarismen meningsløs? Eller kan man ikke ane en eller anden sammenhæng, som muligvis må føre til revision af en vedtagen og fastslået opfattelse af vor politiske historie? (…) Men tillige – og hvem tør sige, at det ikke var den væsentligste grund? – havde Højre denne opfattelse af kongen, fordi man opfattede kongen som personifikationen af landet, og fordi kongens ret til at vælge sine ministre ville betyde sikkerhed for, at landets interesse ikke blev sat til side af et partipolitisk spil om den politiske magt. For så vidt var det hensynet til Danmarks eksistens, der drev Højre ind i Forfatningskampen.” (Fædreland og folkestyre, side 13-14, 1974) 

Det var bedre med en enevældig konge, der har det samlede danske folk som sin interesse end et folkestyre, hvor partierne repræsenterer forskellige samfundsgruppers interesser. Krarup citerer Kierkegaard.

”Af alle regeringsformer er den monarkiske den bedste, fremfor nogen anden begunstiger den og omfreder de privatiserendes stille indbildninger og uskyldige galskaber. Kun demokratiet, den mest tyranniske regeringsform, forpligter enhver til positiv deltagelse, hvilket allerede vor tids selskaber og generalforsamlinger ofte nok kan påminde en om. Er det tyranni, at en vil regere, og så lade os andre være fri? Nej, men det er tyranni, at alle vil regere, og oven i købet forpligte enhver til at deltage i regeringen, endog den der på det indstændigste frabeder sig at være med i regeringen.” (Den hellige hensigt, side 14-15, 1969)

Det er et gode ikke at have del i, hvordan landet regeres, og heldigvis har folk i Danmark deres fulde frihed til ikke at deltage eller følge med i politik. Krarup fortsætter.

”Og i denne sammenhæng forekommer det mig, at man må give Kierkegaard ubetinget ret: det er tyranni, at nogle hævder at vide besked med tilværelsens sandhed i modsætning til andre, mere uvidende, og det er tyranni, når disse uvidende af de bedrevidende skal frelses ind i sandhedens system. Det er kort sagt tyranni, at man ikke vil give mennesket lov til at gå fortabt. Og som det måske vil ses, er dette tyranni os ikke ganske ukendt i dagens Danmark.” (Den hellige hensigt, side 18, 1969)

Men Krarup selv holder sig ikke ude af politik. Længe inden Dansk Folkeparti opstod, gjorde han sig sine overvejelser og beskrev sin hensigt i at deltage i politik med et citat af Grundtvig.

”Thi jeg hører ikke og vil ikke høre til noget andet parti end hele det danske folk.” (Fædreland og folkestyre, side 41, 1974)

Hele det danske folk på én gang. Det gode spørgsmål er så, hvem der tilhører det danske folk, og hvad de ønsker?

”Det er hæderligt at sige: vi vil mele vores kage! Det er uhæderligt at sige: vi vil frelse menneskeheden! Det første er nemlig konkret tale, udgået fra bestemte mennesker og gældende alene dem, hvorfor det også er frihedens tale. Det sidste er abstrakt tale, udgået fra overjordiske intetkønsvæsener og gældende alle, hvorfor det er ufrihedens tale.” (Den danske dagligdag, side 24, 1973)

Det er hæderligt at sige, at man kæmper for sig og sine i et demokrati, hvilket Krarup før beskrev som folkestyrets svaghed. Men selvom Folketingets partier er ærlige omkring deres hensigter, gør det ikke folkestyret meget bedre.

”Forfatningskampens ulykke for Danmarks politiske udvikling har derfor bestået i, at den satte modsætning imellem folket og staten, imellem politikeren og statsmanden: det blev til en politisk dyd i Danmark at være opportunist og føre sognerådspolitik. Resultatet ser vi i dag. ’Jeg tager mit og du tager dit, så får det hele intet.’ På grund af Forfatningskampen kom det danske folkestyre til at udvikle sig i ufolkelig, småtskåren og demagogisk overbydende retning, under hvilken Danmarks opløsning begyndte at finde sted.” (Fædreland og folkestyre, side 30, 1974)

Folketingsmedlemmer, der tilhører et bestemt parti, har forudfattede mål, hvilket gør enhver samtale og debat til et indholdsløst ritual.

”Debattens endelige forum er Folketinget. Og ved debattens afslutning træffes afgørelsen ved en afstemning blandt de medlemmer, der har ladet argumentationen virke på sig og taget deres beslutning på basis af den. Er afgørelsen imidlertid truffet forinden, bliver debatten til spilfægteri, og så bliver det ikke på grund af argumenter, afgørelsen træffes. Så forvandles argumentationen til tomme ord, der ingenting betyder, fordi de ingenting behøver at betyde. Så bliver politik til fidusernes, underhåndsaftalernes og usaglighedens lumre jungle. (Fædreland og folkestyre, side 45, 1974)

Debatterne i Folketinget får sjældent partier og politikere til skifte standpunkter, men til gengæld påvirker de i høj grad vælgerne og deres tilslutning til det ene eller andet parti. Men for Krarup er det danske folkestyre et kaos, hvor alle kæmper imod hinanden. Al tale, fornuft og argumenter er meningsløse.

”Det gode argument! Men hvad er et argument? Det er et indlæg til fremme af en sag. Hvornår er et argument da et godt argument? Når det tjener til fremme af sagen. Og hvem vil kalde det et godt argument? Det vil den, hvis sag det er, og som ønsker sagen fremmet (…)Fornuften er ikke fornuftig ud over sin interesse i at være det, og den politiske scene er ikke befolket af overjordiske engle, men af selvhævdende og stridbare mennesker.” (Selvbesindelse, side 137-138, 1976)

Så slemt var det ikke under enevælden.

”Hvis smiger trivedes under enevælden, hvad den naturligvis gjorde, så er den i demokratiet blevet selve magtens grundlag, eftersom magten erhverves ved at sige, hvad de fleste gerne vil høre, og demokratiets kritikere kunne have grund til at spørge, hvordan det så skulle gå med staten. Kongen var forpligtet på at holde landet sammen. Dets frihed og selvstændighed var hans ansvar. Danmarks og kongens interesse var den samme. Men den, hvis magt bygger på en del af folket, ikke hele folket, og på et parti, ikke på landet – vil en sådan magthaver kunne hævde Danmarks interesse på samme måde som kongen? Vi har haft 150 års Danmarkshistorie til at besvare spørgsmålet.” (Dansk kultur, side 17, 1993)

Vi har haft 160 års Danmarkshistorie til at besvare spørgsmålet. Samfundsgrupper og politiske partier plejer deres egne interesser. Ævl og kævl, kamp og strid uden hensyn til det samlede danske folks interesser. I 1848, afgav Danmarks enevældige konge, Frederik den 7., magten til folkestyre og demokrati. Og disse 160 år med folkestyre giver Krarup kvalme. Han brækker sig og ønsker enevælden tilbage, hvor kongen tjente Danmark og det danske folk.

Der er næppe en person i Danmarks historie, som Krarup har angrebet så hårdt som Georg Brandes. Årsagen er, at Brandes bragte oplysningstidens ideer til Danmark, hvilket bliver kaldt ’det moderne gennembrud’. Krarup er også forarget over Brandes’ sex- og kærlighedsliv. Brandes ville det enkelte menneskes frihed og talte for fri sex og imod det kristne ægteskab og havde flere elskerinder igennem sit liv. I Krarups beskrivelser bliver Brandes en diabolsk og dæmonisk figur, der hader både kristendommen, danskheden og Danmark. Brandes, der var af jødisk afstamning, var ellers som ung en stor beundrer af dansk kunst og kultur og overvejede at konvertere til kristendommen. Men en lang europarejse blev afgørende for, at han vendte ryggen til kristendommen og den danske nationalisme, der herskede efter nederlaget i krigen 1864, og i stedet blev optaget af oplysningstidens ideer.

”Det var i de år, hvor Georg Brandes under påvirkning af især Julius Lange, en fætter til Jens Paludan-Müller, men også under påvirkning af denne stræbte at ligne de beundrede venner og blive kristen som de. Hans oprigtige betagelse af guldalderens kultur, der jo havde kristendommen som forudsætning, gjorde bestræbelsen så meget mere energisk. Men da Georg Brandes indfangedes af oplysningstidens humanisme og gennemlevede en skandalepræget kærlighedshistorie med en gift kvinde, som bragte ham i modsætning til samtidens København, kom han i stigende grad til at føle sig i modsætning til kristendommen, og med hans store udlandsrejse i 1870-71 fuldbyrdedes hans radikale brud med den hidtil beundrede danske kultur. Hvad han før havde regnet for stort, regnede han nu for småt og indskrænket.” (Dansk kultur, side 58-59, 1993)

Den begivenhed, der om nogen betød noget for Brandes’ tilslutning til oplysningstidens ideer, var Pariserkommunen 1871, der opstod efter Frankrigs nederlag i en krig mod Prøjsen.

”Det er 1871. Den parisiske Kommune er inde i sin dødskamp, og telegrafen melder om begivenheder, der forfærder verden (…) Omverdenen rystes på samme måde som den er blevet rystet over Frankrigs hurtige nederlag til Bismarcks Prøjsen og især over Kommunens oprettelse, der betyder en omvæltning af al orden: revolutionen er atter brudt ud og kaster sit flakkende ildskær over Europa, og med frygt og forfærdelse iagttager man revolutionens forsøg på at indrette det ideelle samfund.” (Det moderne sammenbrud, side 53, 1984)

Brandes er tilhænger af den socialistiske pariserkommune, og han bryder ud i gråd, da han hører, at den er blevet nedkæmpet af franske regeringstropper.

”Men de begivenheder i Paris, der fik Georg Brandes til at græde på cafeen i Napoli – var de ikke den politiske konsekvens af just denne trang til festlig indvielse af det hele sanselige liv, af at der intet forbud må være, ingen lov? Med en forunderlig mangel på sammenhæng i tanke og holdning er Georg Brandes ude af stand til at sætte tingene i forbindelse med hinanden. I politikken rædsel og gru. Men i æstetikken lovsangen af den frie, uhæmmede udfoldelse. Og så var rædslerne i Paris dog kun et udslag af denne ideologi om det suveræne menneskes ret til fri naturlighed og selvrealisation. Det forskrækker æstetikeren, når han møder det i politik, men i sin æstetik forkynder han just den lære, der forskrækker ham politisk.” (Det moderne sammenbrud, side 55-56, 1984)

Krarup er modstander af tanken om menneskets frihed. I hans øjne svigter det frie menneske sin pligt til at være sin næste tro, og derfor er frihed en modsætning til kristendom. Det er ikke kun frihed til oprør og til at lave samfundet om, Krarup angriber, det er også den personlige frihed til at leve sit liv, som man selv vil, uafhængigt af andre. Brandes’ tanker er derfor et oprør imod Gud.

”For hvor menneskets frie udfoldelse er bekendelsen, må også sympatien for Kommunens ideer følge. Det er kristendommen, der er den store fjende og anstødssten for Georg Brandes, den, der ved sin lov sætter grænse for mennesket, den, der ved sin tale om synd og død holder mennesket fast på dets timelighed, dets ansvarlighed – og Georg Brandes vil ikke høre tale om, at der er en slange i paradiset. Her skal i stedet den frie, spontane naturlighed herske, ungdom, livsnydelse, for mennesket er et ædelt, harmonisk væsen, hvis bestemmelse er at realisere sin sanselighed og frigøre sig fra alt, hvad der binder og begrænser det.” (Det moderne sammenbrud, side 56, 1984)

Brandes ligger heller ikke fingre imellem, når han beskriver sit forhold til kristendommen. Krarup citerer Brandes.

”Hvad man ikke gerne vedkender sig højt, det vedkender jeg mig her: det mest levende had til kristendommen; af mit ganske hjerte skal jeg altid istemme Voltaires ’Ecrasons l’infame’. Jeg hader kristendommen indtil marven i mine ben.” (Dansk kultur, side 59, 1993)  

Da Brandes vender hjem fra sin lange rejse i Europa, finder han, at Danmark er tilbagestående og uoplyst, og han ser det som sin opgave at gøre op med denne tilstand og bringe nye ideer til landet, men Krarup har ikke høje tanker om Brandes’ mission.

”Han kommer i sommeren 1871 hjem fra sin udenlandsrejse for at overtage det ideologiske bo, der ventede ham, sydende i sin vilje til magt og sin deraf følgende trang til at behandle offentligheden en canaille, dyrkende sin attitude af trods og ensomt sandhedsvidne, men dybest set, i forhold til såvel den europæiske som den danske udvikling, konform og banal.” (Det moderne sammenbrud, side 61, 1984)

Brandes er oprører af navn og ikke af gavn. Der er intet nyt i de tanker og ideer, han bringer til Danmark, og Krarup ser ham først og fremmest som en populist, der vil vinde magt og berømmelse.

”Og deraf fødes attituden som den trodsige, tapre forarger, sandhedsvidnet, der gennemskuer omgivelsernes hykleri og slynger dem sandheden lige i ansigtet, den ranke ridder, der ene kæmper mod en bigot samtid. Attituden fødes – den uundværlige, hans sidenhen faste rekvisit.” (Det moderne sammenbrud, side 59, 1984)

Brandes vil have status og position, og det bliver på bekostning af det forarmede og ydmygede Danmark, der er tynget af nederlaget i krigen mod Tyskland i 1864.

”Der er jo Hauchs professorat i æstetik, som han anser sig for selvskreven til og som snart vil dukke op, men han kan ikke vente. Han vil virke. Han er som en ladt pistol af lidenskab og brynde og må på den ene eller anden måde fyre sig selv af (…) Det blev hans livs afgørende indsats, det, der mere end noget andet virkede til at forme holdningen i vort offentlige liv eller den offentlige mening, og det skyldtes, at Georg Brandes var en fremragende agitator. Tidspunktet var ham også gunstigt. Danmark var et land, der lige havde tabt en krig og mistet en stor del af sit landområde (…) Danskerne var da forstemte og rådvilde. I denne situation kastede Georg Brandes sig selv og sin agitatoriske lidenskab ind i kampen over sindene.”  (Det moderne sammenbrud, side 61-62, 1984)

Og det lykkes. Brandes er en dygtig taler, men hans budskab er gammelt og slidt, og alligevel falder Københavns borgerskab for hans lidenskabelige ord.

”I kjole og hvidt, med vajende hår, skærende stemme, dristig holdning og med glød og patos rev Georg Brandes tilhørende med sig. Der var charme og udstråling fra ham. Han besnærede sit publikum af unge herrer og damer og frembragte – også på grund af de kommende års politiske og kulturelle forviklinger – en kulturrevolution, hvis virkninger bredte sig som ringe i vandet, længere og længere ud. Men hvad han sagde – det var ikke revolutionerende. Det var århundredets frigørelses-ideologi, som her fik en tand til, men som netop i kraft af sit slægtskab med de nationalliberales idealisme kunne trænge ind i disses afkom. Frihed! Frigørelse fra alle bånd og konventioner! Det havde man hørt før, og i denne blændende agitators mund tog man det til sig som en sandhed, kun dumhed eller indskrænkethed kunne stå imod.” (Det moderne sammenbrud, side 62-63, 1984)

Brandes hævder at tale på den frie tanke og videnskabens grundlag, men det var i bund og grund et slet skjult angreb mod kristendommen.

”Det er ikke mig, mine herrer, det er videnskaben! Og med ordet videnskab søger Georg Brandes hele tiden at knytte sig til naturvidenskaben, for denne oplever i århundredets midte en udvikling, som mægtigt øger dens anseelse. At være i strid med naturlovene er som bekendt ikke let. At give sit ideologiske standpunkt karakter af en naturlov er da taktisk fordelagtigt. Georg Brandes var uden naturvidenskabelig indsigt og forstand, men fornemmede tydeligt naturvidenskabens voksende prestige og anede tillige, at den kunne være ham en allieret i krigen mod kristendommen.” (Det moderne sammenbrud, side 73, 1984)

Den frie tanke, fremskridtet og videnskaben var Brandes udgangspunkt. Men Krarup kender hverken til frihed, fremskridt eller videnskab. Det er blot indholdsløse slagord, som Brandes bruger til at undertvinge Danmark og danskerne. Det er et middel til målet, en taktik.

”Det er taktikken. Man genfinder den overalt i forelæsningerne, som blot bruger forfatterne og deres værker som anledning til at forkynde en revolutionær humanisme, hvorefter Georg Brandes atter forsvinder ind i de litterære personer og giver rollen som køligt betragtende videnskabsmand, og man finder den derfor også i hans berømte omtale af familien eller hjemmet.” (Det moderne sammenbrud. Side 76-77, 1984)

Brandes kuer sine tilhørere med sin agitation, der forlader hans forelæsninger med den overbevisning, at de ikke er fulgt med fremskridtet.

”Og moderne er man ved at holde med fremskridtet. Og fremskridtet holder man med, når man hylder og hævder den frie tanke. Med denne vekseldrift har Georg Brandes fundet en agitatorisk damphammer, som gør det muligt for ham at bryde gennem al modstand og lægge fremtiden til rette for sig. Hans unge tilhørere er overvældede og betagne, idet de samtidig er flove over sig selv og deres fædrelands åndelige stade. Nu gjalder trompeten deroppe fra katedret, hvor moderniteten forkyndes, og man tumler begejstret ned ad universitetets trappe og ud på Frue Plads med klangen i ørerne.”  (Det moderne sammenbrud, side 67, 1984)

For Brandes har videnskaben ikke en større fjende end kristendommen.

”For det er videnskabens opgave! Den moderne videnskab vil bringe lys over landet og efterhånden overvinde kristendommens vrangforestillinger også i mindre oplyste nationer som f. eks. den danske. Georg Brandes er videnskabens ven og talsmand og ved sig sikker på, at evangeliets beklagelige rester af gamle fordomme vil smelte som sne under Darwins og Stuart Mills sol.” (Det moderne sammenbrud, side 82, 1984)

Ikke nok med, at Brandes fremstiller sin agitation som videnskab. Han hævder også at tale på vegne af verdenshistorien.

”Det er jo fremskridtstroen skåret ud i pap, overbevisningen om tilværelsens nødvendige og uafvendelige bevægelse fra det lavere til det højere, fra tesen over antitesen til syntesen, en metafysisk frelseslære lagt ind i verdenshistorien, hvor det derfor er menneskets opgave, ja pligt at holde sig ajour med ’udviklingen’ (…) Unægtelig en gunstig position for en agitator! Det er ikke ilde at have verdenshistorien i ryggen, når man vil gøre sig selv gældende, og det er ikke uden fordele at kunne slå på sin ’historiske’ ret, hvor man vil erobre sig magt og indflydelse og behandle modparten som kanaljer.” (Det moderne sammenbrud, side 65-66, 1984)

Men fordomme er mere sejlivede end videnskab. Derfor begynder Brandes position i Danmark med sit kristne, danske folk snart at smuldre. Som den dygtige taler og skribent Brandes er, fremstiller han sig selv som et offer for overtro og en kætter med nye tanker.

”Men snart begynder modsigelserne at melde sig, og selv om Georg Brandes langtfra står alene – som han siden yndede at fremstille det – står han udsat, og fra at føle sig som byens helt føler han sig i løbet af forårsmånederne 1872 som byens prygelknabe.” (Det moderne sammenbrud, side 68, 1984)

Brandes talte også for kvinders rettigheder og frigørelse, men det er for Krarup at dræbe den enkelte kvinde.

”Georg Brandes’ begreb om kvindens frihed er slet og ret en idealistisk konstruktion – udsprunget af den humanistiske idé om et guddommeligt jeg: mennesket som sin egen skaber. Under den forudsætning præker han frigørelse. Ak, men undervejs visner kvinden. Den jordbund eller de forpligtende bånd, han vil befri hende fra, er hendes næring og livsnerve, og ’befries’ hun herfra, så rives hun løs fra sig selv og sit liv, for hun er kun til i denne givne sammenhæng og dette konkrete fællesskab.” (Det tavse flertal, side 115, 1984)

Kvinders ønske om frihed er ideologi, et oprør mod Gud og deres største ulykke. Krarup går videre og beskylder Georg Brandes for at have forvansket Søren Kierkegaards forfatterskab.

”Georg Brandes’ bog om Søren Kierkegaard er forsøget på at vildlede den danske opinion vedrørende Kierkegaards forfatterskab, og det er således forsøget på at afparere angrebet, før det sætter ind. Kan det lykkes ham at kaste sand i øjnene på dem, der læser ham, vil disse have svært ved at finde ud af, hvad der står. Når Georg Brandes så at sige overtager Kierkegaard og fastsætter, hvordan han skal opfattes, er der endnu en forhindring at skulle over for dem, der måtte have forceret samtidens almindelige forargelse og udbredte misforståelser. En misforståelse til. Et skilt, der viser i den gale retning for at lede folk på vildspor. Det er tilfældet med denne bog fra 1877, og hundrede år efter kan man konstatere, at Georg Brandes jo i høj grad fik held med sit forehavende.” (Det moderne sammenbrud, side 84-85, 1984)

Krarup beskylder Brandes for at have overtaget Kierkegaard. Dette er et spørgsmål om, hvordan Kierkegaard skal fortolkes. Krarup ser Kierkegaards skrifter som en forlængelse af Luthers opgør med den katolske kirke og dens gerningsretfærdighed, mens Brandes så Kierkegaard som oprører mod den folkekirke, der blev skrevet ind i Danmarks grundlov.

”Mærkværdigvis får denne iagttagelse ikke Georg Brandes til at overveje, om Kierkegaards kamp mod den officielle kirke nu også var agitation. Når han taler så hensynsløst og betingelsesløst og i den grad sætter sig selv ind, kunne det jo være, at der var tale om noget andet. Det kunne være sandhedens forkyndelse, simpelthen.  Det kunne være et: Dette skal siges, så være det sagt! Det kunne være et menneske, der helt uden bagtanker og taktik ofrer sig for at få sandheden hørt.” (Det moderne sammenbrud, side 92, 1984)

Krarup nedgør Brandes forfatterskab til at være et ønske om berømmelse og succes, mens Kierkegaard søgte sandheden, og han finder den i modsætning til sine modstandere.

”Interessen i at få succes og dermed at forstå sig selv i forhold til det ydre, ikke det indre, er senere, som vi skal se, selv om den i dag er blevet toneangivende synsvinkel, og den er da bevidst anti-kristelig. Den siger samfund, hvor den oprindelige linie i dansk åndsliv siger sjæl. Den siger udvikling, hvor det oprindeligt hedder inderlighed. Den siger politik, hvor Søren Kierkegaard siger etik eller kærlighed til næsten. Den nyere, samfundsorienterede, udviklingsdyrkende, politiserende linie i dansk åndsliv er netop et forhold til begrebet succes, men dansk åndsliv er rettelig formet over forholdet til begrebet sandhed, og det er som et led af denne åndstradition i Danmark, at Søren Kierkegaard ikke er fremmed for, men hjemmehørende i dansk åndsliv.” (Dansk kultur, side 66-67, 1993)

Krarup ser Kierkegaard som Brandes’ modsætning, hvor den første skrev om kristendommens ord om mennesket som synder, mens den næste var svoren fjende af kristendommen og ikke ville høre om menneskets syndighed og skyld overfor Gud.

”Havde Kierkegaard oplevet det Moderne Gennembrud, havde han kunnet konstatere, at præsten nu havde fået en allieret i bestræbelsen på at afskaffe den enkeltes ansvar. Nu var det ikke kirken. Nu var det fremskridtet og udviklingen og videnskaben, der tog patent på ansvaret og dermed tog det fra mennesket. Men meningen er jo den samme, for i begge tilfælde betyder det menneskets ikke-ansvarlighed – dvs, menneskets udslettelse som menneske (…) Sandheden er, at Georg Brandes udgør Kierkegaards modpol i dansk åndsliv. Sandheden er, at Georg Brandes repræsenterer just den hegelske objektivering og den totalitære humanisme, som Kierkegaards forfatterskab er opgøret med fra først til sidst.” (Det moderne sammenbrud, side 91, 1984)

Et af Kierkegaards budskaber var, at vi er syndere med behov for Guds nåde.

”… og kristendommens anliggende udtrykkes i Søren Kierkegaards begreb. Hans solidaritet med den menige mand var ikke koketteri. Den er tværtimod et vidnesbyrd om hans ængstede, samvittighedsfulde forhold til den absolutte fordring. Ingen tjenestepige, ikke den fattigste gårdskarl måtte han gå hovmodigt forbi på gaden, for hvem var han, at han kunne tillade sig det? Hin enkelte – det var netop den menige mand, for i forhold til Gud er vi alle menige. At være hin enkelte betyder for Kierkegaard simpelt hen at være menneske under kristendommens fordring.” (Det moderne sammenbrud, side 89, 1984)

Brandes fik snart tilhængere, og Krarup skriver følgende om hans bror, Edvard Brandes og hans kampfælle Viggo Hørup, som Krarup udgav en bog om som 24-årig.

”Edvard Brandes, lillebroderen, der var stor taktiker, havde oprindeligt udgivet Morgenbladet sammen med Viggo Hørup og her fremstillet sig som en slags grundtvigsk folkelighedsapostel, der var pot og pande med venstrebønder og højskolefolk ude i landet, men illusionen revnede i 1883, da Chr. Berg satte dem ud af Morgenbladet, og så stiftede Hørup og han Politiken, som med aggressiv og talentfuld journalistik gjorde sig til herre over den offentlige mening.” (Systemskiftet, side 15, 2006)

Dagbladet Politiken blev en stor toneangivende avis, der sørgede for, at Georg Brandes’ moderne gennembrud bredte sig.

”Ildtilbedelsen. Den ideologiske fanatisme. Følelsen af at være en kæmpende kirke, en revolutionær renæssance-menighed, der skulle erobre landet og forme tankegangen. Og ti år senere, i 1891, nåede holdningen nye højder, idet Georg Brandes her fejrede sit 25 års jubilæum som skribent og blev hyldet med et fakkeltog.” (Det moderne gennembrud, side 100, 1984)

Således endte det med, at kulturradikalismens dæmoniske kræfter erobrede magten i Danmark.

”Således vandrede de ideale magters hær op igennem 1890’erne, anført af Lucifer, den gode ånd, og i 1901 erobrede de ideale magter omsider den politiske magt via Systemskiftet og gjorde Lucifer og hans ideer til det bestående.” (Det moderne gennembrud, side 101, 1984)

Kulturradikalismen og Georg Brandes havde dog også modstandere, og en af dem var den konservative skribent Harald Nielsen, som Krarup tegnede et portræt af i sin første bog, som han fik udgivet i 1960. Harald Nielsen skrev en lille bog, ’Systemet Politiken’ fra 1907, hvor han angriber kulturradikalismen.

”Her tegner Harald Nielsen jo billedet af et folk, der er fange i sit eget hjem, underkuet og terroriseret af en kulturel overklasse, der foragter alt det, folket lever på. Dets egen egentlige, gamle kultur er drevet på porten (…) Det etiske er forjaget af det æstetiske.” (Systemskiftet, side 18, 2006)

Harald Nielsen blev angrebet hårdt og endte med at sympatisere med antisemitismen, hvilket gjorde, at han blev fortrængt og forkastet fra offentligheden.

”Harald Nielsen, den højt begavede litteraturkritiker og eminente skribent, blev knækket af forfølgelsen, og derfor endte han med at trodse sig selv ind i positioner, som oprindeligt var ham fremmed. I sit modsætningsforhold til Georg Brandes gjorde han dennes jødiske baggrund til noget afgørende, hvad det utvivlsomt også var, men Harald Nielsen gjorde dette ånds- eller kulturforhold til et angrebspunkt, som betød, at han til sidst i sit liv med nogen ret kunne beskyldes for antisemitisme. Da det i tid faldt sammen med nazismens uhyggelige jødeforfølgelser, var dette fatalt. Med den allerbedste samvittighed afskar samtiden ham fra ordet og lukkede ham ude i den mest skærende isolation og fortielse.” (I min levetid, side 107, 1998)

Men hvad stod kulturradikalismen egentlig for? Først og fremmest frihed.

”Frihed – det er slagordet. Men altså en frihed fra syndefaldet, fra slangen i paradisets have, fra menneskets ansvarlighed under loven. Frihed til at udfolde sig ubegrænset, frihed til at realisere sig selv og sine behov, frihed til at være sin egen herre og skaber. Det er kernen i den livsforståelse, der med revolutionær glød og agitatorisk kraft sættes ind i dansk åndsliv. Eller frihed til at tænke frit – og vel at mærke til at lade tankens frihed være eksistensens frihed, eftersom eksistensen gøres lig med tanken. Og dermed frihed til at hæve sig over den givne, konkrete, eksisterende virkelighed og den virkelige næste: frihed til at hæve sig over næsten og dermed at foragte næsten, frihed til at hæve sig over historien og dermed at foragte historien, frihed til at hæve sig over sit land og dermed at foragte sit land. Frihed som den totale egocentricitet, selvoptagethed og hensynsløshed.” (Dansk kultur, side 60, 1993)

I denne afvisning af kristendommen og dyrkelsen af frihed ligger årsagen til den moderne tids ulykke.

”Vesteuropas forfald med vold og terror og menneskeforagt skyldes den afvisning af Kristus, der er en følge af forgudelsen af mennesket. Sådan vil det gå. Fra revolution til revolution vil Vesteuropa fornedre det konkrete menneske under sine stadige drømme om den fuldkomne og frigjorte menneskehed, brandene vil rase, ofrenes lig hobe sig op, for med Rousseau og den Franske Revolution har dette humanistiske vanvid manifesteret sig i politik og samfundsforhold, og så er der ingen grænse. Uden Kristus er alt jo tilladt. Uden Kristus er mennesket sin egen lov – og så er der ingen lov.” (Det moderne sammenbrud, side 57, 1984)

Havde Brandes’ samtid kunnet gennemskue, hvad han talte for, ville den have set, at konsekvensen af kulturradikalismen var den rene terror.

”… havde hans unge akademiske publikum haft historisk sans og ikke blot været betaget af hans form og attitude, kunne de i baggrunden have skimtet omridset af den guillotine, der jo var den rene tankes endelige sejr. På guillotinens skafot blev eksistensens hindringer for tankens sejrsgang virkelig afskaffet, under guillotinens skarpe kniv udryddedes forskellen på tænken og væren i sækken med de blodige afhuggede hoveder.” (Det moderne sammenbrud, side 64, 1984)

Georg Brandes, den danske kulturradikalismes fader, ville den frie, videnskabelige forskning, den frie tanke og det frie menneske. Men frihed er forræderi mod sine næste, som kristendommen befaler at elske som sig selv. Og med friheden følger guillotinen og terroren, hvis man spørger Krarup.

Dagbladet Politiken var kulturradikalismens højborg, og Edvard Brandes kaldte det ’organet for den højeste oplysning.’ Den anden store figur i Politikens første mange leveår var Viggo Hørup, som kæmpede imod militær oprustning af Danmark og tanken om, at vi efter nederlaget i 1864 skulle vinde Sønderjylland tilbage ved en ny krig mod Tyskland. Det kom til at betyde, at Danmark erklærede sig neutralt under første verdenskrig, og at vi undlod at opbygge vores hær, luftvåben og flåde. Dette blev ifølge Krarup senere fatalt, fordi vi stod uden et effektivt forsvar, da Nazityskland den 9. april 1940 besatte Danmark stort set uden modstand.

”Intet var for kulturradikalismen latterligere end en dansk forsvarsvilje. Siden Viggo Hørup i dagbladet Politiken i 1880’erne havde dansk forsvarsvilje heddet ’militarisme’, og op igennem 1900-tallet havde militarisme været kulturradikalismens svorne modpart. Derfor lå Danmark åbent for Hitler-Tyskland. Derfor samarbejdede det kulturradikale Danmark ubesværet med den tyske besættelsesmagt.” (National værnepligt, side 11, 2009)

Krarup gør sig ingen forestillinger om, at Danmark kunne have modstået Nazitysklands invasion i mere end nogle få dage. Alligevel mener Krarup, at Danmarks overgivelse var forkert, og at vi skulle have kæmpet.

”… den militære modstand skulle føres ikke så meget for udlandets som for folkets skyld, der derved ville forstå situationens karakter og landets faktiske status som erobret område. En kamp skabte klarhed. Dens forløb markerede afstanden mellem angriber og forsvarer.” (Fædreland og folkestyre, side 62, 1974)

Ikke nok med at Danmark overgav sig til tyskerne. Den danske regering gik ind på at samarbejde med besættelsesmagten, hvilket for Krarup gør besættelsen til de mest ydmygende fem år i Danmarks tusindårige historie.

”Man havde jo sagt ja til tyskerne, da man ikke gjorde modstand den 9. april, og dette ja gjorde ethvert nej umuligt. I regeringens øjne. Udlevering af dansk militær til den tyske krig, brud på landets grundlov igennem en grundlovsstridig arrestation af danske kommunister, oprettelse af et dansk frikorps til at kæmpe tyskernes krig, tvangsudskrivning af danske arbejdere til Tyskland – intet var samarbejdspolitikerne for usselt. Man sagde ja og ja.” (Systemskiftet, side 35, 2006)

Den regering, der samarbejdede med tyskerne, var en ren marionetregering, som blot adlød, når besættelsesmagten stillede krav. Dog havde den magten til at sige nej og nedlægge sig selv som Danmarks regering, men end ikke en sådan lille symbolsk modstand kunne den præstere.

”Men hvad havde tyskerne magt til? De havde magt til at bryde dansk lov. Men de havde ikke magt til at få en dansk regering til at gøre det. Den magt havde kun regeringen. Men den magt, regeringen havde, turde den ikke bruge af angst for tyskernes magt.” (Fædreland og folkestyre, side 87, 1974)

I det danske folk var der dog en vilje til modstand, selvom det tog tid at opbygge en folkelig forsvarsvilje efter årtier med kulturradikal antimilitarisme.

”Men naturligvis måtte den forberedes, både praktisk og psykologisk. At en fredelig befolkning med ét skulle kunne finde på at bevæbne sig og kaste med bomber og springe jernbaneskinner og fabrikker i luften, er utænkeligt. De første år efter 9. april var netop en forberedelsestid til modstandskamp, hvor først og fremmest sindet måtte hærdes, og hertil tjente meget – alsangen, også Dansk Ungdomssamvirke på trods af Hal Kochs forsøg på at politisere det nationale, kongebegejstringen, den kolde skulder til tyskerne.” (I min levetid, side 41, 1998)

Efter flere år under tysk besættelse fandt danskerne sammen i en modstandskamp på trods af alle forskelle. Dette ser Krarup som en folkelig renæssance.

”Mennesker fra alle samfundslag mødtes i modstandsbevægelsen og var kammerater og talte samme sprog. Der blev givet med begge hænder og uden bihensigter. Det fælles mål satte politiske og sociale skel i skygge. Ved natlige våbenmodtagelser og daglige aktioner stolede man på sidemanden uden at forske i hans motiver, og således voksede en fælles ansvarlighed frem af kampen. Der var noget, man var forpligtet på og stod sammen om. De kunne være forblevet i ubemærkethed. Ingen havde tvunget dem. Men frivilligt og gerne kom de af sig selv, for det var deres virkelighed, som stod på spil.” (Fædreland og folkestyre, side 102, 1974)

Krarups egne forældre blev kontaktet af modstandsbevægelsen, og de trådte straks ind i kampen.

”For mine forældres vedkommende blev det Frode Jakobsens organisation ’Ringen’, det begyndte med. Frode Jakobsen, som min far kendte fra studietiden, kom på hverve-besøg i Hammelev præstegård, og mine forældre var med det samme villige. Min far organiserede modstandsarbejdet på Djursland og arrangerede våbenmodtagelser, flugtrute til Sverige med fiskerbåd over Fornæs, i den forbindelse hemmelig indkvartering i præstegården af flygtninge, bl.a. nedskudte engelske flyvere, der skulle transporteres over Kattegat, og opbevaring af våben og materiel. Samtidig var der tyske soldater indkvarteret i præstegården, så det gjaldt for mine forældre om at holde tungen lige i munden og de forskellige kategorier adskilt.” (I min levetid, side 43, 1998)

På et tidspunkt frygtede Krarups forældre, at de var blevet afsløret som modstandsfolk, og de måtte gå under jorden, og familien måtte skjule sig.

”Det var begyndelsen af december 1944. Mine forældre gik under jorden i Aalborg, hvor min far blev ’Ringen’s regionleder og havde nærmere forbindelse med den dag og nat jagede Toldstrup, mens vi søskende var gemt af vejen hos familie.” (I min levetid, side 44, 1998)

Modstandskampen var ikke forgæves. Den fik politikerne til at opgive deres samarbejde med tyskerne, da de så danskernes vilje til modstand. For Krarup var modstandskampen først og fremmest er et opgør med de danske samarbejdspolitikere og mindre et opgør med den tyske besættelse og nazismen.

”Og nu så de det. Nu havde politikerne set, at folkets oprør imod dem var lykkedes, og at politikernes autoritet i forhold til befolkningen var lig nul. Modstandskampen havde jo i virkeligheden i første række været en kamp imod samarbejdspolitikken – imod den nationale selvopgivelse, imod defaitisme og politikernes redebonhed til at sælge alt, selv det mest umistelige, for at slippe nemt om ved tilværelsen. Folkets oprør havde tvunget samarbejdspolitikerne til at træde tilbage 29. august 1943, og folkets nyvakte styrke og selvbevidsthed havde ikke villet vide af de samme politikeres frygt og opportunisme under folkestrejken.” (I min levetid, side 47, 1998)

Det modsætningsforhold, Krarup ser imellem folk og politikere, træder tydeligt frem under modstandskampen.

”For nu var modstandskampen i fuld gang, og ukendte, almindelige danskere viste en offervilje og et vovemod, som gør besættelsestiden til noget af det folkeligt mest frugtbare og opbyggelige i dette århundredes Danmarkshistorie. Folket var ikke så ringe som politikerne. Folket var ikke så ringe, som politikerne ville gøre det til. De byrder, som politikerne havde villet skåne danskerne for, ønskede disse tværtimod at bære, for de var uadskillelige fra at være et frit folk i deres eget land. Genstanden for verdens, i det mindste for vor egen foragt, havde min far sagt i sin prædiken søndagen efter 9. april, men det var denne foragt, modstandsfolkene ville vaske af sig selv og deres land. I forhold til andre besatte lande slap vi stadigvæk billigt. Men betingelsen for, at der overhovedet kunne blive en dansk fremtid var, at vi ikke slap, og at vi ikke ville slippe.” (I min levetid, side 44, 1998)

Der er mange heroiske fortællinger omkring den danske modstandskamp. Ingen har som Krarup bygget videre på disse historier, men han kan dog i øjeblikke tvivle. Gik det samlede danske folk i kamp, eller var det bare en lille del af befolkningen?

”Men jeg fristes unægtelig til at spørge: havde man nu også det? Havde modstandsbevægelsen været andet end en meget lille del af folket, som i kraft af krigens udvikling og Tysklands nederlag fik flertallet med sig? Det er sikkert rigtigt, at samarbejdspolitikken i virkeligheden havde haft befolkningens opbakning, indtil tyskerne åbenlyst for alle havde tabt krigen.” (National værnepligt, side 59, 2009)

Det var kun en lille del af danskerne, der deltog aktivt i modstandskampen, og de havde vidt forskellige motiver. Kommunisterne var nazismens ideologiske fjende, og var de mest ihærdige i modstandskampen, og i Sverige frygtede Frihedsrådet og mange andre en kommunistisk magtovertagelse efter Tysklands nederlag. Krarup peger på en svensk historiker, Ulf Torell, der i 1973 skrev om den danske brigade, som blev oprettet i Sverige for at holde ro og orden i Danmark efter den tyske overgivelse og afværge at kommunisterne greb magten.

”Han gennemgår her historien om oprettelsen af den danske militære enhed i Sverige under krigen, den danske brigade, og dokumenterer, at den blev oprettet på de danske politikeres foranledning – ikke for at yde en indsats i kampen for Danmarks befrielse, men for at bekæmpe et kommunistisk kupforsøg efter befrielsen.” (Fædreland og folkestyre, side 98, 1974)

I Østeuropa havde tyskerne myrdet og sultet millioner af mennesker ihjel, og mod anden verdenskrigs slutning blev selve Tyskland invaderet af britiske, amerikanske, franske og sovjetiske styrker, og nazisternes udryddelseslejre blev afsløret, hvor millioner af jøder, sigøjnere og andre var blevet industrielt udslettet.

”Ikke blot kom det nu for dagen, hvorledes tyskerne havde opført sig i de besatte lande, i særlig grad i Østeuropa, men med forfærdelse fik omverden også kendskab til udryddelseslejrene med deres millioner af myrdede mennesker. Aldrig før havde man kendt til sådanne rædsler, som ideologien havde forårsaget. Hvad nazismen havde gjort ved dem, den stemplede som Undermenschen, fyldte sindene med gru, og der var enighed om, at en afregning var nødvendig. Men også her var spørgsmålet: hvordan? For kan man foretage et retsopgør, når der ikke foreligger en lov? Kunne man føre retssag mod de tyske nazister, når der ikke var en fælles retsorden at føre retssag under?” (I min levetid, side 61-62, 1998)

Efter anden verdenskrig var der ingen lov, man kunne dømme Tyskland og deres nazistiske ledere efter, men den blev skrevet til lejligheden, og dommene blev kendt som Nurnbergprocessen. I Danmark skrev man på lignende vis nye love med bag ud virkende kraft. Første juni 1945 vedtoges et straffelovstilllæg, hvor det blev gjort muligt at straffe dem, der havde samarbejdet med tyskerne. Men de virkelige ansvarlige for samarbejdspolitikken var også dem, der skrev loven. Og de vaskede deres hænder rene for blod, mener Krarup.

”Her var det som bekendt princippet, at man hængte de små tyve og lod de store løbe. Her kastede politikerne dem for ulvene, som de selv havde drevet ud i samarbejdet med tyskerne – embedsmænd, værnemagere, frikorpsfolk, tysklandsarbejdere. De blev alle dømt med største strenghed. Men politikerne, der havde været årsag til disse handlinger, fordi de havde befalet embedsmændene at samarbejde med besættelsesmagten og havde anbefalet officererne at melde sig til frikorpset og havde opfordret erhvervslivet til at udføre arbejder for værnemagten og havde taget understøttelsen fra arbejderne, hvis de ikke ville arbejde i Tyskland – politikerne gik fri for enhver anklage. De hyttede sig selv. De løb fra deres ansvar. De løj om deres ord.” (Den danske nødvendighed, side 53-54, 1994)

Krarup har altid set et modsætningsforhold imellem danske politikere og det danske folk, og modsætningen var aldrig mere tydelig end efter besættelsen, hvor samarbejdspolitikerne tog modstandsbevægelsen til sig for at dække over deres eget svigt.

”Men der kom ikke noget opgør. Politikerne skyede det som pesten. Politikerne frygtede mere end noget andet dette saglige, principielle opgør, der ville fastholde dem på deres ord og gerninger under besættelsen, og derfor kvalte politikerne modstandsbevægelsen i omfavnelse og velvilje. Ikke huske! Ikke nævne! Ikke omtale! – det var politikernes omkvæd i denne befrielsessommer, for nu, hed det med vanlige politiker-fraser, skal vi se fremad og være positive og ikke begrave os i fortidens stridigheder. De gamle politikere overøste modstandsfolkene med ros og roser og smiger. Den, der hørte efter, kunne godt høre den bitre tone bag de søde ord. Men for politikernes overlevelse og tilbagevenden til magten var det nødvendigt at hykle enighed med modstandsbevægelsen og give det udseende af, at man i virkeligheden havde været på modstandens linie hele tiden.” (I min levetid, side 53, 1998)

Derfor inviterede samarbejdspolitikerne modstandsbevægelsen ind i en samlingsregering, men den blev hurtigt afskaffet ved et folketingsvalg. Opgøret med de politikere, der havde overgivet Danmark til tyskerne uden kamp og siden samarbejdet med besættelsesmagten, udeblev.

”Hertil hjalp samlingsregeringen dem, den, som den hæderligste del af modstandsbevægelsen havde protesteret imod. Og i oktober 1945 kunne politikerne så lade samlingsregeringen falde i forbindelse med det første folketingsvalg efter befrielsen, og såkaldte normale parlamentariske forhold kunne atter sænke sig over landet, hvor parolen blev, at nu måtte man glemme fortiden og være positiv og se fremad og stå sammen om at genopbygge Danmark. Opgøret blev kendt ganske unødvendigt. Det var kun kværulanter, der hængte sig i det forbigangne.” (Den danske nødvendighed, side 54-55, 1994)

Politikerne havde svigtet det danske folk under besættelsen, og nu svigtede de også de dansksindede i Slesvig, som siden 1864 havde levet i eksil i Tyskland.

”Folket var dansk og havde en identitet, som ikke kunne forrådes af politikerne uden at folket følte skam og fortvivlelse. Hvis jeg skal sige det fint, så levede folket i en etisk bundethed, som var i direkte modsætning til politikernes ligegyldiggørelse af det etiske eller nationale.” (Systemskiftet, side 36, 2006)

Politikerne var politikere og som sådan kun interesserede i magt. Enhver nationalfølelse eller fædrelandskærlighed var dem fremmed, og derfor forfaldt danskerne i Sydslesvig fra at være en del af det danske folk til at være en etnisk minoritet i Tyskland.

”Og under denne danske svigten er sydslesvigerne selv blevet forandrede og har i deres udstødthed lært at elske tremmerne og gøre deres påtvungne afskårethed fra deres folk til en særlig fin mindretals-tilværelse, den, der har ’mangfoldighedens’ udsyn og åbenhed og tolerance…” (National værnepligt, side 37, 2009)

Endnu et svigt af det danske folk fra politikerne. Men ikke nok med det. Selve grundlaget for folkestyret, hvor folket vælger sine egne ledere, havde lidt skade.

”Besættelsen havde skabt et problem af afgørende betydning for folkets og folkestyrets fremtid, fordi problemet bestod i en dyb mistillid mellem folkets ledere og folket selv. Politikerne var bange for folket. Politikerne havde været samarbejdspolitikkens mænd, men folket havde jo gjort oprør mod samarbejdspolitikken, og folket havde sejret. Det stod samarbejdspolitikerne kun alt for klart. Deraf deres frygt for folket. Og folket havde forkastet politikerne under besættelsen og været led ved deres løgne og følt sig forarget over deres falskhed, og mange i folket ønskede derfor andre politikere.” (I min levetid, side 50, 1998)

Dette modsætningsforhold imellem folk og politiker under og efter besættelsen indtager mytologisk karakter i Krarups forfatterskab. Det demonstrerer, hvorfor han ofte er meget kritisk overfor politikere og folkestyret.

Ungdomsoprøret 1968 var ifølge Krarup en indre ødelæggende kraft, som bredte sig i Danmark.

”Det er i grunden mærkeligt, at Danmark hænger sammen endnu. Bevar mig vel, hvor der er blevet revet og flået i det gennem mange år. 60’erne og 70’erne kan jo beskrives som den periode, hvor man søgte at ødelægge landet – alt, hvad fædrene havde kæmpet, alt, hvad mødrene havde grædt, alt, hvad slægten gennem århundreder havde haft deres styrke og tryghed og glæde ved. I først og fremmest 1968 blev det hele kasseret.” (Det tavse flertal, side 121, 1987)

Georg Brandes er den vigtigste figur i den danske kulturradikalisme, mens multikunstneren Poul Henningsen, kaldet PH, regnes for at være nummer to. Ganske vist var han en ældre mand, da ungdomsoprøret kom, men for Krarup er han en forgænger for alt det, der brød ud sidst i 60’erne. Ligesom Brandes var PH også en skribent, der talte for det enkelte menneskes frihed, eller det han kaldte ’det demokratiske menneske.’

”Hans uhøjtidelige cigaret og åbenstående skjorte ledte ikke tanken hen på en inkvisitor, men ved overbevisningens retfærdighed og forkyndelsens nidkærhed var han en indviet: han ville kun ét. Og hvad dette ene angik, var han kompromisløs. At skabe ’det demokratiske menneske’ var hans lidenskab, og med lidenskabelig stædighed propaganderede han for det i ord og viser og fremtræden.” (Demokratisme, side 13-14, 1968)

Som så mange andre sagde PH, at han ville andre mennesker deres eget bedste, men netop deri lå det demagogiske.

”Han ville os alle det bedste. Men fordi han ville det for vores skyld og på grund af os, blev det bedste til det værste og det bedrevidende formynderskab resultatet.” (Demokratismen, side 37, 1968)

Det, som Krarup kalder ’demokratisme’, er nemlig en ideologi som så mange andre.

”Demokratismens frihed er friheden til at være i overensstemmelse med den demokratiske livsanskuelse, og for den, der ikke er det, står den demokratiske terapi parat til at praktisere ’frigørelse’.” (Demokratisme, side 27, 1968)

Krarup mener, at det enkelte menneske fratages sit ansvaret for eget liv ved at blive opdraget.

”For som Poul Henningsen skrev: ’Vi anerkender fuldt ud, at en god jord- og betonarbejder eller ingeniør kræver faglig uddannelse, men kunsten at leve tror vi mennesket kan klare uden ringeste skoling.’ Og det kan mennesket jo ikke. Det udsætter sig selv for sorger og skuffelser og mismod. Der var i høj grad behov for pædagoger og psykologer og kunstnere, som kunne hjælpe mennesket med dets problemer. (Demokratisme, side 28, 1968)

Enhver selvstændighed bliver derved frataget det enkelte menneske igennem den demokratiske opdragelse.

”Men hvor selvstændig er mon det menneske, der af andre opdrages til at passe ind i andres ideer om selvstændighed? Når menneskets personlighed skal formes i de af psykologerne opstillede udviklingsbaner og ikke være menneskets eget problem, er der mon så tale om selvstændighed eller om – noget helt andet?” (Demokratisme, side 14, 1968)

Al modstand mod PH’s demokratiske opdragelse bliver betragtet som reaktionært og forkastet.

”Spørgsmålet ville møde forundring hos Poul Henningsen, for som alle demokratiske pædagoger var det jo hans hensigt at opdrage barnet til at blive sig selv, og hvordan kunne man da forgribe sig på det? Ja, men ville den demokratiske opdragelse da ikke være i stand til at udklække en befolkning af reaktionære? Nej, det ville den ikke kunne, for den reaktionære er jo ikke sig selv. Hvor man ved det fra? Jo, den reaktionære er jo reaktionær, fordi han ikke psykologisk er frigjort.” (Demokratisme, side 24-25, 1968)

Alt handlede for PH om demokrati.

”For i Poul Henningsen forestillingsverden var demokratiet både det første og det sidste. Han begyndte med demokratiet, når han vågnede, og sluttede med demokratiet, når han gik i seng, det var med krav om en demokratisk kulturpolitik, han trådte frem i århundredets begyndelse, og det var med samme krav, han døde et par årtier over dets midte.” (Demokratisme, side 13, 1968)

PH var også indædt modstander af nazismen, men også det var et udslag af demagogi.

”Poul Henningsen, det københavnske frisinds profet og symbol, er i så henseende typisk. Han kom op igennem 30’erne til at angive den holdning, den intellektuelle venstrefløj anlagde, og Poul Henningsen var fascineret af Hitler. Han talte ustandseligt om ham. Han gjorde hans betydning overvældende. For han var negativt bestemt af Hitler og søsatte således i virkeligheden en nazisme med modsat fortegn.” (I min levetid, side 21-22, 1998)

Hitler fik nu også stor betydning. I virkeligheden var der dog ingen væsensforskel imellem demokratisme og nazisme.

”Ved at antage den nazistiske problemstilling og give den modsat fortegn mente han at konstituere demokratiet, men demokratismens dyrkelse af harmoni og tolerance er ikke væsensforskellig fra nazismens dyrkelse af autoritet og disciplin. Det er to forskellige former for idealisme. Men enhver idealisme er udtryk for foragt for mennesket.” (Demokratisme, side 20, 1968)

Når demokrati bliver til demokratisme, bliver det en verdensanskuelse og en ideologi og ikke en styreform med bestemte måder at træffe politiske beslutninger på.

”Det er her en given forudsætning, at demokratiet er en verdensanskuelse og politik en kamp mellem verdensanskuelser. Men måske det var denne forudsætning, der var det nazistiske ved nazismen? Historisk vil tankegangen kunne føres tilbage til bl.a. den franske revolution med dens dyrkelse af principperne om frihed, lighed og broderskab, men nazismen er jo også en logisk konsekvens af den idealistiske humanisme. Spørgsmålet er da, om man med idealismen som udgangspunkt kan undgå at ende i nazisme.”  (Demokratisme, side 22-23, 1968)

PH’s opdragelse skulle først og fremmest foregå igennem en aktiv kulturpolitik fra samfundets side, og i sin lille bog fra 30’erne, Hvad med kulturen?, skriver han om, at folket skal lære frihed, frisind, tolerance, retfærdighedssans, klasseudligning, ærlig seksualmoral, internationalisme og irreligiøsitet. Men Krarup mener slet ikke, man skal have nogen kulturpolitik i et demokratisk samfund.

”Det strejfede ham ikke, at modsætningen til nazismen kunne bestå deri, at den demokratiske stat slet ingen kulturpolitik skal føre. Hans selvfølgelige forudsætning var, at samfundet havde til opgave at forme mennesket i sin ideologis billede, og det var demokratiets ideologi, han ville trække op.” (Demokratisme, side 18, 1968)

PH sigtede især efter at påvirke Socialdemokratiet, der i 30’erne og årtierne fremefter var Danmarks største og mest magtfulde parti.

”Som det største parti og med et både socialt og demokratisk sigte blev socialdemokratiet tidligt angrebet af nidkære kritikere, der fremstillede det som partiets pligt at iværksætte et kulturelt demokratiseringsarbejde. Befolkningen skulle omskoles, dens mentalitet lægges om, dens viftpalmer og plydsmøbler ryddes ud. For demokratiet var en verdensanskuelse og en demokratisk kulturpolitik derfor det eneste fornødne.” (Demokratisme, side 12-13, 1968)

Et af de ting, der adskiller demokrati og demokratisme, er, at demokratisme er en livsstil, en livsform og en livsanskuelse, der er til stede alle vegne i det demokratiske menneskes dagligdag. Demokrati er ikke kun en styreform.

”Det konsoliderede danske socialdemokrati var genstand for hans ihærdigste pædagogik, for dets smag var småborgerlig; og da kultur i Poul Henningsens definition er sammenhæng, var det demokratisk uforsvarligt at lade befolkningens smag forblive som den var, eftersom småborgerlighed og demokrati er modsætninger. En demokrat skal bo demokratisk, tale demokratisk, gå demokratisk klædt, skrive med demokratiske små bogstaver og lytte til demokratisk jazzmusik – for ellers er han ikke demokrat.” (Demokratisme, side 16, 1968)

Som i andre ideologier er der i demokratismen noget udelt godt og noget udelt ondt, som kæmper mod hinanden.

”Således er da det kunstneriske menneske det fuldkomne menneske og den demokratiske terapis ædleste frugt. Men kunstens modsætning er poppen, og pop er en skæbnesvanger hindring for demokratisk frigjorthed, for pop er ensbetydende med disharmoni og bagstræb. Ligesom kunsten har også poppen mytologisk betydning. Demokratismen har sit eget frelserdrama, hvor pop i skikkelse af fascisme og teknokrati truer mennesket med død og fordærv, men hvor kunstnere og pædagoger kæmper en uforfærdet kamp mod det frådende uhyre og frelser sjælen ud af dets giftige gab og fører mennesket ind i barndommens tabte paradis, hvor ethvert traume og enhver diskrimination er ophævet og alle er harmoniske, lykkelige og gode mennesker – som det hedder i folkeskolens formålsparagraf.” (Demokratisme, side 34, 1968)

PH så noget forløsende i jazzmusik.

”Negerens jazz betragtede han med andre ord så som et magisk middel til generobring af oprindeligheden og negeren som følge heraf som et naturligere og derfor mere værdifuldt menneske end hvide: som naturlighedsdyrker havde Poul Henningsen altid vanskeligt ved at fastholde sin traditionelle respekt for fornuften.” (Demokratisme, side 31-32, 1968)

Den kulturradikale PH var for Krarup en forgænger for det ungdomsoprør, som kom i 60’erne. Det begyndte i USA.

”Det var begyndt på Berkeley universitet i Californien. Det begyndte her i 1964 med studenterbesættelser og – for at hænge de overkomplette studenters protest op på en sag – med politiske protester mod Vietnamkrig og manglende borgerrettigheder for sorte. Tillige var det marxistiske begreb ’fremmedgørelse’ et fremragende instrument for utilfredsheden, for hvem kan ikke føle sig fremmed for andre og sig selv i denne syndige verden?” (I min levetid, side 140, 1998) 

Snart kom ungdomsoprøret også til Danmark, hvor nymarxister så den vestlige verdens stærkeste nation, USA, som den store fjende.

”Også i Danmark. Stemningen fra de amerikanske universiteter og gader bredte sig snart hertil, og det blev en modesag at engagere sig i Vietnamkrigen. Den foregik ganske vist på den anden side af jorden. Det drejede sig ganske vist om den forbundsfælle, i ly af hvis våben vi i tyve år havde kunnet leve i tryghed. Men i det kosmopolitiske perspektiv, der var på vej til at fortrænge holdningen fra modstandskampen, var det tværtimod særlig påskønnelsesværdigt at tage del i noget, der ikke angik én personligt, at engagere sig abstrakt-idealistisk, og for ny-marxismen og SF-bølgen var USA såvist ikke en allieret, man ville vise hensyn. Det var jo kapitalismens land. Det var den ideologiske fjende, man ønskede at bekæmpe.” (I min levetid, side 142, 1998)

Krarup var en aktiv debattør allerede i 60’erne, og som sådan mærkede han, hvordan den nye tankegang og ideologi bredte sig iblandt unge mennesker i Danmark.

”Jeg havde ikke bidt mærke i det dengang, men efterhånden som min skribentvirksomhed førte til, at jeg kom rundt på uddannelsesstederne og diskuterede med studenter, seminarieelever og gymnasiaster, begyndte dens sandhed at gå op for mig. Der kunne godt være noget beklemmende ved det. For den, der var knyttet til dem i daglig omgang, måtte disse unges monotone ensrettethed virke noget nær fortvivlende. Samme holdning, samme argumenter med samme ord, samme sikkerhed i troen på at have gennemskuet det hele – livet, mennesket, samfundet. Det var ejendommeligt at opleve. Vi var her i landet ofre for en ideologisk bacille, der hos en hel generation slog ud i den politiske syge.” (Den politiske syge, side 76, 1979)

Den kulturradikalisme, som PH havde stået i spidsen for i 30’erne, blev taget frem igen, og samtidig bredte der sig en frygt for krige og katastrofer.

”Den før så kompromitterede salonkommunisme eller kultur-radikalisme kom ud af sin isolation og kom på mode i takt med SF’s fremgang, og netop den marxistiske socialisttype, H. C. Hansen havde advaret imod, tegnede billedet. Dermed ændrede også vort offentlige liv karakter. Vi fik nu de katastrofe-kampagner, som altid opstår dér, hvor man skal frelse verden og derfor skimter verdens undergang inden påske. Panik og hysteri. Først atomvåben, så neutronbomben, så verdensfreden, så forureningen, så miljøet. Katastrofevisionerne begyndte at ride befolkningen. Alle skulle være ansvarlige for alt, og således blev netop ingen ansvarlige. Politik blev til et spørgsmål om at piske sig selv og især andre med skorpioner. Og det offentlige Danmark lod sig dreje i den nye politiske korrektheds apokalyptiske retning.” (I min levetid, side 103, 1998)

Med ungdomsoprøret var det idealismen og ideologien, som var vendt tilbage og undertrykte de menige danskere.

”Sådan var 1970’erne, tiden efter 1968, denne forfærdelige periode af omkostningsfri idealisme og store ord, hvor alting skulle frigøres og bevidstgøres og ændres radikalt, og hvor man dermed slog et godt land og en hæderlig befolkning i stykker. Det var utopien, der terroriserede virkeligheden. Tilbage sad de virkelige, levende danskere og så alt, hvad de kendte og havde kært, løbe ud mellem fingrene på sig. Arme danskere!” (Virkelighed og utopi, side 21, 2005)

En stor del af ungdomsoprøret var marxistisk, og der er et modsætningsforhold imellem marxisme og danskhed, som jo for Krarup er et andet ord for kristendommen.

”Nu kom der en generation, som med udgangspunkt i en ny-marxistisk ideologi ville lave alting om og skabe et nyt menneske på en ny jord, og der blev rettet det ene slag efter det andet mod danskernes dagligdag og fortidens erfaringer. Hvad der var gammelt, var derfor dårligt. Hvad der var nyt, var i sig selv godt.” (Det tavse flertal, side 121, 1987)

Marxismen ser historien som en kamp imellem klasser. Dette understreger modsætningen mellem marxisme og danskhed.

”Dette er marxismens sted. Ingen tvivl om den ting. Al erfaring bekræfter det. Alene opfattelsen af historien som en uafbrudt klassekamp beviser rigtigheden deraf, for hvor folket deles op i hinanden bekæmpende klasser, kan der naturligvis intet folk og derfor heller ingen folkelighed være. Der bliver i stedet undertrykkere og undertrykte, kapitalist og proletar. De har intet fælles. Det er marxismens fremstilling som sort djævel contra hvid engel. Det er således dæmoniseringen af menneskelivet.” (Den politiske syge, side 69, 1979)

Den sidste sejrherre, som afslutter historiens klassekampe, er arbejderklasen, som derfor bliver et ideal for marxismen.

”Oh, at være en ’arbejder’, en rigtig én på en rigtig fabrik og med rigtigt arbejdstøj på! Det blev lykken for de mange akademikere, der gjorde sig gældende i Informations spalter og ’holdt med’ arbejderklassen, og af deres påklædning kunne man se, hvor de mente det alvorligt. Laser og pjalter og forvasket cowboy-tøj blev sidste mode blandt velbjærgede. Nu gjaldt det ’klassebevidstheden’. Oh, at være en arbejder – eller i hvert fald at ligne én…” (Den politiske syge, side 82, 1979)

For marxister er menneskets identitet skabt af dets plads i samfundsproduktionen og dermed dets rolle i klassekampen, men for Krarup er der intet identitetsskabende ved arbejde. Det er blot et spørgsmål om at producere de livsfornødenheder, som mennesker har brug for.

”… men det eneste, man tilsyneladende ikke interesserede sig for under denne idelige beskæftigelse med arbejdets problematik, det er at få arbejdet gjort. Og hvorfor skal man også arbejde, når arbejdet gøres for selvets og ikke for udbyttets skyld? Den, der definerer arbejdet som en selvskabende proces, han er naturligvis så optaget af at skabe sig, at han ikke også kan nå at arbejde. Og hvis han alligevel taler om arbejde, så mener han med arbejde en form for skaberi. Den af Karl Marx skitserede opfattelse af arbejdet er ensbetydende med en ophævelse af det daglige arbejde under forsøget på at realisere menneskets identitet igennem det.” (Om at ofre sig for menneskeheden og ofre menneskene, side 81, 1969)

Kapitalismen er arbejderklassen og dermed marxismens fjende, og intet er mere forhadt end pengenes symbolske og reelle magt i et kapitalistisk samfund.

”Herregud, et middel – papir og nikkel og tin. Hvordan skulle disse metaller kunne ophæve nogen menneskelighed, endda den oprindelige? Svaret er jo, at marxismen først gør mennesket til et produkt af samfundsforholdene og dernæst gør samfundet til et produkt af økonomien. Således bliver private penge til en fordærvsmagt. Og således bliver den private ejendomsret til fordærvelsens midtpunkt. Det er moderne djævletro.” (Den politiske syge, side 89, 1979)

Den danske kulturradikalisme var fredelig og ukrigerisk, men det var deres marxistiske arvtagere fra 68 ikke. De slap kaos og terror løs i ideologiens navn.

”For ny-marxismen er i nær forbindelse med kulturradikalismen, kun en mere militant og hensynsløs udgave af den abstrakte ideologi, hvor det klasseløse samfund er livets mål og mening, og som bl.a. blekingegadebandens historie viser, kan dette klasseløse samfund antage global karakter og handle om at ødelægge en dansk virkelighed med ideen om den tredje verden og dens undertrykte masser. Blekingegadebanden førte som bekendt krig mod det, man kaldte den vestlige verdens imperialisme, og hvor ingen forbrydelse var for grov, når det gjaldt denne krig, drab og mishandling af enhver art, og Blekingegadebanden delte ideologi med Tvind og det meste af kulturrevolutionen, som nu hjernevaskede en hel generation.” (National værnepligt, side 20, 2009)

Men ungdomsoprøret havde også en anden retning. Det var blomsterbørnene, som søgte fri livsudfoldelse i god tråd med Brandes’ fornægtelse af kristendommens ord om menneskets syndighed og forpligtigelse overfor sin næste.

”Den anden del af kulturrevolutionen var den, der havde tilknytning til ’blomsterbørnene’ og havde et kraftigt islæt af hash og stoffer og fri, hæmningsløs udfoldelse – hvilket dog ikke forhindrede, at dens meninger altid forstod at være i overensstemmelse med den politiske, marxistiske korrekthed.” (I min levetid, 148, 1998)

Selvom man søger selvudfoldelse i fællesskab, er det blot ren selvoptagethed.

”Troen på oplevelsen er gældende og sakrosant. At vende ryggen til samfundet og koncentrere sig om sine indre fornemmelser er blevet det herskende løsen. Oplevelse – det er overhovedet sagen. Det er fordi man føler sine oplevelsesmuligheder reduceret af det moderne samfund, man vil gøre oprør imod det; det er for at opleve livet mere intenst, man suspenderer de gældende normer; det er for oplevelsens skyld, man siger et afgjort nej til fortiden og fædrene. Og for at udvide sit oplevelsesfelt hengiver man sig til narkotika og euforiserende stoffer, og for at støde frem til ukendte oplevelser går man i grupper og dyrker gruppeaktivitet som storfamilie og gruppesex. Oplevelse er blevet salt og sandhed. På oplevelsens vinger vil man hæve sig til den syvende himmel.” (Den danske dagligdag, side 82, 1973) 

Blomsterbørnene svævede af sted på deres vinger.

”I al utopi ligger der en virkelighedsflugt, en længsel efter det abstrakte, det ikke-eksisterende og ikke-forpligtende, som kan fortrænge eksistensens og pligtens virkelighed. For virkeligheden er jo belastende. Virkeligheden stiller krav og drager grænser og holder mennesket fast på at være denne bestemte person med denne bestemte næste i denne bestemte historie, og det er jo meget nemmere og meget rarere at kunne sværme frit og uhindret over tid og sted og næste dyrkende sin grænseløse idé og drømmende om en tilværelse, hvor alt er muligt. Utopia – stedet, som ikke er. Men at være menneske er netop at have et sted.” (Virkelighed og utopi, side 27, 2005)

Livet er pligter pålagt af Gud og ikke til for menneskets egen fornøjelse.

”Livet handler ikke om, hvad jeg har lyst til og hvor mange ’oplevelser’, jeg kan opnå. Livet handler om, hvad jeg skal – i tro på Gud at være dette givne liv på dette sted tro.” (Systemskiftet, side 20, 2006)

Mennesket er nemlig ikke frit.

”… man kan tænke alt, men man kan ikke derfor gøre alt. Tanken er fri i den forstand, at der er ingen grænser for tankens vandring, men hvis man derfor mener, at der ikke er grænser for den tænkendes liv og virksomhed, så er man i løgnen og virkelighedsforfalskningen.” (National værnepligt, side 15, 2009)

Et af de ting, som fulgte med ungdomsoprøret, var nye former for pædagogik, der blev indført i skoler og børnehaver og universiteter, og Krarup ser folkeskolen gå i forfald med indførslen af den nye pædagogik. Denne demokratiske pædagogik blev beskrevet i den såkaldt ’Blå betænkning’ fra undervisningsministeriet i 70’erne, hvor blev udpeget nogle værdibegreber.

”Hvad der i forfatningskampen var et krav om borgerlig myndighed og politisk medbestemmelsesret, er i de sidste menneskealdre blevet et spørgsmål om en kvalificeret menneskelig holdning. At være demokratisk er i dag at være på en bestemt måde. Demokratiet har forbundet sig med en række værdibegreber, af hvilke de vigtigste hedder harmoni, tolerance, åbenhed, fordomsfrihed, menneskelighed, og konsekvensen er, at demokrati i sig selv er blevet værdibegrebet. Det skal praktiseres i skolen, på arbejdspladsen i familielivet.” (Demokratisme, side 11, 1968)

Det er ideologien, der trænger ind i uddannelsessystemet, og som fortrænger den kristne, danske folkeskole.

”For her blev skolens opgave gjort klart ideologisk i modsætning til tidligere, hvor opgaven var kundskabstilegnelse, og hvor kristendommen som skolens udgangspunkt viste ideologierne på porten ved at vise skolen hen til at være sit folk og sit sted tro.” (I min levetid, side 104-105, 1998)

Ideologiernes mål er at opdrage børnene i en bestemt tankegang og holdning, mens forholdet imellem skole, lære og elev førhen handlede om, at eleverne skulle kunne deres lektier.

”Jamen en lærer har vel også noget forud for sine elever? Ja, han har sin større faglige viden. Det er derfor, undervisningssituationen skal dreje sig om det eksakte stof. Hvor stoffet er sagen imellem lærer og elev, er der mulighed for en renfærdig skole. Også i en sådan skole vil gensidig påvirkning naturligvis finde sted, men påvirkningen er ikke autoriseret. Den følger af, at mennesker lever med hinanden. Den er ikke meningen med skolen. Den opstår i situationen. Den er ikke sat i system som de ’sande’ menneskers op-dragelse af de ’urealiserede’. Som gældende pædagogisk princip er der grund til at knæsætte, hvad den sorte skole sagde til sine elever: at de skulle kunne deres lektie.”  (Den hellige hensigt, side 34, 1969)  

Krarups mindes sin skolegang som en god tid, selvom eleverne i drengeklasserne blev korporligt afstraffet.

”… vi trivedes fortræffeligt med denne inddeling. Der var en god, kontant og kammeratlig ånd i en sådan drengeklasse, også selv om vi var mere end 30 drenge i klassen. Hvis det var robust, så var det en renfærdig, ukrukket robusthed, og hvis der var tale om for megen robusthed over for de svagere, greb disciplinens opretholder, klasselærer og gårdvagt, lige så kontant ind. Dengang havde man jo ikke frataget skolens udøvende myndighed disciplinarmidlerne. Det betød, at magten lå hos lærerne, ikke hos de stærkeste elever. Således fandt også de svage beskyttelse. Vi 32 drenge i C-klassen savnede ikke piger. Vi trivedes sammen i fælles optagethed af fodbold og svømning – i sommerhalvåret badede vi i gymnastiktimerne på Amager Helgoland – og gemytlige slagsmål og drillerier. Kontant afregning og gode venner bagefter.” (I min levetid, side 81, 1998)

Desuden fandt Krarup adskillelsen af drenge og piger helt naturlig.

”Jeg husker, at da jeg i 1950 kom i første mellem på Christianshavns gymnasium, hvor drenge og piger gik sammen, følte jeg mig somme tider generet af den mere kokette, bevidste atmosfære, som da herskede. Skæg for sig og snot for sig. Fodbold for sig og tøjmode for sig. Hvem andre end ligheds-ideologerne har haft ondt af opdelingen i drenge- og pigeklasser?” (I min levetid, side 81, 1998)

Ulykken i den nye pædagogik ligger især i, at autoriteterne blev afskaffet, og det betød, at en hel generation af unge mennesker fik frie tøjler, uden de ældre turde gribe ind.

”Opdragergenerationen var derfor blevet usikker. Turde den være autoritær? Turde den gøre sig til autoritet – hvad enhver opdrager naturligvis skal – og sige, hvad der er rigtigt og forkert? Og turde den stå fast på det? Så var det nemmere at kaste ansvaret og myndigheden fra sig og sige, klagende og måske hovedrystende: Sådan vil de unge jo ha’ det! Og så lod man de unge bestemme (…) Ungdommen, der har ret, fordi den er ung. Ungdomsdyrkelse. Selvdyrkelse. Ungdom som et argument i sig selv” (I min levetid, side 119, 1998)

Krarup har med sin kristne bevidsthed om mennesket som synder ikke meget tilovers for den nye pædagogiks målsætning om at forme børnene som frie, harmoniske og sociale væsner.

”Forudsætningen for systematisk terapi er imidlertid en absolut værdinorm, ud fra hvilken terapien kan drives, og en sådan er derfor også demokratismen i besiddelse af: det er troen på mennesket som et i sig selv godt, harmonisk og socialt væsen.” (Demokratisme, side 11, 1968)

Bag de smukke hensigter ligger et system, der ensretter børn og unge. Og de, som står for ensretningen, har ikke indset, hvad de selv gør.

”At hjælpen ganske vist kommer til at bestå i en censurerende og regulerende behandling, anfægter ikke de hjælpsomme. De er i stand til at bedrage også sig selv og tro, at magten som sådan ikke interesserer dem. At den vil bringe deres medmennesker i totalt afhængighedsforhold til dem og gøre dem selv til menneskegartnere, der egenmægtigt poder én plante og beskærer en anden (…) Der er en atmosfære af kynisk menneskeforagt over denne menneskebehandling, som den bekymrede overflade ikke helt er i stand til at dække.” (Demokratisme, side 56, 1968)

Hvor forældrene giver op, tager pædagoger og psykologer over.

”Og da de færreste forældre kan honorere denne forældrepligt fuldt ud, må psykologerne træde hjælpende til og give dem råd og bistand med opdragelsen. De ved jo bedre. Det er unægtelig et tungt ansvar for et par forældre, om de ved en forkert opdragelse skulle gøre deres barn til et neurotisk og ulykkeligt væsen i stedet for til et frit og harmonisk menneske, og ansigt til ansigt med en sådan risiko er det ikke uforståeligt, at de går til sagkundskaben. (Demokratisme, side 55, 1968)

Den nye pædagogik havde som sit formål at skabe frie mennesker, men hvad den i praksis gjorde, var det stik modsatte.

”Men faktisk er det friheden til at tage ansvaret for sine egne handlinger, der fratages dem, som udsættes for de bedrevidendes behandling, og måske var denne frihed værd at forsvare. Måske er det på sin plads at understrege, at det ikke er samfundets sag at frelse os, fordi samfundet ikke har anden sag end at få samfundsmaskineriet til at fungere. Måske var det på sin plads at fastholde retten til at gå fortabt.” (Den hellige hensigt, side 14, 1969)

Mennesket fratages sit ansvar og gøres til et dyr.

”Hvor skylden på denne måde bliver taget fra et menneske i den sociale hjælpsomheds navn, dér forsvinder øjeblikkeligt også friheden og selvstændigheden, og tilbage sidder et væsen, der i grunden mest ligner et dyr: det kan ikke gøre for noget, men trasker passivt og umyndiggjort ind i stalden og op i den bås, som de sociale hjælpere har bygget til det. Så er problemerne måske afskaffet. Så er angsten måske også fjernet. En tremmekalv har jo en problemfri tilværelse. Men menneskeligheden er også væk, for forskellen på et dyr og et menneske er just skylden, er ansvarligheden, er menneskets bevidsthed om, at det kan selv gøre for det.” (Fordringen, side 13, 1982)

Værst af alt kalder pædagoger og psykologer deres opdragelse og ensretning for videnskab.

”Ingen videnskab vil nemlig være i stand til at udtale sig længere end til dens undersøgelsers forskellige resultater; forsøger videnskabsmanden fra disse enkeltudsagn at bevæge sig til en syntese, har han forladt den videnskabelige grund og bevæget sig ind på den metafysiske – hvilken bevægelse demokratiet har foretaget i sin opfattelse af mennesket. Demokratismen er derfor et religiøst fænomen. Den bygger på en trosakt.” (Demokratisme, side 11-12, 1968)

Her afviser Krarup de humanistiske og sociologiske videnskaber. I virkeligheden var talen om videnskab blot et skalkeskjul til at kue sine modstandere, som opdragerne udnyttede.

”Og dens terapi er følgelig af samme art som middelalderens kætterjagt, hvor kirken brændte de ugudelige for de ugudeliges egen skyld (…) Det er ret beset en barmhjertighedsgerning. Og at de behandlede protesterer, når flammerne slikker deres fødder og terapeuterne driver deres behandling, skyldes naturligvis kun, at de endnu ikke har nået deres bestemmelse, hvorfor protesterne gør bålet og behandlingen endnu mere påkrævet.” (Demokratisme, side 12, 1968)

PH og ungdomsoprørets ny-marxister, var i virkeligheden en fortaler for ensretning og diktatur ligesom nazismen. Det var to ideologier, der begge ønskede den totale magt, og som sådanne er den ene ideologi ligeså skidt som den anden.

”Og vi sagde til os selv, at vi var ved at begribe, hvordan nazismen havde kunnet erobre Tyskland og tyskerne. Vi måtte videre spørge os selv, om den mon ville have manglet tilhængere i Danmark, hvis Hitler havde vundet krigen. Kunne alle disse bevidstgjorte ikke lige så godt have antaget den nazistiske som den marxistiske ideologi?” (Den politiske syge, side 76, 1979)

Ungdomsoprøret i 1968 medførte også en voldsom modstand mod USA’s krig mod Nordvietnam. Men for Krarup var USA’s deltagelse i krigen blot hjælp til en allieret, Sydvietnam, imod den kommunistiske blok.

”Få år efter var freden brudt, for Ho Chi Minh ville erobre hele landet, og den nordvietnamesiske hær samt en kommunistisk guerilla i Sydvietnam ved navn Vietcong søgte at løbe Sydvietnam over ende. Ikke andre end USA kunne hjælpe det betrængte land. Og USA gjorde det med samme redebonhed som den, hvormed man tidligere havde hjulpet Europa mod Hitler og Sydkorea mod Nordkorea. Men det er vanskeligt at vinde sejr i en guerillakrig. Det er særlig vanskeligt, når krigen udkæmpes i jungler og sumpe, hvor enhver bonde på et sekund kan forvandle sig til en soldat. USA begyndte at pumpe ikke blot penge og våben, men også amerikanske soldater ind i Sydvietnam, og i løbet af nogle få år befandt en stor amerikansk hær sig i dette dampende, uoverskuelige område.” (I min levetid, side 141, 1998)

USA’s bidrog til Sydvietnams krig, mens det venstreorienterede ungdomsoprør blev det kommunismens allierede.

”Vi blev overfodret i fjernsyn, radio og aviser med unge herrer og damer fra studenteroprøret, hvis interessante udfoldelser på universitetet og foran den amerikanske ambassade vi ustandseligt skulle have påtvunget, og hvem vi atter og atter så stille sig frem for at præsentere deres retfærdige krav. En trættende overfodring af en kvalmende selvoptagethed.” (I min levetid, side 154, 1998) 

Presse og medier blev forført af Nordvietnamesisk propaganda.

”I større format (…) har vi set pressens uansvarlighed i dens behandling af Vietnamkrigen. Her var sensationshungeren og skandaliseringstrangen enerådende – ikke mindst i USA. Intet hensyn til sandheden, endsige demokratiets beståen, holdt pressen tilbage. Som glubske ulve kastede den sig over alt, hvad der kunne pirre sindet og ophidse instinkterne, og resultatet var, at den i virkeligheden stillede sig til rådighed for Nordvietnams totalitære propaganda, som da også vidste at spille behændigt på den vestlige presse. Løgn blev gjort til sandhed, og sandhed til løgn. Diktaturet blev kaldt for frihed, mens USAs krig for Sydvietnams frihed fra Hanois diktatur blev kaldt krigsforbrydelse og imperialisme. På denne måde forførte pressen offentligheden. Vietnam-demonstrationerne var en konsekvens af pressens hetz mod de demokratiske lande. Befolkningerne blev bragt i oprør. Så måtte USA trække sig ud af Sydvietnam. Og så gled vietnameserne hjælpeløst ind i den totalitære koncentrationslejr, hvor de har siddet siden.” (I virkeligheden, side 66-67, 1986)   

Med modstanden mod vietnamkrigen blev der skabt en fredsbevægelse i den vestlige verden, som var en ren pest.

”I disse år spredtes fredsbevægelsernes propaganda som en virus, der angreb det svækkede immunforsvar, og svækkelsen hang sammen med skrækvisionerne vedrørende atomvåben. Det var jo ikke vanskeligt at udmale en atomkrigs rædsler. Det var heller ikke vanskeligt at påvirke svage sjæle med disse rædsler og få dem til at gå i panik, hvor de slap alt for at løbe skrigende bort.”  (I min levetid, side 217, 1998)

Mens fredsbevægelserne så oprustningen med atomvåben imellem USA og Sovjet som en trussel, mener Krarup, at truslen om atomkrig sikrede freden.

”Hvem husker ikke, hvordan atomtruslen i 1980’erne blev brugt til at skræmme danskerne i et musehul, og hvor den, der søgte ørenlyd for omtanke og nøgternhed, blev stemplet som ufølsom og umenneskelig af skingre fredsmænd og -kvinder, der sang ’mange, lange, bange sange’. På trods af, at det jo viste sig, at netop atomtruslen var den fredsskabende faktor, der til sidst endda førte til den totalitære kommunismes sammenbrud.” (Kristendom og danskhed, side 150, 2001)

I 80’erne førte Danmark den såkaldte ’fodnotepolitik,’ der blandt andet betød, at vi ikke ville have atomvåben på dansk territorium.

”Deraf begrebet ’danmarkisering.’ Det er betegnelsen for et folk, der er blevet æreløst, og som derfor lever på nas og ikke gider ofre noget for at bevare sin frihed, men lader fem være lige i håbet om, at andre vil klare den sag for os. Den nuværende danske forsvarspolitik synes mig et monument over denne folkelige ligegyldighed. Man besmykker den naturligvis med fagre ord om fred og om afsky for krigens såkaldte ’tåbelighed’, men realiteten er, at man finder sin egen selvstændighed ligegyldig, fordi man lever et liv, i hvilket alt er blevet ligegyldigt. Og ikke en gang udlandets foragt kan få os til at krympe os.” (Fordringen, side 10-11, 1982)

I al elendigheden, der fulgte ungdomsoprøret 68, ser Krarup dog et håb. Det er Mogens Glistrup og hans parti, Fremskridtsparti, der stormede ind i Folketinget i 1973 med løftet om afskaffelse af indkomstskatten. Men det var ikke det vigtige for Krarup. For ham var Glistrups sejr en sejr for den menige dansker, der blev undertrykt af ungdomsoprøret. Glistrups kamp var en forlængelse af modstandskampen.

”Jeg kan ikke lade være med at hæfte mig ved Glistrups sprogbrug i de 114 sekunder i TV. Han paralleliserer sin kamp mod indkomstskatten med modstandsbevægelsen. Og han kalder det ’et fædrelandsnyttigt job’ at lade være med at betale skat og forsyne politikerne med midler til landets ødelæggelse. Er sproget mon tilfældigt? I en intens situation, hvor munden løber over med, hvad hjertet er fuldt af? Jeg forstår Glistrup som båret af moralsk indignation, og jeg opfatter indignationen som udsprunget af den nationale ansvarlighed, besættelsestiden havde opdraget også ham i.” (I min levetid, side 175, 1998)

Mogens Glistrup var en hård modstander af ungdomsoprørerne, men hans mål var at indføre et fuldstændig frit marked og give det enkelte menneske ret til fri selvudfoldelse. Der var ingen kristen forpligtigelse overfor sin næste i Glistrups og Fremskridtspartiets politik. Men for Krarup var Glistrup og Fremskridtspartiet en modrevolution mod ungdomsoprøret.

”Nye, festlige ord fødtes på hans læber i tale efter tale. Han udstrålede et humør, som danskerne elsker. Det sure har aldrig været dansk stil. Mogens Glistrup var en offentlig personlighed, som danskerne kunne lide, men hans forbløffende gennemslagskraft hang først og fremmest sammen med, at han udtrykte den folkelige danskheds protest imod 60’ernes ideologiske hovmod og herremandsmentalitet (…) Alle ville de ham til livs. Han var forhadt fra de konservative til venstresocialisterne. Men han var den danske befolknings talsmand, og derfor var han ikke blot i stand til at stable et politisk parti på benene med forbløffende hast, men frembragte også et politisk jordskælv ved folketingsvalget 4. december 1973, hvor det nystiftede Fremskridtsparti blev landets næststørste.” (I min levetid, side 175-176, 1998)

Efter anden verdenskrig, i 1956, blev grusomhederne under Stalins diktatur afsløret, men ungdomsoprørerne vendte sig mod andre kommunistiske lande for at finde nye idealer. Maos kulturrevolution i Kina blev hyldet. Det samme blev de røde khmerers regime i Cambodja, der endte i det værste folkedrab nogensinde, og den socialistiske revolutionshelt på Cuba, Che Guevara, blev et ikon for en hel generation. Ungdomsoprørerne havde intet lært.

”Revolutionære ideer om en ny menneskeslægt i en helt ny verden. Men hver gang har det vist sig at være løgn og djævelskab, og hver gang har der været et følgeskab af intellektuelle, som begejstrede sagde god for det hele og som står flade og flove tilbage og fremstammer: Jamen, vi vidste ikke… Nej, men så kunne I have holdt mund!”  (Den danske nødvendighed, side 107, 1994)

At ville give mennesket frihed, er for Krarup et forræderi. Ligeledes med ønsket om at ville forandre verden. Det er alt sammen blot afveje til helvede.

Krarup er svoren modstander af EU, da Danmarks deltagelse betyder, at vi igennem bindende aftaler med de andre europæiske medlemslande begrænser vores nationale suverænitet og Folketingets ret til at til at skrive landets love. Danmark er en lille nation, og vores stemme har kun ringe betydning i EU, hvor det er de store lande, Frankrig, Storbritanien, Tyskland, Italien og Spanien, der sætter dagsordenen. Ifølge Krarup er Danmarks selvstændighed en illusion.

”Tilsyneladende er ingenting ændret. Landet ligger i havet som før, markerne grønnes og gror, traktorerne kravler over bakkerne, og skibe står ud fra de danske havne med Dannebrog i agterstavnen og sejler penge hjem til statskassen som hidtil. Billedet er intakt. Men dog findes der i mange en voksende fornemmelse af, at det hele er blevet en illusion, og at dette billede ved første stød kan løbe sammen i tusind småstykker og falde fra hinanden som en bilrude efter stenslag. Den sammenbindende kraft er ganske stille opløst. Rammen er faldet af, og derefter hænger billedet af Danmark og danskerne kun sammen på skrømt.” (Fædreland og folkestyre, side 9, 1974)

Krarup har dog forståelse for, hvorfor Vesteuropa fandt det påtrængende at skabe et samarbejde efter anden verdenskrig, der skulle binde nationerne sammen og forhindre krig i fremtiden.

”Da Europa lå i ruiner efter Anden Verdenskrig, var tanken opstået om et europæisk samarbejde, og tanken vandt almindelig tilslutning, for den var indlysende. Fra at have været verdens midtpunkt var Vesteuropa jo blevet reduceret til en svag og afhængig afkrog, klemt af nyopdukkede stormagter, hærget af kulde, sult og fattigdom; våbenraslen fra Øst skræmte yderligere de svækkede lande sammen, og ud fra en uundgåelig erkendelse af, at man var alle i samme båd, tog det europæiske samarbejde sin begyndelse i de første efterkrigsår.” (Fædreland og folkestyre, side 117-118, 1974)

Europa var blevet hærget af mange krige i det foregående århundrede, så gamle fjender skulle finde sammen. Alligevel lykkedes det at skabe et europæisk samarbejde.

”Heraf blev de europæiske samarbejdsbestræbelser til. De var så indlysende som noget kunne være i den forstemmende efterkrigstid. De kunne ikke møde modstand hos nogen i Europa, højst de kommunister, der parerede ordre fra Moskva og spekulerede i Europas splittelse og afmagt. Men afgørende for udviklingen blev det, hvilken form for samarbejde i Europa, der blev tale om.” (I min levetid, side 158, 1998)

Hvilket samarbejde? Et samarbejde mellem frie nationalstater, eller en sammensmeltning af Europas lande og folk? Krarup mener, det drejer sig om det sidste og endda langt mere end det.

”Tilsyneladende et politisk spørgsmål. Men jo i virkeligheden et folkeligt, kulturelt, ja teologisk spørgsmål, fordi baggrunden for Romtraktaten ubestrideligt var ideen om eet, forenet Europa, der ’uden ophør gøres stadigt snævrere’, som det hedder i Romtraktatens forord, og hvis realitet derfor var en tilbagevenden til Europa før reformationen, til det ene, hellige, katolske Europa, hvorfor det var sagligt rigtigt, når dette Europas grundlov hed Romtraktaten. Var Danmarks deltagelse i et sådant Europa ønskelig?” (Dansk kultur, side 64, 1993)

Krarup beskriver, hvordan det vil gå Europas nationalstater.

”Dette er formålet. Og så er der jo ikke noget at tage fejl af, for dette er ikke økonomi, ikke handel, ikke praktiske foranstaltninger, men det er forsøget på at skabe Europas forenede Stater, hvor de europæiske lande og folk kommes i en stor smeltegryde for således at omskabes til nye mennesker i en overnational statsdannelse.” (I min levetid, side 161, 1998)

Fra tilhængere af EU er det ofte blevet påpeget, at unionen udelukkende er politisk og økonomisk, og at dansk sprog og kultur kun vil forsvinde, hvis vi selv glemmer den.

”Vi er alle lige meget danske, når vi bor i Danmark, og skal den danske stat udslettes med beroligende henvisning til, at danskhed er et særpræg, de særprægede er i stand til at dyrke uden landegrænser, så er danskheden ved at blive en form for religiøsitet, der enten dyrkes i et nationalt tempel eller udstilles på et frilandsmuseum. Så bliver de bevidste til de omvendte, hvor omvendelsen er blevet et spørgsmål om en særlig bevidsthed, og så går det som omkring missionshusene: de omvendte afsondrer sig, og resten kan satan tage.” (I min levetid, side 163, 1998)

Men for Krarup er Danmark ikke bare en virksomhed, der skal give overskud. Danmark er mere end det.

”Men hidtil havde Danmark for danskerne ikke været en forretning, men deres fædreland. Derfor havde de døjet dårlige tider, store anstrengelser og endda krig for Danmarks skyld. I 1813 var landet gået fallit. Men folket havde ikke af den grund nedlagt det (…) At tilstanden var urentabel og upraktisk, var ikke nogen begrundelse for at lukke butikken. Det drejede sig om andet end indtjening. Viljen til at bære landet videre var stærkere end forretningssansen.” (Fædreland og folkestyre, side 127, 1974)

Nulevende danskere har fået Danmark som en gave, en arv, og det er vores pligt at bevare den og give den videre til kommende generationer. Men den 2. oktober 1972 stemte et lille flertal ja til, at Danmark skulle indtræde i EF.

”… Danmark er mere end os. Danmark er ikke bare os, men også vore forfædres og vore efterkommeres ejendom. Med 2. oktober har vi tiltaget os en egenmægtighed, der er foragt for såvel vore fædre som vore børn, og om ikke andet skal Danmarkshistorien være vores dårlige samvittighed og minde os om, hvad vi har gjort.” (Fædreland og folkestyre, side 30, 1974)

Krarup sætter et skel imellem det danske samfunds interesser og Danmarks og danskernes interesse.

”Målestokken var tydeligvis en henvisning til helhedens interesse. Men hvilken helhed? Der kunne være tale om to: landets eller samfundets. De to synes sammenfaldende, men behøver dog ikke at være det, for en samfundsmæssig interesse kan være overnational, hvor landets interesse ikke kan være andet end national. For den, hvem samfundsinteressen er sagen, vil landegrænsen kunne være en bagatel, der rettelig bør slettes til fordel for et større og mere effektivt samfund. Men for den, hvem landets interesse er sagen, er landegrænsen en nødvendig ramme og et forpligtende bånd.” (Selvbesindelse, side 131, 1976)

Hele det etablerede Danmark anbefalede at stemme ja i 1972, men der var mange menige danskere, der var imod dansk medlemskab af EF.

”Det var virkelig det officielle og magtfulde, for så vidt professionelle Danmark imod amatørerne, alle dem, der ikke havde tilknytning til et parti eller en organisation, men frygtede for Danmarks fremtid uden dansk selvbestemmelsesret. Folketingets partier minus SF var tilhængere, erhvervsliv og fagforeninger var tilhængere, næsten hele pressen var tilhænger. Overmagten var overvældende.” (I min levetid, side 166, 1998)

Med modstanden mod EF følger en folkelig opvågning, hvor danskerne blev bevidste om deres nationale identitet. Centrum for denne folkelige modstand blev Folkebevægelsen mod EF.

”… Folkebevægelsen selv var ikke i tvivl om, at den repræsenterede en spontan, folkelig rejsning. I lokalafdeling efter lokalafdeling arbejdede almindelige danske borgere sammen uden hensyntagen til stand eller partipolitisk opfattelse. Ungdommen var fremtrædende. Skoleelever gik med løbesedler og brochurer. Der var alle steder fordelingsgrupper med unge ben til trapper og opgange. Men der var også ældre kvinder til at skrive uden på konvolutter, og arbejdere og landmænd til at give en hånd med ved møder og organisation, og akademikere, handlende og studerende til at forfatte tekster, spytte i bøssen og gøre sig nyttig, hvor det skønnedes fornødent. Det var en folke-bevægelse. Og det viste sig mest derved, at de gamle symboler på det folkelige fællesskab fik mening igen. Man kunne bruge det danske flag uden at blive rød i hovedet. Ved Folkebevægelsens arrangementer sang man fædrelandssange, og situationen gav deres ord indhold og vægt. Meget, som var blevet kaldt for romantik eller regnet for historie, meldte sig med virkelighedens præg, fordi historien fik kød og blod under nutidens trussel.” (Fædreland og folkestyre, side 144-145, 1974)

Krarup sammenligner modstanden mod EF med modstandskampens nej til samarbejdet med den tyske besættelsesmagt.

”Besættelsestiden har altid været nærværende i min bevidsthed, og var dette ikke samarbejdspolitikerne om igen? Ligegyldighed med deres embede som danske politikere. Knæfaldet for ideologiske fraser på bekostning af national samvittighed og ansvarlighed. Det havde ofte vendt sig i mig, når jeg under striden måtte læse mig igennem EF-politikernes argumentation.” (I min levetid, side 171, 1998)

Politikerne løj under besættelsen, og det har de gjort siden.

”Politikernes fraser gled nu af befolkningen som vandet af en gås. Det var for så vidt ligesom i Østeuropa: folket havde fået nok. Hver gang var vi blevet fyldt med løgn. At EF kun var handel og økonomi. I 1972. At unionen var stendød. I 1986. Løgn havde det været, og nu ville danskerne ikke lade sig narre længere.” (I min levetid, side 274, 1998)

Til trods for modstanden mod EF eller EU stemte danskerne ja og ja og ja til alle aftaler om at udvide det europæiske samarbejde indtil 1992, hvor der for første gang blev stemt nej til Maastrichttraktaten, der skulle forvandle det Europæiske Fællesskab til den Europæiske Union. Danskerne sagde nej med et lille flertal. Derpå blev lavet et såkaldt nationalt kompromis, og fire danske undtagelser blev skrevet ind i traktaten. Dette sikrede et beskedent flertal ved afstemningen året efter den 18. maj 1993. Men det resulterede også i et voldsorgie på Nørrebro i København. Aktivister af forskellig venstreorienteret observans samledes på Sankt Hans Torv og tændte bål i de tilstødende gader og brød brosten op. Kampklædte betjente med hjelme, skjold, knipler og pistoler rykkede frem mod Sankt Hans Torv, men blev flere gange tvunget tilbage af den regn af brosten, som de voldelige aktivister sendte mod dem. Til sidst blev politibetjentenes situation så desperat, at de trak pistolerne og affyrede flere salver imod de stenkastende aktivister, og selv da de flygtede, blev der skudt mod dem. Seks blev alvorligt såret af skud. Krarup har sammenlignet modstanden mod EF eller EU med modstandskampen, men han har aldrig hyldet de stenkastende aktivister, de, som satte livet på spil for Danmark frihed.

Danske kvinder har i over et århundrede kæmpet for at få samme rettigheder som mænd. Denne kamp har haft mange navne, feminisme, ligestilling, blå- og rødstrømpebevægelse og kvindekamp.

Undervejs har ideen om, hvad det vil sige at være kvinde, og hvad der gør kvinder, til hvad de er, rykket sig mange gange. Krarup har som udgangspunkt ikke nogen fast ide om, hvad det vil sige at være kvinde.

”Jeg kender ingen kvindelig natur og skal derfor afholde mig fra at dømme om, hvem der står for det sandt kvindelige.” (Den danske dagligdag, side 62, 1973)

Samtidig har Krarup heller ikke nogen indvendinger imod ligestilling, så længe kvindekampen ikke udvikler sig i ideologisk retning.

”I sig selv er dette jo et anstændigt formål. Hvis en kvinde keder sig ved at arbejde i hjemmet, er det i sin orden, at hun kan tage arbejde uden for hjemmet på lige fod med manden. Der er efter min mening ingen principiel indvending mod en kvindesags kamp for økonomisk og social ligeret. Men afgørende er det rigtignok, at man lader den enkelte kvinde om at bestemme, hvordan hun vil være lige, og at man således undlader at binde talen om lighed til en lighedsideologi, alle kvinder har underordnet sig. Men denne udogmatiske og frie opfattelse af lighed har damesagen jo aldrig haft.” (Den danske dagligdag, side 66, 1973)

Vi er tilbage ved ungdomsoprøret, hvor veluddannede kvinder gik forrest i for lige rettigheder og friheder for mænd og kvinder. Men til trods for kvindekampen foretrak nogle kvinder rollen som husmor, og i denne kamp blev kvinder, som levede som traditionelle husmødre, angrebet.

”… det hang altså nøje sammen med, at den såkaldte kvindesag – jeg foretrækker at kalde den damesagen, fordi den ubestrideligt var næret og startet af overklassedamer, der skulle hævde sig – ikke havde haft held til at terrorisere kvinderne og give dem mindreværdsfølelse ved at være hjemmegående og drive dem ud af hjemmet og efterlade dette tomt og i stadig gennemtræk, udleveret til institutioner og pædagoger. Damesagen har altid været moderens og hjemmets argeste fjende. Damesagen har virkelig hadet den kvinde, der tog sig af sine nærmeste og gav sig hen for dem og derved gav de udearbejdende og selvrealiserende dårlig samvittighed. Denne dårlige samvittighed har skullet hævnes. Deraf den veritable ondskab i damesagens omtale af de hjemmegående. Deraf den stadige forfølgelse og udryddelseskrig imod dem.” (I min levetid, side 79, 1998)

Danske kvinders kamp for ligestilling blev gjort ideologisk. Krarup har ofte beskrevet ideologiens natur. 

”Damesagen er et manipulationsforetagende i den forstand, at den bygger på et metafysisk begreb om menneskelig lighed og værdighed, hvorefter de eksisterende kvinder og forhold altid vil have at rette sig. Den er et ægtefødt barn af en totalitær humanisme, udtryk for trangen til at beherske tilværelsen og medmennesket med ideen.” (Den danske dagligdag, side 64, 1973)

Damesagen er metafysik og religion, hvor de troende sidder inde med sandheden.

”Dens tale om, at kvindesag er menneskesag, er i så henseende karakteristisk. For mere selvretfærdigt kan jo ingen stille sig an end at gøre krav på at repræsentere både mennesket og menneskeligheden. Så er man lige ved at vokse ind i himlen. Og at indlade sig i debat med mulige modstandere er på denne baggrund en umulighed, for hvorledes kan man diskutere, hvad der er urørligt?” (Den danske dagligdag, side 64, 1973)

PH mente, at mennesket skulle uddannes til at være lykkeligt menneske. På samme måde blev hjemmegående husmødre også mistænkt, fordi de ikke havde uddannelse i at være koner og mødre.

”Hjemmearbejdende mødre har længe været en genstand for behandlernes foragt. Ingen anden befolkningsgruppe jagtes så ubønhørligt og nedvurderes så nådesløst. Den offentlige terror slår ind over hjemmet i form af den offentlige menings terrorisering af dem, der sætter pris på at være hjemme (…) Mødrene holdes frem som dem, der hverken har psykologisk, pædagogisk eller ideologisk kompetence, intet diplom, ingen uddannelse, intet andet end kærlighed til fællesskabet med deres familie.” (Forsvar for familien, side 62, 1977)

Krarup kender ingen kvindelig natur, men han mener dog, at mænd og kvinder lever under forskellige betingelser. Og det er et overgreb, hvis kvinder skal leve efter mændenes betingelser.

”At denne holdning udsprang af et mindreværdskompleks over for mændene og førte til en konkurrence på mændenes betingelser, havde damerne ikke blik for. At den samtidig måtte føre til et tyranni over for de kvinder, der ikke ønskede at konkurrere med mændene på mændenes betingelser, så man bort fra. Damesagen ønskede jo kvindernes frigørelse. Men at mange kvinder ikke ønskede frigørelse på damesagens vilkår, kunne og kan ikke akcepteres. De med damesagen uoverensstemmende kvinder kaldes forrædere mod deres eget køn, skønt jo dog forholdet lige så godt kan være det omvendte, at damesagen er et overgreb mod kvindekønnet.” (Den danske dagligdag, side 62, 1973)

Og hvis mænd tager del i husligt arbejde og opdragelse og omsorg for deres børn, udspringer det af et mindreværdskompleks overfor kvinderne, der får mændene ud i en ulige konkurrence på kvindernes betingelser. Desuden er det lykkedes med kvindekampen at få ophøjet ideologi til lovgivning.

”Den ny-marxistiske bølge fik alt, hvad den pegede på, strækkende sig fra bistandslov, skolelov, navnelov til lov om fælles forældremyndighed og ændring af myndighedsloven. Alt var til fals. Intet af det bestående syntes værd at forsvare. Det blev det i hvert fald ikke. Enhver erfaring, tradition og pietet blev kørt på lossepladsen. Tilbage sad et dansk folk, som måtte se sit hidtidige grundlag infamt kasseret og hver aften bivåne, hvordan TV hånede og spottede, hvad det levede på.” (Det tavse flertal, side 122, 1987)

Disse love gik i retning af afskaffelsen af familien.

”Hvornår kommer der en lov, som forbyder husmoderen at gå hjemme og tage sig af mand og børn? Hvornår bliver det lov, at børnene skal opdrages på institution for at blive tilstrækkeligt rodløse og egnede til manipulation og offentlig ensretning? Hvornår påbyder folketinget, at enhver skal skifte ægtefælle og familie hver syvende år? Det vil kun være en logisk forlængelse af den linie, man for længst er slået ind på. Hvornår bliver det tavse flertals anstændige og forpligtede menneskeliv simpelthen forbudt af de politiske magthavere, hvis totalitære tankegang møder så forstemmende ringe modstand?”(Det tavse flertal, side 133-134, 1987)

Kvindekampen har ikke blot gjort danskerne fattigere som mennesker, familier og som folk. Den har også gjort os økonomisk fattigere i kroner og ører.

”… til gengæld havde kvinderne mulighed for at vælge sig selv som kvinde og mor og hjemmets midtpunkt, og ikke blot manden og børnene nød uendelig godt af det, men også landet. Hvad har det nemlig ikke sparet Danmark for? Hvilke enorme udgifter kunne samfundet ikke slippe for, når kvinden ville være sin børns mor og sikre dem et hjem og et varmt og trygt voksested?” (I min levetid, side 78, 1998)   

Krarup kender ikke til nogen kvindelig natur, men kvinder står dog overfor valget om at vælge sig selv kvinder eller lade være. Men det, at vi fødes forskellige, betyder, at vi skal leve som ulige. Kvindekampens mål om økonomisk, juridisk, politisk og social ligestilling er derfor ideologi. Og der findes jo ingen så giftig slange som ideologien, der som slangen i paradisets have forførte Eva til at spise frugter fra kundskabens træ. Til sidst synger Krarup en lille hyldest til husmoderen.

”Hvilken lykke at have sin mor hjemme! Hvilken lykke at have et hjem, der satte én i stand til at gå med godt mod ud i verden!” (I min levetid, side 79, 1998)

Krarup har som beskrevet udråbt kvindekampen til at være et overgreb på og et angreb mod kvinderne og familien, og familien og ægteskabet er en af Gud og kristendommen indstiftet forordning.

”Er der andet svar end Bibelens: det er ikke godt for mennesket at være ene. Ikke tilfældigt er det kristendommen, vi kommer tilbage til, når vi vil besinde os på familiens selvfølgelighed, for det er i den kristne forkyndelse, at mennesket bliver forstået som et timeligt, historisk og med sin næste forbundet væsen. At være menneske er simpelt hen at leve i bindinger. Menneskets lod og også lykke er at blive forbundet med næsten og at være ejet af andre end sig selv. Ja, vi mennesket lever for at blive bundet. Det kalder vi at leve i kærlighed (…) Kærlighedens væsen er bundethedens. Den ubundne er den kærlighedsløse. Men kærligheden vælger vi ikke selv. I så fald var den et andet ord for lune og egocentricitet. Men kærligheden vælger os, og ingen kærlighed vælger os så stærkt og bindende som den, vi fødes ind i – først og fremmest kærligheden mellem forældre og børn.” (I virkeligheden, side 85-86, 1986)

Frihed er kærlighedens modsætning, og derfor er det frie menneske ulykkeligt. Ungdomsoprørets mål var blandt andet retten til et frit sex- og kærlighedsliv. Begrebet ’åbent parforhold’ opstod, som betød, at en mand og en kvinde i et ægteskab kunne have seksuelle forhold med andre end deres ægtefælle. Krarup giver et eksempel på dette.

”I et tredje af landets mest tyndbenede ugeblade var der på samme tid en artikel vedrørende det delikate spørgsmål, om en kone med mandens viden kunne have seksuelt forhold til andre end sin mand. Det skete i form af en samtale med et fynsk ægtepar, og her herskede der den mest udstrakte tolerance. I begyndelsen havde manden rigtignok været bestyrtet over sin kones lyst til at søge seng med andre end ham, men så havde han sagt til sig selv, at det var jo kun så naturligt. Han ejede ikke sin kone, fordi han var gift med hende, og hvis begæret kom over hende i andre mænds selskab, var det småligt af ham, om han forbød hende at tilfredsstille det. Og hun forsikrede journalisten, at det for hende kun svarede til at spise middag på en restaurant, for jeg elsker min mand…” (Den danske dagligdag, side 68-69, 1973)

Det åbne parforhold er falsk og ulykkeligt, og det bærer straffen i sig selv at leve i et sådant. Krarup går langt i forsvaret af ægteskabet.

”På nogenlunde samme tid som disse tolerante bekendelser fra det ægteskabelige overdrev nåede til offentlighedens kundskab, faldt der dom i en mordsag. Det var en yngre mand i en jydsk provinsby, der havde myrdet sin kone, og motivet var jalousi. Hun havde nogen tid forinden fortalt ham, at hun var blevet forelsket i en anden, og nu ville hun forlade ham. Han havde forsøgt at få hende til at skifte sind og tryglet hende om at blive hos sig og deres mindreårige barn, men hun stod fast på sin hensigt – og så havde han en nat dræbt hende med en kniv og meldt sig til politiet. Af hans udtalelser under forhørene fremgik det, at han havde været så forelsket i sin kone, at han ikke kunne udholde tanken om, at hun ville flytte sammen med en anden. Han sagde for resten ikke meget, men virkede som en mand, der havde taget sin beslutning, og som var rede til at bære følgerne: han ønskede ikke at informere offentligheden om sine private anliggender. Men af den forklaring, han var nødt til at afgive, blev det klart, at han havde hellere villet dræbe den kone, han elskede, end at se hende i armene på en anden. Han fik vist nok ti års fængsel. Og han fortjente naturligvis straffen, for han havde myrdet et menneske. Men samtidig fortjener han respekt for det tiltrængte notabene, han satte ved nutidens mondæne og forløjede snak om ægteskabet. For ham var tingene ikke pjat. For ham havde de mening og form. Af omstændighederne blev han derfor drevet ind i tragedie, men langt hellere konflikt og konsekvens end den kvalmende snak om ’tolerance’, der anvendt på denne måde blot er et andet ord for menneskelig opløsthed og ligegladhed.” (Den danske dagligdag, side 69-70, 1973)

Hellere konflikt, konsekvens og hustrudrab end kvalmende tolerance. Selv små afvigelser fra det traditionelle, kristne ægteskab er Krarup imod, som for eksempel navneloven.

”Sådanne tankegange synes at have været fremherskende blandt dem, der har arbejdet med at lave en ny navnelov, og det resultat, der træder i kraft 1. april 1982, svarer til tankegangen. Her er det hele virkelig blevet ligemeget. Navnet er gjort til en privat opfindelse, som man skalter og valter med efter forgodtbefindende, og søskende kan da have hver sit efternavn, ægtefæller hedde noget helt forskelligt, far og søn, mor og datter: det er ligemeget. Smørblomst, dugdråbe eller Tarzan. Hvad er et menneskes navn andet end en tilfældig lyd i blæsten?” (I virkeligheden, side 87, 1986)

Slægtsnavnet er en gave, som mennesket skal forvalte på vegne af tidligere og kommende generationer.

”Det viser sig tydeligt derved, at begrebet slægtsnavn forsvinder og erstattes af begrebet efternavn. Et slægtsnavn taler nemlig om en historisk og dermed forpligtende sammenhæng. Via sit slægtsnavn er man et led af sin slægt, og således siger navnet én, at man ikke selv vælger sammenhæng og udgangspunkt og virkelighed. Jeg er! For i kraft af min fødsel af disse forældre er jeg noget bestemt, en historisk skabning, et væsen med forudsætninger og fortid, og denne elementære, givne menneskelighed holder slægtsnavnet mig fast på. Et efternavn derimod, det er kun et navn, der kommer efter. Fornavn, mellemnavn og efternavn. Det er den nye navnelovs betegnelser. Ligegyldige tal på en række. Ahistoriske og uforpligtende betegnelser for et på øjeblikkelige stemninger drivende væsen. Uden sammenhæng og vægt.” (I virkeligheden, side 88, 1986)

Navneloven, som giver mennesker ret til selv at vælge deres navn og vælge deres børns navne, er blot et udtryk for ligegyldighed.

”Familien kan i navnemæssig henseende være så spraglet som et kludetæppe. Ingen må hæmmes eller standses, for alle skal være lige. Og naturligvis bestemmer den nye navnelov også, at ægtefæller får forskelligt efternavn, medmindre de udtrykkeligt kræver at have et fælles navn…” (I virkeligheden, side 89, 1986)

Der skal blot en lille frihed til, før bånd imellem mennesker brydes. Forskellige efternavne er en opløsning af kærligheden imellem ægtefolk og deres børn.

Ligesom ungdomsoprøret og kulturradikalismen ifølge Krarup har lagt husmødre for had og søgt at afskaffe og opløse ægteskabet, så skal selve familien også ødelægges. Først giver Krarup sin egen definition af, hvad en familie er.

”Hvad er en familie? Det er far og mor og børn. Det er een og to og tre generationer i samme båd. Det er fællesskabet på forhånd. I familien har man hjemme, for hjemmet er et andet ord for at være sat i samhørighed med sine nærmeste. Det er tryghed og tillid og fortrolighed. Det er overbærenhed og sammenhold som noget selvfølgeligt. Det er at være bundet af bånd, man ikke selv har knyttet, og at være forpligtet af en solidaritet, man ikke selv har valgt.” (Forsvar for familien, side 9, 1977)

Ud over solidariteten og samhørigheden vil Krarup ikke sige noget om, hvordan en familie skal være indrettet.

”Jeg kommer ikke med nogen opskrift på, hvordan den rette familie ser ud, for det er altid den enkelte families afgørelse.” (Søren Krarup, side 73, 1988)

Men familien er et fristed, hvor man kan lukke sig inde og være sig selv.

”Men der er en dør, bag hvilken de har hjemme, og når de har lukket døren bag sig, er de blandt deres egne og kan hvile ud og være sig selv uden forstillelse eller præstationer. Her bliver man slet og ret accepteret. Hvor uheldig man end måtte opføre sig og hvor stor fiasko man end fik – i sit hjem er man altid god nok, for hjemmet stiller ingen krav om sukces. Det er tilflugtsstedet for den forfulgte, varmen for den frysende.” (Forsvar for familie, side 13-14, 1977)

Iblandt ungdomsoprørerne var der folk, som mente, at familien måske ikke var det rette sted, børn skulle opdrages og vokse op. Nogle af dem ville have forældrene til at bestå en prøve, før de kunne få lov at få børn. Dette er Krarup meget imod.

”Disse hører rigtignok ikke sammen med deres børn af anden årsag end den ’tilfældige’, at de har født dem og værnet om dem og holdt af dem. Det er alt sammen relative og betingede omstændigheder. Men spørgsmålet er alternativet: findes der måske en absolut og ubetinget sandhed, der kan kende dette forhold mellem børn og forældre ugyldigt?” (Forsvar for familien, side 39, 1977)

Blodets bånd er ubrydelige, og ligesom mennesket overfor Gud intet kan kræve, så kan man ikke kræve noget af sin familie, for den kræver alt af dig.

”Ideologiens verden er kold, blasert og farisæisk. Den siger just: kræv din ret! Men der er en virkelighed, som svarer: kræv ingen ret, for du er udleveret til solidariteten og overbærenheden. Ideologien siger: kræv din ret i alle forhold! Men der er en virkelighed, som svarer: i forhold til dine nærmeste er du retsløs, for her er du skyldig at holde af og holde ud.” (Forsvar for familien, side 20-21, 1977)

Pædagoger og folkeskolelæreres deltagelse i børnenes opvækst og opdragelse er et udslag af en totalitær ideologi. Krarup sammenligner den blandt andet med nazismen.

”Her dukker det totalitære samfunds skygge frem, dyster og truende. På denne linie ligger det nazistiske Tysklands kontrol med familiens samtale omkring middagsbordet. På samme linie ligger de kommunistiske diktaturers kontrol med børnenes rette opdragelse. Et totalitært samfund vil altid betragte familielivet med mistænksomhed og pønse på at overtage det, for hvem ved, hvad forældrene kan finde på at fortælle deres børn?” (Forsvar for familien, side 24, 1977)

Det er ikke småting, samfundet gør, når det griber ind i den enkelte familie.

”Denne ubetingede og for omverden at se ofte ubegribelige samhørighed mellem børn og forældre er en families kendetegn, og deraf fortvivlelsen, når myndighederne af meget højtidelige og perfektionistiske årsager vil splitte et hjem ad. Det er en utrøstelig sorg, der taler ud af det barns skrig, som med knyttede næver hamrer løs på politibetjenten, der er ved at overmande dets far, for barnets virkelighed går under.”  (Forsvar for familien, 17, 1977)

Ungdomsoprøret medførte også, at der kom langt flere skilsmisser, og derfor blev der lavet en lov om fælles forældremyndighed, så de fraskilte forældre begge fik ret til at tage sig af deres børn. For Krarup er fælles forældremyndighed et forsøg fra samfundets side på at drive en kile ind imellem far og mor og børn for at splitte familien ad.

”Vedtagelsen af loven om fælles forældremyndighed er en katastrofe for det danske folks daglige tilværelse. Intet mindre. Det betyder, at fundamenterne smuldrer og går i opløsning. Ægteskabet smuldrer, fordi der indføres et alternativt ægteskab via fælles forældremyndighed, som naturligvis konkurrerer med det rigtige og bidrager til at gøre det overflødigt. Barnets tilknytning til forældremyndigheden smuldrer, fordi denne gøres flydende og upræcis via fælles forældremyndighed, hvorfor de administrative organer i statsamt og socialforvaltning kommer til at bestemme. Frit i luften svævende børn og voksne, som ikke ved, hvor de hører til, og hvem de er. Rodløshed. Opløsning. Tomhed.” (I virkeligheden, side 91, 1986)

Krarup angriber de pædagoger, skolelærere og psykologer, som på samfundets vegne vil gribe ind i familiernes liv og hverdag.

”De selvretfærdige nærer mistillid til forældrene. Forstår de mon barnet? Er de mon ikke for enfoldige og for uvidende? Kan samfundet overlade barnet til forældrene? Selv har de selvretfærdige sjældent tid til at tage sig af deres egne børn, for der er jo både fremskridtet og verdenshistorien og karrieren at passe, men så sender de deres børn på de offentlige vuggestuer og børnehaver, hvor samfundsbevidste pædagoger står parat – og bør egentlig ikke alle forældre tvinges til det samme? (…) Må eksperterne – de ideologiske og pædagogiske – ikke holde øje med forældrene? Kan samfundet forsvare at lade være?” (Forsvar for familien, side 27, 1977)

Det er en reel konspiration, der er på spil, som vil isolere og indoktrinere det enkelte barn.

”De politiske hververe får store muligheder. Et rodløst og isoleret menneske er et nemt offer for demagogi og slagord – og realiteten i en sådan lovgivnings opløsning af familien bliver derfor, at de politiske medicinmænd kan trænge ind på forældrenes plads og skaffe sig hjemløse, derfor perspektivløse og derfor ukritiske og fanatiske tilhængere. En total ejendomsret oprettes. Barnet kommer nu for alvor til at tilhøre nogen – en ideologi, en bevægelse, et parti, en stat.” (Forsvar for familien, side 41, 1977)

En anden af de love, som blev brugt til slå familierne i stykker, var loven om revselsesret.

”Det stod de fleste klart, at her var det familiens eksistens, man angreb. For revselsesretten var blot et skinproblem. Den gældende straffelov omfattede jo børnemishandling. Derfor var revselsesretten kun sat på dagsordenen for at fungere som indfaldsport for behandlernes indtrængen i familiernes indre liv, og konsekvensen af en eventuel lovændring ville blive en dybtgående forandring af familiens status, endeligt slettende skellet mellem familieliv og samfundsliv.” (Forsvar for familien, side 83-84, 1977)

Krarup har aldrig kunnet se noget galt i revselsesretten. For ham er det blot et pædagogisk virkemiddel, men med loven om revselsesret er den slags pludselig gjort til vold.

”Men at kalde forældres revselse af deres børn for ’vold’ – det kan jo kun et menneske finde på, der er døvstum på sjælen og derfor dum på livet. Er det vold, når forældre sætter grænser for deres børn? Er det vold, når forældre lærer deres børn at undgå at skade sig selv og andre? Nej, det er jo det modsatte, for det er en gerning, der er gjort i kærlighed og har kærligheden som sin forudsætning. ’Den, man elsker, tugter man’, siger det gamle ord (…) Den kærlige er nemlig ikke ligeglad. Kærligheden gør kærlighedens gerning, og det er en sådan kærlighedsgerning, når forældre bekymrer sig om deres børn og sætter grænser for dem og kræver grænsen respekteret. Den ukærlige, den korrekte – han er ligeglad.” (I virkeligheden, side 74, 1986)

Som reaktion på loven om revselsesret gik Krarup ud og stiftede en modstandsgruppe.

”Så dannede vi den modstandsgruppe, vi kaldte Forældrenes Børnekommision. Det skete i august 1977 (…) Vi satte os i forbindelse med bekendte og meningsfæller, og i løbet af kort tid var Forældrenes Børnekommision blevet til. Der blev udsendt en pressemeddelelse, og da der tydeligvis var tale om en privat modstandskamp imod en officiel, politiske bestræbelse, var der megen offentlig opmærksomhed omkring initiativet.” (I min levetid, side 196-197, 1998)

Og en modstandsgruppe var nødvendig, for fjenden var nazismen og sovjetkommunismen.

”Men om forældrene brugte fysisk magt for at drage en grænse for deres børn og udøve myndighed i opdragelsen, ville og skulle samfundet ikke blande sig i, sagde denne domspraksis – hvorved den satte bom for totalitære behandlersamfund som det sovjetiske, der opfordrede børnene til at angive politisk ukorrekte forældre til partiet, eller det nazistiske, der ville kontrollere samtalen ved middagsbordet.” (National værnepligt, side 161, 2009)

Målet er at sprænge ægteskabet, familierne og lægge husmødrene for had. Men alt dette er institutioner indstiftet af Gud, og derfor må menneskene ikke pille ved dem, og ikke mindst skal børnene adlyde og ære deres forældre. Krarup citerer Luther.

”Derfor skal man indprente ungdommen, at de skal agte deres forældre som dem, der er i Guds sted og tænke om dem, selv om de er ringe, fattige, skrøbelige og underlige, at de er dog far og mor og givet dem af Gud. For deres opførsels eller deres fejls skyld skal de dog ikke berøves deres ære. Derfor skal man ikke se på personerne, hvorledes de er, men se på Guds vilje, som skaber og ordner det således. I øvrigt er vi visselig i Guds øjne alle lige; men mellem os må en sådan ulighed og bestemt adskillelse være nødvendig, hvorfor Gud også har befalet at overholde den, så du skal være lydig imod din far, og at jeg skal have magten.”  (Forsvar for familien, 22, 1977)

Der er intet helligt i denne jordiske verden, og dog giver Luther forældrene Guds plads overfor deres børn. På samme måde har institutioner som husmoderen, ægteskabet og familien guddommelig status, og de må ikke besudles med den mindste urenhed, uden af ypperstepræsten Krarup udspyer forbandelser mod synderen.

Det, som gav Krarup sit gennembrud, og gjorde ham kendt af alle danskere, var hans modstand imod indvandring og Danmarks liberale flygtningelov fra 1983. Dansk Flygtningehjælp var den store modstander i denne kamp, og Krarup anser dem for arkitekten bag flygtningeloven fra 83. Sidenhen fulgte hans voldsomme angreb mod islam og danske muslimer, der skulle gøre ham toneangivende i den danske debat. Krarup så indvandringen i 90’erne som så voldsom og massiv, at han må gå tilbage til begyndelsen af middelalderen, for at finde noget at sammenligne med. Dengang blev Romerriget, som i begyndelsen af 300-tallet havde gjort kristendommen til statsreligion, invaderet af hunnerne og hedenske, germanske folkeslag fra Nordeuropa, fra blandt andet Danmark. Dette blev undergangen for det Vestromerske rige, mens det Østromerske rige, med Konstantinopel som hovedstad, eksisterede i mange århundreder efter, indtil det i midten af 1400-tallet blev knust af en tyrkisk-muslimsk invasion.

”I den tidlige middelalder oplevede Europa en anden folkevandring, hvor folkeslag øst fra trængte ind i Centraleuropa og skabte opbrud og forvirring. Den bestående orden brød sammen og nye stater og samfund opstod. Det gamle romerrige brød endeligt sammen. Kontinentet blev forandret. I øjeblikket lever vi i en ny folkevandringstid, hvor folkeslagene i den såkaldt tredje verden, dvs. Mellemøsten, Asien og Afrika, sætter kursen imod den vestlige verden. Kaos, nød, fattigdom og især overbefolkning driver dem, og de moderne samfærdselsmidler gør det jo nemt at transportere sig fra den ene halvdel af kloden til den anden. Og Europa – Europa er rigt og uden selvhævdelse.” (Systemskiftet, side 21, 2006)

De indvandrere, som knuste det Vestromerske rige, var en militær invasion, som udnyttede rigets politiske, økonomiske og militære ustabilitet. Den invasion Danmark har oplevet de seneste årtier er dog af en anden karakter og består af flygtninge og indvandrere, der søger en bedre og mere tryg tilværelse. Den nye nvasionen er dog ikke mindre farlig og ødelæggende.

”At indvandre er at vandre ind i. At skabe en indvandrepolitik er at forudsætte, at man befinder sig i et land, der – i større eller mindre målestok – kan vandres ind i. Men et land med en indvandrerpolitik har dermed gjort sig selv til en slags hotel for dem, der måtte ønske at indlogere sig her. Det er selvsagt muligt at forstå landet således. På den måde har bl.a. USA og Australien skabt en befolkning og opdyrket jorden og udviklet en civilisation. Hvis man vil, kan man ganske rigtigt vælge at gøre sig til et indvandrerland med en indvandrerpolitik. Men der er også en anden mulighed. Landet kan i stedet vælge at forstå sig selv som en nationalstat, der ikke er et frit område, fordi det er folkets fædreland, og så kan landet ikke gøre sig til et indvandrerland – i hvert fald ikke uden at undergrave sig selv som folkets fædreland.”  (I min levetid, side 231-232, 1998) 

I sin tid udvandrede mange danskere til USA, Argentina og Australien, men i Krarups øjne var de danske udvandrere anderledes end de flygtninge og indvandrere Danmark har modtaget de sidste årtier. Danskerne assimilerede sig nemlig i løbet af få generationer.

”Og til forklaring af forholdet talte vi om, hvordan de danske udvandrere i sin tid kom til USA og blev amerikanere. Første generation var naturligvis danske i hjertet og i vaner, for de var født og vokset op i Danmark. Anden generation var halvt danske, halvt amerikanske, for med danske forældre var de født og opvokset i USA. Men tredje generation var helt og fuldt amerikanere og skulle også være det, for kun således kunne USA være tjent med indvandringen.” (National værnepligt, side 100, 2009)

USA blev skabt af indvandrere fra en lang række lande, og danske indvandrere var med til at skabe denne nye nation, der stadig modtager indvandrere, og som stadig er under forandring. USA er som nationalstat multietnisk og har aldrig haft en oprindelig kultur.

Men Krarup peger på, at Danmark i sin historie aldrig har modtaget så store antal af flygtninge og indvandrere, som vi har gjort de sidste fire årtier. Man skal tilbage til den tidlige jernalder for at finde en større indvandring på dansk område.

”Lad os se på den danske fortid. Også her var der tale om indvandring. Vi fik hollænderne på Amager, kartoffeltyskerne på heden, de franske huguenotter i Randers og Fredericia, roepolakkerne på Lolland, jøderne i købstæderne, men de kom alle sammen i så begrænset et antal og med sådanne kulturelle forudsætninger, at de uden problemer blev en organisk del af det danske folk. At de med ét ord blev assimilerede i Danmark. Dette er betingelsen, der skal opfyldes, hvis en indvandring skal lykkes.” (National værnepligt, side 97, 2009)

Selvom Krarup ikke ønsker, at Danmark skal modtage indvandrere og flygtninge i større antal, så fremhæver han danskernes gæstfrihed og vilje til at hjælpe folk i nød.

”… danskernes støtte til en humanitær holdning er i overensstemmelse med noget af det bedste og smukkeste i folkets tradition og sindelag. Heri ligger den spontane hjælp til dem, der er i nød, den umiddelbare og hjertelige medlidenhed med ulykkelige og forfulgte, viljen til at være retsindig og øve ret og skel. Heri ligger bl.a. Valdemar den Stores nej til at røve foder til sine heste fra fattige bønder, sådan som den tyske kejser ifølge Sakso opfordrede ham til at gøre under hans besøg i Tyskland, her ligger gæstfriheden over for forfulgte huguenotter og jøder, Frederik den Sjettes holdning under jødefejden 1819, Grundtvigs protest mod tvangsdåb af baptisternes børn, danskernes sympati med det arme polske folk i 1800-tallet, befolkningens hjælp til jøderne under den tyske besættelse. I snæver forbindelse med den bærende kristne tradition lever denne offervillige medfølelse med nødstedte i det danske folks sind og indstilling.” (Hvad med Danmark?, side 57, 1987) 

Efter anden verdenskrig levede mange mennesker i Europa i flygtningelejre, og i Danmark blev der indsamlet store mængder tøj til dem.

”… og i 1952 lod disse private organisationer høre fra sig i større sammenhæng, idet de under Røde Kors’ ledelse foranstaltede en tøjindsamling til flygtningelejrene i Europa. Det var et godt og tiltrængt initiativ, som indbragte 1680 tons tøj og som dokumenterede den danske befolknings offervilje over for frysende og nødlidende mennesker.” (Hvad med Danmark?, side 39, 1987)

Danskerne var igen parat til at hjælpe, da der kom flygtninge fra Ungarn, som havde gjort oprør mod det kommunistiske og sovjetisk støttede regime.

”Da katastrofen fire år senere ramte Ungarn og Sovjetunionens brutale knægtelse af et frihedstørstende folk skabte et nyt stort flygtningeproblem i Europa, kom disse private hjælpeorganisationer atter i centrum, idet den danske regering bad dem organisere modtagelse og integration af 1400 ungarske flygtninge. Der skulle jo handles hurtigt. De private organisationer havde apparatet og erfaringen. I denne nødsituation kunne de hjælpe staten, og staten påtog sig til gengæld at finansiere integration af flygtningene over socialministeriet konto.” (Hvad med Danmark?, side 39-40, 1987)

Det var her, Dansk Flygtningehjælp blev grundlagt, og de skulle i de følgende årtier øve stor indflydelse på den danske udlændingepolitik.

”Men da nødsituationen var afhjulpet, blev Dansk Flygtningehjælp ved med at bestå og fik således permanent karakter – og denne beslutning kan undre. Den var jo ikke nogen nødvendighed. Mohren havde gjort sin pligt og kunne følgelig gå tilbage til sig selv og sin private sammenhæng. Men Mohren blev. Dansk Flygtningehjælp valgte bevidst at forblive som permanent organisation med fælles formålsparagraf og økonomisk sammenfiltring med staten, og således syntes hjælpsomheden at kunne udvikle sig til en form for afpresning eller pression, hvor ikke flygtningene, men Flygtningehjælpen blev det afgørende.” (Hvad med Danmark? Side 40, 1987)

Flygtninge blev gjort til indvandrere, og der er stor forskel på de to ting.

”… således blev paraply-organisationen Dansk Flygtningehjælp til. Den lagde vægt på at integrere flygtningene. Tankegangen er meningsløs, for en flygtning er jo et menneske, der er flygtet fra sit eget land på grund af livsfare og som derfor kun skal have asyl, indtil han eller hun kan vende hjem igen. En flygtning skal selvsagt ikke integreres. Så er vedkommende jo ikke flygtning mere, men bliver til indvandrer.” (I min levetid, side 235, 1998)

Krarup beskriver Dansk Flygtningehjælp som en stat i staten udenfor demokratisk kontrol.

”Når Dansk Flygtningehjælp blev en permanent organisation med fortsat adgang til statskassen betød det imidlertid, at Flygtningehjælpen infiltrerede og påvirkede det officielle Danmark med sin ’sag’, og på denne måde blev det efterhånden til Danmarks officielle sag. Der var tale om en forskydning i magtforholdene. Dansk Flygtningehjælp kunne i den humanitære idealismes navn spænde stat og kommune for sin egen idealistiske formålsparagraf uden at få denne formålsparagraf sat til afstemning, endsige uden at komme under offentlig og parlamentarisk kontrol.” (Hvad med Danmark?, side 41, 1987)

Dansk Flygtningehjælp havde brug for flygtninge for at have en eksistensberettigelse, og derfor satte de hårdt ind for at påvirke presse, offentlighed og politikere, for at Danmark skulle modtage flere flygtninge.

”Tillige er det jo sådan, at når Flygtningehjælpen og ikke flygtningene bliver det givne, så skal Flygtningehjælpen permanent bevise sin nødvendighed. Dette forudsætter flygtninge. Altså må Dansk Flygtningehjælp i ’sagens’ navn lægge et stadigt pres på samfundet og offentligheden for at få skaffet flygtninge til veje. Uden disse vil Flygtningehjælpen jo være overflødig. Men nu har Flygtningehjælpen vedtaget, at den er ikke overflødig. Følgen er, at det officielle Danmark bearbejdes og presses til at skaffe de flygtninge til landet, der er Dansk Flygtningehjælps begrundelse og legitimation.” (Hvad med Danmark?, side 41-42, 1987)

Og det lykkedes Dansk Flygtningehjælp at manipulere Danmark til at modtage flere flygtninge. Deres magt nåede et højdepunkt i 1983, hvor en ny flygtningelovgivning blev vedtaget af Folketinget.

”En foreløbig milepæl på magtudvidelsens vej er indførslen af den faste flygtningekvote fra og med finansloven af 1979, hvorved Dansk Flygtningehjælp dels autoriseredes endeligt som officielt organ (der dog er privat), dels sikrer sig 500 flygtninge om året, men slutstenen på Dansk Flygtningehjælps march mod magten over flygtningepolitikken vil selvsagt være en ny flygtningelov, der er skrevet på Flygtningehjælpens præmisser og udtrykker Flygtningehjælpens synspunkter – og denne lov kommer i 1983.” (Hvad med Danmark?, side 49-50, 1987)

Igen var det ideologierne, der var på spil. Næstekærlighed gjordes til en industri.

”Og i løbet af 60’erne og 70’erne begyndte et problem at spidse til. Godgørenhed blev nemlig i stigende grad til en industri. Det hang dels sammen med forholdene i den tredje verden, hvor overbefolkning, sult og nød sendte folk på vandring imod den vestlige verden. En faktisk folkevandring tog fart. Det hang dels sammen med menneskerettigheds-ideologien og FN-tankegangen, som via sin dyrkelse af en ideologisk lighed og abstrakte rettigheder gjorde sansen for det konkrete og det historisk-nationale svagere.”  (I min levetid, side 236, 1998)

Før flygtninge kan få indfødsret, skal de først godkendes af Folketinget. Dansk indfødsret kan kun tildeles ved lov.

”Forholdet er, at indfødsret tildeles ved lov. Sådan hedder det i grundloven, og meningen er jo, at dette for Danmarks fremtid helt afgørende forhold, den fornemste gave, Danmark kan tildele fremmede, skal gives af ingen andre end den folkevalgte forsamling, Folketinget.” (Systemskiftet, side 60, 2006)

Som medlem af Folketingets indfødsretsudvalg for Dansk Folkeparti har Krarup selv været med til at afgøre hvilke flygtninge og indvandrere, der skulle tildeles indfødsret. I sin tid sad Grundtvig i samme udvalg, og som ham er Krarup forsigtig med at uddele denne indfødsret.

”… den første formand for det første indfødsretsudvalg hed såmænd N. F. S. Grundtvig. For ham var dette en hjertesag (…) og på samme måde behandlede Grundtvig forholdet med den største varsomhed og alvor. Det var jo det danske folks eksistens, der i sidste instans blev bestemt.” (Systemskiftet, side 60, 2006)

Det første år som formand for dette udvalg gav Grundtvig kun indfødsret til ti personer, der enten var gift med danskere eller havde deltaget treårskrigen 1848-50 på dansk side. Krarup går tilbage til flygtningeloven 1983, som i hans øjne var en katastrofe for Danmark.

”… regeringen endte med at stemme for denne katastrofale lov, som lagde Danmark åben for den nye folkevandring. Med det samme steg indstrømningen fra den tredje verden. Rygter løber hurtigt, og snart vidste alle i Mellemøsten, Asien og Afrika, at porten til Danmark stod åben. Resultatet viste sig i antallet af dem, der søgte asyl og fik permanent opholdstilladelse og derefter familiesammenføring. Danmark var under forandring.” (Systemskiftet, side 42, 2006)

Flygtningene strømmede til Danmark, og dermed øgede Dansk Flygtningehjælp sin magt.

”I 1978 modtog Danmark 108 flygtninge – og i 1985 ankom ca. 9000 asylansøgere og 6545 fik asyl. I 1978 betalte staten 17 mill. kr. til Dansk Flygtningehjælps arbejde – 1985 448 mill. kr. Tallene taler for sig selv.” (Hvad med Danmark? , side 51, 1987)

Flere flygtninge fik asyl, hvilket var ødelæggende for Danmark.

”For da den nye udlændingelovs katastrofale indhold begyndte at vise sig under den folkevandring, som de totalitære kommunistiske og islamistiske regimer har forårsaget, og Danmarks grænse var blevet nedlagt og porten stod på vid gab for en hvilken som helst fremmed, der kunne sige ordet asyl, fik den ene del af Danmark efter den anden påtvunget store kontingenter af flygtninge eller indvandrere, som sprængte de lokale samfund i Øster Højst, Ho, Blokhus og andre steder i landet, og når befolkningen protesterede, fik de læst teksten af nådigherrerne bag skrivebordene i København.” (En måned i efteråret, side 10-11, 1987)

Der ulmede et oprør i den danske befolkning, som Krarup tydeligt mærkede, men det blev undertrykt af magthaverne.

”Danskerne blev skræmt over de skraldespande, de fik øst ud over sig, når de tillod sig at sige deres mening. De blev bange. Frygten bredte sig i offentligheden. Der var nu ’gode’ og der var ’onde’, og de gode var meget gode, alle journalisterne, forfatterne, også politikerne, som helst hyler med de ulve, de er iblandt, og jagten på menige danskere blev hidsig og hektisk.” (Systemskiftet, side 44, 2006)

Der var hård modstand imod de, som mente, at man skulle begrænse antallet af flygtninge, som fik ophold i Danmark. Den gamle kulturradikale avis, Politiken, var den mest ihærdige. 

”Systemet Politiken sidder tungt på magten i medieverdenen, i Danmarks Radio, i dagspressen, i forlagsverdenen, blandt journalister og spinatfugle, og en massiv forargelse over det uanstændige folk slår sammen over hovedet på de danskere, der aldrig har bedt om eller vedtaget, at Danmark fra at være en nation skal forvandles til et multikulturelt og multietnisk samfund.” (Systemskiftet, side 44, 2006)

Truslen om ubegrænset indvandring vakte det danske folk til kamp. Ligesom dengang under besættelsen.

”Ligesom under den tyske besættelse voksede en folkelig fornemmelse frem af, at dette var for galt. Det kunne vi ikke bare blive ved med at finde os i. Det var vore børns og børnebørns skæbne, det gjaldt, for hvordan ville deres situation ikke blive i et Danmark, hvor den ukontrollerede indvandring var fortsat og hvor de fremmede fik mange flere børn end danskerne? De stadigt hyppigere kriminelle begivenheder på gader og stræder fortalte til selv de mest tungnemme, at hverdagen var truet og byrdefuld.” (Systemskiftet, side 47-48, 2006)

Som under besættelsen var der censur.

”Problemet er folket (…) Folket går så vidt som til at være uenige med pressen og det officielle Danmark og at finde venner og fjender andetsteds end pressen. Det fremgår rigtignok ikke af aviserne. Her får kun de enige lov at komme til orde, hvilket naturligvis snart fører til konklusioner om, at dermed er det bevist, at jeg står alene og at evt. sympatisører af gode grunde er ude af stand til tænke og skrive forståeligt og velbegavet.” (En måned i efteråret, side 42, 1987)

Overfor det Krarup sidenhen kaldte ’godhedsindustrien’, krævede han, at Danmark sørger for eget folk først.

”… hvis danskerne ikke må diskriminere på national basis i Danmark, så er Danmark jo forvandlet til et allemandseje, til et offentligt herberg, hvor det naturligvis er og skal være danskernes land (…) Det er ikke alene indlysende, det er selve forudsætningen for, at der er noget, som hedder et dansk folk, der har førstefødselsret i Danmark.” (Systemskiftet, side 10, 2006)

Krarup fortsætter sine sammenligninger imellem den tyske besættelse og det øgede antal flygtninge, der fik asyl i Danmark.

”Også befolkningen påtvinges således en følelse af illegalitet. Svarer situationen i øjeblikket ikke til årene 42 og 43 under den tyske besættelse, hvor et folkeligt oprør tvang det officielle Danmark til at skifte kurs og sætte landets selvstændighed over hensynet til bekvemmelighed og politikernes vi-alene-vide? Også dengang havde politikerne skubbet kongen foran sig og misbrugt hans popularitet. Alligevel kom 29. august 1943. Vi kan godt øjne en parallel.” (En måned i efteråret, side 75-76, 1987)

Politikerne skulle passe på. Der var et folkeligt oprør på vej, og Krarup antyder arten dette oprør ved at nævne den 29. august 1943. Med flygtningeloven fra 83 havde vi inviteret millioner af flygtninge ind i landet.

”De danske myndigheder kunne ikke længere sige nej på grænsen. Og da deres muligheder for at bedømme asiatiske og afrikanske flygtninges forklaringer var mere end spinkle, eftersom disse fjerne og indviklede forhold selvsagt ikke kunne gennemskues fra Danmark, blev sagerne af uendeligt omfang og varighed, hvorfor der opstod vældige sagspukler. Men havde en flygtning først opholdt sig i Danmark i to år, kunne han ikke længere udvises. Således kunne der spekuleres i at komplicere en sag og trække den i langdrag (…) Resultatet var, at enhver fremmed i realiteten kunne komme ind i Danmark og blive ligestillet med danske borgere – ja, i mange sammenhænge opnå bedre vilkår end danskerne.” (I min levetid, side 239, 1998)

Flygtningene blev herre i det danske hus, og al tale om integration var rent selvbedrag fra folk, der nægter at se den alvorlige situation i øjnene.

”Både Flygtningehjælpen og politikerne talte om ’integration’, når tusinder af muhamedanere strømmede ind i landet – i 1985 godt 10.000 asylansøgere – men hvad er ordet integration andet end et trylleord i denne forbindelse? Vidste Thor A. Bak og politikerne overhovedet, hvad de talte om, når de således – let og ubesværet – talte om at integrere i titusindvis af muhamedanske iranere og libanesere i et kristent land? Kendte de til vægten og virkeligheden i religiøse og kulturelle forhold? Eller var de blot lige så overfladiske og lammefromme som så meget af det officielle Danmark, pressen ikke mindst, for hvilket alle problemer løses ved hjælp af fraser?” (En måned i efteråret, side 12, 1987)

De danske medier og pressen drev ikke blot censur. De førte direkte propaganda imod modstanderne af den nye flygtningelovgivning.

”Formiddagsbladene kunne lave rørende historier på disse nemme og omkostningsfrie fraser – og kunne især skræmme befolkningen til at tie stille. For det var jo realiteten i det hele. Den voksende protest blandt danskerne imod folkeligt uholdbare tilstande skulle enten lokkes eller trues til tavshed. Det vulgære skældsord ’racist’ blev sat på enhver, der tillod sig at ytre en selvstændig mening. Nogle københavnske bøller ved navn ’Grønjakker’ blev med omhu trukket ind i tv for således at karakterisere og dermed kompromittere modstanden mod flygtningepolitikken. Det officielle Danmarks taktik var klart terroriserende. Problemet var tabu. Det måtte ikke omtales.”  (En måned i efteråret, side 12-13, 1987)

Krarup selv kunne nok trænge igennem censuren og fraserne, men for almindelige danskere var det svært. Viljen til at angribe flygtningeloven 83 var ellers til stede.

”Læserbreve kunne i meget begrænset omfang komme igennem, når de blev omhyggeligt vejet op af læserbreve med modsat holdning, men redaktionelt var alle positive ytringer over for vores holdning til flygtningepolitikken bandlyst. Det fik jeg underhånden besked om af journalister, der hellere ville skrive helt anderledes om sagen. De fleste her i huset er på jeres side, sagde en journalist på Berlingske Tidende. Men vi må ikke.” (En måned i efteråret, side 75, 1987)

Og Krarup og hans ligesindede blev udsat for hårde angreb. Især var han vred over at få påsat mærkatet racist.

”Det til bevidsthedløshed anvendte og i alle medier benyttede ord ’racisme’ er beviset. Der findes tilsyneladende ikke anden forståelseshorisont end den nazistiske. At være et folk er i det officielle Danmark i dag det samme som at være en race. Så totalt har vulgariseringen erobret tankegangen og den offentlige debat i det meste af den vestlige verden, at mediernes og debattens knudepunkter er befolket med lutter abekatte, som naturligvis ikke kender anden forestillingsverden og udtryksform end den, der gælder i trætoppene…” (Hvad med Danmark?, side 158, 1987)

Men da Dansk Flygtningehjælp i efteråret 1986 planlagde en stort iscenesat indsamling til fordel for verdens flygtninge, satte Krarup et hårdt modangreb ind, der gav ham sit folkelige gennembrud, og sidenhen skulle gøre ham til en toneangivende politiker.

”… det begyndte med en annonce. Men det er naturligvis ikke sandt, for det begyndte meget tidligere. Det begyndte i starten af 1980’erne, da jeg protesterede mod talen om, at Danmark skulle have en ’indvandrerpolitik’. For Danmark er ikke noget indvandrerland. Man vandrer ind i et jomfrueligt nybyggerland som i sin tid USA eller Australien, men man vandrer ikke ind i en gammel nationalstat som Danmark. Her kan fremmede blive gæster og – hvis de opfylder visse betingelser i retning af at lære sproget og acceptere skikkene – få statsborgerskab. Her kan flygtninge i nød også finde tilflugt og – i begrænset omfang og ved opfyldelse af de nævnte betingelser – opnå fast ophold. Men hvis Danmark skal være et indvandrerland, er det ikke længere danskernes fædreland, i hvilket det danske folk har hjemme og har førstefødselsret.” (En måned i efteråret, side 7, 1987)

Krarup ville gøre landsindsamlingen til en folkeafstemning for eller imod Danmarks liberale flygtningelov, eller nærmere for eller imod Dansk Flygtningehjælp.

”I denne situation var det, jeg blev opmærksom på, at ’Flygtning 86’ var foranstaltet og arrangeret af Dansk Flygtningehjælp. Og det ville jo sige, at nu skulle nådigherren rejse sig fra sit skrivebord og ud at møde den befolkning, han havde set over hovedet og systematisk søgt at kue. Raslebøssen i stedet for ridepisken – det var det helt nye forhold, og kunne man i en sådan situation forsvare at være passiv? Hvorfor ikke benytte lejligheden til at få foretaget det opgør med Dansk Flygtningehjælp og den uansvarlige, ja selvmorderiske flygtningepolitik, som det hidtil havde været umuligt at vinde ørenlyd for?” (En måned i efteråret, side 13, 1987)

Krarup vil kæmpe en hård kamp for, at flygtninge ikke får asyl i Danmark. Men han er fuld af velvilje til at hjælpe flygtninge i nød, så længe de ikke møder op ved den danske grænse og søger et fristed i Danmark.

”… jeg ville jo ikke genere de sagesløse indsamlere på indsamlingsdagen, 5. oktober, og jeg ville frem for alt ikke nægte at yde støtte til de flygtninge, som – især i det ulykkelige Afghanistan – havde brug for al den hjælp, vi kunne give dem. Men så kunne jeg jo opfordre til venlig modtagelse af indsamlerne på selve dagen, og især kunne jeg anbefale at sende penge til Den danske Afghanistankomite.”  (En måned i efteråret, side 13, 1987)

Krarups angreb mod Dansk Flygtningehjælps landsindsamling bliver voldsomt forhadt i presse, medier og offentlighed, men i sin annonce i Jyllandsposten søndag 21. september 1986 havde han både bragt adresse og telefonnummer, og han mødt en overvældende opbakning fra danskere af alle slags. 

”Telefonen er blokeret af noteringen, fordi folk står i kø for at komme igennem til os. Jeg har sat mit telefonnummer i annoncen sammen med min adresse, og nu har stormen rejst sig. Vi kan ikke bestille andet end at sidde ved røret (…) Og det er lutter taknemmelige, ja formeligt befriede folk, vi taler med. Nogle græder ligefrem i telefonen. Vi er både overvældede og bevægede. Igen og igen er det de mest åbenhjertige og hjertelige taksigelser, vi møder, og et andet gennemgående tema er ordene: hold ud! bliv ved!(…) De venligste, hæderligste mennesker kommer ind i stuen via telefonledningen. Uden nag mod flygtningene, uden vilje eller had mod fremmede er de dybt bekymrede over landets fremtid og næsten trygler os om at fortsætte. Tanken på børn og børnebørn går igen hos de fleste. For deres skyld må tingene ændres, siger de. Vi tør ikke tænke på den fremtid, vi ellers skaber for dem.” (En måned i efteråret, side 18, 1987) 

Krarup havde nok en vis folkelig opbakning bag sit angreb på flygtningeloven 83, men pressen og magthaverne satte ind med endnu hårdere modangreb.

”’Nu går Krarup helt amok’, hedder det næste dag med store typer over interviewet. Jeg er blevet til ’den højreekstremistiske præst’. Det er begyndelsen til ’den sorte præst’. Hale og horn er ved at vokse frem. Elskværdighederne varieres på utallige måder og kombineres snart med en festlig blanding af skældsord og forbandelser samt den mest ædle, opofrende næstekærlighed, som selvsagt besjæler Ekstra Bladets redaktion og gør dens hjerte varmt og ejegodt.” (En måned i efteråret, side 25, 1987)

Selv da Krarup skulle holde søndagsprædiken i Seem kirke, var pressen over ham.

”Kl. 9.20 ringer telefonen. Det er en stakåndet Inga, vores kirketjener, som siger: Der er fyldt af pressefolk heroppe og de løber rundt på kirkegården og prøver på at trænge ind i kirken, hvad skal jeg gøre og hvornår skal jeg lukke kirken op? Luk kirken op, når I har ringet anden gang kl. halv ti, svarer jeg, men husk at sige til pressefotograferne, at der ikke må fotograferes i kirken. Nu skal jeg ringe til politiet og bede dem holde orden. Og frem for alt, Inga: lad os tage det roligt. De er jo kun interesserede i, at der skal blive ballade.” (En måned i efteråret, side 54, 1987)

Efter nogle dage samlede Krarup en gruppe ligemænd i kampen mod flygtningeloven 83, og han var især tilfreds med, at en gammel helt fra modstandskampen havde tilsluttet sig.

”Endelig Jens Toldstrup, den berømte og hæderkronede nedkastningschef i Jylland under besættelsen, ’Europas dygtigste nedkastningschef’ kaldet, i hvis hovedkvarter Jespers forældre arbejdede under krigen og hvem også mine forældre havde forbindelse med dengang.”(En måned i efteråret, side 23-24, 1987)

Ved deres første møde får den gode stemning et ekstra hak opad, da de ser sig forfulgt som modstandsfolkene blev i sin tid.

”Vi følte det snart som om ’frihedsrådet’ holdt møde. Den forfølgelse, vi var ude for fra det officielle Danmarks side, påtvang os en følelse af illegalitet, der ledte tanken hen på tilværelsen under besættelsen.” (En måned i efteråret, side 59, 1987)

De for Krarup meget hektiske dage før og efter Dansk Flygtningehjælps indsamling den 5. oktober 1986 skal ikke beskrives indgående her. Men Krarup fik sit gennembrud i offentlighed og presse, og han fik endelig gang i den folkelige modstandskamp mod magthaverne, som han så længe havde forudset. Og så var resultatet af Dansk Flygtningehjælps indsamling som beskrevet i indledningen en temmelig tvivlsom sejr. Flygtningehjælpen fik indsamlet 41 millioner kroner, otte kroner per dansker, mens Krarup indsamlede 600.000 kroner og 45.000 underskrifter mod flygtningeloven 1983. Hele forløbet omkring landsindsamlingen giver også efterskælv på Christiansborg, eftersom Krarup formåede at gå ind og sætte en ny dagsorden til trods for hård modstand fra samtlige Folketingets partier minus Fremskridtspartiet.

”Også fra Christiansborg tilgår der os oplysninger. Politikerne følger røret med opmærksomhed og ængstelse. Vil de danne parti? spørges der på Christiansborgs gange. Det aner os, at hvis vi ville, kunne vi komme i folketinget med adskillige mandater.” (En måned i efteråret, side 43, 1987)

Et halvt år efter gik Krarup som menigt medlem ind i den nystiftede forening, Den danske Forening, hvor han er i selskab med gode, lærde mænd.

”… jeg havde forståelse og sympati for dem, der i foråret 1987 dannede Den danske Forening. Ledende var her en række ældre akademikere, bl.a. professor, dr.med. Johs. Clemmesen, foreningens første formand, og dr.phil. Sune Dalgård, medlem af Komiteen mod Flygtningeloven, et fint og lødigt menneske, som med urokkeligt mod videreførte sin holdning fra modstandskampen under den tyske besættelse, hvor han blev arresteret og fængslet af Gestapo.” (I min levetid, side 255-256, 1998)

Men Den danske Forening blev aldrig den slagkraftige modstandsbevægelse, som Krarup nok havde håbet, og med årene lagde han afstand til foreningen, da den tiltrak uheldige personligheder fra højrefløjen. Men Krarups kamp stoppede ikke. I 1993 fik Danmark en ny regering bestående af Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Kristeligt Folkeparti og Centrumdemokraterne, og de havde ikke tænkt sig at begrænset antallet af flygtninge, som fik ophold i Danmark, og borgerkrigen i det tidligere Jugoslavien sendte mange nye flygtninge mod Danmarks grænser.

”Noget af det mest forstemmende var dengang at få en indfødsretslov i hånden. Der kom tre om året, og der var tale om en tyk bog med tusinder af især mellemøstlige navne, som nu fik dansk indfødsret. Regeringen – og det vil sige venstrefløjen – blæste på meningen med indfødsret. Den stillede ikke krav til de fremmede. Den så i ’integrationens’ hellige navn stort på folkets modersmål og arve-ret til sit fædreland. Den førte til en indfødsretspolitik, der på længere sigt gjorde danskerne fremmede i deres eget land.” (National værnepligt, side 84, 2009)

Og flygtninge af alle slags fik indfødsret i Danmark.

”… i 1990’erne havde Folketingets flertal øst indfødsret ud med begge hænder til titusinder af fremmede, som var helt uværdige til at modtage den. Fremmede, der havde begået grov kriminalitet, fremmede, der ikke kunne tale dansk, fremmede, der havde stor offentlig gæld – alle fik indfødsret af det socialdemokratiske og radikale flertal.” (Systemskiftet, side 60, 2006)

Krarup ville gerne have haft folketingsvalg om Danmarks udlændingepolitik, og vel og mærke et valg, hvor udlændingepolitikken var ophøjet til eneste tema. Men magthaverne, politikere, presse og toneangivende kulturradikale og socialister frygtede et sådant valg, så det kom aldrig. Magthaverne frygtede folket.

”Men hvordan kan et folketingsvalg dog blive uværdigt i det folkestyre, hvis øverste instans er det vælgende folk? Fordi politikerne ikke ville tillade folket at vælge frit. Der er emner, der ikke må stemmes om. Der er forhold, som ikke må sættes til fri debat. Et folketingsvalg, der omsider ville give folket mulighed for at debattere og stemme om det indvandrer- og flygtningespørgsmål, som optager befolkningen mere end noget andet, vil være uværdigt ifølge politikernes målestokke, og såa formynderisk forholder politikerne sig til folket, at de derfor udelukker et valg. Den frihed vil man ikke give befolkningen. Politikerne ved bedre. Politikerne er forargede over folket. Politikerne frygter folket. Og der er da politisk enighed om at undertrykke folket og fortrænge problemet og afskære folkestyret fra at fungere i henhold til dets egentlige mening.” (Den danske nødvendighed, side 56, 1994)

Dansk Folkeparti opstod i 1995, og partiet voksede hurtigt i magt og størrelse. Det vr Krarups anden store sejr. Hans standpunkter fik repræsentation i Folketinget. Efter folketingsvalget i 2001 overtog en borgerlig regering magten fra socialdemokrater og radikale med støtte fra Dansk Folkeparti. Dette er det, Krarup kalder ’systemskiftet’, og han blev samtidig selv valgt ind for Dansk Folkeparti og vandt sin tredje store sejr. Nu skulle det være slut med at give opholdstilladelse til tusindvis af flygtninge og indvandrere. Men den nye regering mødte hård kritik ude i Europa. De foregående års debat i Danmark blev anset for fremmedfjendsk og racistisk, og ikke mindst Sverige brugte skarpe vendinger. Krarup så dog den hårde tone som et bevis for en fri debat og drog igen paralleller til anden verdenskrig, men nu var rollerne imellem Danmark og Sverige byttet om.

”Under besættelsen var det danskerne, der fra et mørklagt land stirrede med længsel mod den oplyste svenske kyst. I dag er det omvendt. I dag ser et trælbundet folk fyldt af længsel mod et land, hvor sandheden bliver sagt og katastrofen søges afvendt.” (Systemskiftet, side 48, 2006))

Sveriges rolle som den anklagende part overfor Danmark skyldtes deres ringe kulturelle og åndelige stade.

”Jeg har tit spurgt mig selv, hvori forskellen på danskere og svenskere består, og jeg tror, det har at gøre med karakteren af dansk liv, åndsliv. Det skyldes Grundtvig og Kierkegaard. Det hænger sammen med, at det åbne opgør ikke har været ukendt i Danmark. Jeg tillader mig i den forbindelse at tage Tidehverv med i sammenhængen – det betydeligste og mest betydningsfulde opgør i dansk åndsliv i det 20. århundrede.” (Systemskiftet, side 48-49, 2006)

Tidehverv og ikke mindst Krarup er højdepunktet i dansk åndsliv. Intet svensk kan måle sig med den danske ånd. Så meget for Krarups foragt for alt det onde svenske og udanske i det hele taget, men det er dog stadigvæk en mærkværdig oplevelse at læse om Krarups syn på flygtninge som nogen, man helst ikke skal hjælpe. Krarup selv har været flygtning. Hans far og mor deltog i modstandskampen mod den tyske besættelse, men på et tidspunkt frygtede for at blive afsløret som modstandsfolk og gik under jorden i Ålborg, mens Krarup og hans søskende blev gemt af vejen hos venner og familie. Den samme offervilje finder man ikke hos Krarup. For ham, er de, som bliver forfulgt, værre end dem, der forfølger dem. Dengang Danmark var besat af Nazityskland, men nu er fædrelandet truet af flygtninge og indvandrere.

Jesus var en fattig, pjaltet mand, der levede af folks gæstfrihed på sin vandring i Palæstina, mens profeten Muhammed flere gange gik i krig. Det er for Krarup den store forskel på kristendom og islam, selvom han aldrig har haft noget imod krig, så længe krigen ikke føres i Guds navn. Og det er netop i Guds navn, at muslimer fører krig. Det betyder ikke, at Krarup er fordømmende overfor den katolske kirkes korstog. Korstogene var blot det kristne Europas selvforsvar imod den islamiske verdens aggression. Og krigen imellem islam og kristendommen er stadig i gang.

”I grunden er det ganske vist ikke nyt. Der ligger 1400 års verdenshistorie bag os, siden Muhammed døde i 632, og de islamiske hære, der fulgte hans lære, startede deres erobringstogt mod den kristne verden. I løbet af kort tid var de gamle kristne kernelande, Lilleasien, hvor Paulus havde grundlagt sine første menigheder, Nordafrika, hvor kirkefaderen Augustin havde været biskop, erobret af islam, og de islamiske hære gik over Gibraltar og erobrede Spanien og fortsatte erobringstoget ind i Frankrig, og kun fordi den frankiske statholder Karl Martell besejrede profetens hær i slaget ved Poitiers i 732, undgik Europa at blive islamiseret. Men lige siden har islams holdning til kristenheden været fjendskabets og erobringslystens. Araberne blev afløst af osmannerne, som truede Konstantinopel, der kun reddede livet i første omgang på grund af det vestlige selvforsvar, vi kalder korstogene, og som i et par hundrede år trængte osmannerne tilbage, men da kampkraften i kristenheden ebbede ud, erobrede islam Konstantinopel i 1453 og forvandlede den store, gamle kirke, Hagia Sofia, til en moske, og gik over Dardanellerne og erobrede Balkan og påtvang folkene på Balkan mange hundrede års elendighed, som Balkan stadig lider under. Men fra 1683, det år, hvor osmannerne belejrede Wien med en kæmpehær, men led nederlag, har Europa overtrumfet den islamiske verden og har kunnet leve i tryghed, mens islam sygnede hen.” (National værnepligt, side 146-147, 2009)

Andre steder i sit forfatterskab har Krarup mere eller mindre det modsatte syn på korstogene, der blev sat i værk sidst i 1000-tallet og århundrederne efter.

”… indvendes det i denne forbindelse, at det kristne Europa har med sine korstog i middelalderen ikke noget at lade islam høre, så er der rigtignok det at sige, at korstog er altid ukristelige, som Martin Luther sagde til den katolske kirke, der foranstaltede dem, men at de katolske korstog faktisk var en slags europæisk selvforsvar mod det islam, der havde erobret kristenhedens hellige steder i Palæstina. ’Gud vil det!’, udråbte pave Urban 2. i 1095, men Guds ord kan der ikke føres krig på, som om det er en politisk størrelse. På den anden side skal Europa naturligvis forsvare sin – kristne – frihed mod et erobringslysten, lovreligiøst tyranni, og derfor var Luther lige så loyal mod fyrstens kamp mod islam, som han var kritisk over for pavens kald til korstog.” (Systemskiftet, side 25, 2006)

Krarup anser islam for en lovreligion, og det er den hellige lov, der gør forskellen.

”Islam er en lovreligion, der som sådan gør en lov til det religiøse og hellige, og hvor loven er hellig, er friheden ophævet. Og ikke blot muslimens frihed. Men i sidste instans også alle andres frihed, for den hellige lov, i islam shariaen, udsprunget af koranen, vil ikke acceptere anden tro og anden lovgivning, og derfor fører islam til evig strid med anden tro og andre folkeslag, der af islam  stemples som ’vantro’, der som sådanne skal omvendes, undertrykkes og på anden måde elimineres.” (Systemskiftet, side 24, 2006)

Islam er ikke kun en lovreligion, den er også militant og erobringslysten. Men da de muslimske lande i vor tid er svage økonomisk og militært og har andre store problemer, vil de undertvinge Europa og Vesten igennem en massiv indvandring.

”Islam er og bliver en militant lovreligion. Islam kan og vil derfor ikke acceptere et Vesten, hvor loven er givet af kejseren eller demokratiet, for ifølge islam kan kun Allah være den sande lovgiver. Heraf hadet (og også misundelsen) imod Vesten. Det er de uhyggelige følger af dette historiske grundforhold, de vestlige lande oplever i øjeblikket, hvor en vanvittig indvandring fra de muslimske lande er en hastigt voksende urokilde, og hvor de evige henvisninger til ’integrationens’ betydning viser sig tomme og hjælpeløse, fordi de unge muslimer viser sig at blive stadigt mere fundamentalistiske og hadefulde i deres forhold til den vestlige og kristne verden, de er født i og skulle blive en del af.” (Kære Søren, side 89, 2003)

Muslimerne vil aldrig tilpasse sig forholdene i de lande, hvor de lever, men vil altid udbrede islam med enten det gode eller det onde. Og i Danmark er de allerede nået langt.

”I TV-avisen i går så vi, at muslimerne har afsluttet deres fastemåned, ramadanen, og at de nu fejre friheden til igen at kunne spise og drikke normalt. På TV-skærmen så vi hele Nørrebrohallen opfyldt af muslimer, der fejrede denne religiøse festdag. På Nørrebro! I København! For islam eller muhamedanismen – som den fra gammel tid hedder på dansk, og som den kaldes i den danske folkekirkes bekendelsesskrift – er blevet den næststørste religion i Danmark, og speakeren kunne oplyse, at der er 120.000 muhamedanere i Danmark. For 30 år siden var der måske 1000 (…) Det var dengang. Hvad er der ikke sket siden? Hvad ligger der på længere sigt ikke i denne eksplosive vækst i en religion, der betragter enhver anden tro som vantro – hvad kristendommen også gør – men hvor muhamedanismen med alle midler, også vold, også hellig krig, vil erobre verdensherredømmet? Hvilke dystre perspektiver tegner der sig ikke for et lille fredeligt, venligt, konfliktsky folk, der bare har ladet tingene ske, og som nu står med 120.000 muhamedanere i sit land – og vel og mærke 120.000, som i de kommende generationer vil blive mange, mange flere?” (Kristendom og danskhed, side 74-75, 2001)

Muslimernes mål er at indføre Koranens hellige lov, som er givet af Gud, Allah, og det begynder i det små.

”Når svinekød er blevet forbudt på mange danske skoler som skolemad, så er det på grund af islams hellige lov. Når drenge og piger ikke kan gøre gymnastik sammen i danske skoler mere, så er det på grund af islams hellige lov. Når gammel dansk skik og brug i det hele taget trues og fortrænges af en nidkær og selvretfærdig lovreligiøsitet, så er det fordi islam er en lovreligion, der vil skabe hellighed og renhed ved hjælp af sin lov og dens paragraffer.” (Systemskiftet, side 30, 2006)

Det begynder i det små. Drenge og piger skal dyrke gymnastik hver for sig. Når muslimerne har fået deres små krav gennemført, vil de stille større krav, hvorpå Krarup sætter skel imellem muslimer og islam.

”Det er islam, ikke muslimerne, der er problemet. De allerfleste muslimer er søde og venlige mennesker. Det ved danskere, der har været på rejse i de muslimske lande. Søde og venlige mennesker, sådan som de fleste mennesker heldigvis er venlige og imødekommende, når man møder dem dér, hvor de har hjemme og føler sig trygge.” (Systemskiftet, side 27, 2006)

Og islam er desuden årsagen til de værste forbrydelser og den værste terror de seneste årtier.

”… men det nye og i vores situation afgørende er, at islam med ayatollah Khomeini i Iran og Det Muslimske Broderskab i Ægypten og Taliban i Afghanistan og al-Qaeda med Osama bin Laden har indledt en ny epoke med en islamisk fundamentalisme, som meget bevidst og beslutsomt søger at ramme Vesten – dels med terror, sådan som vi har oplevet det i New York 11. september 2001 og siden i London og Madrid og mange andre steder, dels med en indvandring i Vesten, som fra denne fundamentalistiske islams side også foretages i demografisk hensigt, dvs. for at muslimerne skal blive de fleste.” (National værnepligt, side 147, 2009)

Islam er en ideologi ligesom kulturradikalismen, ny-marxismen, nazismen og andre utopier, og intet middel er for grusomt på vejen til målet. Og så er vi tilbage hos det kristne menneske, som er tro mod sit fædreland, sin familie, sin næste, tro imod sin konkrete virkelighed.

”Sådan er jo nemlig utopiens væsen, en sådan selvretfærdighed, hensynsløshed og menneskeforagt rummer utopien altid. Sagesløse mennesker ofres for det hellige formål, små børn skydes ned bagfra – som i Beslan – når helligheden skal virkeliggøres. Tilbage ligger en virkelighed, den skabte menneskeverden med min næste, mit sted, mit land, mit modersmål, som foragtes inderligt af selvhaderne og utopisterne.”  (Virkelighed og utopi, side 47-48, 2005)

Islam er ikke alene i Danmark, men får støtte fra alle ideologerne, der taler om integration og frihed til forskellighed, og som mener, at Vesten har en gammel gæld til de lande og folkeslag, som vi i sin tid koloniserede. Men de er naive, siger Krarup, og muslimerne forstår at drage fordele af deres velvilje.

”Hvad har vi gjort dem? Hvorfor hader de os så inderligt? Hvorfor myrder islamisterne uden skånsel små børn og civile passagerer? De svarer – det gør i hvert fald de fleste af dem, og de får her støtte af de vestlige selvhadere – at den vestlige verden har udnyttet og undertrykt den islamiske verden igennem kolonialisme og imperialisme, og den nuværende islamiske terror er kun en befrielseshandling eller en tak for sidst.”  (Virkelighed og utopi, side 50, 2005)

Diverse terrorhandlinger er blot en tak for sidst. Hvis vi vil have et bevis, skal vi blot kigge ud af vinduet.

”… landet brænder, fordi vore politikere i årevis nægtede at erkende virkeligheden og tage forholdsregler imod en mellemøstlig indvandring, der vil gøre danskerne fremmede i deres eget land, og nu står vi med en befolkningsgruppe, der synes at hade Danmark og danskerne, selv om mange af dem er født her i landet og skulle være solidariske med os andre. Men er de det? Når de stikker skoler, biler og hele gader i brand – er de så vore landsmænd, der vil være fælles med os om at tage vare på dette land? Den faktiske borgerkrig, vi oplever på gaderne i øjeblikket – fortæller den ikke om et had, som vi har grund til at se i øjnene?” (National værnepligt, side 79, 2009)

Korstogene var det kristne Vestens selvforsvar, men også i dag fører Vesten en kamp mod islam for at overleve.

”Anderledes med Irak-krigen. Her står Vesten virkelig over for en trussel, som kun fejhed og tåbelighed vil lukke øjnene for, og hvor Samuel Huntingtons tese om ’Civilisationernes sammenstød’ kun er alt for reel (…) De meget omtalte ’masseødelæggelsesvåben’ ser ud til at være svære at opspore. Det stiller i det meget korte perspektiv USA og England i en lidt pinlig situation. Men i det lange og derfor gyldige perspektiv er Irak-krigen efter min mening at forstå som Vestens, især USA’s svar på terrorhandlingen 11. september 2001, og i dette perspektiv er den sand og nødvendig. Det er også sådan, jeg hører Tony Blairs ord om, at historien vil tilgive USA og England (og Danmark), at der måske ikke findes de meget omtalte masseødelæggelsesvåben. Ikke fordi Saddam Hussein var en brutal tyran og massemorder. Dem findes der faktisk mange af i denne verden, og Vesten kan jo ikke være politibetjent i alle tilfælde. Men fordi Saddam Hussein helt åbenlyst plejede omgang med den islamiske terrorisme, der har Vestens ødelæggelse som sit formål. Selvfølgelig siger Bush og Blair det ikke så tydeligt, som i hvert fald jeg kunne ønske mig. De skal pakke modsætningsforholdet til det terroristiske islam ind i neutrale ord. Men naturligvis er der i sin kerne tale om modsætningsforholdet mellem kristenheden og islam, og det er her islam, der genoptager sin gamle aggressive taktik imod den kristne verden – den taktik, der gjorde de gamle kristne lande i Mellemøsten og Nordafrika til muslimske territorier, hvor kristne og jøder levede som andenklasses borgere.” (Kære Søren, side 88-89, 2003)

Krarup kalder invasionen af Irak for ’et svar på’ terrorangrebene mod USA i 2001, mens 11. september af andre beskrives som et ’tak for sidst’ for Vestens kolonialisme. Derfra går Krarup fra en teori om civilisationernes kamp om verdens ressourcer til kampen for den rette tro på Gud.

”Det er denne tale om nemhed, der er grund til at overveje, for hvad er nemmest: at være noget i Guds øjne, idet man møder frem med sine gode gerninger, eller at være intet for Gud, idet man er et lille barn? Hvad er nemmest: at være den, der kan prale behørigt af sin indsats, eller at være den, der får alting givet gratis, fordi man slet ikke har noget at prale med? Nej, vi skal gøre os klart, at det, der ligger i barnedåben og i Jesu ord om, at Guds rige er kun for det lille barn, det er, at Guds rige er virkelig svært. Det kræver virkelig selvfornægtelse. Det er virkelig tugt for sjælen og en torn i forfængeligheden. For det tager alting fra os ved kun at ville give gudsriget til dem, der intet har – fordi de er som de små børn. Grundigere kan man ikke reduceres, dybere kan man ikke ydmyges, strengere kan man ikke behandles end at få at vide: Der er intet af dit, der gælder! Der er intet af dit, der kan bruges som adgangstegn!” (Kristendom og danskhed, side 77-78, 2001)

Mennesket er intet værd i Guds øjne. Der ligger en særegen alvor og derfor frihed i dette.

”Ja, det er alvor. Kristendom er alvor, ikke pjank. Kristendommen forkynder menneskets betingelsesløse frelse ved Guds lige så betingelsesløse nåde, og hvor betingelsesløsheden ophæves, og Gud fortrænges af afguderne, kommer striden og krigen. Det er jo alvor.” (Kristendom og danskhed, side 95, 2001)

I kampen om den sande tro må alle vælge side.

”Nej, i spørgsmålet om sjælens frelse er der intet helle, ingen neutralitet, ingen ufarlig pluralisme, ingen bekvem ’integration’, men her er det dødens alvor, for det er enten sandhed eller løgn, og derfor skal øvrigheden ikke forholde sig neutralt, men hvor der er tale om et kristent land, skal øvrigheden beskytte de kristne ved at gøre kristendommen til vært og alle andre religiøse samfund til gæster, der må følge værtens husorden eller forlade landet. Det er Luthers ord. En formaning til den kristne øvrighed. Et godt og glædeligt budskab til hans kristne landsmænd.” (Kristendom og danskhed, side 93-94, 2001)

Kristendommen sørger for fred og frihed, hvorpå Krarup beskriver forholdene i den islamiske verden.

”Og derfor skal man ikke kaste barnet ud med badevandet og tro, at friheden er begyndelsen, hvorfor vi kan kvitte Kristus og gøre os selv til guder, men vi skal besinde os på sammenhængen og forstå, at uden Kristus ingen frihed. Hvordan var det nu, det var, da det danske krigsskib ’Olfert Fischer’ kom til de arabiske lande i forbindelse med Golfkrigen og fik forbud mod at flage med Dannebrog, fordi der var et kors i flaget? Hvordan er det, de borgerlige og religiøse forhold er dér, hvor islam hersker og en hellig lov tvinger alt i samfundet ind under Koranens regler? Nej, friheden er uløseligt knyttet til den kristendom, der forkynder troen på Kristus (…) I pluralismens navn skal vi nu ’anerkende’ islam, siger humanismen. Nej, vi skal ikke, for at anerkende islam er naturligvis at sige ja til et mod-evangelium eller til vantroen. Den religion, der reducerer Kristus til en tredje- eller fjerderangs profet, underordnet en vis Muhammed.” (Kristendom og danskhed, side 89-90, 2001)

Islam er kristendommens fjende, og derfor skal vi kalde islam ved rette navn, vantro.

”De muhamedanske menigheder i Danmark er omfattet af dansk lov og skal derfor være i fred – det er noget andet. Men de kan aldrig blive anerkendt af os, uden vi er hørt op med at være kristne, og derfor kan vi sige, at det er selve begrebet ’anerkendt trossamfund’, der er noget pjat. Vi vil ikke anerkende afguderne.” (Kristendom og danskhed, side 90, 2001)

Ikke kun islam, men også jødedommen er afguderi.

”Det er jo en kristen øvrighed. Som sådan skal den kende sin forpligtethed på beskyttelsen af Guds ord og derfor gribe ind over for dem, der krænker det. Hvis jøderne holder sig i ro, skal de have lov til at være i landet. Men hvor de fører sig offentligt frem med deres ’løgne’, dvs. med deres anklager mod kristendommen og angreb på kristne – dér skal øvrigheden sikre samvittighederne og freden ved at tage forholdsregler mod jøderne og drive dem ud af landet!” (Kristendom og danskhed, side 92-93, 2001)

Kristendommen er den sande tro, hvorefter Krarup henviser til Luther.

”… i denne forbindelse får jeg lyst til at fremdrage en bog, som kan bidrage til at åbne vore øjne. Det er Martin Luthers skrift Om jøderne og deres løgne fra 1543 – et skrift, som i dag, også af mange lutheranere, nævnes med gysen, fordi man har kaldt det antisemitisk og en forløber for Hitlers raceforfølgelser. Men dette er rent nonsens, et udslag af dum uvidenhed, for Luthers skrift handler om troen på Guds ord (…) Luther skrev bogen i efteråret 1542 og udgav den først på året 1543, og anledningen var nogle jødiske rabbineres skrifter, som missionerede blandt de kristne i Tyskland og bl.a. kaldte Jesus for en horeunge og en bedrager. Dette ophidsede Luther. At kristne i deres eget land skulle se deres tro forhånet. At almindelige kristne mennesker skulle gøres til omvendelsesobjekter i et kristent land. Han besluttede at tage til orde mod dette ved at gennemgå jødedommens eller farisæismens lære og først og fremmest ved at forkynde Kristus som det Guds ord, der kommer betingelsesløst til os og skænker os vor frelse og ikke – som hos jøderne – bygger på en rent kødelig afstamning, på omskæring, på moseloven og på det hellige land – alt sammen betingelser, som ophæver evangeliets retfærdiggørelse af tro.”  (Kristendom og danskhed, side 91-92, 2001).

Krarup beskriver ikke de angreb Martin Luther rettede mod jøderne, som kaldte dem for ’dette fordærvede, fordømte jødefolk’, som er ’giftige slanger og unge djævle.’ Og ligeledes skal kristne mennesker opbrænde jødernes synagoger med ild og tage alle deres religiøse skrifter fra dem, og man skal oveni også forbyde jøderne at bede, undervise eller bekende deres tro offentligt, og finder jøderne sig ikke i denne behandling, og vil de ikke omvendes til kristendommen, skal de fordrives fra landet.

Luther går så langt i sit angreb mod jøderne, at han erklærer, at det er bedre at være svin end jøde. Dette finder Krarup, er opbyggelig tale.

”Hen mod slutningen af sin bog skriver Martin Luther: ’Jeg vil til sidst for mit vedkommende sige: Hvis Gud ikke ville give mig anden Messias end ham, som jøderne begærer og håber på, så ville jeg langt, langt hellere være et svin end et menneske … Thi et svin ligger i sin bløde seng, på gaden eller møddingen, hviler trygt, snorker blidt, sover sødt, frygter hverken konge eller herre, hverken død eller helvede, hverken Djævelens eller Guds vrede. Lever således helt uden bekymringer, så at det heller ikke tænker på, hvor der er godt at rode i jorden. Og hvis den tyrkiske kejser kom dragende i al sin magt og vrede, ville det være nok så stolt, at det ikke ville rejse en eneste børste for hans skyld. Drev man på det, skulle det nok grynte og (hvis det kunne tale) sige: Se, hvor du er tåbelig, du nar, du har det ikke en tiendedel så godt som jeg og lever ikke nogen sinde så sikkert, fredeligt og stille som jeg hele tiden lever, var du så også ti gang så stor og rig. Summa: svinet tænker ikke på nogen død, men lever et fuldstændig sikkert og bekvemt liv … Hvad kunne nu jødernes Messias komme mig ved? Hvis han ikke kunne hjælpe mig arme menneske mod disse store, gruelige fejl og synder og ikke gøre mit liv en tiendedel så godt som svinets? Jeg ville sige: Kære Herre Gud, behold du din Messias eller giv ham til den, der vil have ham, men gør mig til et svin i stedet.” (Kristendom og danskhed, side 94, 2001)

Hellere svin end jøde. Hellere svin end muslim. I sin tid blev det påstået, at jøderne ville erobre verdensherredømmet, og den rolle har islam fået tildelt i vore dage, men det går ikke så godt for dem. De kæmper stadig en forgæves kamp for, at drenge og piger skal gøre gymnastik hver for sig. Måske er muslimerne bare kommet for sent, for i 50’erne, da Krarup gik i folkeskole, gik drenge og piger i hver deres klasser, og da han kom så langt i sin skolegang, at han kom i en klasse, hvor der også var piger, fandt han det upassende og generende.