Om Søren Krarups Forfatterskab

I sin bog, ’En måned i efteråret’ fra 1987 med undertitlen ’Rapport fra en borgerkrig’, fortæller Krarup om forløbet omkring hans kampagne imod Dansk Flygtningehjælps indsamling året før, og sidst i bogen leger han med ideen om at starte et nyt parti. Politikerne vil frygte et sådant nyt parti, men Krarup mener, det er bedst at holde dem hen i frygt og uvidenhed. Men i midten af 90’erne opstår Dansk Folkeparti, som Krarup snart bakker op om. Han melder sig ikke ind som medlem, og nævner slet ikke muligheden for selv at deltage aktivt i partiet. Det er først i 2001, da Dansk Folkeparti tilbyder Krarup og hans fætter og kampfælle, Jesper Langballe, at stille op til folketingsvalget i november samme år, at de slår til. De bliver begge valgt ind, og pludselig er Krarup ikke den frie fugl og stridsmand, der helst kæmper alene, som han ellers altid har været. Han befinder sig i et parti, med alt hvad det betyder af partidisciplin og loyalitet mod partiets stærke kvinde, Pia Kjærsgaard, og hendes væbnere. Krarup ser Dansk Folkeparti som en forlængelse af den livslange kamp, han har ført imod alle ideologier. Han beskriver selv sin deltagelse i politik som ’national værnepligt’ og betegner skiftet fra en socialdemokratisk-radikal regering til en borgerlig regering støttet af Dansk Folkeparti som et ’systemskifte’. Krarup udtrykker med en vis tilfredshed, at han og Tidehverv mange år forinden havde forudset den indre og ydre trussel mod Danmark, som indvandrere og flygtninge, EU, kulturradikalismen, diverse ideologier og ikke mindst islam kom til at udgøre. Med i forudsigelserne hører også en ’folkelig modstandskamp’ mod magthaverne, et opgør Krarup ofte har talt for.

”Ét sted er der blevet talt klart og væsentligt om folkets og fædrelandets anliggender. Ét sted er kulturradikalismen eller den politiske korrekthed blevet taget ved vingebenet og udstillet i al sin ynkelighed, underlødighed og magtsyge. Vi har sagt sandheden, i al enkelthed. Vi har sagt sandheden om behandlersamfundet, om ideologiens hærgen, om humanismens menneskeforagt og om indvandringens og den multi-kulturelle ideologis ødelæggelse af et dansk menneskeliv. Dette har vi gjort (…) Og da vi netop sagde sandheden, og udviklingen derfor gav os ret, så er den situation nu indtrådt, hvor vi af gode grunde står stærkt i fædrelandet, og kulturradikalismen har svært ved at opretholde sin magt over sjælene. Vi havde ret. Det er forklaringen.” (Kære Søren, side 26-27, 2003)   

Krarup og hans allierede i Tidehverv sagde sandheden, og det gjorde de længe, og derfor er han i grunden både fader og fødselshjælper til Dansk Folkeparti.

”… hvad jeg mener med at kalde Dansk Folkeparti for en slags barn af mig er, at partiet voksede ud af den modstandskamp imod den politiske korrekthed, som Tidehverv måske nok var en slags centrum for (…) Jeg vil kalde Tidehverv et åndeligt kraftcenter, hvori et kristent og dansk menneskeliv er fastholdt og gjort levende, og jeg bekræftes deri ved at se de mange unge og velbegavede mennesker, som deltager i arbejdet. Vi har ikke ’vundet’, for vi deltager hverken i et væddeløb eller politik. Men vi har sagt den sandhed, som er ved at ændre Danmark.” (Kære Søren, side 28, 2003)

Men Krarup er også helt sin egen. Han ønsker ikke at modtage ordre som en tapper tinsoldat i rækkerne, og dette understreger han ved omvendt at underdrive sin egen rolle i dannelsen af Dansk Folkeparti og sin indflydelse i partiet.

”Jeg er nemlig ikke Dansk Folkeparti. Jeg har ingen adkomst til at tale på Dansk Folkepartis vegne. Var det Dansk Folkepartis mening, du ville kende, skulle du naturligvis skrive til Pia Kjærsgaard eller Kristian Thulesen Dahl eller Peter Skaarup, som alle ville kunne svare dig klart og fyldestgørende. Jeg er ganske vist blevet folketingsmedlem for Dansk Folkeparti og befinder mig fortræffeligt ved det, men grundlæggende er jeg mig selv – dvs. en evangelisk-luthersk sognepræst, der igennem mange år også har været forfatter, og som på det seneste har følt mit fædrelands skæbne så truet, at jeg har valgt at støtte det parti, der synes mig at kæmpe for det danske folks eksistens og fremtid.” (Kære Søren, side 8-9, 2003)

Krarup interesserer sig dog ikke for partipolitik og anser heller ikke sig selv som politiker.

”… Jesper og jeg er frie fugle i den forstand, at vi ikke er politikere og ikke har villet være det, men vi er i øjeblikket naturligvis loyale imod Dansk Folkeparti og det arbejde, der øves her. Igen vender jeg tilbage til besættelsestiden: vore forældre var gået ind i modstandsbevægelsen for at arbejde for Danmarks befrielse, og i den situation var de helt igennem loyale over for modstandskampens ledelse og fulgte parolen, i deres tilfælde fra Jens Toldstrup. På samme måde med os. Og ikke kun os, men med hele Dansk Folkepartis folketingsgruppe, for vi har alle sammen ét afgørende formål, som bestemmer os og skaber samarbejdsvilje og fællesskab.” (Kære Søren, side 52, 2003)

Krarup roser Pia Kjærsgaard, formand for Dansk Folkepartiet.

”Jeg vil ikke tage så meget som en millimeter af Pia Kjærsgaards danmarkshistoriske fortjeneste, som virkelig er meget, meget stor. Jeg plejer at kalde hende den danske Jeanne d’Arc, og jeg mener det. Hun kan ikke roses og fremhæves nok for sin ukuelige indsats til gavn for det danske folk. Historien vil give hende en ganske anden plads end den, et kulturradikalt medieliv vil unde hende.” (Kære Søren, side 27-28, 2003)

Krarup kaster også sin kærlighed over Anders Fogh Rasmussen fra Venstre, der var Danmarks statsminister i otte år i 2000-tallet, og som er en anden meget vigtig person i det, Krarup kalder systemskiftet.

”Jeg er rigtignok politisk amatør og ignorant og vil ikke give mig ud for at kende Anders Fogh Rasmussen, men gennem de senere år på Christiansborg har jeg jo lyttet til og fulgt hans færden, og det er min fornemmelse – min højst private fornemmelse – at han er rodfæstet i en dansk folkelighed, jeg er lige ved at sige en dansk folkekirkelighed (…) Tillige havde Venstres nye leder en fælle og støtte i Venstres partisekretær Claus Hjort Frederiksen, som på samme måde er rodfæstet i noget, der ikke er politik, men folkelighed.”  (Systemskiftet, side 54-55, 2006)

Krarup har ofte udtrykt sympati for politikere, der vil sænke skatten kraftigt og afskaffe velfærdsydelser, lige fra Mogens Glistrup til Ronald Reagan og Margaret Thatcher. Men efter han er trådt ind i Dansk Folkeparti og er blevet deres folketingsmedlem, er han blevet positiv overfor velfærdssamfundet.

”… det, jeg her definerer som velfærdsstaten i ordet ’behandlersamfundet’, det bekæmper jeg også helt og fuldt – og jeg kan forsikre dig, at det samme gør Dansk Folkeparti. Vi er et forsvar for borgerens frihed og ansvar. Vi er et forsvar for det enkelte menneskes samvittighed, for den private families ret til at opdrage sine børn uden ’eksperters’ tyranni, for danskerens ret til at leve sit liv uden at skulle uansvarliggøres af dem, der i godhedens og retfærdighedens navn overtager ansvaret. Det siger jeg ikke blot som min overbevisning, men også som min erfaring. Der er virkelig god og ægte vilje til at gøre, hvad der skal gøres. Men der er jo ikke ubegrænset magt og dermed mulighed. Dernæst vil jeg sige, at vi alle sammen har ét afgørende formål: Vi sidder i Folketinget for at kæmpe for Danmarks eksistens imod den nationale undergang, der ligger i indvandringen og EU. Dette er formålet. For at opnå noget her, kan det ske, at Dansk Folkeparti på andre områder ikke spiller så skarpt ud, som man ellers ville have gjort. Jeg accepterer det til fulde. Af hensyn til det altafgørende nationale formål kan vi blive nødt til at dæmpe os i andre sammenhænge. Sådan var det jo for resten også i modstandsbevægelsen.” (Kære Søren, side 61, 2003)

Krarup ser danske muslimer som en større trussel, end nazismen var. Selvom muslimerne er et religiøs mindretal, vil de snart blive flere end de kristne danskere.

”Jeg mener, at vi her står over for den alvorligste trussel i hele Danmarks tusindårige historie. Aldrig har danskerne hidtil måttet frygte at blive et mindretal i deres eget land, at blive fremmede og undertrykte i Danmark. Men det er perspektivet i den nuværende situation. Med denne indvandring af fremmede, der som muslimer ikke kan integreres i et kristent land, men som kun bliver stadigt mere fjendtlige af at skulle det, og hvor deres fødselsfrekvens i forhold til danskernes faldende peger på en fremtid, hvor de udgør flertallet i vores land – ja, dér står vi simpelt hen over for Danmarks undergang som danskernes land. Det forfærdeligste, jeg kan forestille mig. Det, som alle tidligere generationer i Danmarks historie har slidt og stridt for at undgå.” (Kære Søren, side 62, 2003)

Egentlig var der kun en grund for Krarup til at gå ind i politik.

”Dér er det dig og alt, hvad du er og holder af, der trues af undergang med en indvandrerpolitik, der i løbet af nogle generationer gør danskerne til et underkuet mindretal i deres eget land. Ingen sag kommer i alvor op på siden af indvandrerpolitikken. For mig. Intet spørgsmål udgør en tilsvarende trussel. For mig. Udelukkende på grund af denne trussel har jeg sagt ja til at blive politiker.” (Kære Søren, side 63, 2003)

Krarup har før beskrevet de borgerlige partiers valgsejr i 2001 som et systemskifte. Dermed mener han, at det var et folkeligt opgør med ideologiske politikere. De samme politikere som samarbejdede med den tyske besættelsesmagt under anden verdenskrig.

”I mine øjne var det nemlig ikke kun et nej til Nyrup og Co. Det var det også. Men det var herigennem et nej til det meste af et århundredes danske udvikling. Det var også et nej til samarbejdspolitikken under besættelsen. Det var et nej til Vilh. Buhl og hans kolleger, der i Danmarks dybeste nød allierede sig med besættelsesmagten og søgte at lokke befolkningen til at gøre det samme. Hvorefter Vilh. Buhl og hans kolleger efter befrielsen idømte dem strenge straffe, der havde lyttet til politikerne. Dér blev politikerleden grundlagt. Foragten for dem, der lyver skamløst for at bjerge sig selv. Leden ved dem, der bærer gyldne kæder for at hjælpe landet, men som kun hjælper sig selv.” (National værnepligt, side  28, 2009)

Krarup ser den samme modsætning imellem det danske folk og den tidligere socialdemokratisk-radikale regering, som der var i den kommunistiske østblok. Det danske folkestyre er lige så undertrykkende, som de kommunistiske regimer var.

”Man kunne under oprulningen af de østeuropæiske regimer, hvor det havde været magthaverne imod folket, en magtbevidst og magtfuldkommen klike imod den store, afmægtige befolkning, være kun alt for fristet til at trække paralleller til forholdene i folkestyret Danmark, hvor folket virkelig blev styret og i sig selv var hjælpeløst over for magtens ideologiske projekter, hvad enten disse drejede sig om kulturpolitik, familieliv eller indvandrerpolitik.” (I min levetid, side 269, 1998)

Men kommunismen er faldet, og i Danmark er de tidligere magthavere, blandt andet de store medier, nu trængt i defensiven.

”… det var de sidste dages hellige, der nu flokkedes i DR og Politiken, men selv i Politiken var de sidste dages hellige ved at føle sig ensomme og forladte. Systemet Politiken var ved at krakelere. Tøger Seidenfaden, chefredaktør på Politiken, søgte at samle sine tropper til et generalangreb på Anders Fogh og hans regering, men der viste sig også her at være mange høvdinge, men få indianere.” (Systemskiftet, side 63, 2006)

En ny modstandsbevægelse har sejret.

”Det korte af det lange er, at der i løbet af 1980’erne og -90’erne voksede en ny modstandsbevægelse op, og det glædelige er, at denne gang blev modstandsbevægelsen ikke henvist til magtesløsheden. Der skete noget i 2001.” (Systemskiftet, side 49, 2006)

Krarup skriver systemskifte med stort S.

”Du vil bemærke, at jeg her skrev systemskiftet med stort S, hvor jeg i første linie valgte det lille s. Et navn skriver man med stort og et navneord med lille, og det er min påstand, at systemskiftet i 2001 var Systemskiftet – en historisk begivenhed, der for så vidt indleder en ny epoke eller periode i historien. Jeg er lige ved at tro, at det er mig, der har lanceret ordet systemskifte om det, der skete i Danmark i forbindelse med folketingsvalget i november 2001.” (Systemskiftet, side 7-8, 2006)

Der har før været et systemskifte i dansk politik, og de, som vandt, havde magten i præcis hundrede år.

”Men i 1901 kom parlamentarismen til at herske, for hermed blev det afgjort, at det politiske flertal i Folketinget skulle danne regering – eller at ingen regering kunne blive siddende, som fik et flertal i Folketinget imod sig. Dette var Systemskiftet i 1901. Og vi skriver det med stort S, for dette skifte er blevet et navn, som udtrykker en historisk begivenhed.” (Systemskiftet, side 8-9, 2006)

Systemskiftet 2001 handler i bund og grund ikke om skat, jura, uddannelse eller andre politiske emner. Det er resultatet af det danske folks nationale opvågnen.

”Systemskiftet af 2001 var ikke så meget politisk som folkeligt – jeg er lige ved at sige åndeligt. Det var folket, tør jeg sige folkeånden, som da trådte i karakter og ændrede en linie, som bar en folkelig katastrofe i sit skød.” (Systemskiftet, side 9, 2006)

Men Krarup har efterhånden siddet i Folketinget nogle år, og med tiden er hans begejstring sunket, og han er blevet direkte skuffet over statsminister Anders Fogh Rasmussen, som han ellers holdt så meget af.

”… og så læste jeg en passus i statsministerens tale, som først fyldte mig med eftertænksomhed og siden med dyb skuffelse eller desillusionering. Jeg mener – jeg har rost Anders Fogh Rasmussen meget og offentligt. Jeg har sagt, at han efter mit skøn er den dygtigste statsminister i vores nyere historie, også fordi han forekom mig at være karakterfuld og forankret i en ægte dansk folkelighed, for ikke at sige folkekirkelighed. Jeg fandt rodfæstethed i Anders Fogh Rasmussens holdning (…) Det er en kosmopolit, der taler således. Det er en statsminister, der dyrker ’det globale’ og dermed ’udviklingen’ eller det ubegrænsede som den højeste og sidste sandhed. Her er ikke tale om at være sit sted og sit liv tro. Her er slet ikke tale om troskab og dermed om historie, om rodfæstethed.” (National værnepligt, side 74-75, 2009)

Desuden var Krarup også irriteret over, at Anders Fogh udtalte, at han ikke ser noget forkert i at homoseksuelle bliver gift i folkekirken.

”Jeg taler ikke om hans tåbelige og for mig helt uforståelige udsagn om den danske folkekirke i forbindelse med bøsse-vielser i folkekirken – som om en vielse kan gælde andre end den mand og kvinde, der indgår et ægteskab for at stifte en familie. Registreret partnerskab på rådhuset er fortræffeligt, for naturligvis skal homoseksuelle også kunne få deres økonomiske og arvemæssige forhold sikret. Men heller ikke på rådhuset er registreret partnerskab en vielse. Alle homoseksuelle er velkomne til at gå i kirke og modtage Guds velsignelse som alle andre kirkegængere. Men ’vielse’ – hvordan kan Anders Fogh Rasmussen dog sige noget så tåbeligt?” (Virkelighed og utopi, side 41, 2005)

Krarup anser nemlig homoseksuelle for at være handicappede, da de ikke kan få børn med hinanden, og han mener ikke, man skal gå og skilte med sit handicap og være stolt af det. Det blev ikke bedre, da Anders Fogh i foråret 2009 fravalgte statsministerposten til fordel for at blive generalsekretær i Nato. Ifølge Krarup skal en dansk statsminister tage vare på Danmarks interesser og ikke rejse verden rundt på vegne af en overnational organisation. I længden har det heller ikke været behageligt for Krarup at være underlagt partidisciplinen i Dansk Folkeparti, og samme år blev han irettesat af Pia Kjærsgaard for at sige, at en ørefigen eller endefuld kan være en naturlig del af en almindelig børneopdragelse. Det fik Krarup til at erklære, at det ikke var livets opfyldelse for ham at deltage i politik, men at han ville gøre arbejdet færdig og blive i Folketinget indtil det næste valg i loyalitet imod de vælgere, der havde stemt på ham. Så Søren Krarup er på vej ud af dansk politik, hvilket vel er ganske rimeligt, da han er over de 70, er Folketingets ældste medlem, og har kæmpet for sine standpunkter i 50 år. Og dog skal der nok komme en enkelt bog eller to mere, inden han for sidste gang lægger pennen fra sig.

Den menige mand. Det konkrete og forpligtede menneske. Det tavse flertal. Det kristne, danske folk. Krarups barn har mange navne. Men hvem er det danske folk, og hvad er det, der kendetegner landet og folket i forhold til andre nationer og folkeslag? Det må man som læser lede længe efter i Krarups bøger, og det forbliver en ubekendt faktor i det meste af hans forfatterskab, men der er et sted i en af hans bøger fra 70’erne, ’Selvbesindelse’, hvor han giver et klart svar. Her beskriver han, hvem det danske folk er, og hvordan de lever sammen i fællesskab omkring deres kristne tro, til hverdag, i sorg og til fest. Først om et større selskab på et husmandssted.

”Så beder husmanden, der er værten og faderen, gæsterne om at sætte sig til bords. Man skubber sig ind på bænken ved vinduerne. Det tager tid at komme på plads, men så sidder man der også og folder servietten ud. Der sænker sig en forventningsfuld tavshed i rummet. Men inden de dampende suppeterriner bæres ind fra køkkenet, siger værten, som er blevet stående ved sin bordende: ’Åge, vil du synge?’ Og naboen Åge, som har en god sangstemme, synger for på bordverset – ’regn os til dit vennelag’. Alle kender det og synger med. Så kommer suppen på bordet. Denne vært synger ikke bordvers til daglig. Han går ikke ofte i kirke. Han er ikke anderledes end sine naboer. Men når der er fest i hans hjem, synges der som den naturligste ting af verden et bordvers, i hvilket man taler til Gud, og – hvad der også virker ligetil: det samler selskabet og skaber fællesskab. Hermed er man i anden forstand end den bogstavelige sat sammen. Husmanden vil hverken demonstrere eller være sig noget ekstraordinært bevidst. Men når der er fest, skal en salmestrofe forsamle dem, der er kommet i hans hus. Så kan der festes i jævnhed og på lige fod.”  (Selvbesindelse, side 39-40, 1976)  

Dernæst om en søndagsprædiken efter konfirmationer i kirken.

”De er alle til alters. Fædrene og mødrene i det pæne tøj følger barnet op i koret og modtager brødet og vinen, som siges at være Jesu kød og blod. De er stille og opmærksomme. Grove, arbejdsvante hænder modtager den spinkle oblat og holder forsigtigt om vinbægeret. Det ene hold afløser tavs det andet ved alterskranken. Gårdejere, håndværkere, husmænd, arbejdsfolk, funktionærer. De lytter til ordene, som tilsiges dem. Mange har været der med ældre børn, men siden har de ikke været der. De er almindelige mennesker. Og som en given sag går de med deres nykonfirmerede barn til alters og bliver almindelige – til mennesker, der deler fælles kår og er på lige fod som næste med næste. Fællesskabet konstitueres. Så kører de hjem igen, og inden længe skal en del i arbejdstøjet for at røgte i stalden, og næste dag er det mandag, hvor resten skal på arbejde. Hverdagen går videre. Men man er i samme båd. På en eller anden måde er de sat sammen om det samme liv på de samme betingelser. De er venstrefolk, socialdemokrater, radikale. De har forskellige anskuelser og meninger. Men alligevel er de blevet solidariske med hinanden på en måde, de ikke nødvendigvis er sig bevidst, men som de fatter og accepterer. De er kirke. De er folkekirke.”  (Selvbesindelse, side 40, 1976)

Følgende beskriver Krarup, hvordan han blev modtaget i Seem sogn, da han sammen med sin kone kom som nyuddannet teolog fra København for at være den nye præst i sognets kirke.

”Vil man komme til at holde af sine landsmænd, skal man møde dem som præst i den danske folkekirke. Deres loyalitet, hensynsfuldhed og overbærenhed er uden grænser. De optager alt i bedste mening. De undskylder og bortforklarer ens fejl og dumheder. Deres taktfuldhed er lige så stor som deres solidaritet. En grøn sognepræsts forlegenhed bliver afhjulpet på en måde, der er lige så fin som den er selvfølgelig, hans hjælpeløshed bliver rådgivet så varsomt og kultiveret som var han faldet blandt adelsmænd. De trænger sig ikke på, men de er altid rede til at støtte ham. De stiller ingen krav, men der er altid et fællesskab, hvor han kommer hen. Præsten regnes ikke for noget særligt, men han regnes uden videre for een af deres egne, og så optager de ham iblandt sig med en godhed, der forhindrer ham i at føle sig alene.” (Selvbesindelse, side 41-42, 1976)

En del af en præsts gerning er at velsigne de døende for en sidste gang, og det er aldrig en let opgave, især ikke de første gange. Men selv i sådan en situation er Krarups sognebørn opmærksomme og omsorgsfulde overfor deres uprøvede præst. Krarup beskriver sig selv i anden person.

”Da en dødsmærket gammel mand var blevet taget til alters i den nærmeste families nærvær og præsten stod rådvild i sin præstekjole efter handlingen og ikke vidste, hvad han skulle sige, og hvordan datteren da, en gårdmandskone fra sognet, uden sentimentalitet og bedreviden, men med fordringsløs selvfølgelighed og en gammel kulturs finhed i sit væsen gik hen til sin faders seng og tog ham i hånden og sagde: ’Til lykke og velsignelse!’ – og hvorledes situationen dermed blev sat på plads i sin sammenhæng. Eller da han besøgte en gammel kone, som heller ikke ville komme til at rejse sig fra sin seng igen, og han famlede efter ordene og fremstammede intetsigende klicheer, og hvordan hun – der var helt klar over sin tilstand – rakte ham sin salmebog og med myndig naturlighed bad ham synge den salme for hende, hun gerne ville høre.” (Selvbesindelse, side 42, 1976)

I det daglige viser sognebørnene Krarup samme omsorg. Igen taler han i anden person.

”Eller da han havde spillet fodbold om formiddagen og hele holdet var i kirke om aftenen. Eller da han havde glemt parkeringsskiven på byens hovedgade, og en arbejdsmand fra sognet, der var ved at lægge rør ned og genkendte bilen, fremskaffede en parkeringsskive og satte den på plads i præstens fravær – for ’vores præst skal ikke ha’ en bøde!’ Eller da han havde glemt flaget om aftenen, og naboen, der stod op ved morgengry for at malke, fik øje på det og gik hen og hejsede det ned, for at ingen skulle få noget at grine ad. Eller den beskedenhed, hvormed de i begyndelsen undskyldte, at de var så vant til at sige du, at de ikke kunne huske at sige De, sådan som den unge københavner var vant til. Eller den selvfølgelighed, hvormed de inviterede ham med til deres familiefester. Eller den takt, med hvilken de accepterede hans særligheder og forsvarede ham over for fremmede. Eller da han begyndte at gå på jagt, og de inviterede ham med på deres jord og bortforklarede hans forbiere og oplærte ham i kunsten. Hensynsfuldt og overbærende. Åbne døre og forudgiven accept. Et fællesskab, der bare var.” (Selvbesindelse, side 42-43, 1976)

Og hvad er det, der gør, at danskerne er så gode og venlige, ikke bare mod deres unge, uerfarne præst, men naturligvis også imod hinanden? Det er den luthersk-evangeliske kristendom, som de finder i den folkekirke, hvor de mødes i fællesskab.

”Salmesang, skriftlæsning og prædiken ånder et indhold af menneskers fælles afmagt over for liv og død og fælles henvisthed til Guds nåde – og så går folk ud af kirken og ved af et fællesskab, som mennesker ikke kan løbe fra. Det præger disse folk. Det er med til at gøre dem til de retsindige og fordringsløse danske mennesker, de er. Det bidrager til husmandens stilfærdige lune, arbejdsmandens venlighed, gårdejerens oprigtige deltagelse i naboernes lyst og nød. Når der er begravelse i kirken, er den fuld af folk, som vil følge den døde til graven, og bagefter deltager de i mindesammenkomsten i forsamlingshuset for at vise de efterladte, at de er ikke alene. Der sladres meget lidt om andre. Der kan falde en bemærkning om deres mærkværdige levned, men den falder uden malice, konstaterende og undskyldende. Det underforstås, at vi andre er vel ikke bedre. Man omgås hinanden uden skelen til indtægt og social status og spiller kort med dem, man sad til bords med, og til de store fester danser man sammen af hjertens lyst, unge og gamle, stivbenede og springfyre. Der er plads til alle på gulvet. Der er plads til alle i sognets fællesskab, og der er skønsomhed inden for fællesskabet.” (Selvbesindelse, side 44, 1976)

Der er dog nogle, der ikke bryder sig om og ikke ønsker at deltage i danskernes fællesskab. Men de er få og vil heldigvis helst bare holde sig for sig selv.

”Der kommer nye folk til sognet. De har spædbørn og skal have navn til dem. De kommer til præsten, men børnene skal ikke døbes, for forældrene er udmeldt af folkekirken. De er ’politisk bevidstgjorte’ og færdige med spørgsmålet. De har selv fundet på kælenavne til deres børn og er vrede over, at der kan blive vanskeligheder med navnenes godkendelse (…) De forlanger henvendelse til kirkeministeriet med klage og krav om navne, der er ukendte og ubegribelige lyde. Efter en ventetid kommer tilladelsen. Det ugifte par drager hjem til deres børn med navne, som ingen nabo kan genkende eller identificere. Men de bryder sig ikke om naboer. De er højtuddannede og i stand til at ’gennemskue’ de sociale strukturer og afsløre ’det her samfund’. De kommer ikke sammen med nogen. De er ikke med, når der er nabogilde og fest i forsamlingshuset og fødselsdage i gaden. De hejser ikke flaget for nogen. De tager ikke del i sognets foreninger og fællesskab. De betragter det med overbærenhed. De anser bønderne og håndværkerne og arbejdsmændene for at være bevidstløse ofre for et senkapitalistisk samfunds manipulation. Og hver morgen lukker de deres dør og kører til undervisningscentret for at yde et bidrag til de bevidstløses bevidstgørelse og befrielse fra en falsk bevidsthed. De er ikke folkekirke.” (Selvbesindelse, side 41, 1976)

Men de, som ikke tilhører folkekirken, holder sig for sig selv og genere heldigvis ikke andre. Det, der kendetegner folkekirken, er, at folk, kirke og kristendom forenes i ét, hvor Gud rækker ud mod mennesket og ikke omvendt.

”Men er kirken præstens? Nej, kirken er folkets, og til folket hører præsten. Det er det, der udtrykkes i barnedåben. Den er i sig selv den allerklareste prædiken. For det lille barn kan højst bøvse eller tisse i bukserne. Forstå noget kan det ikke. Sige noget kan det heller ikke. Og sige ja til at blive døbt kan det slet ikke – hvorved det understreges, at dåben handler ikke om menneskers ja eller nej til Gud, men om Guds ja til mennesker.” (Selvbesindelse, side 51-52, 1976)

Mennesket er synderen. Men vi får nåde, tilgivelse og Guds kærlighed helt frit og uden betingelser.

”Dåben er altid ufortjent. Derfor har vi barnedåb. Det er i lige forlængelse af evangeliet. Frelsen modtages. Og således er vi alle børn for Vorherre – lige tomhændede og magtesløse. Og således er dåben et menneskes eneste kvalifikation, og til den har ingen kvalificeret sig.” (Selvbesindelse, side 52, 1976)

Gud kalder på mennesket igennem kirkens klokker, som derved siger, at vi har en plads i verden blandt vore næste, som vi skal være tro.

”Det kald til solidaritet ringes hver dag ud over Danmark af klokkerne i kirken, over flade enge og marker, over forstædernes nybyggede parcelhuse, over storbyens larm af biler og busser, ringes regelmæssigt og uden påtrængenhed ind i danskernes øren og sind. Kirkeklokken går ud fra et fællesskab, der er der i forvejen – syndernes fællesskab, der i dette land bliver til et folkeligt fællesskab, i hvilket alle har lod og del. Ordet om Gud sætter os sammen om det givne, landet, sproget og historien, og således bliver vi til mennesker, der deler skæbne med hinanden. Klokken minder os om det.” (Selvbesindelse, side 55, 1976)

Kirkens klokker tvinger ingen, men den lyder for alle mennesker og fortæller om et sted, hvor de er sat fri fra deres synder, folkekirken.

”Klokken er folkekirkens røst, for den lyder til unge og gamle, stærke og svage, gode og onde. Klokken kan høres af enhver. Men klokken tvinger ingen. Der er forskel på en kirkeklokke og en ringeklokke. Der er intet vækkeur, intet kontrolsignal, intet krav forbundet med kirkeklokken. Der er kun bestandighed og fællesskab i dens røst. Hvor den lyder, er der et fristed og et samlingssted.” (Selvbesindelse, side 55, 1976)

Men nogle vil ikke høre klokkerne kalde og ønsker ikke at være del af det fællesskab, deres ringen fortæller om.

”Det sker, at børn af forældre, man har lært at kende og sætte pris på, kommer og vil meldes ud af folkekirken. Der er jo ikke andet at gøre end at tage det til efterretning og føre det ind i kirkebogen. Vi veksler et par ligegyldige ord, for det er ikke min affære, og så siger vi farvel til hinanden. Vorherre klarer sig jo nok. Men tilbage i én sidder der en blanding af sorg og ærgrelse over, at forbundetheden med os andre agtes så ringe. Nå, så du gider ikke være i båd med dine forældre længere, tænker man. Du er blevet et udviklet menneske med et selvstændigt åndsliv, der umuligt kan dele folkets beskedne vilkår mere. Du har lært at sige fine ord og er nu for fin til at tage dit fattige fædreland og dets uanselige folkekirke alvorligt… Der er noget trist ved det. Et led af vort folkelige fællesskab er bristet. Men der er også noget harmeligt ved det, for dette fællesskab svigtes under påberåbelse af hovne attituder. De omtalte foragtere af folkekirken siger altid de og ikke vi. De er ikke medansvarlige. De stiller sig udenfor og ser – blaserte og ’politisk bevidste’ – ned på det jævne fællesskab, folkekirken repræsenterer, og i hvilket deres forældre, familie og søskende i al stilfærdighed har hjemme.” (Selvbesindelse, side 47-48, 1976)

Det er deres egen beslutning at fravælge folkekirken, og Krarup prøver ikke at omvende eller overbevise dem om noget andet. Men deres beslutning vækker en vis sorg og smerte hos ham.

”Det er det harmelige ved denne holdning. Derfor er det, at den får præg af et slags forræderi, og derfor bliver man ikke kun harm i hu, når man støder på udslag af den. Det er også en skam, at fællesskabet således svigtes. Folk er alt for hæderlige til at blive kasseret med en frase. På den måde kan man ikke være bekendt at sjofle sin familie. Herregud, hvisker det i én, når man lukker døren efter den retfærdigt udmeldte: du kan tidsnok få brug for det fællesskab, du nu kaster vrag på.” (Selvbesindelse, side 50-51, 1976)

Ja, der er altid nogle få, som er trodsige og ikke ønsker at være en del af fællesskabet, men det ændrer ikke på, at Seem sogn er et dejligt sted. Seem er ganske vist blot en lille by på landet med kirke, købmand og forsamlingshus som hundredvis af andre småbyer i Danmark. Her lever den gamle landbokultur stadig, selvom husmandssteder og gårde er forsvundet til fordel for landbrug med flere hundrede tønder land jord og store bedrifter af køer, svin eller høns, og hvor kun et fåtal er beskæftiget i landbruget. Men Seem sogn er et dejligt sted, selvom det ikke er anderledes end så mange andre små sogne spredt ud over Danmarkskortet. Og grunden til det skal nok findes i, at folk er hjælpsomme, venlige og gæstfri. Man taler måske nok om hinanden, det gør man sikkert meget, men man hverken sladrer eller bebrejder hinanden. Det er fællesskabet i folkekirken, deres kristne tro og deres præst, som har gjort dem til de hjertensgode mennesker, de er. Seem sogn er et lille, dansk, folkekirkeligt Utopia. Men udenfor Seem sogn, i det øvrige Danmark, fra Skagen til Gedser, fra Esbjerg til Christiansø, i by og i land, i Jylland og på Danmarks mange øer, dér sladrer man om hinanden. Dér ser man hinandens fejl, og luften er tyk af bagtalelse og onde ord. Dér er der kiv og nid imellem gamle venner, far og søn, mor og datter, mand og kone, nabo og nabo imellem. Dér er der ingen kærlige ord imellem præst og menighed, rig og fattig, folk og øvrighed, Gud og menneske. Dér lever man i kamp og strid med sin næste, jalousi og skadefryd trives, og hvert enkelt menneske må stå ansigt til ansigt med slid og slæb, sorg og smerte, sygdom og død, og en verden, hvor varme og lykke kun kommer i små dryp nu og da. Og imens kirkeklokkerne ringer fra tårnet i Krarups sognekirke og kalder ung og gammel, større og mindre syndere, tvivlere og troende, så lyder der en jamren fra det øvrige danske land og folk: ’Åh, Søren Krarup! Om jeg dog bare boede i Seem sogn!’

Krarup ser principielle ligheder alle vegne. I hvert fald når han har brug for det. For eksempel sætter han lighedstegn imellem den opdragelse kulturradikale og ungdomsoprører fra 1968 vil give danske børn i børnehave og folkeskole, og så den massive indoktrinering børn og unge blev udsat for i det nazistiske Tyskland. Når danske børn sidder og leger i sandkassen med skovl og spand, klipper figurer i pap, eller når pædagogerne i børnehaven belærer dem om, at man skal tale om problemer og uenigheder og ikke komme op at slås, så er opdragelsen ikke væsensforskellig fra den tyske børn fik i Hitler Jugend. Krarup ser en klar lighed imellem de to opdragelsesformer, men det kan være svært for os andre at se, og det skyldes nok, at den principielle lighed er dybt uinteressant, fordi de konkrete resultater er vidt forskellige. Der er ikke megen arisk kriger over de unge mennesker, som går ud af den danske folkeskole og fortsætter deres uddannelse. Det nævnte eksempel er blot et af mange. Krarup sætter også lighedstegn imellem det at slå sine børn og at holde af dem, racisme og antiracisme, imellem menneskerettigheder og lovløshed, tyranni og undertrykkelse, imellem enevælde og det enkelte menneskes frihed og lighed for loven, EU og den katolske kirke, og imellem demokrati og en elites magtfuldkommenhed overfor en hjælpeløs og ydmyget befolkning. Han raser mod den såkaldte ’godhedsindustri’ og dens forfalskning af det kristne bud om næstekærlighed, men er totalt uinteresseret i de resultater denne industri frembringer i verdens fattige lande. Krarup har også sammenlignet muslimske kvinders slør med totalitære symboler som nazismens hagekors og kommunismens hammer og segl. Men under besættelsen fra 1941-43 sad et lille, nazistisk parti i Folketinget, og det hed såmænd Dansk Folkeparti, ligesom Krarups eget Dansk Folkeparti. Så manden burde være mere forsigtig med sine sammenligninger og principielle ligheder. Interessant er det også, at han trækker et skel imellem muslimer og islam. Muslimer har han ikke noget imod, men anser islam for i vore dage at være en større trussel mod Danmark end nazismen var i sin tid. Men er det overhovedet muligt at trække dette skel? Hvor farlig kan islam være, hvis religionens tilhængere er søde og venlige mennesker, som Krarup roser dem for at være? Islam uden muslimer jo ikke andet end en dynge papir limet sammen i ryggen, en bog, altså Koranen. Andre gange forkaster Krarup alle principper og stirre sig blind på det konkrete resultat, og her går han gerne tilbage til oplysningstiden og tiden frem til vore dage. Oplysningstiden brød med enevælden og over en række krige og revolutioner indførte det ene europæiske land efter det andet moderne demokrati. Krarup forfærdes over de revolutioner og krige, som blev ført i ideologiens navn, og derfor var oplysningstiden en pest, mens antallet af faldne er ham ligegyldigt i andre krige, for krig er bare en del af denne verdens elendighed. Han skifter mellem at se på principperne bag, og det konkrete resultat alt efter behag. Her er det interessant at se på Krarups syn på anden verdenskrig og kolonialismen. Han ser besættelsen som den største katastrofe i Danmarks historie, fordi hele landet blev besat og det stort set ude modstand, og han er drivende patetisk i sin beskrivelse af denne nationale ydmygelse. Ved alle andre krige i vor tusindårige historie var der altid en større eller mindre del af landet, som kæmpede mod fjenden. Omvendt forsvarer han kolonialismen, hvor Europa underlagde sig det meste af verden i kortere eller længere perioder. Men hvad Nazityskland gjorde under anden verdenskrig imod Europa var, hvad den hvide mand havde gjort imod hele verden i over fire århundreder. Det eneste nye i Nazitysklands kolonialisme var, at det denne gang gik ud over hvide, kristne mennesker. Derfor er Krarup slået med rædsel. Men ser man som Krarup kolonialismen som en velsignelse for de lande og folk, der blev koloniseret, så var den tyske besættelse af Danmark simpelthen velgørenhed, ja, en generøs gave fra det tyske folk til det danske. Det er vilkårene, hvis man vil debattere med Krarup. Det foregår altid og udelukkende på hans præmisser, og det kan man blive nødt til at leve med, men det bliver vanskeligt at tale sammen, når han begynder at lave om på præmisserne, som det passer ham. Og det gør Krarup. Så enten må man forkaste alt, hvad han siger eller lade sig belære med alvorlige ord og en myndig hævet pegefinger. Krarup er hverken politiker, filosof eller videnskabsmand, men præst og teolog. Han ved ikke noget, og han tvivler ikke på noget, han tror i stedet og er stærk i troen. Men til tider mærker Krarup grunden synke under sig, og så tager han det tunge skyts i brug. Han har nemlig som den eneste adgang til et eksklusivt feriemål, kaldet ’virkeligheden.’ Ude i virkeligheden møder Krarup de virkelige danskere, som han taler med og lytter til, hvorpå han rejser tilbage igen og fortæller os andre, hvad det virkelige, danske folk har sagt. Og det er jo vanskeligt at sige en mand imod, som kender virkeligheden, mens man selv er blind og døv og ikke kan gå nogen steder uden en arm, der fører en på rette vej. Noget lignende kan man iagttage hos højrefløjens anden store personlighed, Pia Kjærsgaard. Hun er folkets stemme, hun er hele Danmarks hjemmehjælper, der gør rent og renser ud i danskernes fædreland. Dog er det længe siden, hun selv har haft tid til at bruge gulvskrubben. Det er travlt og kræver tid at sidde i Folketinget i 25 år, især når man samtidig er partiformand. Heldigvis kan hun trække sig tilbage til sin villa nord for København i rigmandskvarteret Gentofte. Om hun selv gør rent i den store villa, er ikke godt at vide, men hun har for længe siden kigget dybt i en spand med beskidt gulvvand og et renskuret toilet og deri fundet en kilde til visdom. Som præstinderne i oraklet ved Delphi kan hun høre noget dernede fra kummens klare vand, som ingen andre forstår. Det er folket, der taler til Pia Kjærsgaard. Det danske folk, som Krarup kender ude fra virkeligheden.

Der er ikke tal på de gange, Krarup har iscenesat sig selv som modstandsmand, og det er unægtelig også en gunstig position at være modstandsmand, for så er ens modstandere jo udpeget som den tyske, nazistiske besættelsesmagt. Men der er også en anden grund til, at Krarup gerne vil være modstandsmand. Han er nemlig kriger og elsker kampen for kampens skyld. Krig skaber sammenhold, den skaber dramatik og helte, der ofrer sig og dør for en ædel sag. Det er for Krarup et lykkeligere endeligt, end at leve i et fredeligt land og som en gammel mand og sove ind i døden i sin seng en sen nattetime. En sådan død er simpelthen for kedelig. Men var det ikke netop sådan et Danmark, modstandsfolkene kæmpede for? Et fredeligt Danmark, hvor alle lever frit og trygt, og hvor der ikke er grund til at gribe til våben, fordi politiske beslutninger vedtages ved folkeafstemninger, folketingsvalg og under endeløse diskussioner og debatter. Det er i sig selv en hån mod modstandsfolkene, at Krarup hylder deres kamp og død, uden at fortælle om alt det værdifulde de kæmpede for. Værre bliver det, når han kalder sig selv for modstandsmand. Mens modstandsfolk risikerede tortur og henrettelse, hvis de blev fanget af tyskerne, så har Krarup haft sin ytringsfrihed og krav på politiets og samfundets beskyttelse og de samme rettigheder som enhver anden borger i Danmark. Så når Krarup kalder sig modstandsmand, så brækker han sig i virkeligheden ud over dem, som kæmpede imod den tyske besættelse med livet som indsats i et spil, som mange tabte.

Kristendommen er to tusind år gammel og har været en meget dynamisk religion, der har forgrenet sig i et utal af retninger. Krarups egen retning, Tidehverv, er blandt andet kendetegnet ved, at den sætter skel imellem det verdslige og guddommelige regimente, og så kræver den tro og ikke gode gerninger. De, som tror, at gode gerninger er vejen til frelse, lever i tvivl og frygt for, hvorvidt de nu har været gode nok. Men den samme fortvivlelse rammer vel også de, som vil retfærdiggøre sig ved tro, for er de nu også stærke nok i troen, eller har de til tider tvivlet på Gud? Krarup selv har dog aldrig været ramt af sådanne sjælekvaler og ser sig selv som gårdvagt i Guds skolegård med ret til at uddele eftersidning og lussinger i opdragelsen af os alle sammen i den rette kristendom. Og ingen kan være i tvivl om, at Gud ville være ilde stedt, hvis ikke han havde en trofast håndlanger som Krarup. Uden ham ville saltet miste sin kraft, og vi mennesker ville leve et jordisk liv uden interesse for vor egen syndighed og behov for nåde og tilgivelse. Omvendt giver alliancen med Gud Krarup et godt kort på hånden, da han i snart sagt alle sammenhænge og mod en hvilken som helst modstander kan påkalde sig Vorherre som argument og medsammensvoren. Krarup anser jo enhver form for ideologi for menneskers selvforgudelse, så hvis han på en eller anden måde kan få sin modstander udstillet som bærer af ideologiske mål, så kan vedkommendes argumenter og holdninger afvises som antikrist og djævelskab. På den måde får Gud og kristendommen stor indflydelse på politik. Ja, Gud selv stiger fra himmelen ned til jorden, og uden at have været på stemmesedlen bliver han folketingsmedlem for Dansk Folkeparti, mens Jesus kravler ned fra sit kors og går hen og sætter sit kryds ved liste O i stemmeboksen på valgdagen, og derved bryder Krarups skillevæg imellem det guddommelige og verdslige regimente fuldstændigt sammen. Men det er nok også det sikreste at overdrage magten her i denne verden til Gud. Menneskene kunne finde på at gøre dumme ting med al den frihed, som for eksempel dengang et flertal stemte for, at en røver skulle sættes fri, mens Guds søn blev korsfæstet.   

Mennesket er forpligtet overfor sin familie og sine venner og næste. Ellers er de jo netop ikke familie, venner og næste. Krarup siger i denne sammenhæng, at et menneskes frihed og selvudfoldelse er det samme som selvdyrkelse, hvilket vil sige at svigte de bånd, man har til andre mennesker. Men mennesker gør nu engang forskellige ting, bare fordi det interesserer dem, og giver dem livsglæde, så de af og til i deres liv og dagligdag vender ryggen til deres nærmeste. Når mange unge mennesker i Danmark tager på en lang rejse til fjerne lande, eller når man passer sin have i fritiden, spiller musik eller er lystfisker, er det så selvdyrkelse og dermed at svigte sine næste? Hvor går grænsen imellem at have en uskyldig fornøjelse i at beskære frugttræer søndag formiddag og så at bryde alle bånd til sine nærmeste? Noget sådant ønsker de færreste, så det ville være godt, hvis Krarup gav et klart svar, men det gør han ikke. Grunden til dette er, at Krarup ikke har noget svar, for han bruger anklagen om selvdyrkelse, som det passer ham og retter den imod dem, som han af en eller anden grund ikke bryder sig om. På samme vilkårlige måde udpeger han, hvad der er abstrakt, og hvad der er konkret. Men friheden er menneskets mulighed, vi er født med fødder og ikke med rødder og kan påvirke eget liv og skæbne, men for Krarup er sådan en frihed det samme som forræderi. Han foretrækker at være begravet i jord til halsen.

Krarup er ofte blevet beskyldt for at være racist, hvilket er urimeligt. Men bare fordi Krarup ikke er racist, så er den racistiske tankegang ham ikke fremmed. Racismen bygger på et deterministisk menneskesyn, den bygger på gener og arv, mens Krarups ’racisme’ bygger på opdragelse, kultur, historie, religion og nationalitet. Danskeren er dansk, fordi han eller hun er født og opvokset i Danmark og bliver aldrig andet, og som sådan er danskhed og kristent sindelag nedlagt i danskeren som instinkterne i et dyr. Denne determinisme betyder også, at et barn er et ødelagt menneske for livet, hvis det falder i kløerne på alle de kulturradikale og socialistiske opdragere i børnehave og folkeskole. Og endnu værre er det selvfølgelig med de muslimer, der lever i Danmark. De er vore fjender og bliver aldrig andet, for de er muslimer. De venter bare på at blive mange nok til, at de kan omstyrte demokratiet og tvinge et religiøst regime ned over den øvrige befolkning. Dette har Krarup og hans ligesindede sagt i årevis. Men med en inkonsekvens, som er ganske usædvanlig for Krarup, har han aldrig vovet at sige konklusionen højt. Vi er nemlig tvunget til et af to, hvis Danmark skal reddes: Enten at spærre alle muslimerne behørigt inde i velbevogtede lejre eller sende dem ud af landet. Og de rejser ikke med det gode. De er jo vore fjender og er kommet for erobrer vort land og vil altid udgøre en indre fare. Derfor er al snak om integration meningsløs for Krarup. Han kræver i stedet assimilation, men i samme åndedræt Krarup udtaler dette krav, erklærer han, at en sådan assimilation aldrig vil kunne lade sig gøre. Er man først blevet muslim, vil man altid have en terrorist i brystet, der kæmper for at komme ud og myrde løs blandt hedningene. Fangelejre for hundredetusinder af mennesker eller etnisk udrensning er eneste og endelige løsning.

Krarup beskriver ideologier af alle slags som menneskehedens største forbandelse. Han har dog aldrig kritiseret kapitalismen, som må regnes for historiens største og vigtigste ideologi, mens han har været meget hård mod den næststørste, kommunismen eller socialismen, som han ikke giver et minuts fred. Folk der stemmer på Enhedslisten eller Socialistisk Folkeparti, ja, selv socialdemokrater bliver stillet til ansvar for kommunismens forbrydelser i Sovjet, Kina, Cambodja og så videre. Krarup selv er kristen, og listen over kristendommens forbrydelser er lang. Meget lang. Men kristendommens blodige spor får ikke Krarup til at tage sin tro op til revision. Det var alt sammen blot forfalskninger af kristendommen, en undskyldning eller bortforklaring han har lov at bruge, mens hans socialistiske modstandere ikke må anvende den. Krarup tilhører Tidehverv, og dette lille kapitel i kristendommens historie har hverken gjort godt eller skidt. De troende mødes hvert år til et sommermøde, hvor de sveder i varmen i deres pæne tøj, slips, skjorte og jakkesæt. Og imellem smørebrød, suppe, steg og is og kaffe og kage vifter Krarup en enkelt gang med sin gaffel, før han korsfæster endnu en halv kartoffel, og afviser derved, at der skulle være principielle eller konkrete ligheder imellem hans egen kristendom, Tidehverv, og alle de andre retninger rundt omkring i verden igennem historien. Den evangelisk-krarupske kristendom virker af uransagelige veje. 

I et interview med journalist Birgit Hagener fra 1988 anslår Krarup, at 90 % af den danske befolkning støtter ham i hans kamp mod flygtningeloven fra 1983. Her, snart tredive år efter, kan vi se, at der mildest talt var tale om en overdrivelse. Til gengæld siger udsagnet meget om Krarups syn på sig selv. De gode folk i Seem sogn kan trække vejret frit, men i resten af Danmark lever danskerne som en undertvungen, ydmyget og umælende almue. Kuet og pryglet af en hoven kulturradikal og socialistisk elite, der foragter folket, dets dagligdag og stille kristentro. Netop det umælende ved denne almue er vigtig for Krarup, for det betyder, at danskerne eller det såkaldte tavse flertal har brug for nogen til at tale på dets vegne. Og her træder Krarup til som folket stemme, en rolle han gerne påtager sig. Krarup ser sig selv som en dansk Moses, der befrier og fører sit folk ud af fangeskabet, han hugger Guds bud i stentavler og går og knuser guldkalve hele dagen. Og en dag vil Krarup føre danskerne tilbage til et tabt og forjættet Danmark, hvor vi alle i fællesskab skal genopbygge danskhedens tempel. Og selvom Krarup i en årrække stod alene, så har mange sluttet sig til ham, så der er opstået noget, som må anses for en strømning i dansk historie, der er islamfjendsk, kalder til national vækkelse og hævder at forsvare demokrati og ytringsfrihed i modsætning til alle andre. Den har fået et talerør i Jyllandsposten og Ekstra Bladet, og en lang række debattører, og mindre foreninger og organisationer har tilsluttet sig, og centralt står selvfølgelig Dansk Folkeparti. Men Krarup har været den store foregangsmand. Han har været isbryderen, der åbnede et frit bælte igennem det tilfrosne hav. Alle de andre er bare ællinger, som svømmer efter, og selvom de ikke er kønne at se på, skal vi ikke regne med, at de bliver til svaner. Socialdemokratiet og fagbevægelsen har over et århundrede forandret Danmark radikalt. Samme mål har Krarup. Også han vil omskabe Danmark, og modstanderne er de tre historiske strømninger, oplysningstiden, kulturradikalismen og ungdomsoprøret 1968, og Krarup ved godt, at han måske ikke lever længe nok til at opleve den endelige sejr. Spørgsmålet er bare, om det Danmark og den oprindelige danskhed, han vil føre os tilbage til, nogen sinde har eksisteret? Næppe andre steder end i Seem sogn. Og i så tilfælde er Krarup jo som de kulturradikale, der siger, at kultur er noget, mennesker skaber, og som mennesker derfor kan lave om. Og så er han jo bare en folkeopdrager og forfører som så mange andre. I det hele taget er det svært at sige flere sammenhængende sætninger om, hvad det vil sige at være dansker, uden at komme med en masse floskler eller remse alt det op, som i hvert fald ikke er dansk. Andre forsøger sig med at nævne nogle såkaldt danske værdier, og jo flere de udpeger, jo mere hult og meningsløst bliver projektet. Og hvem kan egentlig med fuld ret hævde, at sidde inde med sandheden om, hvad der er dansk, og hvad der ikke er? Kan du? Kan jeg? Kan Søren Krarup? Nej vel. Han har jo slet ikke noget tøj på…